Så starter det igen
Hey allesammen
Det er så " dejligt" at se der er andre som har det som en selv. Man kan godt føle sig lidt ensom når man har en "usynlig" sygedom. Jeg lider af dødsangst/panik angst og har gjort siden jeg var 11. Det var dog først da jeg var 18 og fik mit første barn jeg fandt ud af hvad det egentlig var jeg fejlede. Jeg fik også en mild fødselsdepression og der var rigtig mange opkald til vagtlægen hvor jeg grædende blev ved med at sige jeg kan ikke holde til mere og at jeg tror hele tiden jeg skal dø. Min læge gjorde intet ved det end at snakke med mig og det gik i sig slev igen indtil jeg fik mit andet barn som 20 årige. Der gik det helt galt. Jeg har aldrig haft så svær angst og samtidig fik jeg en meget svær fødselsdepression og blev indlagt i 2½ måned. Jeg gik rundt i en konstant tåge fordi jeg ikke trak vejret ordenligt og jeg sov max 2 timer sammelagt om natten.
Jeg har haft depressioner og angst on/off siden da men angsten er den som oftest vender tilbage. Jeg har haft en periode her det sidste 1½ måned og der har min angst da vendt tilbage men aldrig sådan at det som sådan forstyrrede mit søvn. Nogle morgener kan jeg ikke sove mere fordi jeg lige får en angstanfald. De varer kun 3-5 min fordi jeg har lært at takle det ved at lave noget andet og forsøge at få min fornuft til at fortælle mig aelv at selfølgelig dør jeg da ikke. Det er jo bare angst og jeg kender den alt for for godt. Nogle gange kan det dog være svært.
Her i går fortalte en kammerat at han har lungekræft. Det var ret hårdt at få at vide men jeg fik ingen angst af det. Jeg kan normalt ikke tåle at hører om død osv da jeg er angst for at få angst. Men i nat jeg kunne ikke falde i søvn da min kæreste sov hjemme så jeg faldt først i søvn ved 1 tiden. Ved 4 tiden vågnede jeg meget pludseligt med angst. Ikke meget angst. På en scala fra 1-10 ca en 2 men det er ikke særlig fedt. Det er så træls hvordan ting kan påvirke en i sådan en grad. For at sige det mildt det er pisse irriterende. Jeg kan ikke klare nogen former for stress uden det påvirker mig angstmæssigt. Jeg tager medicin men som min læge siger der er ingen garantier selvom du tager det. Det er ikke altid nok.
Jeg ved godt man aldrig kommer af med det og jeg har for det meste accepteret at det her er sådan jeg kommer til at leve resten af mit liv men nej nogle gange ville jeg godt nok ønske mit liv var noget nemmere. Jeg har haft et meget turbulent liv siden jeg var 8 og den har været fyldt med ikke særlige mange positive ting. Selv det at få børn blev ødelagt af angsten og depressioner. Der var jo ingen glæde. Det er svært at holde en positiv indstilling når selv det som skulle være den største glæde bliver en negativ oplevelse.
Jeg har også svært ved at falde i søvn om aften uden en form for film eller serie til at få mig til at falde til ro. Det har jeg brugt i 14 år nu og det er svært at komme af med den vane. Det er ikke fordi jeg har angst når jeg skal sove men jeg har angst for at få angst og det får en angstanfald i gang. Jeg bruger tit den der med at sige til mig selv " du er kun 25 år hvorfor skulle du dø nu. Du er sund og rask". Det virker som regel. Jeg er jo så heldig at jeg har ikke rigtig noget sygedom i min familie bortset fra psykisk. Så jeg det er ikke fordi jeg ligger i risikogruppen genmæssigt for at få alvorlige fysiske sygedomme. Jeg har "haft" det hele. Kræft diverse steder, hjertesygedomme, sukkersyge, for højt stofskifte, meningitis, stivkrampe, blodpropper diverse steder osv. Det er ulempen ved internettet man kan hurtigt finde noget som passer til de "symptomer" kroppen har.
Det har hjulpet rigtig meget at få skrevet de her ting ned. Nu skal jeg til at i skole. Have en god dag allesammen
Det er så " dejligt" at se der er andre som har det som en selv. Man kan godt føle sig lidt ensom når man har en "usynlig" sygedom. Jeg lider af dødsangst/panik angst og har gjort siden jeg var 11. Det var dog først da jeg var 18 og fik mit første barn jeg fandt ud af hvad det egentlig var jeg fejlede. Jeg fik også en mild fødselsdepression og der var rigtig mange opkald til vagtlægen hvor jeg grædende blev ved med at sige jeg kan ikke holde til mere og at jeg tror hele tiden jeg skal dø. Min læge gjorde intet ved det end at snakke med mig og det gik i sig slev igen indtil jeg fik mit andet barn som 20 årige. Der gik det helt galt. Jeg har aldrig haft så svær angst og samtidig fik jeg en meget svær fødselsdepression og blev indlagt i 2½ måned. Jeg gik rundt i en konstant tåge fordi jeg ikke trak vejret ordenligt og jeg sov max 2 timer sammelagt om natten.
