14 og måske med depression. Hvad gør man?

slettet28027

Hej allesammen.
Jeg er en dreng på 14 år, som igennem de sidste par dage er begyndt at have mistanke for at jeg måske lider af depression. Jeg har prøvet to tests her på siden, hvor de begge var positive. Jeg er ved at trække mig mere og mere væk fra mine venner, og bare det at være i nærvær med mine små niecer og nevøer kan gøre mig så irriteret at jeg rent faktisk har lyst til at slå dem. Jeg har også igennem flere gange overvejet hvilke måder der ville være nemmest at begå selvmord på, hvis man nu skulle gøre det.
Udover alt det er jeg også energiforladt, og nogle gange har jeg ingen lyst til at fortsætte i skolen, hvor jeg bare vil hjem.
Lider jeg af en depression? Og hvordan skal jeg bringe det her videre?

Helene2

Hej Forvirrede

Det er fint, at du søger hjælp, når du ikke har det godt.
Jeg vil anbefale dig at få fat i skolepsykologen og få en snak med ham eller hende. Det er vigtigt, at du selvfølgeligt er helt ærlig om, hvordan du har det.

Hilsen Helene

0ktober

Hej med dig.

Det lyder ikke til at du har det særlig rart for tiden.
Men jeg vil rose dig for, at du har lagt mærke til det og har søgt lidt viden om det, og spørger herinde.

Jeg tænker, at du måske skal snakke med de forældre om det. De står nok først for i rækken af folk der kan hjælpe den. Dernæst kommer din læge, som du godt kan opsøge uden at dine forældre går med. Men jeg ved dog ikke, om lægen skal underrette dine forældre. Men det kan du evt. ringe anonymt til dem og spørge om, inden du bestiller en tid.

Dine forældre vil kunne hjælpe dig i hverdagen, og det vil du have rigtig meget gavn af. Så vil de også kunne tage hensyn til, hvordan du har det.

Men som Helene skriver, så er skolepsykologen et godt bud. Det kræver nok, at du taler med en lærer eller din sundhedsplejerske om, hvordan du har det, så de kan skabe kontakten til skolepsykologen.

Jeg vil dog anbefale, at du tager én (eller begge) af dine forældre med op til lægen og får en snak med ham om det mon kan være en depression og snakker med lægen om, hvad der mon kan gøres ved det, og om skolepsykologen måske skal inddrages, eller om der skal noget andet til for at hjælpe netop dig.

Jeg håber du vil skrive lidt om, hvad du vælger at gøre, for jeg vil gerne følge lidt med.

Held og lykke med det.

Venlig hilsen Trine

mormor1964

ej,hvor jeg synes det er synd for dig.jeg er nu 46 år,men husker meget tydeligt hvordan jeg havde det da jeg var 15. da var jeg deprimeret ligesom dig......jeg havde det bare forfærdeligt.synes livet var svært,men kunne ikke udtrykke det til mine nære. jeg har en elsket tvilling,jeg er meget tæt på,og hun vidste det ingengang.i ca 20 år bar jeg på den forfærdelige følelse,en depression giver. ikke godt, kan jeg fortælle dig. ikke et godt liv. du er meget bedre end mig.....du ber om råd.......og hjælp. for du ved det ikke er et godt liv at have det sådan.det er meget modent ,synes jeg.men kære unge menneske.du må vide at der nok er en grund til din tilstand. og grunden kan være mange ting. prøv at finde denne.......det kan være din familie der ikke er ok mod dig,eller noget inde i dig selv,m m . mit var ikke min familie som sådan,men noget der lå til familien.det tog mig nærmest hele livet at finde nældens rod,og det er det du skal finde. altså nældens rod,og så hive den op.min nældens rod var adhd((damp) og det har givet mig et bedre liv at finde ud af det. så find ud af hvad der trykker dig.brug tid på det. ikke en uge, ikke et måned, men måske et helt år. giv ikke op. livet er meget godt og har mange glæder til dig.glæder du ikke forestiller dig.... gå ikke glip af det. jeg sender dig gode tanker og styrke.pøj pøj herfra

slettet28027

Nu er det jo ved at være noget tid siden jeg skrev herinde. Siden da er jeg blevet 15, men på trods af det, er jeg skam stadig forvirret. Jeg fulgte rådene og snakkede først med klasselærer. Så fik jeg en samtale med skole psykologen. Der blev det hele nærmest skudt videre da jeg fortalte om selvmords tanker. På Fredag skal jeg til samtale med to psykologer og i Februar skal jeg have fastsat symptomer. Men det går til gengæld værre end det gjorde før i tiden. Det er som om at når der bliver taget hul på bylden bliver smerten værre. Jeg har to nætter i denne uge bogstaveligt talt grædt mig i søvne, og skoledagen igår bestod udelukkende af timer jeg tilbragte i skolens bibliotek. Lige nu kan jeg først og fremmest se frem og kæmpe mig hen til mødet på Fredag. Men spørgsmålet hænger dog stadig. Er det besværet værd?

anna84

JA - det er "besværet" værd.

Jeg tror, at alle med depression ved, at det kan føles som om det bliver værre når man får taget fat på at gøre noget ved det. Men sådan er det nødt til at være. Senere får man det bedre.

Det kræver desværre tålmodighed, men det kommer.

Det er fantastisk flot at du har fået bedt om hjælp, og du må og skal kæmpe videre.

Kærligst herfra.

Anonymous

går du alene med din smerte ---hvor er dine forældre i dette forløb ---

slettet28027

Min mor er nok mest på bane. Jeg har altid haft et lidt anstrengt, eller måske mere passivt forhold til min far. Men min mor er ihvertfald meget med i det.