Indstillinger
jeg er ligeglad med om min far dør eller ej
Min far som er 62 er i øjeblikket indlagt på intensiv afdeling, hvor han svæver mellem liv og død pga en svær blodforgiftning der er opstået pga en sprængt tarm. " Problemet" ligger så i at jeg er totalt ligeglad. Før jeg bliver stemplet som kold og hjerteløs, vil jeg gerne fortælle lidt om min opvækst.
Hele min barndom og ungdom, har min far været den der tyran der skulle bestemme alt. VI måtte ingenting i min barndom. Min mor og far har altid haft et alkohol problem og var næsten hver dag meget fulde, hvilket resulterede i at, de tit var oppe at skændtes og min mor blev kaldt alt muligt jeg ikke vil skrive her. Ligeledes er hun tit blevet banket gul og blå.
Mine søstre og jeg har også fået bank og er blevet kaldet både tykke, dumme og grimme. Både af min mor og min far.
Jeg er så siden blevet godt gift og har fået 2 dejlige unger, mens mine 2 søstre stadige bor ved mor og far ( de er 28 og 36)
De sidste par måneder inden min far blev indlagt havde både han og min mor et massivt forbrug af kodimagnyl som gjorde dem usamhængende og dumme. Jeg havde ikke noget at gøre med dem i den periode.
ALt dette har gjort at jeg følelsesmæssigt intet har til overs for hverken min mor eller far, allermindst min far. Derimod er mine 2 søstre fuldstændige oppe i det røde felt og sms og ringer til mig konstant med hvad gør vi juleaften hvis han dør og bla bla bla. Jeg har meldt ud at selv om han dør tager jeg i byen med min familie juleaften, gider ikke sidde med min mor og søstre og tude over noget jeg er kold over for.
Men jeg kan heller ikke helt forstå, hvorfor de er så kede af det. Har sgu lyst til at ruske dem og spørge om de da helt har glemt alt det dårlige min far har været skyld i og min mor om hun ikke kan huske alle de gange hun har stået og været ved at tage livet af sig selv pga min fars tyrani med skældsord og tæsk.
Det skal lige siges at både min mor og mine søskende alle er blevet vuderet til at være psykisk ustabile og mindre begavet. Jeg har et helt alm liv med uddannelse osv.
Det jeg har allermest har lyst til at sige er, at jeg ikke gider at involvere mig i min fars sygdom og evt. Død. Hvis de er så glade for ham kan de klare det selv, for mig er det bare som en fremmede mand.
Men hvad syntes I jeg skal gøre, er jeg hård og hjerteløs, eller kan jeg tillade mig at melde mig helt ud af min familie( Som ikke siger mig det mindste)
Hele min barndom og ungdom, har min far været den der tyran der skulle bestemme alt. VI måtte ingenting i min barndom. Min mor og far har altid haft et alkohol problem og var næsten hver dag meget fulde, hvilket resulterede i at, de tit var oppe at skændtes og min mor blev kaldt alt muligt jeg ikke vil skrive her. Ligeledes er hun tit blevet banket gul og blå.
Mine søstre og jeg har også fået bank og er blevet kaldet både tykke, dumme og grimme. Både af min mor og min far.
Jeg er så siden blevet godt gift og har fået 2 dejlige unger, mens mine 2 søstre stadige bor ved mor og far ( de er 28 og 36)
De sidste par måneder inden min far blev indlagt havde både han og min mor et massivt forbrug af kodimagnyl som gjorde dem usamhængende og dumme. Jeg havde ikke noget at gøre med dem i den periode.
ALt dette har gjort at jeg følelsesmæssigt intet har til overs for hverken min mor eller far, allermindst min far. Derimod er mine 2 søstre fuldstændige oppe i det røde felt og sms og ringer til mig konstant med hvad gør vi juleaften hvis han dør og bla bla bla. Jeg har meldt ud at selv om han dør tager jeg i byen med min familie juleaften, gider ikke sidde med min mor og søstre og tude over noget jeg er kold over for.
Men jeg kan heller ikke helt forstå, hvorfor de er så kede af det. Har sgu lyst til at ruske dem og spørge om de da helt har glemt alt det dårlige min far har været skyld i og min mor om hun ikke kan huske alle de gange hun har stået og været ved at tage livet af sig selv pga min fars tyrani med skældsord og tæsk.
Det skal lige siges at både min mor og mine søskende alle er blevet vuderet til at være psykisk ustabile og mindre begavet. Jeg har et helt alm liv med uddannelse osv.
Det jeg har allermest har lyst til at sige er, at jeg ikke gider at involvere mig i min fars sygdom og evt. Død. Hvis de er så glade for ham kan de klare det selv, for mig er det bare som en fremmede mand.
Men hvad syntes I jeg skal gøre, er jeg hård og hjerteløs, eller kan jeg tillade mig at melde mig helt ud af min familie( Som ikke siger mig det mindste)
Kommentarer
Du kan tillade dig at holde jul på præcis den måde, der er bedst for dig. Du har også al mulig ret til at melde dig ud af din familie. Det er dit liv.
Du kan ikke forstå, at dine søstre reagerer, som de gør. Grunden er, at mennesker fokuserer på forskellige ting og derfor reagerer forskelligt på de ting, de udsættes for.
I har de samme problemer med en traumatiseret opvækst. Dine søstre mangler måske at komme i kontakt med deres vrede over de svigt, I har været udsat for, mens du måske mangler at komme i kontakt med din sorg. For det er to sider af samme sag og både sorgen og vreden er i Jer alle.
Lukker man af for sin vrede, kan man let komme til at sidde fast i følelser af f.eks. forladthed og svigt. Lukker man af for sin sorg, kan man blive hård, aggressiv og kold.
Kærlig hilsen Helene