Besat af mad!
Hej.
Jeg er en pige på 18 år og har et meget dårligt forhold til mad. Jeg har altid haft lavt selvværd helt tilbage fra børnehaven. Men nu efter maden tager så meget af mit fokus er tingene kun blevet værre.
Det startede da jeg for 3 år siden tog på efterskole og pludselig steg i vægt. Først registrerede jeg ikke vægstigningen selv, men efterhånden som folk begyndte at kigge anderledes på mig kunne jeg godt se at min krop havde forandret sig. Det skal dog lige siges at jeg på intet tidspunkt var overvægtig. Og jeg havde det faktisk fint med mig selv, som jeg nu var, men jeg følte at jeg på en eller anden måde skuffede folk ved at tage på. Lige så snart jeg kom hjem begyndte slankekurene. Det lykkedes mig at tabe godt 10 kilo, men tog dem hurtigt på igen. Derefter blev jeg besat af mad.
Jeg vil stadig meget gerne tabe mig, især nu jeg kiloene har været af en gang, men kan ikke styre min trang til mad. Nogle dage kan jeg simpelthen ikke holde op med at spise. Lige meget hvad det er, og vis der er, så skal jeg bare have maden. Derfor tager jeg nemt to-tre kilo på, på en uge. Men fordi jeg gerne vil tabe mig, holder jeg så nogle dage efter helt op med at spise, eller dvs. jeg spiser ca. et æble og en banan om dagen.
Jeg kan ikke holde op med at tænke at jeg er for tyk, men samtidig kan jeg heller ikke holde op med at tænke på mad. Det har gjort det svært for mig at komme ud af sengen om morgenen, og mit fravær bliver højere og højere. Men hvor meget jeg så end prøver er der noget i mig siger at jeg er for tyk til at vise mig offentligt. Jeg vejer 65 kilo og er 170 høj. Det ødelægger både min skolegang og mit socialliv.
Jeg er både træt af og ked af at maden skal tage alt mit fokus.
Jeg har op til flere gange prøvet at gøre mine forældre opmærksomme på mit problem. Men af en eller anden grund lukker de ørne. Også min studievejleder har jeg snakket med. Hun gav mig en tid til psykolog før sommeren men jeg følte at jeg blot ville spilde hans tid med mit ungdoms pladder og mødte ikke op.
Det svært for mig da jeg ikke føler mit problem er "alvorligt" nok til at belaste andre folk med det. Især da jeg også ved at flere og flere lider af mad problemer, og er vokset op blandt folk som kun har gjort grin med folk ude af stand til at styre deres spisevaner.
Men nu prøver jeg at skrive her, i håb om lidt hjælp....
Jeg er en pige på 18 år og har et meget dårligt forhold til mad. Jeg har altid haft lavt selvværd helt tilbage fra børnehaven. Men nu efter maden tager så meget af mit fokus er tingene kun blevet værre.
Det startede da jeg for 3 år siden tog på efterskole og pludselig steg i vægt. Først registrerede jeg ikke vægstigningen selv, men efterhånden som folk begyndte at kigge anderledes på mig kunne jeg godt se at min krop havde forandret sig. Det skal dog lige siges at jeg på intet tidspunkt var overvægtig. Og jeg havde det faktisk fint med mig selv, som jeg nu var, men jeg følte at jeg på en eller anden måde skuffede folk ved at tage på. Lige så snart jeg kom hjem begyndte slankekurene. Det lykkedes mig at tabe godt 10 kilo, men tog dem hurtigt på igen. Derefter blev jeg besat af mad.
Jeg vil stadig meget gerne tabe mig, især nu jeg kiloene har været af en gang, men kan ikke styre min trang til mad. Nogle dage kan jeg simpelthen ikke holde op med at spise. Lige meget hvad det er, og vis der er, så skal jeg bare have maden. Derfor tager jeg nemt to-tre kilo på, på en uge. Men fordi jeg gerne vil tabe mig, holder jeg så nogle dage efter helt op med at spise, eller dvs. jeg spiser ca. et æble og en banan om dagen.
