Vil bare gerne være sammen med mine piger!!
Hej allesammen.
For at i kan få den rette indsigt i min situation, vil jeg lige give et kort referat af sagens begivenheder.
Jeg er en 34 årig mand, som for 1,5 år siden, den 16 marts 09, blev velsignet med to smukke og fantastiske piger, Asta og Klara. Graviditeten der lå forud, var ekstrem hård for min kæreste, som lå syg i sengen stort set alle 7 1/2 måneder, indtil pigerne kom til verden. Jeg var meget påvirket af situationen og kunne mærke at vores håbløse forelskelse, pludselig blev forvandlet, til en slags følelsesmæssig overlevelse. Min kæreste havde INGEN energi til at tænke på mig, min plads og mine følelser. Selvom det var rigtig rigtig hårdt, sagde jeg at det var en periode og når pigerne kom til verden ville det hele blive godt igen. Jeg prøvede virkelig at tilsidesætte mine egne behov og sætte mig i hendes sted og dermed være der så meget jeg kunne. Pigerne kom til verden og det var ren lykke! Forholdet var dog stadig meget knirkende og 1 1/2 måned på Neonatalafdelingen var tærrende, da jeg skulle passe job OG forretning. I tiden efter pigernes fødsel, blev jeg indhentet af noget økonomisk møg fra min fortid. Jeg tacklede situationen helt forkert, da jeg løg omkring det, i stedet for at fortælle min kæreste sandheden, brugte den undskyldning at jeg selv måtte klare problemerne, i stedet for at trække problemerne ned over min lille nye og i forvejen meget skrøbelige familie. Var overbevist om at det ville give forholdet et dødsstød at fortælle sandheden. Jeg er blevet klogere idag. Min kæreste fandt selvfølgelig ud af problemerne og løgnene og det endte med at jeg blev smidt ud. Min verden braste sammen. Ikke nok med at de mennesker jeg elskede højest i denne verden "forsvandt" ud af mine hænder, så stod jeg nu på gaden, med en økonomisk ruin. Jeg var sønderknust og var på et tidspunkt i tvivl om jeg ville overleve denne situation. Jeg besluttede mig for og indså at jeg måtte tage arbejdshandskerne på. Henvendte mig straks til en psykolog, fik en fin lejlighed i nærheden, med plads til pigerne (faktisk to dage efter, vi var gået fra hinanden) og begyndte at knokle på arbejdet, for at rydde op i økonomien.
Heldigvis har min ekskæreste og jeg været i stand til at snakke nogenlunde sammen efter brudet og vi aftalte uden andres indblanden, at jeg skulle have pigerne fra fredag til mandag morgen hver anden weekend, så omvæltningen for dem ikke blev for stor. Vi har her den sidste måned prøvet at finde en fast dag om ugen, hvor vi kunne være sammen med pigerne, hygge og spise, hvilket jeg føler de har det rigtig godt med.
Situationen er den at jeg nu har rigtig meget lyst til at se pigerne noget mere. Det skal måske lige indskydes at pigerne når jeg har haft dem, får min fulde opmærksomhed, al min kærlighed og har det rigtig fint og dejligt, de falder mig i armene når jeg henter dem, så jeg har naturligvis en fornemmelse af at de har det rigtig godt hos mig. Jeg har snakket med pigernes mor om at vi på sigt skal have pigerne 50-50, hvilket hun har været indforstået med og forstående overfor. Vi har fællesforældremyndighed. Med ovenstående in mente, fremlagde jeg pigernes mor et ønske om at have pigerne hele mandagen i forbindelse med min samkvem, så jeg fremover skulle have dem 4 dage i træk. Jeg troede faktisk at hun ville synes det var en god ide, da hun godt kan se at pigerne nyder at være hos mig, men hun sagde faktisk at det godt kunne lade sig gøre næste gang jeg skulle have dem, men ellers mente hun at det var for stort et skridt at gøre til en fast aftale. Jeg må indrømme at jeg har rigtig svært ved at finde ud af om det er hendes behov eller børnenes, hun tænker på her. Jeg har fuld forståelse for at det er svært at afgive en dag, da pigerne er så fantastiske at være sammen med, men hvad er bedst for pigerne??? Og hvordan/hvornår begynder man at spore sig ind på en 50-50 ordning? Vi aftalte at spørge nogen som havde forstand på emnet og det er det jeg prøver her.
Alt feed back og oplevelser er kærkomment, men er selvfølgelig også interesseret i nogen der har reel viden og forstand på emnet.
Håber i vil gøre jer besvær ved at skrive, da det kunne løse en hel del tanker og følelser.
