paranoid skizofren og forhold
Hejsa,
Jeg har forelsket mig i en fyr med ovenstående sygdom. Jeg ved ret meget om sygdommen, dog er jeg kommet til en punkt hvor jeg trænger til lidt hjælp. Den første tid var stormende med masser af søde besker og store ord. Stort set fra den ene dag til den anden ændrede det sig drastisk. Han kalder mig stadig skat, søde mv og måske tænker jeg for meget over forandringen. Jeg ved jo at sygdommen kan gøre at de skifter personlighed og bliver følelsesladede. Jeg er stadig meget forelsket, så det er lidt hårdt for mig, ikke at vide hvad der sker lige nu. Jeg vil ikke gøre ham ængstelig, eller få ham til at tro at jeg måske forlanger mere af ham end han kan give lige nu. Så jeg har egentlig bare behov for at vide om jeg bare skal lade tiden gå, og bare acceptere at der indimellem er lidt mere afstand imellem os pga hans sygdom.
Jeg har forelsket mig i en fyr med ovenstående sygdom. Jeg ved ret meget om sygdommen, dog er jeg kommet til en punkt hvor jeg trænger til lidt hjælp. Den første tid var stormende med masser af søde besker og store ord. Stort set fra den ene dag til den anden ændrede det sig drastisk. Han kalder mig stadig skat, søde mv og måske tænker jeg for meget over forandringen. Jeg ved jo at sygdommen kan gøre at de skifter personlighed og bliver følelsesladede. Jeg er stadig meget forelsket, så det er lidt hårdt for mig, ikke at vide hvad der sker lige nu. Jeg vil ikke gøre ham ængstelig, eller få ham til at tro at jeg måske forlanger mere af ham end han kan give lige nu. Så jeg har egentlig bare behov for at vide om jeg bare skal lade tiden gå, og bare acceptere at der indimellem er lidt mere afstand imellem os pga hans sygdom.
Kommentarer
SPØRG HAM.
Nok har han en alvorlig lidelse, men han er stadig bare et menneske
Det var fordi stemmerne rakkede mig ned og han kæmpede en kamp for ikke at tage dem til sig.
Du bliver nødt til at anse jeres forhold som ethvert andet forhold. I skal kunne tale om tingene. I skal finde balancen hvor der er plads til hans sygdom og der samtidig er plads til dig.
Du skal ikke være hans terapeut. Du skal være hans kæreste. Og han skal også være din kæreste, og som du ville tale med enhver anden kæreste om ændringer i atmosfæren og din utryghed i forhold til hvad der sker, skal du tale med ham.
Det vil være til hjælp for jer begge at du lærer hans signaler at kende.
Hvis han syntes at alt er i den skønneste orden, så vil det at du siger hvordan du oplever det måske få ham til at revurdere den opfattelse.
Jeg tvivl dog på, at han ikke selv er klar over at noget er anderledes. Jeg tror, at han er utryg ved selv at bringe det på bane, fordi han er bange for, at du skal blive skræmt væk hvis han indvier dig i sit inderste.
Reelt set mener jeg ikke, at du skal have ALT at vide endnu. Lige så vel som du ikke skal indvie ham i alle dine hemmelige issues.
Jeres forhold er nyt, og I skal lære hinanden at kende. Men det betyder ikke, at du ikke skal spørge til den ændring du oplever, og spørge hvordan du skal forholde dig og om han har brug for at du agerer på en bestemt måde.
Har han brug for at du holder lidt afstand? Har han brug for at få ekstra mange kram? Det er til jeres begges bedste at få italesat det.
Måske du skulle spørge ham om han kender til noget litteratur han syntes vil være godt du læser.
Lad for både hans og din egen skyld være med at gå på listesko over for ham. Det er en rigtig dårlig start på et forhold at du tilsidesætter dig selv og dine behov. Og hvis ikke du finder ud af hvad hans forskellige måder at opføre sig på bunder i og hvad han har brug for i de forskellige perioder ender det med at det er dig der føler dig utilstrækkelig.
Jeg lider selv af skizofreni og det har jeg gjort siden jeg som 14 årig fik de første symptomer..
Jeg står så på den anden side i forhold til dig og jeg kan også sagtens i perioder trække mig væk fra min kæreste frdi jeg simpelthen kke har overskuddet til at indgå i vores forhold fordi sygdommen i perioder kan overmande mig så jeg har mit at kæmpe med.. siger ikke at dette er det der sker for din kæreste men måske..
