Indstillinger
...
Jeg skriver her fordi jeg har brug for at få luft og måske snakke med nogen.
Jeg har formentlig en depression og har en aftale med en psykolog på tirsdag. Jeg kan bare næsten ikke holde ud at være i min egen krop, så derfor skriver jeg nu.
Jeg er 29 år gammel og har haft et svært liv. Jeg levede min barndom og begyndelsen af mine teenageår i stress og frygt. Min mor boede sammen med en mand som forgreb sig på min søster og jeg (det vil sige, at vi også boede sammen med ham). Oven i det var vi meget fattige, på penge såvel som på overskud, og jeg har aldrig følt at der var plads til mig i mit barndomshjem (eller nogen andre steder). Som voksen har jeg selv lært noget om at få plads og at give plads til mig selv og at kræve plads. Men jeg føler mig stadig ødelagt.
Jeg har problemer i mit parforhold, i mit arbejde og på mit studie. Med andre ord, så er der meget få steder i mit liv hvor jeg kan slappe af, finde ro og mærke mig selv.
Jeg har selvmordstanker. Det plejede jeg ikke at have, men det har jeg fået indenfor det seneste år. Jeg tror det er fordi jeg har haft det grundlæggende dårligt i så mange år at jeg nu ikke længere helt har håb om at tingene kan blive eller være anderledes. Jeg plejer at kunne erstatte negative tanker med positive - en copingstrategi, har jeg hørt - men det fungerer ikke. Når jeg prøver at fokusere på noget positivt og godt, så ligger min hverdag stadig og lurer og jeg ved at jeg fejler i forhold til at håndtere den. Dagdrømme fungerer ikke, for de er bare dagdrømme og sålænge jeg ikke kan håndtere et almindeligt liv på en for mig fornuftig måde, er drømme ligegyldige.
Jeg bliver ked ag det når jeg tænker på selvmord, men andre gange synes det bare at være det letteste. Jeg har det ligesom en anden der skrev et indlæg herinde: hvis livet er sådan her, og jeg skal være sådan her, så er jeg ikke sikker på at jeg gider det eller at andre fortjener det. Jeg er så træt af at kæmpe.
Og jeg hader at skrive de her ting. Jeg foragter at jeg klynker og tænker at jeg burde tage mig sammen. Jeg er forvirret, for nogle gange er jeg glad og kan godt tage på arbejde, kan godt tage ansvar, har energi og overskud, - og andre gange kan jeg ikke. Men måske er jeg bare doven? Jeg ved det ikke, jeg er faret vild.
Lige nu hader jeg mig selv så meget at jeg knap kan sidde stille. Jeg har lyst til at lægge mig til at sove til på tirsdag.
Jeg har formentlig en depression og har en aftale med en psykolog på tirsdag. Jeg kan bare næsten ikke holde ud at være i min egen krop, så derfor skriver jeg nu.
Jeg er 29 år gammel og har haft et svært liv. Jeg levede min barndom og begyndelsen af mine teenageår i stress og frygt. Min mor boede sammen med en mand som forgreb sig på min søster og jeg (det vil sige, at vi også boede sammen med ham). Oven i det var vi meget fattige, på penge såvel som på overskud, og jeg har aldrig følt at der var plads til mig i mit barndomshjem (eller nogen andre steder). Som voksen har jeg selv lært noget om at få plads og at give plads til mig selv og at kræve plads. Men jeg føler mig stadig ødelagt.
Jeg har problemer i mit parforhold, i mit arbejde og på mit studie. Med andre ord, så er der meget få steder i mit liv hvor jeg kan slappe af, finde ro og mærke mig selv.
Jeg har selvmordstanker. Det plejede jeg ikke at have, men det har jeg fået indenfor det seneste år. Jeg tror det er fordi jeg har haft det grundlæggende dårligt i så mange år at jeg nu ikke længere helt har håb om at tingene kan blive eller være anderledes. Jeg plejer at kunne erstatte negative tanker med positive - en copingstrategi, har jeg hørt - men det fungerer ikke. Når jeg prøver at fokusere på noget positivt og godt, så ligger min hverdag stadig og lurer og jeg ved at jeg fejler i forhold til at håndtere den. Dagdrømme fungerer ikke, for de er bare dagdrømme og sålænge jeg ikke kan håndtere et almindeligt liv på en for mig fornuftig måde, er drømme ligegyldige.
Jeg bliver ked ag det når jeg tænker på selvmord, men andre gange synes det bare at være det letteste. Jeg har det ligesom en anden der skrev et indlæg herinde: hvis livet er sådan her, og jeg skal være sådan her, så er jeg ikke sikker på at jeg gider det eller at andre fortjener det. Jeg er så træt af at kæmpe.
Og jeg hader at skrive de her ting. Jeg foragter at jeg klynker og tænker at jeg burde tage mig sammen. Jeg er forvirret, for nogle gange er jeg glad og kan godt tage på arbejde, kan godt tage ansvar, har energi og overskud, - og andre gange kan jeg ikke. Men måske er jeg bare doven? Jeg ved det ikke, jeg er faret vild.
Lige nu hader jeg mig selv så meget at jeg knap kan sidde stille. Jeg har lyst til at lægge mig til at sove til på tirsdag.
Kommentarer
Dine tanker om, at du bare er doven, skal tage dig sammen o.s.v. genkender jeg i høj grad. Men det er kun selvdestruktive tanker. Det er ikke sandt. Det er ABSOLUT ikke dovenskab etc., der er grund til, at du har det, som du har det.
Alle dine symptomer, din tankegang, dine følelser og den måde du opfatter dig selv, dit liv og verden på viser, at du har senfølger af en hård barndom - og senfølger af seksuelle overgreb. De sætter sig dybe spor.
Så det er godt, at du skal starte til psykolog. De problemer får man det ikke løst uden professionel hjælp. Du skal vide, at det kan lade sig gøre at 'komme igennem' og få et godt liv - også selvom man har haft en opvækst, som du har. Jeg var 43 år, inden jeg blev klar over, hvordan min barndom havde været og jeg gik i terapi i 4 år - men jeg er igennem nu og har det bedre med mig selv, mit liv og andre mennesker, end jeg nogensinde har haft før.
Hvis du vil vide mere om senfølger af seksuelle overgreb, så kan du f.eks. prøve at læse på disse sider:
http://www.synlighedsdagen.dk/senfoelger.html
http://www.incest.dk/default.asp?ID=154
http://www.seksuelt-misbrugte.dk/Incest ... ninger.htm
Mange hilsner Helene