Digt
Jeg har skrevet et digt om det at have en spiseforstyrrelse. Jeg vil gerne dele det med jer, fordi jeg ved der er mange, der føler det som jeg gjorde, da jeg skrev digtet. Det var virkelig rart at skrive følelserne ned og se dem udformet som et digt. Den ide vil jeg gerne give videre 
Set "udefra" kunne digtet måske være skrevet til en eks-kæreste eller nogen i den stil, men det er ikke tilfældet.
HUL I SJÆLEN
Et stort, tomt hul
inden i mig
der hvor du var.
Nu er der tomhed. Mørke.
Jeg føler mig kold og ensom uden dig.
Forsvarsløs.
Jeg savner dig så frygteligt,
men jeg er forvirret.
For jeg ønskede dig aldrig ind i mit liv.
Eller gjorde jeg?
Du ødelagde alt,
men hjalp mig også.
Du var min bedste ven, min støtte.
Jeg ved det er bedst for mig, at du forsvandt.
Men nogen gange savner jeg dig.
Din evne til at få mig til at adlyde
og følge dig blindt.
Jeg føler mig hjælpeløs og svag uden dig,
men jeg må være stærk.
Klare det uden din hjælp,
rive mig løs.
Det er svært at give slip.
Men livsnødvendigt…
Set "udefra" kunne digtet måske være skrevet til en eks-kæreste eller nogen i den stil, men det er ikke tilfældet.
HUL I SJÆLEN
Et stort, tomt hul
inden i mig
der hvor du var.
Nu er der tomhed. Mørke.
Jeg føler mig kold og ensom uden dig.
Forsvarsløs.
Jeg savner dig så frygteligt,
men jeg er forvirret.
For jeg ønskede dig aldrig ind i mit liv.
Eller gjorde jeg?
Du ødelagde alt,
men hjalp mig også.
Du var min bedste ven, min støtte.
Jeg ved det er bedst for mig, at du forsvandt.
Men nogen gange savner jeg dig.
Din evne til at få mig til at adlyde
og følge dig blindt.
Jeg føler mig hjælpeløs og svag uden dig,
men jeg må være stærk.
Klare det uden din hjælp,
rive mig løs.
Det er svært at give slip.
Men livsnødvendigt…
Kommentarer
Det beskriver det flot
Selv i dag ti år efter.
Det er sgu en svær størrelse, fordi det bliver en del af ens personlighed på en måde.
Men rigtig flot skrevet...
Det skræmmer mig helt at høre at du stadig har det sådan, Oktober. Men jeg føler også at det er noget, der vil følge mig resten af livet. Desværre!
Så jeg har aldrig fået bearbejdet det. Heller ikke bare lidt.
Så det har nok betydet en del for, hvordan jeg har det i dag.
Så jeg tror, at det er utroligt vigtigt, at man får hjælp til at komme ud af det, og ikke stoler på, at man er "rask" bare fordi man spiser igen.
Hvor står du henne i din kamp nu?
Hvor jeg står i min kamp? Svært at sige, det går op og ned. Jeg er på den vægt, min læge har sat som minimum, men jeg har det ikke særligt godt med det og føler mig for tyk:( Og jeg er bange for at blive ved med at tage på. Derfor begynder jeg tit at holde igen med maden og motionere mere, fordi jeg er så bange for at tage endnu mere på... Jeg ved det ikke er godt, men det er svært at lade være, når jeg ikke har det godt med mig selv og min krop.
Du må virkelig holde fast i, at du ikke er færdig med at få hjælp endnu. Der er desværre alt for mange der tror, at man ikke er syg mere når man er blevet normalvægtig. De skulle bare vide...
Jeg gik i et langt behandlingsforløb, og jeg har det meget bedre med min krop, vægt og mad end nogensinde før.
Tankerne blusser op i pressede perioder, men jeg kan håndtere det.
Og for at være helt ærlig, ville jeg have det forfærdeligt dårligt med at mine forældre skulle bruge penge på at jeg kan gå til behandling et eller andet sted
er det stadig et problem?
hvor lang tid har det stået på?
Hvad hedder du?
Hvor gammel er du?
hvor gammel va du da du begyndte at ha det sådan?