Jeg kan ikke holde op med at tænke at jeg er for tyk, men samtidig kan jeg heller ikke holde op med at tænke på mad. Det har gjort det svært for mig at komme ud af sengen om morgenen, og mit fravær bliver højere og højere. Men hvor meget jeg så end prøver er der noget i mig siger at jeg er for tyk til at vise mig offentligt. Jeg vejer 65 kilo og er 170 høj. Det ødelægger både min skolegang og mit socialliv.
Jeg er både træt af og ked af at maden skal tage alt mit fokus.
Jeg har op til flere gange prøvet at gøre mine forældre opmærksomme på mit problem. Men af en eller anden grund lukker de ørne. Også min studievejleder har jeg snakket med. Hun gav mig en tid til psykolog før sommeren men jeg følte at jeg blot ville spilde hans tid med mit ungdoms pladder og mødte ikke op.
Det svært for mig da jeg ikke føler mit problem er "alvorligt" nok til at belaste andre folk med det. Især da jeg også ved at flere og flere lider af mad problemer, og er vokset op blandt folk som kun har gjort grin med folk ude af stand til at styre deres spisevaner.
Men nu prøver jeg at skrive her, i håb om lidt hjælp....
Kommentarer
1. Enten er du meget syg, eller vil skabe en masse opmærksomhed omkring det, men du ved godt du ikke er for tyk når du vejer 65 og er 170 høj!
- Det skulle lige på det rene inden jeg skriver videre.
Idét din skole og dine forældre ikke ser det som det problem det i virkeligheden lyder til at være, er der jo en meget simpel grund til.
- De lever ikke med alle dine tanker og handlinger og kender intet til spiseforstyrrelser.
Altså for mig at høre har du en spiseforstyrrelse -
synes specielt den bemærker sig i dit kropsbillede og det med din ustyrlige trang til mad og derefter sulte dig selv. Derefter skal du virkelig have credit for at bede om hjælp og ikke opgive fordi hjælpen ikke har været rigtig.
Jeg synes du skal gå til din læge og få ham/hende til at henvise dig til nogen der ved hvad de snakker om, og som kan støtte dig i alt det du går igennem.
Jeg har selv haft spiseforstyrrelse i 8 år nu,
og da jeg var yngre havde jeg det præcis som dig, og fordi man ikke ser "syg" ud, så er man det ikke. Men det kender du sikkert alt til.
Men kort sagt synes jeg du skal få fat i din læge og komme ind og snakke med folk der ved hvad de snakker om, og andre piger der har det som dig.
Mvh Rikke,
- Og held og lykke.
Du skal tage til din læge og fortælle hvad det er der foregår. Du vil nok have svært ved at finde ordene, så det vil nok være en hjælp at skrive det ned hjemmefra i stikord du eventuelt kan vise lægen.
Du har en spiseforstyrrelse, og den skal du have hjælp til. Som du selv forklarer har du haft problemer med selvværdet fra du var lille, og det er noget du er nødt til at få bearbejdet. Så du skal henvises til nogen der har forstand på spiseforstyrrelser, for de kan tage fat om det hele på en gang.
Og så skal du altså møde op. Både til tiden hos lægen og til det du bliver henvist til. Uden undtagelse.
Jeg har ikke før deltaget i debatter her på Netdoktor, men da jeg så dit indlæg, har jeg tilmeldt mig, for jeg kan ikke sidde dit råb om hjælp overhørigt.
1. Du er IKKE syg! Hold fast i det. Du har nogle alvorlige problemer med dit selvværd, nogle alvorlige problemer med at mærke dig selv, at sige stop og en yderst uhensigtsmæssig måde at håndtere den sommetider barske virkelighed på. Thats it.
Men du er et sted hvor det godt kan udvikle sig til en meget alvorlig psykisk forstyrrelse, som sandsynligvis vil plage dig hele livet. Men du har lige nu, alle gode chancer for at gribe fat om problemet og få gjort noget ved det, så du kan blive den glade, sunde, smukke og kloge Louise som du i øjeblikket mishandler.
