Om tvangstanker/depression
Fra jeg var barn, har jeg altid været bekymret. Allerede fra jeg var 5 år, kan jeg huske, jeg bekymrede mig om ALT. Tænk hvis nu huset brændte (lærte mig selv at springe ud af vinduet), tænk hvis nu der brød røvere ind i vores hus, tænk hvis nu JEG døde, eller mine forældre døde osv. Det er jo altså ikke normalt.
Disse tanker har ændret sig gennem hele mit liv. Da jeg var 15 år udviklede det sig til frygt for at jeg blev syg af rødt kød eller uskyllet salat. Da det forsvandt, var jeg bange for at blive syg i andres selskab, så jeg var til besvær. Disse tanker blev så senere afløst af overdrevne tvivlstanker om de store valg i livet, man nu står for, når man er midt/sidst i 20'erne!
Da jeg var yngre, havde jeg engang imellem nogle ritualer. Jeg skulle f.eks. gå over og røre en bestemt dims 4 gange...ellers skete der noget...jeg vidste ikke hvad. Jeg vidste bare, at det ikke var godt, hvis jeg lod være. Det kunne også være, at jeg skulle sige noget bestemt, hvis jeg førte en samtale med nogen. Eller jeg kunne sige 7-9-13 tyve gange på en dag - mindst.
Disse ritualer har jeg ikke mere. Det er nok mere tvangsTANKER (og ikke handlinger) jeg lider under.
OCD kan kommer nok til udtryk på utroligt mange måder og har alverdens afskygninger. Tit kan det handle om at være bange for sig selv og sine tanker. Jeg så f.eks. en gang en tv-udsendelse om en mand, som var bange for at smide sit eget barn i skraldespanden, selvom han elskede sit barn virkelig højt. Det kan også være en angst for, at man slår nogen ihjel. Eller at man begår overgreb på børn. Man ved godt selv tankerne er overdrevne - men de er ikke sådan at bekæmpe!!
Da jeg havde det værst (lige inden jeg erkendte, noget var galt) - der havde jeg det slemt!! Jeg havde svært ved at tage toget på arbejde, som jeg normalt gør. Tænk hvis nu jeg helt umotiveret hoppede ud foran toget - ikke fordi jeg havde et dødsønske. Tværtimod - jeg var hunderæd for at dø - jeg ønskede ikke at dø. Det afholdte mig fra at komme i nærheden af en jernbanestation. På samme måde var jeg bange for, jeg helt impulsivt skulle kaste mig ud foran en bil.
Når jeg havde været ude at køre bil, checkede jeg op til flere gange under bilen, at jeg ikke havde kørt nogen ned?!? Hvis de viste noget i nyhederne om en flugtbilist, troede jeg jo nærmest det var mig?!
Og værst af alt...da jeg blev mere og mere parat til at få børn - begyndte det at snappe i æggestokkene når jeg så børn, som hos enhver anden kvinde, der ønsker sig børn. Ethvert fornuftigt individ ville tænke, at grunden til det niver i underlivet og følelsen kan forveksles med lysten til sex- ja så er det altså ikke fordi man pludselig har lyst til sex med børn - men fordi man er skruk! Og af sex kommer børn - måske derfor den følelse?! Det var frygteligt! FRYGTELIGT! Jeg havde det simpelthen af helvedes til - mildt sagt! Jeg vidste godt, jeg ALDRIG kunne forgribe mig på et barn....men tænk om jeg var en person, som tændte på små børn? Jeg forargedes over mig selv! Jeg vidste godt selv, det var helt overdrevent. Jeg var en pige på 24 år - og jeg havde sq aldrig haft sådan nogle tendenser før - så hvorfor skulle jeg have det nu? Men man KAN bare ikke overbevise sig selv, når man er syg!
I dag har jeg det langt bedre, hvilket især skyldes medicinen - men også psykologhjælp. Jeg har i 5 år taget 40 mg citalopram men er for 3 måneder siden trappet ned til halv dosis. Og jeg kan godt mærke det....tankerne presser sig mere og mere på igen. De er slet ikke i samme omfang som tidligere -og jeg har det overvejende godt- men de er der! Jeg har en god solid base med en skøn kæreste, som har hjulpet mig igennem alt det her. Og jeg har en godt job. Det hjælper rigtig rigtig meget!
