Dem eller mig?
Hej.
Jeg skriver på opfordring af Arbejdskollegaer og venner. Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal starte, men mine bekendte mener at det er på tide at tage affære. Derfor skriver jeg for at finde ud af om det måske er det bedste at få gjort noget ved, eller det måske ikke er så slemt alligevel.
Jeg er en ung pige på 23. Jeg synes selv jeg er ret godt fungerende, selvom jeg godt ved at jeg har "issues". Jeg er utroligt humørsvingende (hvad jeg dog ikke tror er specielt). Mit humør er meget hurtigt skiftende, og er jeg først vred, er jeg ikke nem attale til fornuft. det er (desværre) meget nemt at fornærme og såre mig. De mindste former for kritik, rettelser af mig, eller udsagn om mig får mig til at græde. Jeg forbinder det med at jeg er en meget følsom ung dame, men min omgangskreds siger at det er ikke er helt normalt.
Jeg har altid været noget af en "drama-queen" og uden at jeg altid lige er bevidst om at jeg gør det, lyver/eller overdriver for at folk forstår vigtigheden i det jeg siger. Det resultere i at det er en smal, men hardcore kerne af folk jeg går med. Folk som kan acceptere dette.
Mine forhold til mænd og kvinder er ofte af meget stormfuld karakter. Jeg forelsker mig utroligt nemt og er meget afhængig af det mennesker mine følelser drejer sig om. Det går også hurtigt i stykker for mig igen, fordi jeg ikke klare at blive rettet på. Jeg bruger ikke meget tid alene, vil helst være sammen med nogen og det bruger jeg meget tid på at arrangere. Alene i min lejlighed giver mig for meget at tænke på, og jeg føler mig meget ensom i selvskab med mig selv. Alene det at skrive det ned her, giver mig en rigtig træls fornemmelse.
Mine venner mener som sagt at min situation ikke er optimal for mig, og meget hæmmende i min omgang på arbejdet og med familie og venner. Jeg kan til dels godt se hvad de mener, men tror at alle har deres at bakse med. Før jeg vil kontakter nogen andre, ville jeg gerne høre et råd herfra.. en vurdering på at det er mig eller dem der er galt på den.
På forhånd mange tak !
Mvh Mette
P.s Jeg ved ikke om det har noget som helst at sige, men da jeg var 13 og gennem min teenage-tid skar jeg mig meget i ben i arme, og har desværre nogle grimme dybe ar fra dem tid til at minde mig på det.
Jeg håber at få en form for respons - på forhånd tak fordi du/i gad at bruge tid på at læse mit emne.
Jeg skriver på opfordring af Arbejdskollegaer og venner. Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal starte, men mine bekendte mener at det er på tide at tage affære. Derfor skriver jeg for at finde ud af om det måske er det bedste at få gjort noget ved, eller det måske ikke er så slemt alligevel.
Jeg er en ung pige på 23. Jeg synes selv jeg er ret godt fungerende, selvom jeg godt ved at jeg har "issues". Jeg er utroligt humørsvingende (hvad jeg dog ikke tror er specielt). Mit humør er meget hurtigt skiftende, og er jeg først vred, er jeg ikke nem attale til fornuft. det er (desværre) meget nemt at fornærme og såre mig. De mindste former for kritik, rettelser af mig, eller udsagn om mig får mig til at græde. Jeg forbinder det med at jeg er en meget følsom ung dame, men min omgangskreds siger at det er ikke er helt normalt.
Jeg har altid været noget af en "drama-queen" og uden at jeg altid lige er bevidst om at jeg gør det, lyver/eller overdriver for at folk forstår vigtigheden i det jeg siger. Det resultere i at det er en smal, men hardcore kerne af folk jeg går med. Folk som kan acceptere dette.
Mine forhold til mænd og kvinder er ofte af meget stormfuld karakter. Jeg forelsker mig utroligt nemt og er meget afhængig af det mennesker mine følelser drejer sig om. Det går også hurtigt i stykker for mig igen, fordi jeg ikke klare at blive rettet på. Jeg bruger ikke meget tid alene, vil helst være sammen med nogen og det bruger jeg meget tid på at arrangere. Alene i min lejlighed giver mig for meget at tænke på, og jeg føler mig meget ensom i selvskab med mig selv. Alene det at skrive det ned her, giver mig en rigtig træls fornemmelse.
Mine venner mener som sagt at min situation ikke er optimal for mig, og meget hæmmende i min omgang på arbejdet og med familie og venner. Jeg kan til dels godt se hvad de mener, men tror at alle har deres at bakse med. Før jeg vil kontakter nogen andre, ville jeg gerne høre et råd herfra.. en vurdering på at det er mig eller dem der er galt på den.
På forhånd mange tak !
Mvh Mette
P.s Jeg ved ikke om det har noget som helst at sige, men da jeg var 13 og gennem min teenage-tid skar jeg mig meget i ben i arme, og har desværre nogle grimme dybe ar fra dem tid til at minde mig på det.
