Jeg kan ikke kende mig selv
Hej allesammen.
Jeg har endelig fået mig taget sammen til og fortælle om alle de følelser jeg render rundt med. Jeg er udadtil velfungerende pige på 17 år som går i 2.g i gymnasiet og har travlt med lektier, hobbyer, fest og veninder. Men jeg har det meget psykisk svært, og jeg kan mærke at jeg er tæt på at knække sammen. Jeg har meget dårligt selvværd og selvtillid. Jeg stoler ikke på mig selv og jeg stoler ikke på andre og få ting kan få mig til og bryde i gråd. Jeg har et rigtig dårligt forhold til min familie som inkluderer mine forældre og mine to jævnaldrende lillesøstre. Jeg føler mig meget udenfor herhjemme, og tit og ofte græder jeg mig selv i søvn. Jeg står meget i skyggen af mine søstre, da jeg har et tungere sind end dem, og mine forældre lægger da heller ikke skjul på at jeg betragtes lidt som det sorte får herhjemme. Hvad mine forældre ikke ved, er at jeg har det psykisk svært, og derfor ser de mig jo bare som humørsvingende teenager, som er sur, knotten og ked af det hele tiden, og dette opfatter de som normalt. Men jeg er meget mere end det. Jeg har længe overvejet at tage livet af mig selv. Jeg har søgt om selvmordsmetoder på internettet, skrevet udkast til afskedsbrev og tilmed skåret mig i armen, så jeg nu render rundt med 3-4 halvstore ar på armen, men end ikke dem har de lagt mærke til. Jeg føler mig meget alene, men jeg er samtidig overbevist om at omverdenen ville få et kæmpe chok hvis de vidste hvordan jeg havde det. Jeg er nemlig meget smilende, hjælpsom og glad i skolen, men så straks jeg kommer hjem, lukker jeg mig inde, og det har desværre også gjort at jeg med tiden har lukket af for mine veninder.
Jeg ved slet ikke hvad der er i vejen med mig. Jeg er bange. Bange for mig selv, og hvad jeg kan finde på at gøre. Bange for hvad jeg fejler, og bange for om det aldrig bliver bedre og jeg virkelig ender med at tage mit eget liv, for jeg kan mærke at der ikke skal så meget til længere! Jeg rykker tættere og tættere på afgrunden, og lysten er der næsten uafbrudt nu.
Hvad skal jeg gøre?
Jeg har endelig fået mig taget sammen til og fortælle om alle de følelser jeg render rundt med. Jeg er udadtil velfungerende pige på 17 år som går i 2.g i gymnasiet og har travlt med lektier, hobbyer, fest og veninder. Men jeg har det meget psykisk svært, og jeg kan mærke at jeg er tæt på at knække sammen. Jeg har meget dårligt selvværd og selvtillid. Jeg stoler ikke på mig selv og jeg stoler ikke på andre og få ting kan få mig til og bryde i gråd. Jeg har et rigtig dårligt forhold til min familie som inkluderer mine forældre og mine to jævnaldrende lillesøstre. Jeg føler mig meget udenfor herhjemme, og tit og ofte græder jeg mig selv i søvn. Jeg står meget i skyggen af mine søstre, da jeg har et tungere sind end dem, og mine forældre lægger da heller ikke skjul på at jeg betragtes lidt som det sorte får herhjemme. Hvad mine forældre ikke ved, er at jeg har det psykisk svært, og derfor ser de mig jo bare som humørsvingende teenager, som er sur, knotten og ked af det hele tiden, og dette opfatter de som normalt. Men jeg er meget mere end det. Jeg har længe overvejet at tage livet af mig selv. Jeg har søgt om selvmordsmetoder på internettet, skrevet udkast til afskedsbrev og tilmed skåret mig i armen, så jeg nu render rundt med 3-4 halvstore ar på armen, men end ikke dem har de lagt mærke til. Jeg føler mig meget alene, men jeg er samtidig overbevist om at omverdenen ville få et kæmpe chok hvis de vidste hvordan jeg havde det. Jeg er nemlig meget smilende, hjælpsom og glad i skolen, men så straks jeg kommer hjem, lukker jeg mig inde, og det har desværre også gjort at jeg med tiden har lukket af for mine veninder.
Jeg ved slet ikke hvad der er i vejen med mig. Jeg er bange. Bange for mig selv, og hvad jeg kan finde på at gøre. Bange for hvad jeg fejler, og bange for om det aldrig bliver bedre og jeg virkelig ender med at tage mit eget liv, for jeg kan mærke at der ikke skal så meget til længere! Jeg rykker tættere og tættere på afgrunden, og lysten er der næsten uafbrudt nu.
Hvad skal jeg gøre?