Jeg har ofte læst om kognitiv adfærdsterapi...har nogen herinde prøvet det?? Der skulle man lære at tænke anderledes - at erstatte de dårlige tanker med noget andet. For man kan ikke bare fjerne dem....der skal noget andet til i stedet for!
Go' lørdag til jer derude!
Disse tanker har ændret sig gennem hele mit liv. Da jeg var 15 år udviklede det sig til frygt for at jeg blev syg af rødt kød eller uskyllet salat. Da det forsvandt, var jeg bange for at blive syg i andres selskab, så jeg var til besvær. Disse tanker blev så senere afløst af overdrevne tvivlstanker om de store valg i livet, man nu står for, når man er midt/sidst i 20'erne!
Da jeg var yngre, havde jeg engang imellem nogle ritualer. Jeg skulle f.eks. gå over og røre en bestemt dims 4 gange...ellers skete der noget...jeg vidste ikke hvad. Jeg vidste bare, at det ikke var godt, hvis jeg lod være. Det kunne også være, at jeg skulle sige noget bestemt, hvis jeg førte en samtale med nogen. Eller jeg kunne sige 7-9-13 tyve gange på en dag - mindst.
Disse ritualer har jeg ikke mere. Det er nok mere tvangsTANKER (og ikke handlinger) jeg lider under.
OCD kan kommer nok til udtryk på utroligt mange måder og har alverdens afskygninger. Tit kan det handle om at være bange for sig selv og sine tanker. Jeg så f.eks. en gang en tv-udsendelse om en mand, som var bange for at smide sit eget barn i skraldespanden, selvom han elskede sit barn virkelig højt. Det kan også være en angst for, at man slår nogen ihjel. Eller at man begår overgreb på børn. Man ved godt selv tankerne er overdrevne - men de er ikke sådan at bekæmpe!!
Da jeg havde det værst (lige inden jeg erkendte, noget var galt) - der havde jeg det slemt!! Jeg havde svært ved at tage toget på arbejde, som jeg normalt gør. Tænk hvis nu jeg helt umotiveret hoppede ud foran toget - ikke fordi jeg havde et dødsønske. Tværtimod - jeg var hunderæd for at dø - jeg ønskede ikke at dø. Det afholdte mig fra at komme i nærheden af en jernbanestation. På samme måde var jeg bange for, jeg helt impulsivt skulle kaste mig ud foran en bil.
Når jeg havde været ude at køre bil, checkede jeg op til flere gange under bilen, at jeg ikke havde kørt nogen ned?!? Hvis de viste noget i nyhederne om en flugtbilist, troede jeg jo nærmest det var mig?!
Og værst af alt...da jeg blev mere og mere parat til at få børn - begyndte det at snappe i æggestokkene når jeg så børn, som hos enhver anden kvinde, der ønsker sig børn. Ethvert fornuftigt individ ville tænke, at grunden til det niver i underlivet og følelsen kan forveksles med lysten til sex- ja så er det altså ikke fordi man pludselig har lyst til sex med børn - men fordi man er skruk! Og af sex kommer børn - måske derfor den følelse?! Det var frygteligt! FRYGTELIGT! Jeg havde det simpelthen af helvedes til - mildt sagt! Jeg vidste godt, jeg ALDRIG kunne forgribe mig på et barn....men tænk om jeg var en person, som tændte på små børn? Jeg forargedes over mig selv! Jeg vidste godt selv, det var helt overdrevent. Jeg var en pige på 24 år - og jeg havde sq aldrig haft sådan nogle tendenser før - så hvorfor skulle jeg have det nu? Men man KAN bare ikke overbevise sig selv, når man er syg!
I dag har jeg det langt bedre, hvilket især skyldes medicinen - men også psykologhjælp. Jeg har i 5 år taget 40 mg citalopram men er for 3 måneder siden trappet ned til halv dosis. Og jeg kan godt mærke det....tankerne presser sig mere og mere på igen. De er slet ikke i samme omfang som tidligere -og jeg har det overvejende godt- men de er der! Jeg har en god solid base med en skøn kæreste, som har hjulpet mig igennem alt det her. Og jeg har en godt job. Det hjælper rigtig rigtig meget!
