tak

sunshine91

tak for hjælp - en veninde.

lotte123

Du har taget en meget svær og moden beslutning og det skal du have ros for, til lykke.

Du skriver kun ”jeg”, hvor er barnets far henne i denne beslutning? Eller har du taget beslutningen ud fra, at du skal være alene om det? Hvilket du i øvrigt under alle omstændigheder bør gøre, for I er meget, meget unge, og det er desværre de færreste meget unge forhold, der kan holde til et barn så tidligt.

Nej, det er ikke det, du spørger om, du er bange for din familie, og jeg fornemmer at deres holdninger er vigtigere for dig end dine egne? Og det er et problem. Du er meget ung, og du er lige nu overbevist om, at det at få et barn, som du muligvis skal være alene med, ikke kommer til at ødelægge noget i dit liv, og det gør det heller ikke, men det bliver anderledes, og også en hel del mere anderledes, end du overhovedet kan forestille dig. Det er ikke ”bare lige” at sige, at ”okay, så udskyder jeg bare min uddannelse et år, og det er det hele”. Så nemt er det altså heller ikke.

Du er jo nødt til nu at sætte dig ned og tale med dine forældre, fortælle dem, at du venter barn og at du glæder dig meget til det, og at du vil kæmpe for både dit barn, men også din uddannelse og dit liv i øvrigt, og at du naturligvis forventer, at de vil hjælpe og støtte dig. Du er bange for at ødelægge deres forestillinger om dig. Det er ikke deres forestillinger, der skal styre dit liv, det er dine egne, og det er du muligvis nødt til at fortælle dem.

Jeg fornemmer, at det er meget vigtigt for dig at gøre din familie tilpas, men noget sådant skal man aldrig gøre på bekostning af sig selv. Det vigtigste er, at du selv er afklaret med dine følelser og dine holdninger; hvis du er nødt til at gøre en hel masse for at stille andre tilfreds, vil du aldrig få det godt med dig selv.

Du skriver, at du ikke kan være lykkelig uden din familie. Så galt går det vel næppe. På den anden side – hvis det er så grelt at de smider dig på porten, så vil du aldrig nogen sinde blive lykkelig MED din familie, for så har de kun haft dig, for at vise omverdenen, hvor gode de selv er.

Ja, det var den barske side, og så slemt er det forhåbentligt heller ikke, men nogen gange er det sundt at tænke ”Hvad er det værste, der kan ske?”

Men – jeg vil gætte på at naturligvis elsker dine forældre dig, og vil dig det absolut bedste, og deres bekymring vil primært gå på dig og dine muligheder fremover. De ønsker forhåbentligt for dig, at du vil få en glad og munter ungdom, at du vil få din uddannelse, kommer ud og oplever Verden, fest og farver med andre unge osv. osv. Og – den slags er ikke specielt nemt, når man står med et lille barn. Du vil ikke kunne rende ud med vennerne, når du lige får lyst, du kan ikke smutte på ferie uden at tænke på at du altså har nogle andre forpligtelser; det vil være et problem med studieture osv. osv. Du springer direkte fra barndommen over i voksenlivet.

Jeg håber, du har tænkt alle disse ting rigtigt grundigt igennem. At være ung med sine børn er en fantastisk gave, og selvfølgelig kan du klare det – du virker bestemt moden og tænksom, det kommer ikke til at ”ødelægge” noget i dit liv, men du er nødt til også at forholde dig til, at det bestemt bliver meget anderledes, og det er ikke helt så enkelt, som jeg fornemmer, du tror, det er.

Alt det her vil dine forældre med stor sandsynlighed slå ned på, så hvis du vil forberede dig bedre på samtalen, er det alle disse ting, du også skal have på plads for dig selv. Jeg fornemmer også at hvis du bliver presset ud i en abort, så vil du få det ganske forfærdeligt med dig selv, så det er slet, slet ikke der jeg er heller. Skulle du overhovedet komme frem til den beslutning, bør du bestemt få noget professionel hjælp til at vejlede og støtte dig. Og – det er under ingen omstændigheder din familie, der skal presse dig ud i den situation, for så er det helt sikkert, at du aldrig bliver lykkelig med din familie – det vil skabe så stort et skel, at det aldrig kan lappes igen. Dette skriver jeg udelukkende for at fortælle dig, at selv om jeg har skrevet, som jeg har gjort, så er jeg slet, slet ikke ude i den tanke – jeg er mere på, at du skal arbejde noget mere realistisk på din situation, end jeg tror du gør.

Bedste tanker – håber du hurtigt får talt med din familie og du får den støtte fra dem, som du forventer.