Kan ikke regne med mine egne følelser?
Hej jeg er en dreng på 17 år.
Jeg har igennem tiden haft mange kærester.
I starten kan jeg rigtig godt lide dem, og har lyst til at være sammen med dem hele tiden, og kan ikke rigtig tænke på andet, eller forestille mig med nogen andre..
Så efter sølle 2 måneder, er det som om at mine følelser bare langsomt aftager?
Indtil de til sidst faktisk er helt væk, jeg har nærmest ikke lyst til at omgå personen, og jeg begynder at snakke med andre piger, og derfra kan processen så faktisk starte forfra igen, indtil der er gået yderligere 2-3 måneder, det hænder også at efter der så er gået 2 måneder mere, kan jeg begynde at få følelser for dem igen? Det er totalt ustyrligt!!
Når jeg begynder at miste følelserne, begynder jeg også at miste interressen rigtig meget, og jeg kan blive irriteret af det mindste de gør, jeg føler mig indespærret når de presser på når det er, jeg bliver faktisk rigtig dum og ligeglad
Dette er ved at gøre mig sindsyg, og jeg hader mig selv lige meget hver gang, og kan slet ikke forstå hvorfor? Ville ønske jeg kunne have et langt forhold, med den samme. Jeg har tænkt rigtig meget over dette, og det er sket mange gange..
Nogle der har nogle gode råd?
Evt forklaring?
Eller har oplever det samme?
Jeg har igennem tiden haft mange kærester.
I starten kan jeg rigtig godt lide dem, og har lyst til at være sammen med dem hele tiden, og kan ikke rigtig tænke på andet, eller forestille mig med nogen andre..
Så efter sølle 2 måneder, er det som om at mine følelser bare langsomt aftager?
Indtil de til sidst faktisk er helt væk, jeg har nærmest ikke lyst til at omgå personen, og jeg begynder at snakke med andre piger, og derfra kan processen så faktisk starte forfra igen, indtil der er gået yderligere 2-3 måneder, det hænder også at efter der så er gået 2 måneder mere, kan jeg begynde at få følelser for dem igen? Det er totalt ustyrligt!!Når jeg begynder at miste følelserne, begynder jeg også at miste interressen rigtig meget, og jeg kan blive irriteret af det mindste de gør, jeg føler mig indespærret når de presser på når det er, jeg bliver faktisk rigtig dum og ligeglad
Dette er ved at gøre mig sindsyg, og jeg hader mig selv lige meget hver gang, og kan slet ikke forstå hvorfor? Ville ønske jeg kunne have et langt forhold, med den samme. Jeg har tænkt rigtig meget over dette, og det er sket mange gange..
Nogle der har nogle gode råd?
Evt forklaring?
Eller har oplever det samme?
Kommentarer
eller i det hele taget bare nogle svar..
Er det kun i forhold til pigerne at du har det sådan? Jeg tænker på, om du måske har det på samme måde med fritidsinteresser og måske venskaber...?
Jeg tror næsten du har det på samme måde med noget andet også. Og hvis det er rigtigt, så tror jeg, at du vil have rigtig god gavn af at tale med en psykolog om, hvad det er der gør, at du svinger sådan...
og fritidsarbejde.. og så bliver jeg også lidt mere ligeglad med tingene..
er også blevet smidt ud af et par skole, fordi jeg var for ligeglad..
Jeg har 8 "bedste venner" herhjemme fra, vi er en stor gruppe og dem har jeg ikke mistet interressen for, igennem de 10 år..
Men har det sådan, at jeg er kun sammen med folk jeg kan med, dvs hvis ikke det går mister jeg også interessen.. Men det synes jeg virker klart nok.
Men havde nu mere bare tænkt om det var fordi jeg ikke var klar til kun at være sammen med 1 pige?
Det er faktisk meget almindeligt, det du oplever.
Det siges, at en forelskelse varer ca. 3 måneder. Når den første euforiske forelskelse er klinget af, så vil det vise sig, om forholdet har udviklet sig til egentlig kærlighed. Det er nok ikke så mærkeligt, at det ikke er nået dertil endnu, når du ikke er ældre, end du er.
At du også oplever det i forhold til skole, job etc., synes jeg ikke er særligt mærkeligt. Du har åbenbart svært ved at opretholde interessen for noget, der måske er kedeligt og måske bare er pligt. Det er upraktisk men meget naturligt. Det er klart, at man har lettest ved at opretholde interessen for noget, der er lystbetonet, sjovt eller spændende.
Hilsen Helene
Men jeg har nu haft en kæreste i 4 måneder, jeg måtte tage en pause hvor jeg blev lidt ond, og ligeglad efter 2½ måned, og fik det så til at køre igen en månede efter. Men nu er jeg bare bange for at det samme sker igen.
Synes bare det er utroligt jeg har mødt så mange piger, og at så ikke bare en af dem, skulle have udviklet sig til rigtig kærlighed..
Er det med skole og arbejde det samme som med pigerne: At du i starten er helt vildt optaget af det syntes det er helt fantastisk og så mister interessen...?
Uanset hvad, så lyder det jo som om, at det faktisk er temmelig generelt for dig, at du har svært ved at holde fast i tingene.
Sådan er der mange der har det i større eller mindre grad, men når det er noget der går ind og gør livet besværligt for en, er det en rigtig god idé at få noget hjælp til at lære at håndtere det.
Alle mennesker har perioder, hvor de mister interessen for ting. Men langt de fleste formår alligevel at fastholde skolen/arbejdet alligevel.
Jeg har lidt de samme problemer. Jeg kan syntes, at noget er helt vildt spændende - men så går der kort tid, så mister jeg interessen og så kan jeg OVERHOVEDET IKKE fortsætte med det.
Jeg har det der i psykiatrien hedder en personlighedsforstyrrelse (en personlighed der afviger fra "normalen"/gennemsnittet) og så lider jeg af stemningssvingninger (en mild slags maniodepressivitet).
Mange med ADHD har også de problemer.
Jeg prøver ikke at fortælle dig at du er syg. Jeg siger bare, at du ikke er den eneste der har de problemer, og at der derfor er noget at gøre ved dem. Jeg mener stadig, at du vil have stor gavn af at komme til en psykolog eller en psykiater som kan tale med dig om det, og give dig nogle redskaber til at håndtere det. Det kan også være, at der er noget du har oplevet engang der gør, at du nu har svært ved at knytte dig. Det er endnu en ting en behandler kan hjælpe med at finde ud af.
Jeg syntes, at du her i løbet af ugen skal ringe og få en tid hos din læge, og så tale om, at du har svært ved at holde fast i noget som helst, og at det faktisk har været sådan altid/flere år.
Du kan vel godt se, at det vil komme til at give dig en hel del problemer fremover i forhold til at få en uddannelse og et arbejde, hvis ikke du gør noget ved det, ikke!?
Men når det er sagt, så må jeg også lige tilføje, at du altså bare er 17 år gammel, og det er fuldstændig normalt at være skrup forvirret når man er 17.
Men jeg får en tid ved lægen, og så håber jeg sku det går.
Godnat