Jeg har ofte læst om kognitiv adfærdsterapi...har nogen herinde prøvet det?? Der skulle man lære at tænke anderledes - at erstatte de dårlige tanker med noget andet. For man kan ikke bare fjerne dem....der skal noget andet til i stedet for!
Go' lørdag til jer derude!
Kommentarer
Jeg må indrømme, at jeg ikke tror på, at kognitiv terapi har en helbredende effekt i forhold til de problemer, du har. Du lærer bare at erstatte nogle tanker med nogle andre tanker. Det kan måske være meget behageligt men det løser ikke de grundlæggende problemer, for de er følelsesmæssige. Derfor, mener jeg, at egentlig helbredelse handler om at arbejde med FØLELSERNE fremfor tankerne, for det er de dybtliggende, ubevidste følelser, der skaber tankerne.
Spørgsmålet er, hvad det var for følelser, der fik dig til at bekymre dig så ekstremt, da du kun var 5 år gammel? Hvad var det for følelser, der skabte så stort kontrolbehov? Hvad var det for følelser, der skabte tvangstanker og -handlinger? Hvad er det for følelser, der får dig til at koble tanker om børn og seksualitet sammen? Teorien om, at det er fordi, man skal have sex for at få børn, køber jeg altså ikke. Hvis disse følelser bearbejdes, så forandres dine tanker automatisk.
For mig lyder det som om, at dine tankemæssige 'forstyrrelser' er så store, så du nok kan få brug for at grave dybere i din fortid for at finde årsagen, hvis du vil have det vedvarende bedre. Under de tankemæssige forstyrrelser, ligger der ubevidste følelsesmæssige forstyrrelser, der påvirker dig hele tiden.
Mange hilsner Helene
Tak for dit svar.
Jeg har gravet i fortiden med min psykolog - og er den vej igennem kommet frem til nogle fakta, som gør, at jeg til dels kan forstå mine tanker og følelser.
Min mor har altid været meget beskyttende, kontrollerende og bekymret over for mig. Hun var selv ikke ønsket ud af en større børneflok - så da jeg blev født, var jeg ønskebarnet, der skulle pylres om hele tiden (jeg er enebarn). Så længe jeg kan huske tilbage, har hun nærmest levet gennem mig. Jeg kom den vej igennem til at mene det samme som hende - følte mig som hende. Nogle gange kunne jeg se mig selv med min mors hoved på, som om vi var en og samme person!
En overgang havde hun det med at bruge de samme ord som mig - og købe det samme tøj!! Jeg blev aldrig passet ude som barn - så blev min mor hellere hjemme for at tage sig af mig.
Psykologen kaldte dette en symbiose mellem min mor og mig - og manglende løsrivelse. Jeg har aldrig lært at danne mig mine egne meninger og erfaringer - og derfor er jeg i tvivl, om alt hvad jeg gør og tænker.
Min far er helt udenforstående i det her...han har været en "normal" far, hvis man kan sige det sådan. Han har altid været sådan lidt en tænker i sin egen verden!
I dag føler jeg ikke, jeg lever i denne symbiose længere. Men ikke desto mindre, har jeg nogle ting, jeg skal arbejde med. Jeg føler, jeg er kommet rundt om alt med min psykolog og læge gennem de seneste 2 år.
Jeg har det i og for sig godt. Men det er simpelthen irriterende at skulle døje med de tanker!
Mange hilsner
Anne
Jeg forstår dig udmærket. Jeg er selv opvokset i en dysfunktionel familie, hvor vi levede symbiotisk uden plads til frigørelse, individualitet og selvstændighed. Jeg gik i NLP- og hypnoterapi i 4½ år og først i det forløb lærte jeg mig selv at kende og fandt ud af, hvem jeg selv er og lærte at stå inde for mig selv.
Du har arbejdet med tingene i to år og du er nået langt. Men jeg tænker på, om det indtil videre mest er en tankemæssig, rationel forståelse, du har opnået? Har du været FØLELSESMÆSSIGT tilbage i tiden og MÆRKET, hvordan du f.eks. havde det som 5 årig. Eller MÆRKET hvad din mors omklamring og din fars fravær betød for dig? Har du grædt og raset over, at det er gået, som det er? Har det fået nogle konsekvenser for dit forhold til dine forældre? Har du skabt mere luft imellem Jer? Er du begyndt at sætte grænser?
