Dem der er tæt på incestofre
Jeg har været væk fra debatten i nogle måneder, men har igen brug for at vende en problematik.
Min mand har det rigtigt skidt over det der er sket, har det rigtigt skidt over, at min familie ikke helt har taget stilling, ikke snakker om det osv.
Vi har været sammen i mange år og han har altid været en del af alle mine problemer.
Altid lyttet og talt med mig og egentlig fulgt mig i mine beslutninger.
Nu sidder han og er fortvivlet over sig selv, at han aldrig selv har sagt fra, sagt til, har fundet sig i og mange andre følelser. Er ikke glad!
Han har heldigvis valgt at tale med en professionel, så på den måde er det jo godt.
Det der er så svært er, at jeg får det så dårligt med at være udløseren af det hele. Må minde mig selv om, at det ikke er mig der har sat det i gang men krænkerne... DET ER IKKE MIN SKYLD og sætninger i den stil popper op.
Også mere destruktive tanker, som at forsvinde fra det hele, da alt det her aldrig nogensinde stopper!
Velovervejet og dog får jeg måske trådt nogle over fødderne.... Bliver skuffet og ked af det over min familie...
Og hvad med min mand??? Prøver at støtte, ikke lade det være mig det handler om igen, men er så meget en del af det hele, at jeg også ryger med....
Nogle der har oplevet eller oplever samme sværre problematik?
Hilsen Mitliv1
Min mand har det rigtigt skidt over det der er sket, har det rigtigt skidt over, at min familie ikke helt har taget stilling, ikke snakker om det osv.
Vi har været sammen i mange år og han har altid været en del af alle mine problemer.
Altid lyttet og talt med mig og egentlig fulgt mig i mine beslutninger.
Nu sidder han og er fortvivlet over sig selv, at han aldrig selv har sagt fra, sagt til, har fundet sig i og mange andre følelser. Er ikke glad!
Han har heldigvis valgt at tale med en professionel, så på den måde er det jo godt.
Det der er så svært er, at jeg får det så dårligt med at være udløseren af det hele. Må minde mig selv om, at det ikke er mig der har sat det i gang men krænkerne... DET ER IKKE MIN SKYLD og sætninger i den stil popper op.
Også mere destruktive tanker, som at forsvinde fra det hele, da alt det her aldrig nogensinde stopper!
Velovervejet og dog får jeg måske trådt nogle over fødderne.... Bliver skuffet og ked af det over min familie...
Og hvad med min mand??? Prøver at støtte, ikke lade det være mig det handler om igen, men er så meget en del af det hele, at jeg også ryger med....
Nogle der har oplevet eller oplever samme sværre problematik?
Hilsen Mitliv1
Kommentarer
Du efterlyser nogen, der har oplevet den problematik, du beskriver. Det har jeg ikke direkte, men jeg vil godt komme med nogle kommentarer alligevel :-)
Det er meget klogt, at din mand har valgt at søge professionel hjælp. På Støttecentret mod Incest har de kørt grupper for pårørende, netop fordi det er meget hårdt og svært for de pårørende.
Jeg synes, det lyder som meget sunde reaktioner, din mand nu oplever. Når du har forandret dig, så påvirker det naturligvis dine omgivelser. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis din mand nu pludseligt oplever, at der sker noget med ham selv. Det er en meget sund selvudviklingsproces, hvor han bliver opmærksom på sine egne manglende grænser og evne til at sige fra. Fordi han har haft brug for at blive bevidst om det. Nu tager han sig pladsen til at det kan få lov at ske - for han kan ikke andet. Det er jo stort.
Så jeg synes jo ikke, at du behøver at have det dårligt over, at du har fået udløst det. Tværtimod synes jeg, at du har givet ham en gave. I kraft af din proces, begynder han nu at udvikles og arbejde med sig selv og sine egne grænser og følelser. Derved kan han få det bedre, end han før har haft det. Han er pludselig blevet opmærksom på, at der er nogle ting i hans måde at reagere på, han ikke har det okay med og han er indstillet på at forandre det. Det er jo fantastisk.
Det er din skyldfølelse, der får dig til at tro, at det handler om dig. Det gør det ikke - det handler om din mand. Du har måske nok været den udløsende faktor i hans proces, men de ting der er sat i gang, kommer inde fra ham selv. Fordi han har brug for det og fordi hans underbevidsthed finder det nødvendigt. En selverkendelses- og selvudviklingsproces er aldrig let. Det er en slags eksistentiel krise men man vokser og bliver stærkere af den. Når man er igenne, er man et forandret og mere helt menneske, der kender sig selv en del bedre.