Kommentarer
Jeg synes du skal kontakte din læge så hurtigt som overhovedet muligt, og tage dit brev med som du har skrevet her. Tit er det nemmere at skrive end at snakke med folk ansigt til ansigt, og specielt når du har det skidt, og måske føler, at andre ikke vil forstå dig. Jeg har selv haft depression i mange år, og får medicin mod det samt mod angst og panikanfald. Jeg aner ikke hvad det kom af, men kun at det også førte mig længere og længere ud på kanten, og jeg endte på sygehus 5 gange efter selvmordsforsøg med piller og efter at have skåret i mig selv. Men på en måde fik jeg bedt om hjælp, og jeg fik den. Det sværeste er at komme ud og bede om hjælp første gang. Brug dit brev, send det evt til din læge i første omgang, og aftal en tid. Så ved han hvad det drejer sig om når du kommer. Tro mig, livet er for dejligt til at slutte. Du har et langt liv foran dig. Måske er dit selvværd ikke godt som du siger, men du er god til noget selvom du ikke tror det. Du er stået frem her, og er ærlig, og det er så flot. Alt mulig held og lykke til dig søde ven. Knus herfra..
Der er desværre rigtigt mange mennesker, der har det ligesom du. Det havde jeg også selv i sin tid. Vi er bare alle så gode til at tage den smilende, glade maske på og tie stille, så ingen opdager, hvordan vi har det inderst inde.
Der er ikke noget galt med dig. Du reagerer helt naturligt på de forhold, der er i din familie og som du er vokset op med. De er ikke sunde og på et tidspunkt bliver det bare for meget. Derfor behøver du bestemt heller ikke dø. Men du skal have hjælp til at få det bedre.
Derfor er der en grænse, du må overskride: Du er nødt til at fortælle nogen udenfor familien, hvordan du har det. Den grænse er du på vej til at overskride nu, hvor du har skrevet herind. Men du må også gøre det i forhold til nogen, du kan tale med og som derfor reelt har muligheden for at kunne hjælpe dig.
Så jeg vil også foreslå, at du først taler med din læge om det. Evt. tager et udskrift af dit indlæg her og viser din læge det. Jeg håber så, at din læge forstår, hvad det handler om og ikke bare vil give dig medicin. Det vil ikke løse din problemer. Det bedste vil være en psykolog, der forstår, hvad det handler om. Måske er der tilnyttet en skolepsykolog til dit gymnasium, som du kan henvende dig til? Ellers må der findes andre muligheder.
Mange hilsner Helene
Det fremgår helt tydeligt af det hæfte man får, når man vælger studie.
Hilsen Linette
Det kan godt være, at du har ret, men jeg synes nu, det er et forsøg værd alligevel.
Jeg er uddannet på en folkeskole og har for få år siden været i arb.prøvning på en folkeskole og dér var det bestemt ikke kun skole- eller indlæringsproblemer, der var årsag til, at eleverne kom til skolepsykolog. Mistrivsel vil selvfølgeligt forstyrre indlæringen og derfor er det vigtigt at sætte hjælp ind.
Der har for nylig stået i en avis, at et stigende antal gymnasier vælger at ansætte en psykolog, fordi der er flere og flere unge, der har psykiske problemer. Iflg. artiklen er hensigten med disse psykologer at finde ud af, hvor problemerne ligger og hjælpe med at løse dem, da det hjælper den unge med at fastholde uddannelsen.
Hilsen Helene
Og sørg for at det er en sød og rar læge du kommer ind til!
Mange held og lykke fra mig!
Du skal have hjælp fra din læge og en psykolog med det samme, inden de mørke tanker får overtaget. De forvrænger virkeligheden for dig nu - så du ikke kan se, at du er en helt speciel person med mange, mange kvaliteter - og en utrolig styrke, der har fået dig til at skrive ind og bede om råd, og som gør, at du kan opretholde en krævende hverdag i gymnasiet på trods at du kæmper så hådt som du gør. Det skal du være SÅ stolt af ! Vi er mange, der har prøvet at være hvor du er lige nu - og om et år, når du har fået hjælp, vil du se tilbage og være så glad for at du valgte livet, for der venter dig meget glæde forude. Du skal med det samme fortælle din familie hvor skidt du har det - ellers kan de ikke hjælpe dig. Lige nu tror du, de vil være flove over dig - men også her tror jeg de mørke tanker snyder dig - din far og mor og dine søstre elsker dig, selvom de måske ikke har været så gode til at vise det, og du er nødt til at fortælle dem, hvor skidt du har det, så du i hverdagen kan få deres forståelse og hjælp. Husk - du er ikke alene - så ræk ud til de, du kender og bed om hjælp - NU. Det er første skridt til at få det bedre - og du vil få det bedre hurtigt, så snart du får hjælpen. Knus og tanker.