Følelsesmæssig forståelse er noget helt andet end tankemæssig forståelse.
Min erfaring er, at en sådan proces er både en bearbejdelses-, udviklings- og læringsproces. De gamle traumatiserede følelser skal bearbejdes, den udvikling, selvstændiggørelse og selvvalgte adskillelse man ikke fik lov at gennemleve som barn, skal man have gennemlevet som voksen. Samt man må aflære alt det forkerte, man lærte i barndommen og indlære det, der FØLES rigtigt for én selv.
Min erfaring er også, at når man bryder de gamle mønstre, så skaber det angst. Når man skal til at gøre noget andet, end man plejer (så som at lære at sætte grænser og sige fra og give udtryk for sine følelser, behov og meninger), så skaber det også meget angst. Derfor mener jeg, at en sådan proces i bund og grund handler om at bearbejde, overvinde og slippe al den angst, der har været i éns liv. For derinde bagved finder man sig selv, som den person man selv er, inden man blev 'lavet om'.
Hvis du arbejder længe nok og dybt nok, så er jeg sikker på, at du nok skal slippe af med de tanker. Men det kræver givetvis, at du finder ind til de FØLELSER, der skabte tankerne og får bearbejdet dem. Når følelserne ændrer sig, ændrer tankemønstret sig helt af sig selv.
Mange hilsner Helene
Tak for dit svar.
Der gik faktisk temmelig længe, inden jeg turde mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det omkring alt det her. Hvis jeg tænkte og mærkede negative ting omkring min meget dominerende mor...ja så fik jeg dårlig samvittighed og havde det faktisk rigtig skidt. Jeg kunne ikke rigtig tage afstand fra det og se på det udefra rent objektivt. Jeg fik sådan en skyldfølelse og skød det væk, når jeg tænkte nærmere over tingene.
I dag er situationen anderledes. Jeg har gennem psykologen lært, at sådan MÅ man godt tænke. Jeg elsker hende ikke mindre af den grund, og min mor har selvfølgelig gjort sit bedste. Men derfor må jeg godt være kritisk! Og det er jeg jo også nødt til.
Jeg er meget bedre til at sige fra - hvilket hun jo også kan mærke. Men jeg tror faktisk, hun føler mere ro, nu hvor jeg gør det. Helt ironisk. Men hun har jo også brug for at se, at jeg kan stå på egne ben!
Det med at føle....det er jeg ikke så god til. Jeg ødelægger alt af tanker. Rationelle tanker...irrationelle tanker...bare tanker! Jeg når ikke at føle efter, før tanken kommer. Elsker jeg min kæreste, skal han være far til min børn, var det rigtigt at købe hus sammen...og er det i det hele taget livets store spørgsmål? Men når jeg ikke tænker...ja, så er det jo, jeg mærker.....men det lægger jeg ikke mærke til
Jeg ved godt, hvorfor jeg er så usikker på livets store spørgsmål. Det er selvfølgelig fordi, der altid har været nogle til at træffe beslutningerne for mig. Og nu skal jeg altså selv. Det skal være godt for MIG. Det er mit liv - nu og fremover!
Men hvor alt det med tvangstankerne - de mange tjek af komfur, skabe, kigge under senge, være bange for at hoppe ud foran et tog eller være bange for at have tendenser til at synes om børn - hvor de tanker kommer ind i billedet...og hvorfor..det forstår jeg ikke!
Mvh. Anne
Ja, skyldfølelsen over de negative tanker er typisk. Men igen – der er forskel på negative tanker og negative følelser. Det kan godt være, at du uden skyld kan give dig selv lov til at være vred på din mor (og måske din far). Noget helt andet er at mærke vreden og raseriet i kroppen.
Det er ikke så mærkeligt, at det er en lettelse for din mor, når hun oplever, at du sætter grænser. Så tager du kontrollen, så hun kan slappe af og ikke mindst, så hindrer du hende i at gå ud over sine egne grænser. Du redder hende så at sige fra hende selv.
