HJÆLP til sygmelding, SU og fritidsjob
Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal henvende mig med alle mine "dumme" spørgsmål. Jeg synes ikke, at kommunen virker til at ville hjælpe.
Jeg er en 21 årig pige, som i starten af september startede på en ny uddannelse. Inden det har jeg læst 1½ år på et andet studie. Det nye studie er lige mig, men jeg mangler simpelthen overskudet til at komme afsted og gøre noget ved det.
Jeg har været i behandling for depression hos min læge i 1½ år og tager antidepressiv + har samtaler med ham.
Det var begyndt at se lyst ud, men jeg kan mærke, at jeg er ved at falde ned i et hul igen. Det hjælper heller ikke, at jeg ikke kan komme afsted i skole. Det hele flyder herhjemme og jeg kan bare ikke gøre noget som helst. Jeg sover ikke om natten og sidder bare og græder.
Jeg har en tid hos lægen på mandag og jeg overvejer at bede ham om at langtidssygemelde mig. Jeg har læst mig frem til, at jeg kan fortsætte med SU'en selvom jeg er sygmeldt og når sygmeldingen ophører, så skal jeg søge om ekstra SU-klip. Dette lyder fint nok. Mit problem er bare, at jeg har et studiejob på en tankstation. Jeg ELSKER mit job og jeg har ikke forsømt det en eneste gang - selvom jeg har haft det skidt. Dette skyldes, at jeg ikke vil lige andre til last ved at udeblive (en anden skal kaldes ind, chefen ringes op osv.).
Der er ingen muligheder for at jeg kan få flere timer derinde ud over de 10 timer jeg er ansat til at have i gennemsnit om ugen. Jeg tror heller ikke, at jeg vil være i stand til det, fordi jeg er fuldstændig ødelagt efter en vagt derinde - selvom den måske ind i mellem kun er på 2 timer.
Spørgsmålet er så; hvis jeg bliver sygmeldt med depression fra mit studie, har jeg så stadig mulighed for at arbejde de 10 timer om ugen? Det er jo i hovedet, at jeg fejler noget.. Resten virker jo udemærket. Min mor fortalte, at hun havde hørt, at kommunerne er interesseret i at sygemeldte mennesker stadig havde en kontakt til arbejdspladsen, for at sikre, at man kom så hurtigt derud igen. Er det sandt?
Jeg ved, at hvis jeg IKKE kan beholde mit job ved en sygmeldelse, så vil jeg ikke. Jeg kan bare ikke helt se andre løsninger lige nu. Sygemeldelsen skal også kun være i en begrænset periode, for jeg forventer ikke, at jeg skal leve resten af livet på denne måde. Jeg vil tilbage i skolen og tage resten af min uddannelse, men det er bare ikke realistisk lige nu.
Håber I kan hjælpe mig.
Hilsen Skytteq
Jeg er en 21 årig pige, som i starten af september startede på en ny uddannelse. Inden det har jeg læst 1½ år på et andet studie. Det nye studie er lige mig, men jeg mangler simpelthen overskudet til at komme afsted og gøre noget ved det.
Jeg har været i behandling for depression hos min læge i 1½ år og tager antidepressiv + har samtaler med ham.
Det var begyndt at se lyst ud, men jeg kan mærke, at jeg er ved at falde ned i et hul igen. Det hjælper heller ikke, at jeg ikke kan komme afsted i skole. Det hele flyder herhjemme og jeg kan bare ikke gøre noget som helst. Jeg sover ikke om natten og sidder bare og græder.
Jeg har en tid hos lægen på mandag og jeg overvejer at bede ham om at langtidssygemelde mig. Jeg har læst mig frem til, at jeg kan fortsætte med SU'en selvom jeg er sygmeldt og når sygmeldingen ophører, så skal jeg søge om ekstra SU-klip. Dette lyder fint nok. Mit problem er bare, at jeg har et studiejob på en tankstation. Jeg ELSKER mit job og jeg har ikke forsømt det en eneste gang - selvom jeg har haft det skidt. Dette skyldes, at jeg ikke vil lige andre til last ved at udeblive (en anden skal kaldes ind, chefen ringes op osv.).
Der er ingen muligheder for at jeg kan få flere timer derinde ud over de 10 timer jeg er ansat til at have i gennemsnit om ugen. Jeg tror heller ikke, at jeg vil være i stand til det, fordi jeg er fuldstændig ødelagt efter en vagt derinde - selvom den måske ind i mellem kun er på 2 timer.
