Indstillinger
Jeg ville ønske der fandtes en mirakelkur.
Jeg bliver nødt til at skrive det her. Har brug for at komme af med det, få det ned på skrift. Jeg er så træt af mit liv. Så træt af hele min situation. Det er min fjerde depression og mere nyt medicin og ny psykiater og ny psykolog, men jeg føler mig stadig helt fortabt. Min mand virker til at have fået nok (jeg ville i alt fald ikke bebrejde ham for det), men han bliver trofast og støttende ved min side. Tænk at have en trist og træt hustru som kun skælder ud når han ikke gør tingene som jeg vil have det eller i mit tempo. Og mine børn fortjener også bare så meget bedre, en mor der er gladere og som ikke hele tiden skælder ud, fordi de larmer lidt for meget eller hvis de kræver for meget, eller forstyrrer mig i min middagssøvn. De fortjener en mor som er der for dem, som gider lave noget sammen med dem, som gider give dem et ordentligt kram og fortælle dem at de er de dejligste børn i hele verden. Hvorfor kan jeg ikke bare være sådan. Hvad er der i vejen med mig. Jeg kan snart ikke rumme mere dårlig samvittighed. Kan ikke holde til mere selvbebrejdelse. Jeg har da tænkt hvor meget nemmere det hele bare ville være, hvis jeg bare tog springet og gjorde det utænkelige. Men jeg kan så alligevel ikke bære tanken om at gøre mine børn moderløse. Desuden er jeg en kylling. Er bange for smerte og bange for at et evt forsøg ville mislykkedes og gøre mig til en grøntsag. Tro mig jeg har tænkt tanken mange gange, men hvad er det der gør mig så bange. Jeg hader jo livet når jeg er så langt nede som jeg er nu. Ville bare sådan ønske at jeg kunne få en mirakelkur så jeg kunne vågne op og blive et helt menneske igen. Et menneske som ikke længere var i stykker.
Jeg er lidt i tvivl om jeg skal sende det her, men jeg er alligevel blevet enig med mig selv om at jeg nok håber nogle derude forstår mig, min smerte. Eller måske synes du bare jeg er dybt mærkelig. Jeg forventer ingen respons på mit indlæg, og da især ikke hvis det kun er negativ kritik. Ville bare ud med mine tanker inden de eksploderede indeni mig. Tror det er på tide jeg må anskaffe mig en dagbog.
Jeg er lidt i tvivl om jeg skal sende det her, men jeg er alligevel blevet enig med mig selv om at jeg nok håber nogle derude forstår mig, min smerte. Eller måske synes du bare jeg er dybt mærkelig. Jeg forventer ingen respons på mit indlæg, og da især ikke hvis det kun er negativ kritik. Ville bare ud med mine tanker inden de eksploderede indeni mig. Tror det er på tide jeg må anskaffe mig en dagbog.
Kommentarer
Jeg takker dig mange gange for at sende dette indlæg. Det ramte mig direkte i hjertet, da jeg selv er datter til en mor der meget psykisk syg og som har det præcis på samme måde som dig. Hun er så langt nede at hun ikke ønsker at leve mere. Hun mener at vi (hendes børn og min far) fortjener en bedre mor/hustru fordi hun ikke har overskud, livsglæde ressourcer og al de positive egenskaber mere. Hun er bitter og ulykkelig over at hun ikke kan lave nogle ting med os og det forværrer hendes tilstand yderligere. Det piner os meget derhjemme at høre på hende når hun bebrejder sig selv for ikke at være tilstrækkelig og konstant for at høre at hun har det skidt.
Men ville bare fortælle dig at vi på trods af vores mors dårlige psykiske tilstand elsker hende overalt på jorden, også selvom hun skælder meget ud på os og selvom hun ikke er der for os 100 %. vi er meget indforstået med at det ikke er noget hun selv har valgt og at hun gør hvad hun kan i form af at tage sin medicin osv. Hun græder jo netop fordi hun ikke føler hun er god nok. Og det fortolker vi jo som at hun elsker os og ønsker os det bedste af det bedste. vores far elsker også vores mor men han er magtesløs over situationen og ved ikke hvordan han skal tackle det. Dette har gjort at vores forhold til vores far blev styrket for han savner jo ( og det gør vi også) at snakke med nogen når vores mor skal ligge og sove det meste af tiden pga den sløvende medicin som hun tager ofte.