Jeg ser tvangstanker og –handlinger på to måder. De er opstået som et behov for at skabe kontrol men efterhånden tager de kontrollen fra én. Desuden vil de fortælle én noget, de er budbringere fra det ubevidste. Der ligger altid noget skjult bagved. For HVORFOR slæber man rundt på noget uønsket og ubehageligt. Det må enten være fordi, man slet ikke er bevidst om, at man holder fast på det eller fordi man ikke tør slippe det eller fordi, grebet om det er blevet så krampagtigt og fastlåst, så man ikke kan give slip.
Udfra mine egne erfaringer og mit arbejde med mig selv, så mener jeg, at de tanker du har, skyldes, at du ikke har været dybt nok i dine følelser. For at finde sig selv igen, så må man tilbage dertil, hvor man mistede sig. Når man genforenes med det indre barn i barnets følelser, så er der ingen tvivl tilbage, så er der ingen tanker, så er der kun følelsen af helhed. Det er en lang og ofte angstfyldt proces at komme tilbage dertil, hvor barnet mistede sig selv og sin evne til at holde fast i og give udtryk for sig selv. Du har lært at gøre det som voksen men barnets følelser og udvikling er ikke fulgt med.
Mennesket er både krop, sind og sjæl. Vi kan føle frygt på alle tre planer.
* Bliver vi truet fysisk, så får vi kamp- eller flugtimpulser. Kan vi ikke kæmpe eller flygte, så vil vi fryse fast og beholde energierne i os. En fysisk trussel er til at tage at føle på og den skaber en meget konkret frygt. Når sind og sjæl bliver truet er frygten langt mere diffus.
* Vores sind bliver truet, når vi ikke får lov at udvikle vores individualitet, ikke får lov at adskille os følelsesmæssigt fra vores forældre og ikke får positiv bekræftelse af at være de mennesker vi er på godt og ondt. Så mister vi vores integritet, vores selvstændighed, vores egenart og uafhængighed. Får vi ikke i løbet af barndommen lov at føle vores egne følelser og mærke vore egne grænser og behov, så mister vi vores ret til at være i verden, som de mennesker, vi er. Dette kan skabe så stor tvivl om én selv, så det kan føre til alvorlig psykisk sygdom og psykiske lidelser.
* Sjælens naturlige tilstand er kærlighed. Hvis vi vokser op i et miljø, hvor vi ikke føler os elsket ubetinget og mere eller mindre skal tilpasse os andre, for at være 'rigtige' og gode nok, så fryser sjælen. Jo mindre man har følt sig elsket og jo flere ukærlige handlinger, vi har været udsat for, desto længere væk flyver sjælen for den sørger og sjælens smerte er stor.
Derfor vil der i en proces, hvor vi finder tilbage til os selv, være meget angst, når vi husker og mærker, hvordan det var, da vores krop, sind og sjæl blev truet og vi måtte give slip på os selv for at overleve.
Engang var du sikker på dig selv, på dine egne grænser, følelser og behov. Der har været en situation, hvor dine grænser for første gang skred fuldstændigt og din mor fik 'overtaget' styringen af dig. De senere situationer var så at sige gentagelser. Den første situation vil givetvis være fyldt med frygt og en enorm sorg over tabet af dig selv. Hvis du 'kommer tilbage i tiden' og husker den situation og mærker følelserne igen, så slipper din mors magt over dig. For som jeg ser det, så har din mor (og måske far) stadigt magt over dit følelsesliv, så længe du ikke er fri og ikke har det sådan, som du ønsker det.
Når du har været så invaderet, som du beskriver, så er to års terapi næppe nok. Og når du har svært ved at komme i kontakt med følelserne, så er en terapiform, der styrker tankerne næppe det bedste. Så kan det være langt mere hensigtsmæssigt med en form, der også inddrager krop og følelser. For kroppen har sin egen hukommelse og det er dén, man skal have fat i. Får du energierne ud af kroppen, så bliver du fri og finder dig selv – på alle planer.
Mange hilsner Helene
Nu er det godt nok et par år siden du lavede dette indlæg, men jeg skriver nu alligevel, så håber jeg, du svarer
Jeg blev ret påvirket af det, du skrev - for det lød næsten som mig selv. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan du har det i dag?
Mvh Astrid.