Er jeg skør?
Hej alle!
Det er lidt svært at skrive herinde, da jeg ikke helt ved, hvad der sker med mig for tiden....
Jeg er en pige på 21 år, jeg bor med min kæreste i lejlighed. Vi flyttede sammen i februar. Lige pt er han i militæret.
Nå.... Det startede nok, for alvor, i . Jeg startede i praktik i mandags, og så havde jeg fødselsdag onsdag efterfulgt af tre fødselsdagsfester, træning tre gange samme uge og generelt bare meget meget travlt! Da min familie var taget hjem onsdag fra min fødselsdagsfest, tog jeg mig et stort glas rødvin, SOM JEG ELLERS ALDRIG GØR, da jeg sjældent drikker. Men jeg kom til at slappe helt af. Da det gik op for mig, at jeg faktisk drak alene, begyndte jeg at græde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg græd løs. Det var alle følelser der kom op. Jeg savnede min familie, min kæreste og jeg følte mig bare så nederen!
Fredag og lørdag havde jeg også gæster.. Da jeg kom hjem fra praktik, handlede jeg ind, tog ned at træne, gik i seng. Stod op, tog i praktik, handlede ind, lavede mad og havde gæster fredag. Lørdag var jeg nede i byen og ordne småting, gøre rent herhjemme og lave mad. Søndag morgen tog min kæreste tidligt på arbejde, så jeg var alene hele dagen. Jeg kom pludselig til at gå ind på nettet og læse om livmoderhalskræft, og så var jeg overbevist om, at jeg skulle dø af livmoderhalskræft. Eller bare kræft. Jeg begyndte at græde, hvor jeg var virkelig bange for at dø! Da min kæreste kom hjem spurgte han om jeg havde haft en god dag. Da jeg havde sagt ja begyndte jeg at græde, og jeg tudede helt vildt.. Jeg fortalte ham, at jeg nok skulle dø. Han grinede og sagde bare at det skulle jeg ikke!
Da han tog afsted om aftenen ned på kasernen, begyndte jeg at græde igen. Jeg kunne slet ikke få vejret. Det snørrede sig til i min hals, og det var som om der var et fed lag af smør eller fedt nede i mine luftrør, som var derfor jeg ikke kunne trække vejret. Jeg var nødt til at holde ved stuebordet for at tage mig sammen til at stoppe med at græde/skrige. Jeg kunne slet ikke kende mig selv, eller sige "stop med at græd" og det var som om jeg havde en "ud af kroppen" oplevelse på den dårlige måde. Da jeg kom til mig selv ringede jeg til min mor. Hun fortalte mig, at jeg havde haft et angstanfald.
Det hjalp at snakke med hende, og jeg græd meget samtidig. Hun fik mig til at føle mig "normal" igen. Når jeg ser tilbage kan jeg godt se, at jeg før i tiden har været bange for at dø eller fejle en alvorlig sygdom som AIDS f.eks.. Jeg har også altid tænkt enormt meget over tingene. Men denne uge har været ekstrem. Jeg har været så meget ved siden af mig selv. Jeg har følt mig så utilstrækkelig i praktikken, selvom det er virkelig, virkelig spændende, og jeg har fået ros af min vejleder!! - jeg har hele tiden tænkt: du gør det ikke godt nok!! Du skal tage dig sammen og gøre tingene ordentligt!! Jeg har haft hjertebanken, ekstreme svedture, men generelt sveder jeg forfærdeligt meget! I denne uge har jeg haft et øjeblik, hvor jeg ikke kunne stille skarpt på noget jeg kiggede på, og jeg følte mig helt blind. Jeg er også enormt dårlig til at huske nogle gange, og jeg kan have problemer med at udtale et ord, eller formulere mig, når jeg er stresset.
Min morfar døde sidste jul, og lige siden har jeg været meget ked af det. Jeg tænker tit på hans død, og at jeg aldrig skal se ham igen. Hans død kom meget pludseligt.