Jeg håber at få en form for respons - på forhånd tak fordi du/i gad at bruge tid på at læse mit emne.
Kommentarer
hvad med at tale med en psykolog om det ----det tror jeg ville være godt for dig --at komme i en terapi grubbe ---jeg ønsker det bedste for dig ----
Jeg er vokset op med atman skal tackle tingene selv, at der altid er nogen der har det være, og at man så er skør, så det er meget ubehageligt for mig og ærligt talt et nederlag for mig. Det er også derfor jeg først ville søge herind, for at blive lidt klogere på om det reelt er et problem eller ikke. Og min måde at reagerer på og lignende er da hæmmende, og påvirker selvfølgelig også mit selvværd en del. Jeg er bare af den opfattelse at det er normalt nok det meste af tiden (min måde at være på) og at det er en general menneskelig ting. I mere eller mindre grad selvfølgelig.
Tusind tak desuden for dit svar.
Først og fremmest vil jeg gerne lige understrege, at jeg ikke er psykiater, ikke psykolog, ikke læge - jeg er slet ikke uddannet, men jeg har været i det psykiatriske system siden jeg var 20 (er 26 nu) og kender mange af de ting du beskriver.
Alle har humørsvingninger, det har du ret i, men vi er nogen, hvis humørsvingninger er så udprægede, at det skaber problemer for os.
Syntes du ikke at det er generende at du flyver sådan fra den ene sindsstemning til den anden?
Der er ingen tvivl om, at du er "en følsom ung dame" som du beskriver det. Igen er det gældende, at nogle er mere følsomme/nærtagende end andre, men følsomheden kan blive lige vel overvældende i forhold til hvad der er til at håndtere i hverdagen.
Det er jo virkelig hårdt for dig at blive så utrolig ked af det hvis du får lidt kritik eller blive ukontrollabelt vred hvis du bliver gal; og det er hårdt for dine kolleger og andre, som bliver bange for at sige noget til dig som du kan opfatte negativt, og som du selv skriver, så skaber det også problemer i forhold til kærligheden.
Det med at du forelsker dig vildt i, er helt afhængig af (mon ikke du til tider er direkte omklamrende og kontrollerende?) og hurtigt skifter følelser overfor en person må give dig noget af nogle følelsesmæssige slag.
Er det sådan, at når personen siger fra over for din afhængighed bliver du først vildt såret, ked af det og fortvivlet, og så bliver du virkelig vred og sådan cirka hader vedkommende eller syntes at vedkommende er et totalt nul..?
Du har da helt sikkert ret i, at alle har deres at slås med, men det at du har så stærke følelsesudsving hæmmer dit forhold til andre, og det at du ikke kan lide at være alene er da nu en gang også ret problematisk. Det bliver det ihvertfald. Du skriver at du bruger meget tid på at undgå at være alene, og det viser jo tydeligt, at du har det rigtig dårligt med at være alene.
Det er måske områder som mange har det problematisk med, men du har det ekstra problematisk med det.
Jeg syntes at dit P.S. er relevant i den her sammenhæng. Faktisk syntes jeg, at du beskriver din situation rigtig godt. Du kan sagtens printe det du har skrevet ud og vise det til lægen hvis du har svært ved at sætte ordene på når du sidder der. For jeg syntes du skal tage kontakt til din læge.
Du har skrevet i forummet for Personlighedsforstyrrelser. Og der vil jeg mene, at du er helt rigtigt på den.
For mig at høre er det meget sandsynligt at du er borderliner. Men jeg er jo ikke psykiater.
Men mon ikke det også er det du selv er kommet frem til som en mulighed siden du skriver her??
Hvis du IKKE selv har fundet det, indsætter jeg lige kriterierne:
Kopieret fra Psykiatrifondens fakta om Borderline personlighedsforstyrrelse:
For alle personlighedsforstyrrelser gælder det, at de skal have været til stede siden barndommen eller ungdommen.
For den impulsive type gælder det, at tre eller flere af følgende symptomer skal være tilstede, heraf altid nr. 2:
Tendens til at handle impulsivt og uoverlagt
Stridbarhed, især når personen møder modstand
Hurtige følelsesmæssige svingninger, voldsomme følelsesudbrud
Manglende udholdenhed
Ustabilt og lunefuldt humør
Derudover skal mindst to af følgende symptomer være til stede for borderline-typen:
Forstyrret og usikker identitetsfølelse
Tendens til intense og ustabile forhold til andre
Udtalt tendens til at undgå at blive ladt alene
Tendens til selvdestruktivitet
Kronisk tomhedsfølelse
Det passer ret godt, ikke!?
Jeg vil foreslå dig at få en tid hos din læge og få en snak om det her. Få en henvisning til en psykiater og/eller psykolog. Du skal ikke bare have nogle piller, for det her er nogle problemer du vil kunne gøre meget, meget mindre ved fx. kognitiv terapi, hvor man "lærer" at ændre sine tanke- og handlemønstre.