Mange venlige hilsner
Mads
For at i kan få den rette indsigt i min situation, vil jeg lige give et kort referat af sagens begivenheder.
Jeg er en 34 årig mand, som for 1,5 år siden, den 16 marts 09, blev velsignet med to smukke og fantastiske piger, Asta og Klara. Graviditeten der lå forud, var ekstrem hård for min kæreste, som lå syg i sengen stort set alle 7 1/2 måneder, indtil pigerne kom til verden. Jeg var meget påvirket af situationen og kunne mærke at vores håbløse forelskelse, pludselig blev forvandlet, til en slags følelsesmæssig overlevelse. Min kæreste havde INGEN energi til at tænke på mig, min plads og mine følelser. Selvom det var rigtig rigtig hårdt, sagde jeg at det var en periode og når pigerne kom til verden ville det hele blive godt igen. Jeg prøvede virkelig at tilsidesætte mine egne behov og sætte mig i hendes sted og dermed være der så meget jeg kunne. Pigerne kom til verden og det var ren lykke! Forholdet var dog stadig meget knirkende og 1 1/2 måned på Neonatalafdelingen var tærrende, da jeg skulle passe job OG forretning. I tiden efter pigernes fødsel, blev jeg indhentet af noget økonomisk møg fra min fortid. Jeg tacklede situationen helt forkert, da jeg løg omkring det, i stedet for at fortælle min kæreste sandheden, brugte den undskyldning at jeg selv måtte klare problemerne, i stedet for at trække problemerne ned over min lille nye og i forvejen meget skrøbelige familie. Var overbevist om at det ville give forholdet et dødsstød at fortælle sandheden. Jeg er blevet klogere idag. Min kæreste fandt selvfølgelig ud af problemerne og løgnene og det endte med at jeg blev smidt ud. Min verden braste sammen. Ikke nok med at de mennesker jeg elskede højest i denne verden "forsvandt" ud af mine hænder, så stod jeg nu på gaden, med en økonomisk ruin. Jeg var sønderknust og var på et tidspunkt i tvivl om jeg ville overleve denne situation. Jeg besluttede mig for og indså at jeg måtte tage arbejdshandskerne på. Henvendte mig straks til en psykolog, fik en fin lejlighed i nærheden, med plads til pigerne (faktisk to dage efter, vi var gået fra hinanden) og begyndte at knokle på arbejdet, for at rydde op i økonomien.
Heldigvis har min ekskæreste og jeg været i stand til at snakke nogenlunde sammen efter brudet og vi aftalte uden andres indblanden, at jeg skulle have pigerne fra fredag til mandag morgen hver anden weekend, så omvæltningen for dem ikke blev for stor. Vi har her den sidste måned prøvet at finde en fast dag om ugen, hvor vi kunne være sammen med pigerne, hygge og spise, hvilket jeg føler de har det rigtig godt med.
Situationen er den at jeg nu har rigtig meget lyst til at se pigerne noget mere. Det skal måske lige indskydes at pigerne når jeg har haft dem, får min fulde opmærksomhed, al min kærlighed og har det rigtig fint og dejligt, de falder mig i armene når jeg henter dem, så jeg har naturligvis en fornemmelse af at de har det rigtig godt hos mig. Jeg har snakket med pigernes mor om at vi på sigt skal have pigerne 50-50, hvilket hun har været indforstået med og forstående overfor. Vi har fællesforældremyndighed. Med ovenstående in mente, fremlagde jeg pigernes mor et ønske om at have pigerne hele mandagen i forbindelse med min samkvem, så jeg fremover skulle have dem 4 dage i træk. Jeg troede faktisk at hun ville synes det var en god ide, da hun godt kan se at pigerne nyder at være hos mig, men hun sagde faktisk at det godt kunne lade sig gøre næste gang jeg skulle have dem, men ellers mente hun at det var for stort et skridt at gøre til en fast aftale. Jeg må indrømme at jeg har rigtig svært ved at finde ud af om det er hendes behov eller børnenes, hun tænker på her. Jeg har fuld forståelse for at det er svært at afgive en dag, da pigerne er så fantastiske at være sammen med, men hvad er bedst for pigerne??? Og hvordan/hvornår begynder man at spore sig ind på en 50-50 ordning? Vi aftalte at spørge nogen som havde forstand på emnet og det er det jeg prøver her.
Alt feed back og oplevelser er kærkomment, men er selvfølgelig også interesseret i nogen der har reel viden og forstand på emnet.
Håber i vil gøre jer besvær ved at skrive, da det kunne løse en hel del tanker og følelser.