Når jeg går nede i byen kan jeg blive sur, hvis der er en billist der ikke holder tilbage for mig, og jeg kan godt finde på at råbe, dumme kælling efter dem, selvom de er i bilen og ikk kan høre mig. Jeg føler at mit temperament løber af med mig, og at jeg er en sur, indebrændt person! Jeg har meget dårligt selvværd, selvom folk fortæller mig, at jeg er sød, pæn og klog. Jeg vil aldrig tro dem. Ikke engang min egen kæreste. Jeg føler mig tyk. Jeg vejer 58 kg og er 163 høj, jeg har store muskler siger min læge, men jeg føler mig tyk og grim. Hvis min kæreste siger "hun er lækker" til en i fjernsynet, kan jeg blive så vred og ked inde i mig selv, at jeg har lyst til at slå ham. Men jeg siger bare, nå.
Idag var jeg i Matas for at købe beroligende te på min mors opfordring, men af en eller anden årsag misforstod ekspedienten mig og gav mig piller istedet, og sagde jeg skulle snakke med en læge. Jeg kunne have grædt på stedet. Jeg var nærmest stemplet som psykisk syg, lige der i butikken!! Jeg skal bytte pillerne imorgen, da jeg er bange for bivirkningerne..
Her igår og idag har jeg haft en voldsom trykken for brystet samt hjertebanken. Jeg sukker hele tiden. Men kun når jeg sidder alene.
Jeg har virkelig brug for nogle tilbagemeldinger på min "opførsel", da jeg føler, at jeg er ved at sprænge i mit hoved.
- tak.
Det er lidt svært at skrive herinde, da jeg ikke helt ved, hvad der sker med mig for tiden....
Jeg er en pige på 21 år, jeg bor med min kæreste i lejlighed. Vi flyttede sammen i februar. Lige pt er han i militæret.
Nå.... Det startede nok, for alvor, i . Jeg startede i praktik i mandags, og så havde jeg fødselsdag onsdag efterfulgt af tre fødselsdagsfester, træning tre gange samme uge og generelt bare meget meget travlt! Da min familie var taget hjem onsdag fra min fødselsdagsfest, tog jeg mig et stort glas rødvin, SOM JEG ELLERS ALDRIG GØR, da jeg sjældent drikker. Men jeg kom til at slappe helt af. Da det gik op for mig, at jeg faktisk drak alene, begyndte jeg at græde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg græd løs. Det var alle følelser der kom op. Jeg savnede min familie, min kæreste og jeg følte mig bare så nederen!
Fredag og lørdag havde jeg også gæster.. Da jeg kom hjem fra praktik, handlede jeg ind, tog ned at træne, gik i seng. Stod op, tog i praktik, handlede ind, lavede mad og havde gæster fredag. Lørdag var jeg nede i byen og ordne småting, gøre rent herhjemme og lave mad. Søndag morgen tog min kæreste tidligt på arbejde, så jeg var alene hele dagen. Jeg kom pludselig til at gå ind på nettet og læse om livmoderhalskræft, og så var jeg overbevist om, at jeg skulle dø af livmoderhalskræft. Eller bare kræft. Jeg begyndte at græde, hvor jeg var virkelig bange for at dø! Da min kæreste kom hjem spurgte han om jeg havde haft en god dag. Da jeg havde sagt ja begyndte jeg at græde, og jeg tudede helt vildt.. Jeg fortalte ham, at jeg nok skulle dø. Han grinede og sagde bare at det skulle jeg ikke!
Da han tog afsted om aftenen ned på kasernen, begyndte jeg at græde igen. Jeg kunne slet ikke få vejret. Det snørrede sig til i min hals, og det var som om der var et fed lag af smør eller fedt nede i mine luftrør, som var derfor jeg ikke kunne trække vejret. Jeg var nødt til at holde ved stuebordet for at tage mig sammen til at stoppe med at græde/skrige. Jeg kunne slet ikke kende mig selv, eller sige "stop med at græd" og det var som om jeg havde en "ud af kroppen" oplevelse på den dårlige måde. Da jeg kom til mig selv ringede jeg til min mor. Hun fortalte mig, at jeg havde haft et angstanfald.
