Langdistanceforhold.
Tja... Forummet hedder "samliv", men mit problem drejer sig lidt om det modsatte: Langdistanceforhold.
Jeg har kendt en fyr i nogle måneder og vi bor i hver vores ende af landet. Vi mødtes i sommer og var intenst sammen i et par uger, og sidenhen haft en forlænget weekend sammen med 3-4 ugers mellemrum.
Vi har meget svært ved at finde ud af hvad vi er. Når vi er samme er vi kærester og virkelig glade for hinanden - men når vi ikke er sammen er det svært at fastholde nærheden og forholde os til hinanden. Vi har hver vores hverdag...
Fremtidsperspektivet er uklart.
Nu er det som vel næsten måtte ske på et tidspunkt sket. Han var til fest og kyssede med en han i fordums tid har været sammen med.
Jeg havde godt på fornemmelsen at det var sket, så det var ikke noget chok at høre. Han sagde, at han har brug for at få formuleret hvordan/hvad vores forhold er fordi han har enormt svært ved at forholde sig til os når vi ikke ses. Og jeg har det på præcis samme måde.
Vi har altså talt i telefonen og har begge brug for at finde ud af hvad vi er. For kærester virker ikke som den rigtige betegnelse når vi ses så sjældent. Alligevel er vi jo kæreste-AGTIGE.
Jeg er ked af det. Og føler ikke jeg har ret til at være ked af det. Jeg vil formentlig potentielt også kunne lade mig rive med når musikken spiller.
Det er svært at forholde sig til OS når der går så lang tid mellem vi ses.
Vi har haft taget det stille og roligt, fordi vi mødtes et par måneder efter, at han var kommet ud af et dårligt forhold gennem seks år - som endte ekstremt brat.
Deres forhold var præget af en meget dårlig cirkel med en usikker opmærksomhedssøgende personlighed hos hende og en stærk pleaser-natur hos ham.
Han har og har haft mange problemer med ikke at lade sig farve af hvordan det forhold var i forhold til hvordan vores forhold er/vil blive. Han har været meget optaget af hvad han IKKE ønsker vores forhold skal være, og har svært ved i stedet at formulere hvad han ønsker det SKAL være.
Derfor har jeg sagt, at vi tager det stille og roligt og ser hvad der sker. Jeg er ikke den omklamrende type og det er også glimrende set fra min side at vi ikke skal kaste os ud i familiebesøg og timelange daglige telefonsamtaler.
Jeg er selv igang med at få styr på mit liv oven på flere tumulte år.
Jeg har haft mine tvivl om hvor store fremtidsperspektiver der er i ham og mig. Og jeg er stadig ikke sikker på at det er den store kærlighed. Han er ret rodløs grundet flytning og det strandede forhold samt arbejdsløshed og er ikke særlig struktureret. Jeg tror, at jeg på sigt har brug for en partner der er struktureret, stabil og velbalanceret.
Jeg er dog alligevel kommet frem til, at jeg gerne vil se det an. Jeg er nemlig glad for at være sammen med ham, og ser ingen grund til ikke at nyde det. Jeg har ikke behov for at flytte sammen med en kæreste inden for det næste (par) år, så syntes det er fint at tage det stille og roligt og have det rart sammen. Hvis det udvikler sig i takt med at vi begge udvikler os som mennesker, jamen så vil det da være dejligt. Hvis ikke; så... Tja.
Men nu sidder jeg så her og der er kommet lidt pres på for at vi får defineret os. Og det er sådan cirka umuligt.
Jeg kan godt rumme at han var sammen med en til den fest selvom jeg er ked af det og nu har endnu mere brug for at ligge i ske med ham.
Jeg har bare svært ved at vurdere hvordan søren vi får defineret vores forhold og holdt det i live i de perioder vi ikke ses.
Og der endte jeg så ved det jeg egentlig gerne vil høre om andres erfaringer med:
Hvordan får I langdistanceforhold til at fungere?
Jeg syntes ærligt talt selv at den her tekst lugter langt væk af at det her "forhold" er dømt til døde, men jeg syntes jo det er dejligt når vi ses og at det er rart at gå og se frem til at vi skal ses igen.
Må hellere lige sige at jeg er 26 og han er 30.
Jeg har kendt en fyr i nogle måneder og vi bor i hver vores ende af landet. Vi mødtes i sommer og var intenst sammen i et par uger, og sidenhen haft en forlænget weekend sammen med 3-4 ugers mellemrum.