Hvis du ryger ned sammen med din mand, er det p.g.a. din skyldfølelse fordi du tror, at det er noget dårligt, du har fået sat i gang. Det er det IKKE – det er en gave, han har fået for lang tid siden. Nu pakker han den endeligt ud, fordi han har brug for indholdet.
Hvis du selv har svært ved at klare smertefulde følelser, så er det klart, at du har svært ved at udholde din mands smerte og føler skyld over, at du har påført ham den. Men smerte er ikke nødvendigvis noget dårligt, der skal undgås. Tænk f.eks. på, hvor meget smerte vi lider under, når vi føder et barn. Derfor lader vi jo ikke være med at få børn. Vi forstår, at smerten er et biprodukt i forhold til det gode, der kommer ud af det bagefter.
Hvis du kan slippe tanken om, at det her er din 'skyld', så kan din mands udviklingsproces måske blive starten på et helt nyt fællesskab mellem Jer. Det er klart, at hvis det er din skyld, så skal du støtte og forstå og hjælpe ham igennem og så vil du måske føle, at du er nødt til at tilsidesætte dig selv og være der for ham. Altså ingen opmærksomhed til dig og så får du det dårligt. Men hvis I ser hans krise som en del af Jeres fælles udvikling, hvor der er plads til Jer begge, så kan I tale om, hvordan I hver især oplever tingene og hvordan I påvirker hinanden og hvordan I kan støtte hinanden.
Du skriver, at det her aldrig nogensinde stopper. Nej, det stopper aldrig, for så vidt der altid er mere at lære. Men det stopper på den måde, at mønstrene brydes. Mønsterbrud tager tid og det er hårdt arbejde, for det kræver følelsesmæssige forandringer. Din mands begynder nu at bryde sine egne mønstre. Dermed er der noget gammelt, der er ved at stoppe, så noget nyt og sundere kan begynde. I hjælper Jer selv og hinanden, hvis I kan tage imod dette som en gave og ikke som en forbandelse.
Kærlig hilsen Helene
Men det er uvant for mig, at vi pludselig er to, der skal tages hensyn til i denne proces. Det lyder nok egoistisk, men sådan har det jo været gennem tiden. Jeg har været i forskellige faser, hvor jeg har fundet nye måder at håndtere det på. Melde ud til familien, melde fra over for familien, fortælle børnene om det osv. Han har lyttet, støttet og været med. Men jeg er rent faktisk også glad for at han reagerer nu. Det må sgu være svært at være den der står ved siden af....
Blot nogle tanker i tråd med det du skrev, Helene.
Mitliv1
Du får også lige lidt flere tanker i forbindelse med det du skriver :-)
Jeg forstår godt, at det må være meget skræmmende for din mand, at han har opdaget, at han selv har været en del af et mønster, han har taget afstand til! Det er svært, for så kan man måske være nødt til at tage afstand til sig selv! Men man kan jo ikke vide, noget man ikke ved, man skal først blive bevidst om det – og det er jo virkeligt stort, at han er blevet det. Det er ikke alle, der når den grad af bevidsthed. Så nu kan han begynde at adskille sig fra mønstret og finde ind til sig selv.
Det er klart, at det er helt uvant for dig, at der pludseligt rokkes ved de roller i hver især havde.
Det er måske lidt det samme med par, hvor den ene er misbruger (f.eks. alkoholiker). Misbrugeren får al opmærksomheden, for partneren bliver ved med at presse alkoholikeren for at holde op med at drikke. En dag holder alkoholikeren så op med at drikke og begynder at tage ansvar - og så går forholdet i stykker. Hvis partneren har haft en rolle som 'offer', 'kritiker' eller 'hjælper', så kan forholdet ikke fungere længere, når mønstrene brydes. For så er der ikke noget at ofre sig for, ikke noget at kritisere og ikke nogen at hjælpe – og hvad gør man så? Hvem er man så? Energien kan gå ud af forholdet, hvis ikke man sammen kan gå ind i forandringen.
Måske kan det sammenlignes lidt med Jeres situation.
Det er rigtigt godt, at du også oplever det positivt, at han også reagerer nu. Jeg kan forestille mig, at det på én eller anden måde må give noget balance i forholdet, at det lige nu handler mest om ham og at det nu er dig, der skal lytte og forstå ham, hvor han er. Hvis du kan gøre det uden skyldfølelse, så viser det, at du er parat til at omdefinere Jeres roller i forhold til hinanden og følge ham i hans forandring.
Det er klart, at det her er en stor udfordring. Men kan I udvikles sammen, så vil både I selv og Jeres fællesskab givetvis blive meget stærkere.
Mange hilsner Helene