Spørgsmålet er så; hvis jeg bliver sygmeldt med depression fra mit studie, har jeg så stadig mulighed for at arbejde de 10 timer om ugen? Det er jo i hovedet, at jeg fejler noget.. Resten virker jo udemærket. Min mor fortalte, at hun havde hørt, at kommunerne er interesseret i at sygemeldte mennesker stadig havde en kontakt til arbejdspladsen, for at sikre, at man kom så hurtigt derud igen. Er det sandt?
Jeg ved, at hvis jeg IKKE kan beholde mit job ved en sygmeldelse, så vil jeg ikke. Jeg kan bare ikke helt se andre løsninger lige nu. Sygemeldelsen skal også kun være i en begrænset periode, for jeg forventer ikke, at jeg skal leve resten af livet på denne måde. Jeg vil tilbage i skolen og tage resten af min uddannelse, men det er bare ikke realistisk lige nu.
Håber I kan hjælpe mig.
Hilsen Skytteq
Kommentarer
Derfor syntes jeg, at du skal tale med studievejlederen, for det må han/hun kunne svare på, eller ihvertfald kunne finde ud af for dig.
Det kan jo også være, at en samtale med studievejlederen vil åbne op for muligheden for at fortsætte i skole, men på nedsat tid - altså så du kun følger noget af uddannelsen.
Desuden skal du tale med din læge om, hvor realistisk det er at komme tilbage på uddannelsen inden for en kort periode. Måske det vil være mest hensigtsmæssigt at blive meldt ud...
Når det er sagt, så kan jeg godt forstå, at du gerne vil passe dit arbejde. Men hvis det hovedsageligt er for arbejdspladsens skyld (at du ikke vil være besværligt), så er det en dårlig idé.
Hvis det giver dig en smule god energi at passe arbejdet vil det selvfølgelig nok være godt - men tal lige med lægen om det, ikke?
Eftersom du har været i behandling for depression i 1½ år hos egen læge, og du stadig/igen har det så dårligt som du har det lige nu, så syntes jeg, at du skal tale med lægen om at komme i anden behandling.
Det kan være, at du skal forsøge med noget anden medicin. Min egen holdning er, at psykofarmaka bør administreres af en psykiater som har grundigere uddannelse inden for det område, og derfor syntes jeg, at du skal blive henvist til en praktiserende psykiater.
Og så vil det nok være en god idé at få en henvisning til en psykolog også.
Jeg har været i lidt samme sitiuation.
Jeg var nød til at stoppe i gymnasiet på grun af en lettere svær depression.
Og fik derfor ikke SU mere og havde ikke råd til at betale min husleje, medicin eller mad.
Jeg arbejde stadig ca 10 timer på mit fritidsarbejde. Men det var slet ikke nok til at betale alt. Men det var det der holte mig igang og var min eneste kontakt til den normale verden.
Jeg havde ikke familie til at hjælpe mig med penge, så valgte at gå til kommunen.
De sendte mig rundt på næsten alle afdelinger, og ingen af den kunne hjælpe mig. (jeg vidste ikke hvad de skulle hjælpe mig med, havde bare ikke penge nok til at forsørge mig selv) Hverken A-kasse, kontanthjælp eller jobcenter.
Der skete først noget da jeg fortalte min chef hvor skidt det stod til, så han kørte med mig på komunen. 4 timer, mange afdelinger og alt for mange mennesker efter fandt vi frem til at det var SUPLERENDE KONTANTHJÆLP der ville være løsningen for mig.
Jeg ville kunne arbejde de timer jeg kunne, og kommunen ville kunne betale det resterene beløb jeg manglede for at kunne forsørge mig selv.
Det skal så lige siges at de ikke anede hvad de skulle gøre ved mig, så de forsøgte hele tiden at sende mig på produktions skoler, "tvang" mig til at søge 10 jobs om ugen (og hvis jeg fik jobbet skulle jeg tage det, ellers ville de tage pengene fra mig igen), jeg skulle møde op til diverse job kurser og andet.
Selvom at det lige præcis var det jeg ikke kunne. Jeg kunne ikke få en hverdag til at fungere.
Det endte med at jeg kom ud i noget jobsøgning/aof aktivering lignede, hvor jeg kunne sidde i egne tanker uden at det gjorde en forskel.
Der var nogen dage hvor jeg var nød til at melde fra, fra arbejde fordi jeg ikke kunne overskue det.
Men det gik.
Så pointen ved det jeg har skrevet er at kommunen ikke ligefrem vil hjælpe dig. Du skal ned på knæ nogle gange, men hvis du har en med der kan tale for dig, som er fast besluttet på at der bare skal ske noget NU, vil det helt klart være en fordel.
Men jeg håber for dig at du finder ud af det, uden om kommunen, for udkørte mig helt klart.
Jeg håber du finder ud af det.