kronisk dårlig samvittighed..
Hej.
jeg er alene mor til 2 rigtige dejlige unger på 9 og 4 år. Jeg elsker dem overalt på jorden og kunne ikke forestille mig en hverdag og liv uden dem.
Men føler nogen gange at de sætter mig i et gylden bur.
Jeg kan ikke bare tage over til er ven eller veninde en aften, eller en spontan tur i biffen. Jeg gik engang til noget sport, men måtte stoppe, for det blev så bøvlet at skulle finde barnepige hver uge. føler at mit liv er passet ind efter deres sove, spisetider, deres fritidsinteresse og venner.
Nogen gange føler jeg at mit eget liv er sat i bero. Og når jeg får de tanker, så får jeg så dårlig samvittighed over for børnene, for jeg elsker jo dem, og kan ikke undvære dem.
De er hos deres far hver anden weekend, så jeg har da et lille pusterum i hverdagen. Her har jeg så muligheden for at besøge venner og familie, uden at tænke på spise og sove tider, men nogen gange nyder jeg også bare at gå og tuller for mig selv, og kan lave lige hvad jeg har lyst til.
Jeg ville bare egentlig hører hvordan andre enlige forældre har det, om de også nogle gange har det som mig. Hvordan i får hverdagen til at fungere så der både er plads til børnene og jeres egne behov.
Og så lige til sidst, jeg overvejer om jeg kan lade ungerne være alene lidt over en time én gang i ugen, så jeg kan deltage i min sport igen. Er det for tidligt???
Håber jeg får nogle gode svar herinde, alle råd er velkommen:-)
mvh mian
jeg er alene mor til 2 rigtige dejlige unger på 9 og 4 år. Jeg elsker dem overalt på jorden og kunne ikke forestille mig en hverdag og liv uden dem.
Men føler nogen gange at de sætter mig i et gylden bur.
Jeg kan ikke bare tage over til er ven eller veninde en aften, eller en spontan tur i biffen. Jeg gik engang til noget sport, men måtte stoppe, for det blev så bøvlet at skulle finde barnepige hver uge. føler at mit liv er passet ind efter deres sove, spisetider, deres fritidsinteresse og venner.
Nogen gange føler jeg at mit eget liv er sat i bero. Og når jeg får de tanker, så får jeg så dårlig samvittighed over for børnene, for jeg elsker jo dem, og kan ikke undvære dem.
De er hos deres far hver anden weekend, så jeg har da et lille pusterum i hverdagen. Her har jeg så muligheden for at besøge venner og familie, uden at tænke på spise og sove tider, men nogen gange nyder jeg også bare at gå og tuller for mig selv, og kan lave lige hvad jeg har lyst til.
Jeg ville bare egentlig hører hvordan andre enlige forældre har det, om de også nogle gange har det som mig. Hvordan i får hverdagen til at fungere så der både er plads til børnene og jeres egne behov.
Og så lige til sidst, jeg overvejer om jeg kan lade ungerne være alene lidt over en time én gang i ugen, så jeg kan deltage i min sport igen. Er det for tidligt???
Håber jeg får nogle gode svar herinde, alle råd er velkommen:-)
mvh mian
Kommentarer
Jeg kan sagtens genkende det, du skriver.
Jeg var alene med mine børn fra de var 1½ og 3½ år og til de flyttede hjemmefra. Det var hårdt og mit eget liv blev sat i bero. Også for meget men det var nu ikke kun p.g.a. dem. Jeg burde have søgt aflastning, men det er en anden sag.
Så jeg kan desværre ikke give dig nogle gode råd om, hvordan man undgår, at sætte sit eget liv på stand-by ialtfald til en vis grad. Det kommer også an på så mange andre ting: Om du har et netværk, familie der kan træde til en gang imellem, økonomi til en barnepige, sociale problemer etc.
Jeg læste engang i en brevkasse, at børnenes alder skulle være i gennemsnit 7 år, før det var forsvarligt at lade dem være alene hjemme i et kort øjeblik af gangen. Den regel har jeg fulgt. Jeg vil mene, at det er for tidligt at lade dem være alene så længe, så du kan nå at dyrke sport. En 9 årig er ikke gammel nok til at tage ansvaret for en 4 årig.
Hilsen Helene
At vælge at få børn koster både på den ene og anden måde, det kan og skal ikke være anderledes.
Nu har jeg aldrig prøvet at være enlig mor, men selv når man er to forælder giver det nogle afsavn.