Det hjalp at snakke med hende, og jeg græd meget samtidig. Hun fik mig til at føle mig "normal" igen. Når jeg ser tilbage kan jeg godt se, at jeg før i tiden har været bange for at dø eller fejle en alvorlig sygdom som AIDS f.eks.. Jeg har også altid tænkt enormt meget over tingene. Men denne uge har været ekstrem. Jeg har været så meget ved siden af mig selv. Jeg har følt mig så utilstrækkelig i praktikken, selvom det er virkelig, virkelig spændende, og jeg har fået ros af min vejleder!! - jeg har hele tiden tænkt: du gør det ikke godt nok!! Du skal tage dig sammen og gøre tingene ordentligt!! Jeg har haft hjertebanken, ekstreme svedture, men generelt sveder jeg forfærdeligt meget! I denne uge har jeg haft et øjeblik, hvor jeg ikke kunne stille skarpt på noget jeg kiggede på, og jeg følte mig helt blind. Jeg er også enormt dårlig til at huske nogle gange, og jeg kan have problemer med at udtale et ord, eller formulere mig, når jeg er stresset.
Min morfar døde sidste jul, og lige siden har jeg været meget ked af det. Jeg tænker tit på hans død, og at jeg aldrig skal se ham igen. Hans død kom meget pludseligt.
Når jeg går nede i byen kan jeg blive sur, hvis der er en billist der ikke holder tilbage for mig, og jeg kan godt finde på at råbe, dumme kælling efter dem, selvom de er i bilen og ikk kan høre mig. Jeg føler at mit temperament løber af med mig, og at jeg er en sur, indebrændt person! Jeg har meget dårligt selvværd, selvom folk fortæller mig, at jeg er sød, pæn og klog. Jeg vil aldrig tro dem. Ikke engang min egen kæreste. Jeg føler mig tyk. Jeg vejer 58 kg og er 163 høj, jeg har store muskler siger min læge, men jeg føler mig tyk og grim. Hvis min kæreste siger "hun er lækker" til en i fjernsynet, kan jeg blive så vred og ked inde i mig selv, at jeg har lyst til at slå ham. Men jeg siger bare, nå.
Idag var jeg i Matas for at købe beroligende te på min mors opfordring, men af en eller anden årsag misforstod ekspedienten mig og gav mig piller istedet, og sagde jeg skulle snakke med en læge. Jeg kunne have grædt på stedet. Jeg var nærmest stemplet som psykisk syg, lige der i butikken!! Jeg skal bytte pillerne imorgen, da jeg er bange for bivirkningerne..
Her igår og idag har jeg haft en voldsom trykken for brystet samt hjertebanken. Jeg sukker hele tiden. Men kun når jeg sidder alene.
Jeg har virkelig brug for nogle tilbagemeldinger på min "opførsel", da jeg føler, at jeg er ved at sprænge i mit hoved.
- tak.
Kommentarer
Det er godt, du skriver. Det er sandelig en voldsom omgang, du er igennem.
Jeg vil nu ikke bare lige kalde det angst – for mig lyder det som et gedigent sammenbrud. Men det vil selvfølgeligt være angstfyldt, når du slet ikke forstår, hvad der sker.
Nej, du er bestemt ikke skør. Jeg tror, du er ekstremt overbelastet og jeg tror, det er noget, der er sparet sammen til over lang tid. Du må have haft en fornemmelse af, at du kørte hårdt på dig selv?
Du tager dig alt for meget sammen. Du har faktisk brug for at lære at holde op med at tage dig sammen. Du har brug for at lære at sige nej. Du har brug for at lære at være meget mere styret af lyst og gøre det, der giver dig glæde. Drop ordene 'skal', 'bør' og 'er nødt til'.
Det er meget ofte perfektionistiske mennesker, der før eller siden bryder sammen. Du er ikke Super-woman. Den anden side af perfektionismen er, at man får utrolig dårligt selvværd af den, for man stiller så høje krav til sig selv, at man ikke kan leve op til dem. D.v.s. man skal kæmpe så hårdt for at være 'god nok' – og så er det alligevel aldrig godt nok. Du er simpelthen nødt til at holde op med at stille alle de krav til dig selv og så affinde dig med at være den person du er bag perfektionisten. Den person ER god nok - og det skal du gerne nå frem til at kunne mærke. Det kommer ikke af sig selv. Det kan også være, at du får brug for hjælp fra en psykolog eller terapeut for at finde dertil, hvor du MÆRKER, at du er god nok, som du er.