Vi har meget svært ved at finde ud af hvad vi er. Når vi er samme er vi kærester og virkelig glade for hinanden - men når vi ikke er sammen er det svært at fastholde nærheden og forholde os til hinanden. Vi har hver vores hverdag...
Fremtidsperspektivet er uklart.
Nu er det som vel næsten måtte ske på et tidspunkt sket. Han var til fest og kyssede med en han i fordums tid har været sammen med.
Jeg havde godt på fornemmelsen at det var sket, så det var ikke noget chok at høre. Han sagde, at han har brug for at få formuleret hvordan/hvad vores forhold er fordi han har enormt svært ved at forholde sig til os når vi ikke ses. Og jeg har det på præcis samme måde.
Vi har altså talt i telefonen og har begge brug for at finde ud af hvad vi er. For kærester virker ikke som den rigtige betegnelse når vi ses så sjældent. Alligevel er vi jo kæreste-AGTIGE.
Jeg er ked af det. Og føler ikke jeg har ret til at være ked af det. Jeg vil formentlig potentielt også kunne lade mig rive med når musikken spiller.
Det er svært at forholde sig til OS når der går så lang tid mellem vi ses.
Vi har haft taget det stille og roligt, fordi vi mødtes et par måneder efter, at han var kommet ud af et dårligt forhold gennem seks år - som endte ekstremt brat.
Deres forhold var præget af en meget dårlig cirkel med en usikker opmærksomhedssøgende personlighed hos hende og en stærk pleaser-natur hos ham.
Han har og har haft mange problemer med ikke at lade sig farve af hvordan det forhold var i forhold til hvordan vores forhold er/vil blive. Han har været meget optaget af hvad han IKKE ønsker vores forhold skal være, og har svært ved i stedet at formulere hvad han ønsker det SKAL være.
Derfor har jeg sagt, at vi tager det stille og roligt og ser hvad der sker. Jeg er ikke den omklamrende type og det er også glimrende set fra min side at vi ikke skal kaste os ud i familiebesøg og timelange daglige telefonsamtaler.
Jeg er selv igang med at få styr på mit liv oven på flere tumulte år.
Jeg har haft mine tvivl om hvor store fremtidsperspektiver der er i ham og mig. Og jeg er stadig ikke sikker på at det er den store kærlighed. Han er ret rodløs grundet flytning og det strandede forhold samt arbejdsløshed og er ikke særlig struktureret. Jeg tror, at jeg på sigt har brug for en partner der er struktureret, stabil og velbalanceret.
Jeg er dog alligevel kommet frem til, at jeg gerne vil se det an. Jeg er nemlig glad for at være sammen med ham, og ser ingen grund til ikke at nyde det. Jeg har ikke behov for at flytte sammen med en kæreste inden for det næste (par) år, så syntes det er fint at tage det stille og roligt og have det rart sammen. Hvis det udvikler sig i takt med at vi begge udvikler os som mennesker, jamen så vil det da være dejligt. Hvis ikke; så... Tja.
Men nu sidder jeg så her og der er kommet lidt pres på for at vi får defineret os. Og det er sådan cirka umuligt.
Jeg kan godt rumme at han var sammen med en til den fest selvom jeg er ked af det og nu har endnu mere brug for at ligge i ske med ham.
Jeg har bare svært ved at vurdere hvordan søren vi får defineret vores forhold og holdt det i live i de perioder vi ikke ses.
Og der endte jeg så ved det jeg egentlig gerne vil høre om andres erfaringer med:
Hvordan får I langdistanceforhold til at fungere?
Jeg syntes ærligt talt selv at den her tekst lugter langt væk af at det her "forhold" er dømt til døde, men jeg syntes jo det er dejligt når vi ses og at det er rart at gå og se frem til at vi skal ses igen.
Må hellere lige sige at jeg er 26 og han er 30.
Kommentarer
Vi ses i næsten hver weekend og hvis den ene har læseferie eller andet i den stil mens den anden stadig er i gang med skolen flytter vi mer eller mindre ind hos hinanden. Vi har fx også udvekslet nøgler på trods af at der ikke er den store sandsynlighed for man lige er i nabo laget.
Det jeg egentlig prøver at sige er at lad vær med at tænke på afstanden som noget der er en hindring for jeres forhold, men opfør jeg som I ville hvis personen levede lige i nærheden. Ellers er sådanne ting som at skrive frække beskeder en god ide eller generelt have en samme kommunikation via sms så man får følelsen af at ens partner hele tiden er opdateret på hvad der foregår i ens liv. Jeg sender personligt omkring 3500 beskeder om måneden til min kæreste så vi har virkelig meget kommunikation.
Håber det kan hjælpe lidt