Mine blæresmerter var et attack
Hej
Jeg havde for nogle måneder siden, skrevet meget på debatterne i netdoktor, fordi jeg havde så ondt i min blære. Igennem 1½ måned, havde jeg så store smerter i blæren 24/7 at jeg kun kunne falde i søvn af ren udmattelse. Fik højst 2-3 timers søvn i døgnet. Igennem den 1½ måned, var jeg i kontakt med min læge mange gange. Jeg blev tjekket for blærebetændelse flere gange, men der var intet at se i urinen. jeg blev tjekket for kønssygdomme, og det var heller ikke det. Tilsidst konkluderede min læge at det var muskelspændinger i underlivet. Så jeg fik en henvisning til fys, og jeg lavede mange øvelser herhjemme, som netop var effektiv imod de muskelspændinger. Men de hjalp bare slet ikke, og i stedet blev mine blæresmerter kraftigere og kraftigere. Jeg tog til lægen igen, og kom nærmest humpende derhen....mine ben var begyndt at skabe sig også, og først der reagerede min læge. Hun kontaktede sygehuset og 3 dage efter havde jeg fået en tid hos daghospitalet på den neurologiske afdeling som jeg er tilknyttet. Aftenen inden jeg skulle derop, havde jeg store problemer med at tisse, og kunne ikke komme af med vandet i over 10 timer. om morgenen inden jeg skulle op på sygehuset, kunne jeg tisse en smule. Min mor kørte mig op til sygehuset, men pga. hun skulle møde tidligt på arbejdet, var jeg der allerede 1 time før jeg skulle være der. der nåede jeg så at tisse lidt igen.
Da jeg så kom ind på afdelingen ville de have en urinprøve for at tjekke for blærebetændelse. Der var selvfølgelig ingen bakterier i urinen, akkurat ligesom hos min læge. men da jeg forklarede dem om mine blæresmerter, som jeg havde haft i 1½ måned, og mine problemer med at tisse aftenen før, ville de da lige blærescanne mig. Det var vist meget godt de gjorde det, for der var næsten 1 liter, som jeg ikke havde kunnet komme af med. Jeg kunne så tisse en smule i løbet af dagen. Fik binyrebark hormon på drop, for at stoppe mit attack. Den næste morgen kunne jeg igen tisse en smule. 1 time efter tømte de mig for 1300 ml. og allerede 1½ time efter, tømte de mig for yderligere 800 ml. resten af dagen kunne jeg ikke tisse selv mere, og sådan fortsatte det. De tømte mig for rigtig mange ml. de efterfølgende dage, og jeg tabte mig også 5-6 kilo. Jeg var indlagt i næsten 3 uger pga. mine store vandladninger, og fik tjekket om der var noget galt med mine urinveje + nyrer. Heldigvis var der intet galt og jeg blev udskrevet igen.
desværre er jeg en af dem, der ikke kan/tør tømme mig selv med et kateder. Jeg prøvede det for ca. 2½-3 år siden, men det endte ud i at jeg lavede en stor rift i urinrøret, og det blødte rigtig meget og gav mig mange smerter. det har skabt en frygt i mig, så jeg denne gang ikke tør gøre det selv. Så der kommer hjemmesygeplejersker her 7 gange i døgnet, og jeg er praktisk talt bundet til hjemmet, og har ikke rigtig noget liv længere. Jeg kunne så endelig her i aften, efter 3½ uge, tisse lidt selv igen. alligevel tømte sygeplejersken mig for 900 ml. men bare det at jeg har kunnet tisse selv, er store fremskridt. Jeg har nu fået et håb om at det nok skal blive bedre, og at jeg med tiden igen ville kunne tisse normalt som alle andre.
På sygehuset mente de at jeg havde haft et attack i min blære, som var blevet udløst af en virusinfektion, som jeg havde 1 uges tid før blæresmerterne startede. 1½ måned senere havde jeg så efterfølgende fået et attack i mine ben. jeg mener selv at det skyldes al den stress min krop har været udsat for den 1½ måned.
Jeg er ked af at min læge ikke undersøgte mig ordentligt. Hun ved jeg har sclerose, og hun ved at jeg tidligere har haft problemer med vandladningen. Jeg forstår slet ikke at hun ikke tænkte i de baner, men i stedet stod fast på den diagnose hun først havde givet mig, altså muskelspændinger i underlivet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis det her var blevet opdaget noget før, at det så ikke var gået så galt. Måske jeg kunne have undgået attacket i benene, og måske ville det ikke være gået så galt med min blære. Men jeg er ikke sur på min læge, hun er jo kun et menneske ligesom alle os andre, og alle kan tage fejl. alligevel kan jeg da ærgre mig over at jeg ikke forlangte at blive ordentligt undersøgt, at jeg bare accepterede hendes "diagnose". Jeg har da lært noget, og det er at kræve min ret, og ikke stole blindt på læger. De kan tage fejl, og det er også vores egen pligt at banke i bordet engang imellem...man skal ikke altid skyde skylden på lægen.
