Søger andre med anoreksi..

slettet28743

Hej,

Vil høre om der er nogen herinde som har erfaringer med anoreksi? Enten som behandler eller som syg?

Jeg har rigtig meget brug for at høre hvordan du/i er kommet ud af det, og hvilken slags behandling der har været god for jer.. Eller hvilken slags behandling i kender til som kan være god?

Jeg er 24 og har været syg i 10 år, været indlagt 3 gange og står overfor min 4. indlæggelse og har måske lidt giver op på forhånd..

Hvis i ikke har lyst til at skrive her, må i meget gerne skrive til min mail som er okoklikok@live.dk

Alle gode råd og erfaringer er velkomne..

0ktober

Hej med dig.

Jeg har desværre ikke så mange råd til dig andet end at prøve at tro på, at det kan være anderledes denne her gang. Og jeg kan så meget se meningen i, at du vil have oplysninger ude fra, så du kan prøve noget helt nyt. For det andet har ikke hjulpet dig.

Jeg kom ud af min spiseforstyrrelse helt selv. Og jeg har ingen anelse om hvordan, men det er bestemt det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Og jeg fik jo heller aldrig behandlet det psykiske omkring det. Kun symptomet. Så jeg kan i hvert fald sige, at det er rigtig vigtigt, at du får noget solid støtte og terapi fra en person du stoler på og er tryg ved.

Men faktisk ville jeg primært skrive til dig for at sige, at jeg synes det er helt vildt fedt, at du rækker ud på den måde. Jeg ønsker virkeligt for dig, at det bringer noget med sig, og at du hænger i.

Tanker fra Oktober

slettet28802

Kære du.
Jeg føler med dig. Det gør jeg virkelig
Jeg er 30 og blev syg af anoreksi, da jeg var 16/17 år i 1997. Det varede mange år, og da det var værst kunne jeg virkelig slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle blive rask, eller overleve blot den næste uges tid. Det kørte op og ned i bølger indtil jeg virkelig ramte bunden i slutningen af 1999 og over i 2000, hvor jeg første gang kom i behandling i psykiatrien. Jeg havde heldigvis min mor, som tog med mig derind og hjalp mig til ikke at blive indlagt, idet hun tog vare på mig i hjemmet. Jeg fik nemlig en brat opvågning idet overlæge/psykiateren ville indlægge mig pga super lavt bmi. Enten stoppede mit vægttab eller også blev jeg indlagt. Og det var en kamp uden lige, men skrækken for indlæggelse var i sidste ende større end skrækken for mad og smerten ved at spise og tage få gram på. Men det var det sværeste jeg har været udsat for. Jeg havde en fantastisk støtte i min mor, som har siddet med mig nok så mange en nat og trøstet mig, støttet mig i min ulyykelighed. Ja, bare givet mig et knus, når jeg trængte. Jeg har derudover været utrolig heldig med den terapeut, jeg skulle gå til samtale ved i psykiatrien. Her spiller selve uddannelsen ikke altid ind idet hun var socialrådgiver oprindeligt:-) Hun lyttede og har jo åbenbart haft en evne til at forstå hvordan lige netop jeg skulle tales til og med og sådan.
Det korte af det lange er (for kunne jo blive ved med at fortælle) at ingen af delene gjorde mig rask alene. Det har været en lang proces og rejse. med mange indputs til min helbredelse. Mine venners støtte har også været guld værd. Det at jeg begyndte med at danse og spille teater har gjort de afgørende udslag. Hvis du har lyst ti len snak over mail eller noget så afhold dig endelig ikke fra at skrive.
Mange venlig hilsener fra mig, megil03@student.sdu.dk