Det du har brug for er at få et godt netværk med ligestillede, så I han hygge jer sammen med jeres børn. En god og fornuftig barnepige som kan træde til når du vil til noget alene. Her hvor jeg bor er der flere som har søgt en ældre dame, vi kalder det reservebedstemor, som kan blive en hyggelig del af jeres hverdag.
Med hensyn til børn alene hjemme, så er dine børn ikke store nok, der kan ske så mange uforudsete ting hos børn, som de skal kunne reagere fornuftigt på.
Jeg mener at børn mindst skal være 10 år for at lade dem være alene på en tryg måde, men jeg mener ikke at 10 årige kan tage ansvar for mindre søskende. Det vil for mig være helt uansvarligt.
Den lille kan blive utryg og bange og det kan en på 10 år ikke klare, men det kan til gengæld give store traumer hos den lille at føle sig alene uden en meget fornuftig stor pige eller en voksen.
Hilsen Sofie
De har prøvet at være lidt alene, fx når jeg skal have handlet lidt ind i den nærmeste butik og de vil ikke med. Jeg har altid mobilen med mig så de kan ringe til mig. Jeg er godt nok hjemme igen i løbet af 15 min, og det er de ikke utrygge ved. Hellere ikke den lille, og den store har spurgt hvornår hun må prøve at være alene lidt længere tid, og når jeg er lidt længere væk, og være barnepige. Den lille (som egentlig er tættere på 5år) er selv begyndt at sige at han ikke gider med over og handle og tør godt at være alene selvom den store ikke lige er hjemme... (det har han så ikke prøvet endnu)
Du skriver i overskriften, at du har kronisk dårlig samvittighed.
Derfor vil jeg råde dig til at være meget forsigtig med at lade børnene være alene hjemme. For HVIS der sker noget uforudset, børnene ikke kan håndtere og der går ét eller andet galt, hvordan vil du så håndtere din skyldfølelse?
Jeg forstår udmærket, at du også har brug for et 'voksenliv' og gøre nogle ting for dig selv, men efter min mening må løsningen være en anden end at lade børnene være alene.
Hilsen Helene
Du aner ikke, hvad børn kan finde på, ikke for at være uartige men mere for at være nysgerrige. Nej stop med det og bestem at dine børn skal med ud og handle. Børn er ikke gamle nok til selv at tage ansvar og vælge.
Jeg har børnebørn på 8 og 4 år, de vil også gerne være alene, når vi har dem, og vi lige skal ud og handle. Men mit svar er nej hver gang, og det respekterer de også og finder ud af at det jo egentlig er hyggeligt at handle med os bedsteforældre.
Min datter og svigersøn ville også blive noget vrede, hvis jeg kunne finde på at lade dem alene.
Det er ikke så længe siden at den lille faldt og fik næseblod, det var ikke nemt for os voksne at stoppe det, tænk hvis det var sket da og hvis de var alene. De kan få noget galt i halsen et stykke banan f.eks. ja jeg kunne blive ved.
Derfor skal mindre børn være under opsigt, det kan ikke være anderledes.
Hilsen Sofie
Jeg gjorde det en gang med min den mindste, hun var vist fem år - jeg skulle bare hente den store i skolen - altså max 15. minutter. Men - faktisk indtraf der et meget kortvarigt strømsvigt, der gjorde, at radioen tændte og slukkede, et ur sagde dyt nogle gange - altså den slags, der kan ske, ved sådan et trømsvigt. Min datter gik totalt i panik og for ud i haven og skreg i vilden sky. Det tog lang tid at berolige hende, og jeg lover, jeg gjorde det aldrig siden.
Nej, mit forslag er sådan set, at du allierer dig med måske en anden enlig forældre, enten i børnehaven eller skolen, og I sammen aftaler en dag eller to om ugen, hvor det er den ene, der lige tager sig af alle børn, så er der andre dage, hvor det er den anden. Eller du sætter et opslag op i supermarkedet om en sådan ordning - og der skal I naturligvis først lære hinanden at kende, og sikre jer, at I dels er i overensstemmelse mht,. hvordan og hvorledes med hvordan sådan en legeeftermiddag ser ud, og dels naturligvis at børnene kan fungere sammen, hvorfor en vis alderslighed er afgørende.
Jeg vil faktisk mene, at mange enlige forældre - ja sådan set også ikke-enlige forældre kan få løst mange af de komplicerede opgaver, det er at få en travl hverdag til at hænge sammen, ved at samarbejde lidt på den måde. Der kan da naturligvis være noget "gang i den" de dage, hvor man har dobbelt op med børn,- kan dog også være en stor fordel, hvis børnene hygger sig sammen, men på den anden side så er der også de dage, hvor man selv har ro og fred til en gang sport, indkøb, noget ekstra overarbejde eller hvad man nu lige skal.