Det jeg egentlig ville med det her indlæg, var at advare andre. hvis i får uforklarlige blæresmerter, kan det altså skyldes at i ikke kan tømme blæren ordentligt, og så er det vigtigt at få dette tjekket, så det ikke går så vidt, som det gjorde ved mig. jeg anede ikke det var sådan noget, for jeg fik jo tisset en del hver dag, men åbenbart ikke nok. jeg er blevet klogere, og er blevet meget mere opmærksom på min krops signaler. Når man har sclerose kan der jo opstå mange fysiske problemer.
Jeg havde for nogle måneder siden, skrevet meget på debatterne i netdoktor, fordi jeg havde så ondt i min blære. Igennem 1½ måned, havde jeg så store smerter i blæren 24/7 at jeg kun kunne falde i søvn af ren udmattelse. Fik højst 2-3 timers søvn i døgnet. Igennem den 1½ måned, var jeg i kontakt med min læge mange gange. Jeg blev tjekket for blærebetændelse flere gange, men der var intet at se i urinen. jeg blev tjekket for kønssygdomme, og det var heller ikke det. Tilsidst konkluderede min læge at det var muskelspændinger i underlivet. Så jeg fik en henvisning til fys, og jeg lavede mange øvelser herhjemme, som netop var effektiv imod de muskelspændinger. Men de hjalp bare slet ikke, og i stedet blev mine blæresmerter kraftigere og kraftigere. Jeg tog til lægen igen, og kom nærmest humpende derhen....mine ben var begyndt at skabe sig også, og først der reagerede min læge. Hun kontaktede sygehuset og 3 dage efter havde jeg fået en tid hos daghospitalet på den neurologiske afdeling som jeg er tilknyttet. Aftenen inden jeg skulle derop, havde jeg store problemer med at tisse, og kunne ikke komme af med vandet i over 10 timer. om morgenen inden jeg skulle op på sygehuset, kunne jeg tisse en smule. Min mor kørte mig op til sygehuset, men pga. hun skulle møde tidligt på arbejdet, var jeg der allerede 1 time før jeg skulle være der. der nåede jeg så at tisse lidt igen.
Da jeg så kom ind på afdelingen ville de have en urinprøve for at tjekke for blærebetændelse. Der var selvfølgelig ingen bakterier i urinen, akkurat ligesom hos min læge. men da jeg forklarede dem om mine blæresmerter, som jeg havde haft i 1½ måned, og mine problemer med at tisse aftenen før, ville de da lige blærescanne mig. Det var vist meget godt de gjorde det, for der var næsten 1 liter, som jeg ikke havde kunnet komme af med. Jeg kunne så tisse en smule i løbet af dagen. Fik binyrebark hormon på drop, for at stoppe mit attack. Den næste morgen kunne jeg igen tisse en smule. 1 time efter tømte de mig for 1300 ml. og allerede 1½ time efter, tømte de mig for yderligere 800 ml. resten af dagen kunne jeg ikke tisse selv mere, og sådan fortsatte det. De tømte mig for rigtig mange ml. de efterfølgende dage, og jeg tabte mig også 5-6 kilo. Jeg var indlagt i næsten 3 uger pga. mine store vandladninger, og fik tjekket om der var noget galt med mine urinveje + nyrer. Heldigvis var der intet galt og jeg blev udskrevet igen.
desværre er jeg en af dem, der ikke kan/tør tømme mig selv med et kateder. Jeg prøvede det for ca. 2½-3 år siden, men det endte ud i at jeg lavede en stor rift i urinrøret, og det blødte rigtig meget og gav mig mange smerter. det har skabt en frygt i mig, så jeg denne gang ikke tør gøre det selv. Så der kommer hjemmesygeplejersker her 7 gange i døgnet, og jeg er praktisk talt bundet til hjemmet, og har ikke rigtig noget liv længere. Jeg kunne så endelig her i aften, efter 3½ uge, tisse lidt selv igen. alligevel tømte sygeplejersken mig for 900 ml. men bare det at jeg har kunnet tisse selv, er store fremskridt. Jeg har nu fået et håb om at det nok skal blive bedre, og at jeg med tiden igen ville kunne tisse normalt som alle andre.