Jeg har haft depressioner og angst on/off siden da men angsten er den som oftest vender tilbage. Jeg har haft en periode her det sidste 1½ måned og der har min angst da vendt tilbage men aldrig sådan at det som sådan forstyrrede mit søvn. Nogle morgener kan jeg ikke sove mere fordi jeg lige får en angstanfald. De varer kun 3-5 min fordi jeg har lært at takle det ved at lave noget andet og forsøge at få min fornuft til at fortælle mig aelv at selfølgelig dør jeg da ikke. Det er jo bare angst og jeg kender den alt for for godt. Nogle gange kan det dog være svært.
Her i går fortalte en kammerat at han har lungekræft. Det var ret hårdt at få at vide men jeg fik ingen angst af det. Jeg kan normalt ikke tåle at hører om død osv da jeg er angst for at få angst. Men i nat jeg kunne ikke falde i søvn da min kæreste sov hjemme så jeg faldt først i søvn ved 1 tiden. Ved 4 tiden vågnede jeg meget pludseligt med angst. Ikke meget angst. På en scala fra 1-10 ca en 2 men det er ikke særlig fedt. Det er så træls hvordan ting kan påvirke en i sådan en grad. For at sige det mildt det er pisse irriterende. Jeg kan ikke klare nogen former for stress uden det påvirker mig angstmæssigt. Jeg tager medicin men som min læge siger der er ingen garantier selvom du tager det. Det er ikke altid nok.
Jeg ved godt man aldrig kommer af med det og jeg har for det meste accepteret at det her er sådan jeg kommer til at leve resten af mit liv men nej nogle gange ville jeg godt nok ønske mit liv var noget nemmere. Jeg har haft et meget turbulent liv siden jeg var 8 og den har været fyldt med ikke særlige mange positive ting. Selv det at få børn blev ødelagt af angsten og depressioner. Der var jo ingen glæde. Det er svært at holde en positiv indstilling når selv det som skulle være den største glæde bliver en negativ oplevelse.
Jeg har også svært ved at falde i søvn om aften uden en form for film eller serie til at få mig til at falde til ro. Det har jeg brugt i 14 år nu og det er svært at komme af med den vane. Det er ikke fordi jeg har angst når jeg skal sove men jeg har angst for at få angst og det får en angstanfald i gang. Jeg bruger tit den der med at sige til mig selv " du er kun 25 år hvorfor skulle du dø nu. Du er sund og rask". Det virker som regel. Jeg er jo så heldig at jeg har ikke rigtig noget sygedom i min familie bortset fra psykisk. Så jeg det er ikke fordi jeg ligger i risikogruppen genmæssigt for at få alvorlige fysiske sygedomme. Jeg har "haft" det hele. Kræft diverse steder, hjertesygedomme, sukkersyge, for højt stofskifte, meningitis, stivkrampe, blodpropper diverse steder osv. Det er ulempen ved internettet man kan hurtigt finde noget som passer til de "symptomer" kroppen har.
Det har hjulpet rigtig meget at få skrevet de her ting ned. Nu skal jeg til at i skole. Have en god dag allesammen
Kommentarer
Jeg kan genkende rigtigt meget af det, du skriver.
Men det er ikke rigtigt, at du nødvendigvis skal leve med angsten.
Det lyder ikke som om, at du har været i terapi?
Det vil givetvis hjælpe på angsten. Årsagen er ubearbejdede følelser.
Jeg har selv haft en meget belastet barndom og led i ekstrem grad af angst. Jeg har været igennem et 4 årigt terapiforløb, hvor jeg har fået bearbejdet min barndom og jeg lider ikke længere af angst.
Mange hilsner Helene
Desuden har min læge sagt til mig at jeg kommer til at lide af det resten mit liv
Men tak for responsen
mvh Lulu
Lige en kommentar mere.
Hvis du stadigt lider under depression, kan du få henvisning til psykologsamtaler. Det er jo desværre rigtigt, at man ikke kan få henvisning grundet angstlidelser.
Undskyld, jeg siger det men din læge tager fejl. Angstlidelser kan i mange tilfælde kureres. Lægerne taler udfra det, de har lært og har ikke nødvendigvis kendskab til andre behandlingsmetoder som f.eks. forskellige former for terapi.
I forhold til denne slags problemer er kognitiv terapi givetvis ikke det mest hensigtsmæssige, selvom det er det, det etablerede system sværger til. Måske fordi det angiveligt skulle give hurtigere resultater og er mindre smertefuldt end at tage fat i årsagerne. Men skal man opnå virkelige vedvarende forandringer, er det nødvendigt med en dyberegående terapi, der tager fat på årsagen til problerne. I denne sammenhæng er 2 måneders terapi slet ikke nok.
Det er forbandet, at det er så dyrt med behandling og at der ikke er tilskud at få. Jeg måtte selv vente 4 år, før jeg fik råd til at starte i terapi. Så måske det bliver muligt for dig, når du er færdig med uddannelsen - hvis du altså har behov for det og lyst til det til den tid.
Hilsen Helene