Begynder du først at tro på at du er syg, eller sygelig, kan det hurtigt blive en meget negativ spiral.
Det at du har rakt dine arme ud efter hjælp her og nu fortæller om en begavet og moden pige, som godt kan se at hun er på vej ud på et overdrev. Prøv først og fremmest om ikke du kan give dig selv et klap på skulderen for det! Når du evner at se dit problem, beskrive det så tydeligt med så stort overblik og handle som du gør, er jeg sikker på at den modenhed og indsigtsfuldhed er karakteristisk for dig - derfor har du alle odds på din side for at komme overens med dit mad-problem. Jeg har selv været turen igennem igennem 10 år. Det var overspisning/overtræning og opkast. Ikke anbefalelsesværdigt, men det ved du.
Dit brugernavn er bornhlouise. Jeg tænker på om du er fra Bornholm?. Jeg bor selv herovre og jeg har faktisk ofte funderet over den totale mangel på tilbud til unge piger som dig på øen.
Jeg er uddannet psykoterapeut, men arbejder ikke som sådan (har andet fagområde og alm. 8-16 job).
Jeg ved ikke hvilke professionnelle behandlingstibud du kan får, men det hele starter altså med, at du går fra din teoretiske "Louise skal hjælpes" til den praktiske. Hvis dine forældre er af den gamle skole som du beskriver, er det altså ikke her du kan finde den støtte og omsorg du har brug for. Det er hårdt, men det er sådan det er. Min erfaring er, at de sommetider skal "vækkes" af en anden myndig "voksen" person som taler et sprog de kan forstå. Hvis din studievejleder også er et tågehorn, så må du se dig om efter nogle andre. Din læge er en god ide. Det er vigtigt at du fortæller lægen at dine forældre er totalt useriøse mht. at forstå at dit problem er reelt. Personligt skammer jeg mig på deres vejne, tænk at lukke ørene for deres datters hårde indsats for at gøre noget ved hendes problem - et problem som ikke er hverken værre eller bedre end så mange andre. Ville de mon lytte hvis du havde problemer med stoffer eller alkohol? Ville de lytte hvis du var kriminel? Ville de mon lytte hvis du prostituerede dig selv?
Du har taget det første vigtige initiativ for at få det bedre og leve et skønt liv med en strålende fremtid foran dig. Tab ikke modet nu. Hold fast, og insister på at få det bedre!
En anden mulighed er, at du viser dem dit indlæg og svarene - det kan være der så er hul igennem! Jeg har selv haft nogle forældre som mente at spiseforstyrrelser var noget opreklameret vrøvl og ligesom dine, gjorde stort grin med det (de gjorde stort grin med alt) de vidste ikke bedre. men hvis de vidste hvor ondt det gør at blive latterligtgjort på den måde, ville de måske stoppe. Jeg syntes du skal fortælle dem det, uanset om de fatter det eller ej. Hvis en i familien fik en depression eller fik kræft - ville de nok ikke sidde og gøre grin med dette henover spisebordet og sige at vedkommende bare skulle tage sig sammen - lige op i snotten på den kræftramte. Men dine forældre har åbenbart også svært ved at sætte grænser.
Hæng på, du skal nok klare den.
Du kan ikke sidde og anbefale et konkret antidepressivt præparat i en vis dosis til behandling af spiseforstyrrelse.
Det hjalp for dig men det er så sandelig ikke ensbetydende med at det vil være det rigtige for andre.
Medicin virker forskelligt på forskellige mennesker; både mht. bivirkninger og positive virkninger.
Eftersom der er en hel del med selvværd osv. i det her aspekt så kan jeg ikke se hvorfor terapi ikke skulle være en rigtig god idé - evt. kombineret med medicinsk behandling.
Uanset hvad så er alle personer individuelle og alle behandlingsforløb bør derfor være afvejet i henhold til den enkelte persons behov.