Min søn er 10 år og det er først for ca. ½ år siden, at han fik lov til at være kortvarigt alene hjemme. Han har så heller ingen søskende han skal tage sig af. Nu i en alder af 10 år, er han højst alene hjemme i en halv time og jeg er meget obs på at det ikke skal være længere end det, for ellers bliver han bare nervøs. Nu bor min mor heller ikke så langt herfra (vi bor på samme gade), så han har altid hende at kunne gå over til, hvis han skulle blive utryg, men det er nu aldrig sket.
Han er aldrig alene om aftenen og det er ligegyldigt om det er noget der kun tager 5 min, så vælger jeg at tage ham med. Jeg synes ikke de skal være alene om aftenen, hvor børn har en tendens til at være bange for at være alene hjemme.
Jeg synes så også det er en vurderingssag, hvornår man synes at sit barn er parat til at være alene hjemme. Det handler jo i bund og grund om modenhed. Jeg ved i hvert fald med min søn, at han ikke ville være parat til at tage ansvaret for en mindre søskende....tror ikke han ville kunne overskue det.
Ang. det med den dårlige samvittighed....jo den har jeg prøvet. Kan huske da min søn var mindre, og jeg studerede, der var altså ikke meget tid og det handlede hele tiden om planlægning, og jeg har endda kun et barn. Men man kommer jo igennem det, og man får intet ud af at have dårlig samvittighed....tværtimod.
Den dag idag har jeg masse af tid med min søn. Jeg er på en førtidspension, så jeg er hjemme hele dagen. På trods af det, dukker den dårlige samvittighed op af og til, men mest pga de ting jeg ikke kan med ham grundet min sygdom.
Seriøst så tror jeg hele tiden vi forældre kan finde noget vi får dårlig samvittighed over. Jeg tror vi skal øve os lidt mere i at lade være med at tænke den tanke. Når blot man sørger for at give sine børn noget kvalitetstid og kærlighed og omsorg, så tror jeg ikke de mangler noget.....så er det bare os kære forældre, der tror at vi i perioder ikke giver dem nok.
Ved ikke om du fik noget ud af det her, men det var lige mine erfarringer :-)
Det kan godt være, at jeg ikke har børn, og derfor nok ikke kan sætte mig helt ind i de udfordringer der følger med det. Men jeg er ældst af fire søskende, og var barnepige for flere familier i mit lokalområde fra jeg var ca. 14 år.
Jeg syntes ikke, at det er i orden at overlade en 9-årig med ansvaret for en 4-årig i mere end et kvarter.
Hvad hvis den lille slår sig eller på anden vis kommer til skade?
Selvom de gerne VIL være alene hjemme, er det dit ansvar at tage de hensigtsmæssige beslutninger. Børn kan ikke selv tage disse, da ikke er i stand til at se situationen i et større perspektiv. En sammeligning kan være, at hvis det stod til dem kunne de måske leve af chokopops og spaghetti, men sådan er realiteterne ikke, og her må forældrene skære igennem.
Jeg syntes godt, at en 9-årig kan være alene hjemme med instruktion om at ringe til specifikke personer hvis der er noget. Han/hun vil måske ligefrem syntes, at det vil være dejligt.
I stedet for at lade børnene være alene, syntes jeg, at du såfremt det er muligt skal trække på eksempelvis bedsteforældre eller anden familie - eller kan faderen ikke have børnene oftere end hver anden weekend??
Alternativt kan du få en fast barnepige. Det er garanteret muligt at finde et ungt menneske der gladeligt vil tjene lidt penge en eller et par gange om ugen, og som er villig til at træde til med kort varsel en gang imellem. Det er garanteret muligt at lave en fast aftale om, at børnene passes af denne en eller to gange om ugen hvor du går til motion eller andet.
Prøv med et opslag i en lokal butik eller lokalavis, mød vedkommende og start ud med at lade børnene blive passet et par timer og tal med dem om, hvordan det er gået; om de kan lide at være sammen med ham/hende.
Når det er sagt, må jeg sige, at jeg ikke syntes du skal have dårlig samvittighed over at ønske lidt fleksibilitet og muligheden for at have fritidsinteresser. Du må bare finde en mere hensigtsmæssig løsning end at lade børnene alene.