Fx. lærer man at standse op en gang og tænke inden man eksploderer og man kan arbejde sig frem til hvad det er der trænger sig på når man er alene (som man sådan forsøger at undgå) og lære at håndtere det.
Jeg vil også mene, at der er grundlag for noget terapi. Men hvis du ikke selv mener det, kan det jo være ligegyldigt, hvad andre mener. Du skal gøre det for din egen skyld for at få det bedre. Ikke for at gøre andre tilfredse.
Omvendt er det jo fuldstændigt ligegyldigt, om andre også har problemer og om det er 'normalt', at man er på den ene eller den anden måde. Det handler om, hvordan DU har det. Har du det godt? Det lyder ikke sådan.
At det føles som et nederlag og at du er vant til at klare tingene selv, er kun et typisk tegn på, at du faktisk nok dybest set ikke har det særligt godt. Det problem med at søge behandling og anerkende, at man har brug for hjælp til at få det bedre, kan være en enorm grænseoverskridende handling.
At du har skåret dig, tyder med sikkerhed på store problemer, så det var yderst relevant at nævne.
For mig lyder det som om, at du er enormt god til at bortforklare og fornægte, hvordan du egentligt virkeligt har det.
Hilsen Helene
Det hele handler om hvad du føler er rigtigt , og forkert , sys du det er rigtigt at dit humør svinger , ? selvfølgelig har alle humørsvinger , men er det et problem for dig , ? Sys du det er forkert at være en følsom ung dame som du siger , ? Sys du det er rigtigt at dine forhold ofte er meget stormfulde , ? Inden jeg fortsætter vil jeg lige sige jeg ikke gir dig en diagnose ,
Jeg håber at du har forstået mit indlæg og du måske kunne bruge det til en lille smule ,
Held og lykke
Hvor er det et spændende indlæg du har skrevet.
Og fuldstændig umuligt at besvare fuldt og helt
Men måske kan du bruge mine pointer til noget:
I bund og grund er et menneskeliv én lang udviklingsrejse.
Og der findes heldigvis stadigvæk kulturer rundt om i verden, som i stedet for at anvende diagnoser, som vi gør her i Vesten, er mere optaget af at udvikle det menneskelige sind, så det bliver smidigt og afbalanceret. (Buddhistisk filosofi er et glimrende eksempel. Jeg kan anbefale bogen: Kusnten at leve lykkeligt.)
Diagnoser om "normal og unormal", "rigtig og forkert" er måske gode nok i det omfang det hjælper den person, som diagnosen er hæftet på. Samtidig tror jeg langt fra altid, at det ender med at være en hjælp for den som får en diagnose. For hvad er det der risikerer stadig at mangle?
Det er netop udviklingsrejsen. Det ene behøver selvfølgelig ikke udelukke det andet, men det er velkendt, at vi mennesker har en evne til at bekræfte de billeder vi har af os selv. Og det er måske netop diagnosens bagside...for ved vedvarende at bekræfte sit eget selvbillede, "jeg er sådan her, jeg har jo denne diagnose", kan man risikere, at man ikke tror, man nogensinde kan blive anderledes. Og det synes jeg er en skam.
De erfaringer man får gennem livet, med sig selv og andre, og i alle mulige og umulige situationer er netop med til at udvikle én. Og hvis man er lidt vaks og begynder at lægge mærke til sine egne reaktioner og hvad de gør ved én og andre, så begynder der at ske noget.
Ved at begynde at åbne for muligheden for at andre også har ret (om ikke andet ret til at blive hørt) lærer man at lytte og når man lærer at lytte, lærer man ikke kun nyt om sig selv og sine egne reaktionsmønstre og følelser, men også om det andet menneskes. Og jeg kan næsten garantere, at det andet menneske (man måske fejlagtigt retter sine udbrud imod) ønsker at være nøjagtig ligeså lykkelig som én selv.
Jeg tror (og har erfaret), at man kan indstille sig på at lære noget nyt af enhver situation, og man finder med den rette indstilling ud af, at livet ikke er "mig eller dem" eller "mig mod dem". Livet er ikke en kamp der skal vindes over andre liv.
Denne vinder-indstilling er desværre typisk vestlig og grobund for et hav af konflikter, men vi er allesammen inderst inde godt klar over, at en situation aldrig er sort eller hvid. Vi er bare ikke vant til at indrømme det, fordi vi er så skolede i, at nogen skal have ret eller vinde over andre. Man kan så spørge sig selv om dette har noget med ligeværdighed at gøre?
Mit forslag er, at du prøver at eksperimentere lidt med dine idéer om dig selv (og andre) ud fra præmissen om, at alle (både du og dem) ønsker at være lige lykkelige og lige værdige. Det kan derfor være en idé, at undersøge dine reaktioner og følelsesudbrud med et simpelt spørgsmål hver gang de popper op:
Gør det mig glad at reagere sådan her? Kunne der være en anden mulighed? Hvad gør min reaktion ved den anden person?
Det virker for mig. Og man lærer så mange skønne ting om andre skønne mennesker. Medmennesker. Ikke modmennesker.
Kærlige hilsner og god dag.