Du er bange for at være blevet stemplet psykisk syg, fordi en ekspedient giver dig nogle beroligende naturpiller i stedet for en beroligende the? Det er en voldsom overreaktion. Du er ikke psykisk syg, men du har psykiske problemer. Det er noget helt andet. Det er der utroligt mange mennesker, der har. Desværre skammer mennesker sig så meget over at have psykiske problemer. Det er smertefuldt men det er ikke nogen skam.
Du går måske med en idé om, at 'alle de andre' har det let og godt og det er kun mig, der har det på den her måde og har svært med mit liv. Sådan er virkeligheden ikke. Men ligesom du skjuler dig selv bag en maske, der skal få andre til at tro, at alt er godt, således gør andre det også.
Du har lige fået et vink med en vognstang om, at der er noget i dit liv, der slet ikke fungerer. Det bliver du nødt til at tage alvorligt, hvis du ikke for alvor skal ryge ned med flaget. Du får brug for at lave en del forandringer i dit liv, så du ikke stresser dig selv så meget. Fortsætter du på samme måde som hidtil, vil du givetvis opleve flere sammenbrud og få sværere ved at komme op igen for hver gang.
Du har i den grad brug for at arbejde med dit selvværd og få bygget dig selv op, så du ikke behøver at være perfektionistisk for at være 'god nok'. Du har brug for at lære at holde af dig selv, som den person du er inderst inde under den pæne, perfekte overflade.
Mange hilsner Helene
Tak for hurtigt svar!
Jeg har i mellemtiden været hos lægen, da jeg fik voldsom hjertebanken i aftes, og i morges havde tre røde skjolde på mit bryst samt venstre arm. Lægen begrundede det med, at jeg havde hyperventileret. Jeg har også fået taget et hjertekardiogram, som var nydeligt, samt målt blodtryk, som også var nydeligt. Han har taget blodprøver, for at tjekke min saltbalance samt mit stofskifte.
Det hjalp at få ro på de ting jeg synes kører rundt i min krop, og han fortalte, at mange unge piger havde det som mig, og at jeg skulle undgå at være alene samt arbejde med det, der gør mig ked af det.
Ja, jeg har nok haft problemer med at indse, at det er OKAY ikke at være perfekt hele tiden, men jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har kunne sige det til mig selv, så sådan et kollaps måske ville være undgået.
Mange tak for dit svar, jeg vil helt sikkert tænke dette igennem, og stoppe op og lytte til mig selv, før det er for sent.
Hilsen MonaBirger
Jeg har egentlig ikke så meget konstruktivt til hjælp at give dig, men jeg bliver bare nødt til at sige, at det er første gang, at jeg ser en beskrive næsten fuldstændig hvordan JEG har det.
Jeg er en pige på 28 år. Da jeg var 20 år gammel fik jeg diagnosen angst og depression. Nu når jeg tænker længere tilbage, så kan jeg godt se, at angsten allerede var meget fremtrædende som barn, hvor jeg tit havde følelsen af, at jeg ikke kunne få luft, og jeg var dødsens ræd for at fejle noget alvorligt, såsom AIDS eller kræft... (AIDS var endda ret urealistisk, eftersom jeg på daværende tidspunkt ikke engang var seksuelt aktiv endnu - det kan jeg da så godt smile lidt af i dag)
Men angsten for sygdomme har aldrig sluppet mig. Jeg har tit ondt i brystet og svært ved at få luft, og jeg er så skide bange for at få en blodprop, eller at jeg har en hjertefejl eller lignende... jeg kan slet ikke abstrahere fra disse smerter når de kommer.
jeg har ligesom dig fået målt blodtryk, kolestorol og diverse, og op til flere gange fået lavet et hjertekardiogram som intet galt viste. Min mormor fik i en meget ung alder en blodprop i hjertet. Hun har på mirakuløs vis overlevet den og mange flere efterfølgende. Min far fik en blodprop i hjertet for nogen år siden, men overlevede det gud ske tak og lov, ligesom min bror, i en alder af 34 år, også overlevede en blodprop i hjertet for et par år siden.