jeg ved ikke om mine ord hjælper og beroliger dig, men dine børn er ikke de eneste der har en psykisk syge mor. Er er sikker på at dine børn og mand også elsker dig højt, ellers ville de jo har sagt det til dig. Prøv at lade være med at bebrejde dig selv for ikke at være tilstrækkelig det er jo ikke noget du har valgt eller kan gøre for. Sig til dig selv at du skal have det bedste ud af den pågældende dag og når det bliver for meget for dig så gå ind på værelset eller ud af hjemmet og være lidt for dig selv og slap helt af, det forebygger du ikke kommer til at sige noget som du kommer til at fortryde bagefter og have dårlig samvittighed over det. Du har noget du skal kæmpe og leve for, DIN FAMILIE, som gerne vil se dig være glad og lykkelig. og tro mig det smitter af på dem når de kan se at du har det godt eller skidt. Du giver dem automatisk livsglæde og håb men når du græder og skælder ud påvirker det i den negative retning. Jeg er sikker på at du også elsker din famile overalt, der skal ikke meget til for at vise dem det, et smil fra dig og for eksempel det at spørge hvordan de har det som i øvrigt ikke kræver mange anstrengelser også selvom man selv har det dårligt kan signalere til dem at du stadig interesserer dig for dem og at du ikke er lige glad med dem. Det er i hvertfald sådan vi har det derhjemme og kan forestille mig at alle børn til syge forældre har nogenlunde de samme følelser og behov.
Jeg ønsker dig og min mor af hele mit hjerte at i får det bedre for i fortjener et bedre liv.¨
Hane0014
Jeg synes, det er et virkeligt godt svar, du har fået af Hane.
Derudover vil jeg egentligt bare sige, at jeg udmærket forstår, hvordan du har det, for jeg har selv været noget lignende igennem.
En stor forskel er bare, at jeg fik den fornødne hjælp til at få det bedre gennem mit første og eneste terapiforløb. Men på det tidspunkt havde jeg heller ikke hjemmeboende børn længere og det tror jeg er meget væsentligt, for jeg havde mulighed for at tage mig af mig selv og give mig selv tid og ro til heling.
Du skriver: 'Og mine børn fortjener også bare så meget bedre, en mor der er gladere og som ikke hele tiden skælder ud, fordi de larmer lidt for meget eller hvis de kræver for meget, eller forstyrrer mig i min middagssøvn. De fortjener en mor som er der for dem, som gider lave noget sammen med dem, som gider give dem et ordentligt kram og fortælle dem at de er de dejligste børn i hele verden'.
Her synes jeg, at det er vigtigt, at du skelner imellem noget, der kræver FOR meget af dig og noget du godt kan gøre. Det kan f.eks. være svært at rumme for meget larm. Det kan også være noget nær umuligt at samle energi til at lave noget med børnene. Så må du erkende, at det kan du ikke. Til gengæld kan du uden fysisk anstrengelse fortælle børnene, at de er dejlige og at du holder af dem og give dem et kram. Det kan godt være, at det føles som om, du skal gøre vold på dig selv for at gøre det – men tænk på, at det kan gøre en forandring for hele deres liv, om du giver dem det positive eller om du ikke gør. Du vil kunne hjælpe både dem og dig selv utroligt meget ved at gøre det, selvom det er noget, du skal tvinge dig til og ikke noget du føler.
Jeg voksede selv op med en psykisk syg mor og jeg blev selv meget syg af, at hun kun kritiserede og kørte på skyldfølelsen. Jeg fik aldrig anerkendelse, ros, støtte eller noget positivt. F.eks. lavede jeg troligt kaffe hver dag til hun kom hjem fra arbejde. Jeg fik aldrig så meget som et tak – men bebrejdelse, hvis den ikke var lavet. Hun blev sågar sur, hvis jeg havde taget opvasken! Hun smilede, når jeg var ked af det og blev sur, hvis jeg var glad! Det siger sig selv, at det var ødelæggende.
Så frem for alt: Giv dine børn lov til at være glade og giv dem lov at være børn. De skal ikke tage ansvar bl.a. for, hvordan du har det. Der er ikke noget mere ødelæggende for børn end at miste deres ret til at være glade og den mister de, hvis de føler, at det er deres skyld, at du har det skidt. Så fortæl dem igen og igen, så de forstår det, at det IKKE har noget med dem at gøre, at du ikke orker så meget etc.
Hvis du kan lide at læse og er interesseret i at forstå dig selv bedre, så vil jeg anbefale dig bogen 'Vejen hjem' af John Bradshaw.
Jeg håber ikke, at der er noget i det her, der lyder som bebrejdelser eller fordømmelse, for det kunne jeg aldrig drømme om at give dig, for jeg ved selv, hvordan det er.
Kærlig hilsen Helene