Mange venlige hilsner
Mads
Kommentarer
Det er en rigtig, rigtig barsk omgang, du og I har været i gennem, og selvfølgelig vil sådanne oplevelser påvirke parforholdet – ja, jeg ved ikke, om det overhovedet kan undgås. Oven i købet løb du så ind i nogle økonomiske vanskeligheder, som du den gang valgte at forsøge at takle selv, uden at belaste jere forhold yderligere – og ja, det viste sig at være en fejl, men har I efterfølgende fået talt om disse ting? Har du forklaret dine bevæggrunde for at have handlet, som du gjorde?
Ja, jeg spørger sådan, for det fremgår ikke nogen steder overhovedet i dit brev, hvordan du og I har det mht. jeres følelser for hinanden. I har været pressede ud over, hvad der er rimeligt, og nu er der – så vidt jeg har forstået – lidt mere ro. Er det fuldstændigt utænkeligt, at I kunne samle ”stumperne” og finde ud af, om I egentlig er kommet styrkede ud på den anden side? At I kunne finde sammen igen?
I har to småpiger sammen – de børn er jo avlet i kærlighed og det er, som jeg ser det udefra kommende begivenheder, der har drevet ret så urimelig rovdrift på jeres forhold; både en dybt besværet graviditet, for tidligt fødte børn og samtidig økonomisk ruin for dig. Du HAR jo taget tyren ved hornene og har søgt hjælp, og er, så vidt jeg kan forstå det, kommet på højkant igen. Du søgte psykologbistand – blev der overhovedet forsøgt professionel hjælp til, at I kunne være kommet gennem krisen sammen?
Ja, det er sådan set der, jeg ville foreslå jer at starte – det fremgår desværre ikke, om I har prøvet den model, om jeres følelser for hinanden er blevet totalt kvalt. Når man har børn skylder man dem at alle forsøg er afprøvet, før man giver op.
Men – det er samkvem, du søger hjælp til, og jeg bemærker, at du er i tvivl om hvis behov, der tales om, citat:” Jeg må indrømme at jeg har rigtig svært ved at finde ud af om det er hendes behov eller børnenes, hun tænker på her. ” Jeg synes, du lige glemmer en: Dig selv og dit behov? Jeg må beklageligvis fortælle dig, at den kamp om, hvem børnene skal være hos og hvornår, slet ikke handler om børnenes behov – det handler udelukkende om dine og din ekskærestes. Det handler ikke om børnenes behov, når I taler om tre eller fire dage hos dig; det er de ude af stand til at vurdere.
Så jeg vil foreslå, at I helt og aldeles forsøger at tilsidesætte egne behov og virkelig sætter jer ind, hvilket liv det er, I vil byde jeres børn, og hvordan de vil have det med det, og når I er helt afklarede om, hvad der i bund og grund er bedst for dem – og altså kun dem – ikke jer - så kan I begynde at lave aftaler om samkvem.
Da jeg naturligvis slet ikke kender til din/jeres situation ud over hvad der her er beskrevet, vil jeg uværgerligt få nogle tanker, som dels allerede har været oppe hos jer og dels er helt hen i vejret – det kan jo ikke undgås, men jeg hæftede mig ved, at du havde en del fokus på børnenes behov – og børnenes behov handler slet ikke om tre eller fire dage hos dig, de handler om, at de har det godt og trygt, og så er det ligegyldigt, hvor de er – så det var egentlig den, jeg lige ville poientere, netop hvis behov der i grunden tales om.
Nu er pigerne så små, at det først og fremmest handler om tryghed og faste rutiner, så mit forslag er, at I er 100% enige om sovetider, rutiner omkring sengetid, spisesituationer, hvilken mad de må få – eller ikke få osv. osv., så deres hverdag bliver så ens som overhovedet muligt, så det betyder mindre, hvor de befinder sig, og det vil også gøre livet nemmere for jer, hvis disse ting er de samme begge steder, og jo hurtigere disse rutiner er ens begge steder, jo hurtigere tror jeg også, I kan få aftalt 50/50 ordning.
Jeg synes at ideen med at det gradvist bliver en dag mere hos dig, lyder som en rigtig fornuftig ide. Hvis hun ikke helt kan overskue det endnu, så kan du foreslå, at det bliver hver anden gang med fire dage, men prøv at mødes på midten – hele tiden.
Ja, jeg kommer kun med tanker – om det er en hjælp ved jeg ikke. Jeg ville ønske andre brugere kunne komme med noget mere brugbart til dig.
Bedste tanker...