På sygehuset mente de at jeg havde haft et attack i min blære, som var blevet udløst af en virusinfektion, som jeg havde 1 uges tid før blæresmerterne startede. 1½ måned senere havde jeg så efterfølgende fået et attack i mine ben. jeg mener selv at det skyldes al den stress min krop har været udsat for den 1½ måned.
Jeg er ked af at min læge ikke undersøgte mig ordentligt. Hun ved jeg har sclerose, og hun ved at jeg tidligere har haft problemer med vandladningen. Jeg forstår slet ikke at hun ikke tænkte i de baner, men i stedet stod fast på den diagnose hun først havde givet mig, altså muskelspændinger i underlivet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis det her var blevet opdaget noget før, at det så ikke var gået så galt. Måske jeg kunne have undgået attacket i benene, og måske ville det ikke være gået så galt med min blære. Men jeg er ikke sur på min læge, hun er jo kun et menneske ligesom alle os andre, og alle kan tage fejl. alligevel kan jeg da ærgre mig over at jeg ikke forlangte at blive ordentligt undersøgt, at jeg bare accepterede hendes "diagnose". Jeg har da lært noget, og det er at kræve min ret, og ikke stole blindt på læger. De kan tage fejl, og det er også vores egen pligt at banke i bordet engang imellem...man skal ikke altid skyde skylden på lægen.
Det jeg egentlig ville med det her indlæg, var at advare andre. hvis i får uforklarlige blæresmerter, kan det altså skyldes at i ikke kan tømme blæren ordentligt, og så er det vigtigt at få dette tjekket, så det ikke går så vidt, som det gjorde ved mig. jeg anede ikke det var sådan noget, for jeg fik jo tisset en del hver dag, men åbenbart ikke nok. jeg er blevet klogere, og er blevet meget mere opmærksom på min krops signaler. Når man har sclerose kan der jo opstå mange fysiske problemer.
Kommentarer
Efter et par gange, hvor man er blevet afvist, mener jeg godt lægen burde spekulere lidt over om lægen selv måske tager fejl.
Hvad gør man så, når lægen gang på gang afviser der er noget galt.
Ja, har man penge må man tage på et privat sygehus og blive undersøgt af specialister, som en bekendt gør nu. Men det er ikke billigt.
I mit tilfælde nåede jeg at blive akut indlagt og sygehusets læger reddede mit liv. Men havde min mand ikke været hjemme, hvad så. ????
Min svigerfar døde efter utallige besøg hos sin læge, som afviste ham med det bare var infiltrationer eller noget andet uskyldigt.
Det var kræft i ryggen.
Lægen burde være blevet mistænksom og have sendt ham til undersøgelse.
Men de bliver måske ilde set, hvis de sender for mange. De praktiserende læger har jo ikke røngentsyn.
Der er et problem et eller andet sted.
Ja hvis lægen ikke vil sende en til undersøgelser, hvad så? man kunne skifte læge, men det kunne man jo gøre mange gange, før en læge ville reagere. Den læge jeg havde/stadig har, havde jeg lige fået. Min tidligere læge igennem mange år, gik nemlig på efterløn. Han var en af de gode læger, som virkelig tog en alvorligt, og hellere ville tjekke tingene een gang for meget end for lidt. Jeg er sikker på at, hvis jeg havde haft ham endnu, så var mit problem blevet opdaget tidligere.
På trods af mine oplevelser, har jeg valgt at beholde min nye læge. Hun er virkelig rigtig sød, og jeg tror faktisk at hun efter det her, har lært af sine fejltagelser. Nu var det jo heldigvis ikke noget livstruende ved mig, så vidt var det i hvert fald ikke nået. Men hvis det ikke var blevet opdaget i tide, så kunne mine nyrer have taget skade ved det. De var jo allerede begyndt at få et tryk pga. alt det væske der blev ophobet inde i mig. Jeg var begyndt at blive øm inde i siderne. Jeg kan prise mig lykkelig for at mine nyrer var stærke og ikke led overlast.
Hvad var det du fejlede dengang din læge ikke tog dig alvorligt?
Jeg glemmer det aldrig og jeg tilgiver ikke min daværende læge. Han var så arrogant bagefter.
Jeg kunne ikke tåle den medicin, jeg fik.
http://www.helsenyt.com/frame.cfm/cms/i ... =8/menu=2/
Du skriver man kunne skifte læge flere gange før en læge ville hjælpe. Du har så sandelig ret. For ingen af de vagtlæger jeg også søgte hjælp hos gjorde noget som helst. De undersøgte intet.
Kun mine omgivelser kunne se jeg var syg, men ingen læge kunne.
Godt du klarede dig igennem det. møg-læger bliver man fristet til at sige ;-)