Indstillinger
Aspergers? Depression?
Hej!
Sagen er den at jeg er lidt i tvivl om jeg fejler noget.
Her er lidt af det som jeg tomler med:
-Jeg er bange for mænd og øjenkontakt med dem (øjenkontakten kan gælde alle men er mest mænd jeg ikke kan se i øjnene)
-Jeg er altid træt hvilket gør jeg kan sove hele dagen hvis det stod til mig.
-Går konstant og er bange. Jeg ved ikke for hvad præcist men kigger mig konstant over skulderen og er bange for at gå i seng når min mor er faldet i søvn om aftenen fordi jeg ser "skygger" af mennesker der ikke er der (jeg er 17)
-Jeg lukker mig inde på mit værelse, vil så gerne ud men er bange for verdenen der er derude, hvilket kan irritere min mor lidt at hun ikke forstår mig. Jeg tør bare ikke møde mennesker forddi jeg tror de dømmer mig.
-Min mor har haft kræft og senere lungeproblemer der førte til en transplation. Dette var heldigt ellers havde jeg mistet hende før min konfirmation. Min far er psykisk syg og har en depression hvilket gør han ikke rigtig kan arbejde og har forsøgt selvmord. Både min fars bror og hans nevø har/har haft depression. (min fætter er nu død)
Jeg har dog en masse venner men tør ikke fortælle dem hvad der er galt af skræk for at de forsvinder og tør ikke gå til lægen fordi jeg er bange for de ikke tager mig seriøst.
Jeg er den eneste alternative i min familie (elsker sort tøj) hvilket vil sige min familie ser ikke tingene som jeg gør og hakker ned på mig hvilket gør jeg får det mere elendigt end jeg allerede har det.
-Jeg vil have at ALT skal være perfekt (inklusiv mine karakter) og bliver titi skuffet når det ikke gik som regnet med. Her straffer jeg mig selv ved ikke at spise (har haft anoraksi før, eller starten på det).
-Vil gerne gøre alle tilfredse også selvom det så går ud over mig selv. Derfor får jeg sjældent sådan som jeg vil have det.
-Jeg bliver nærmest hysterisk hvis der er for mange omkring mig og hvis folk går for tæt på mig uden jeg selv har lagt op til det (selvom jeg er lille (150 cm) betyder det ikke det er derfor) er også klaustofobisk.
-Kan tit stirre tomt på ingenting og ikke tænke på noget. Her sker det tit at jeg jører hvad folk siger men min hjerne opfanger det ikke som noget jeg skal svare på..
Dette var bare noget at det som jeg oplever. Der er meget endnu som jeg ikke har skrevet da det ikke skal være en roman. Håber virkelig at nogen kan give et råd dat dette har stået på siden jeg var 12
Sagen er den at jeg er lidt i tvivl om jeg fejler noget.
Her er lidt af det som jeg tomler med:
-Jeg er bange for mænd og øjenkontakt med dem (øjenkontakten kan gælde alle men er mest mænd jeg ikke kan se i øjnene)
-Jeg er altid træt hvilket gør jeg kan sove hele dagen hvis det stod til mig.
-Går konstant og er bange. Jeg ved ikke for hvad præcist men kigger mig konstant over skulderen og er bange for at gå i seng når min mor er faldet i søvn om aftenen fordi jeg ser "skygger" af mennesker der ikke er der (jeg er 17)
-Jeg lukker mig inde på mit værelse, vil så gerne ud men er bange for verdenen der er derude, hvilket kan irritere min mor lidt at hun ikke forstår mig. Jeg tør bare ikke møde mennesker forddi jeg tror de dømmer mig.
-Min mor har haft kræft og senere lungeproblemer der førte til en transplation. Dette var heldigt ellers havde jeg mistet hende før min konfirmation. Min far er psykisk syg og har en depression hvilket gør han ikke rigtig kan arbejde og har forsøgt selvmord. Både min fars bror og hans nevø har/har haft depression. (min fætter er nu død)
Jeg har dog en masse venner men tør ikke fortælle dem hvad der er galt af skræk for at de forsvinder og tør ikke gå til lægen fordi jeg er bange for de ikke tager mig seriøst.
Jeg er den eneste alternative i min familie (elsker sort tøj) hvilket vil sige min familie ser ikke tingene som jeg gør og hakker ned på mig hvilket gør jeg får det mere elendigt end jeg allerede har det.
-Jeg vil have at ALT skal være perfekt (inklusiv mine karakter) og bliver titi skuffet når det ikke gik som regnet med. Her straffer jeg mig selv ved ikke at spise (har haft anoraksi før, eller starten på det).
-Vil gerne gøre alle tilfredse også selvom det så går ud over mig selv. Derfor får jeg sjældent sådan som jeg vil have det.
-Jeg bliver nærmest hysterisk hvis der er for mange omkring mig og hvis folk går for tæt på mig uden jeg selv har lagt op til det (selvom jeg er lille (150 cm) betyder det ikke det er derfor) er også klaustofobisk.
-Kan tit stirre tomt på ingenting og ikke tænke på noget. Her sker det tit at jeg jører hvad folk siger men min hjerne opfanger det ikke som noget jeg skal svare på..
Dette var bare noget at det som jeg oplever. Der er meget endnu som jeg ikke har skrevet da det ikke skal være en roman. Håber virkelig at nogen kan give et råd dat dette har stået på siden jeg var 12
Kommentarer
Du har givetvis ikke Aspergers. Jeg tror ikke, at du 'fejler noget' i den forstand, at du på nogen måder er psykisk syg etc. Men det kan godt være, at du er ved at udvikle en depression. Det kan man få, hvis man har nogle følelsesmæssige problemer. Man kan få følelsesmæssige problemer, hvis man er vokset op i en familie, hvor der er nogle forhold, det ikke er særligt sundt at vokse op under. Det lyder som om, at det kan være tilfældet for dig.
Noget af det, der gør det værre er, at du tror, det er dig, der er anderledes, forkert og noget galt med. Det er det ikke. Der er mange, der kender til noget tilsvarende men alle holder det skjult af frygt for at skille sig ud og blive afvist. I virkeligheden er det en helt normal reaktion på noget, der ikke er sundt. Men det betyder selvfølgeligt ikke, at man bare skal lade det være og ikke gøre noget. Det betyder tværtimod, at man KAN gøre noget for at få det bedre.
Hvis du går i skole, vil jeg anbefale dig at kontakte din skolepsykolog og få en snak. Ellers vil jeg anbefale dig at opsøge din læge og helt ærligt fortælle, hvordan du har det. Hvis ikke lægen viser forståelse, ville jeg overveje at skifte læge. Måske vil lægen henvise dig til en psykolog men mere sandsynligt til en psykiater. Du skal heller ikke lade dig spise af med piller. Du har brug for samtaler - ikke for medicin.
Jeg ved, at det kan være skræmmende og grænseoverskridende at søge hjælp men det er første og helt nødvendige skridt til at få det bedre.
Mange hilsner Helene
du kan sikkert få en henvisning hos din læge --til en psykolog -når du fortæller ham --hvordan du har det----
afsted hurtigst muligt du skal have et bedre liv end det du har lige nu ---og lad os høre mere fra dig --