Ingen tvivl om, at al den sygdom i vores familie, har en indvirkning på min angst i dag.
Jeg bliver nogen gange overvældet af voldsomme angstanfald, hvor jeg virkelig virkelig VIRKELIG skal anstrenge mig for, at holde fast i virkeligheden, og komme ned på jorden igen - det er SÅ ubeskriveligt hårdt. Hjertet hamre, jeg kan ikke få luft, det svimler og jeg føler min hjerne går helt ud af funktion.
Jeg har siden jeg var 20 år gammel periodevis fået antidepressiv medicin. Jeg er for 14 dage siden startet igen. Jeg er denne gang røget så langt ned i kælderen som jeg aldrig har været det før. Jeg har en datter på 2½ år, og det har i den grad forstærket min angst for sygdom. Jeg kan ikke bære tanken om at gå bort fra hende.
Lige nu går jeg og venter på, at pillerne begynder at virke. Jeg er så bange for at jeg simpelthen er ved at blive sindssyg. At jeg på et eller andet tidspunkt bliver så skør, at jeg skal indlægges - det kan jeg simpelthen ikke overskue - at skulle væk fra min datter.
Men jeg trøster mig med, at disse tanker har jeg haft hver gang, at denne sygdom har fået taget i mig, og min læge har smilet overbærende når jeg har nævnt det, og sagt at selvfølgelig skal jeg ikke indlægges. Det er det jeg konstant klynger mig til. Jeg har på ingen måde selvmordstanker, jeg er bare så bange hele tiden... bange for at blive syg, bange for at blive skør, og fuldstændig knust over, at jeg ikke bare kan leve et normalt liv. Ligesom jeg gjorde det for få måneder siden. Jeg tror, at løsningen for mig må være, at jeg skal være på medicin resten af livet. Fortsætte med at tage pillerne selvom jeg får det godt. Jeg magter ikke flere nedture.
Jeg bruger ekstremt mange kræfter på, at min datter ikke skal opleve dette, og heldigvis optræder min angst sjældent foran hende - og så kan jeg som regel finde fokus til at styre det. Jeg er glad sammen med min datter, kysser og krammer hende, og fortæller hende at jeg elsker hende så ubeskriveligt højt, og vi går til gymnastik og tager på ture ligesom alle andre, men når jeg er mig selv - særligt de weekender hvor hun er hos sin far, så har jeg tid til at spekulere og være nervøs. Og det gør jeg så.
jeg bruger på samme måde rigtig mange kræfter på, at gå i skole hver dag, virke glad og overskuds-agtig, få høje karakterer og i det hele taget skjule, at indeni er jeg et rod.
Over for min kæreste, som jeg har boet sammen med det sidste år, der øver jeg mig at fortælle ham når jeg får det dårligt... men come on.. hvem gider høre om det hele tiden? Og jeg vil jo også bare så gerne være den perfekte mor og den perfekte kæreste, som gør alting godt og rigtigt, og det stemmer bare ikke overens med, at rende rundt og få ukontrollerede angstanfald og tudeture fordi jeg er bange for at dø!
Jeg ville uendeligt gerne til en psykolog, men lige pt er min økonomi simpelthen ikke til at betale det. Jeg har fået en henvisning fra lægen, men der er stadigvæk en egenbetaling, og julegaverne skal ikke ryge på den bekostning.
Jeg tror, nu hvor det har det ligesom mig, at det for dig er rart at vide, ligesom det var det for mig, at man ikke er alene om at have det sådan, og jeg håber at du hurtigt kommer ovenpå igen. Jeg har stået i denne situation et par gange nu, og det hjælper mig lidt til at stå det igennem, for jeg ved, at det er normalt at have det som jeg har det, når jeg har den diagnose jeg har.
Hvis du har lyst til at spørge om noget, så skal du bare gøre det.
Mvh C.