Det er nok ikke det svar, du vil høre, så længe du er (ny)forelsket, men du kommer til at bære langt mere end du formodentlig kan holde til. Og jo længere tid der går, jo sværere bliver det at komme ud af. Hvis du er ung og gerne vil have børn - lad være!!! Hverken dine eller (små) børns behov vil komme før hans egne, når han har det dårligt. Og du kan aldrig vide hvornår det er. Dertil kommer arveligheden. Har du oplevet en skozofrens psykotiske vrangforestillinger for fuldt blus? Vil du løbe den risiko på dine børns vegne?
Og tro mig - jeg ved hvad jeg taler om. Min kæreste/mand gennem 17 - og far til mine 2 børn - er paranoid skizofren. Så her får du en beretning fra 'virkeligheden', for dér er du slet ikke endnu!
Som for alle andre går det op og ned med hans sygdom De fleste bliver i perioder så led og ked af bivirkningerne ved medicinen - eller pga manglende sygdomserkendelse tror at de nok er blevet raske ... og så ophører de med at tage medicin. Sygdomme kommer snigende og den paranoide side har især været tiltagende fremherskende i min mands tilfælde. Grundtesen er at jeg aldrig tager hensyn til ham, ikke forstår hans sygdom, er uintelligent, økonomisk uansvarlig, en elendig mor osv ...listen er lang!
Desværre er det ikke overstået, når han genoptager sin medicinering. Alt det, han anklagede mig for i sin syge periode, eksisterer fortsat i det virkelighedsbillede, han har i sine raske perioder. Jeg er 'skurken' og ethvert skænderi om hverdagens små problemer (rengøring, oprydning, tøjvask osv, hvor han yder NUL) kan vendes til en diskussion om hele vores forhold - mange, mange år tilbage - alt hvad jeg har sagt og gjort 'forkert'.
Han har også været voldelig nogle gange og jeg har været flyttet fra ham, men jeg kunne/ville ikke fohindre han i at se børnene, fordi det ville stille mig dårligere i forhold til en evt. retssag om forældremyndighed (som han mente, han skulle have 100%). Desværre var børnene så ulykkelige over at blive afleveret hos ham i weekenderne at jeg til sidst flyttede tilbage. Det har nu varet over 3 år. Vi har 'bare' bofællesskab, for jeg kan ikke 'rumme' ham mere som kæreste. Men ondskabsfuldhederne er jo bare tiltaget og hver dag rummer skænderier (og spolen tilbage til irrelevante hændelser, som 'beviser' mine fejl) med mindre jeg bider alt i mig.
Og så står 100.000 kr spørgsmålet og blinker: Hvorfor i alverden gjorde jeg det - blev kæreste, giftede mig og fik børn, hus og bil med en skizofren. Tja, jeg synes jo også 'bare' han var et menneske og som tiden gik, synes jeg at jeg var ond og egoistisk, hvis jeg forlod ham. Et eller andet sted hen ad vejen blev jeg bange for ham. Han har ladet børnene være alene hjemme, da de var 2 og 5 år. Han har sagt at jeg var den katalysator, som kunne få ham til at gøre det værst tænkelige ved sine egne børn (!). Han har truet mig med at ruske børnene, så de vågnede ... kl 2 om natten (de var 3 og 6 år) hvis jeg ikke satte mig til pc'en og skrev 4000 anslag om mine fejl og hvordan jeg ville forbedre mig - inden næste morgen. Han har tvunget mig til at sidde på knæ og lade ham stå med sin fulde vægt på min ene hånd, for at vise at jeg var ham 'underlegen'. For bare at nævne et par eksempler.
Sådan et menneske har man ikke en fremtid med, men på grund af børnene, der i dag er 7 og 10, bliver jeg. Jeg ved alt for godt fra andres historie, at myndighederne reagerer alt for sløvt (hvis overhovedet) når børn misrøgtes/mistrives, men tværtimod føler den raske forælder ofte at det er et stort socialt eksperiment, om den syge ikke kan klare det.
Jeg må hver dag sige til mig selv, at nu er der en dag mindre, til jeg slipper fri, selv om jeg endnu ikke ved hvornår. Og jeg tvinger mig selv til at 'reservere' min energi og livsglæde til børnene, for han æder mig op indefra, som et sort hul, der bare vokser og vokser, hvis ikke jeg bruger al min viljestyrke på at stoppe det.
Men - en dag er børnene store nok til at vælge side - hvor myndighederne skal lytte til dem - og jeg er ikke i tvivl om udfaldet, for mine dejlige unger er snusfornuftige og har øjne og ører åbne.
Så derfor - vågn op! Jeg fik også advarsler, men valgte at sidde dem overhørig. Der går ikke en dag, uden at jeg ønsker at jeg både havde lyttet, reflekteret, forstået og handlet!
Kærligste hilsner og tanker!