motion til 12 årig dreng
Min 12 snart 13 årige papsøn gider overhovedet ikke røre sig, og jeg ville gerne kunne motivere ham til at blive fysisk aktiv. Hvordan gør man uden at gøre ham ked af det eller presse ham?
Hans mor er ikke i billedet nu og der er ingen hjælp at hente der. Hans far kan godt se problemet men er også selv løbet mod en mur der. Hans far har en skade i benet som besværliggør at han selv trækker knægten med ud.
Drengen, som ellers er en rigtig sød og rar knægt, er overvægtig, og har en kondition på et minustal. I skolen kunne han ikke løbe 800 m, og det var han lidt træt af da han kom hjem. På en lejrskole skulle ungerne gå 5 km og han var grædefærdig da han kom hjem og nu snakker han om at han ikke vil med en anden gang.
Drengen er ked af at han har en "delle" som jeg nu vil kalde et bildæk, og han har flere gange nævnt, at han gerne vil af med den. Der samlede jeg op på tingene, forklarede lidt om kosten (han æder som et tærskeværk både det gode og det dårlige) og om at motion er nødvendigt. Men han kan virkelig ikke få sig selv til det, også fordi han jo slet ikke er i form og derfor hurtigt halter bagud for de andre. Det tager han som et nederlag. Jeg har spurgt om ikke der var en eller anden sportsgren, som han kunne tænke sig, men nej. Svaret var om han virkelig skulle gøre noget, som han hader at gøre. Hvad pokker svarer man? For ja et eller andet sted så er han jo nødt til at komme over den barriere indtil han bliver bedre til det, og så er det jo, at det bliver sjovt. Vi er villige til at køre ham til næsten hvad som helst. Han har ellers en cykel men bruger den nødigt. Vi bor også på landet og lidt langt fra mange ting.
Jeg er godt klar over, at han ikke som 12 årig kan overskue konsekvenserne af den form for livsstil, jeg er også bange for at presse ham, især da hans mor ofte har brugt hans vægt som et skældsord og kaldt ham "fede" og lignende. Men omvendt kan jeg også se for mig en knægt på en 17-18 år som vejer 175 kg, som har diabetes (er allerede i familien) og søvnapnø (også i familien) og som pigerne ikke gider.
Et eller andet sted er jeg lidt ved at få pip i låget af at se ham sidde ved enten computeren, fjernsynet eller ved x boxen, og han kan sidde der hele dagen. Hvad gør I andre?
Gode råd modtages gerne.
Hans mor er ikke i billedet nu og der er ingen hjælp at hente der. Hans far kan godt se problemet men er også selv løbet mod en mur der. Hans far har en skade i benet som besværliggør at han selv trækker knægten med ud.
Drengen, som ellers er en rigtig sød og rar knægt, er overvægtig, og har en kondition på et minustal. I skolen kunne han ikke løbe 800 m, og det var han lidt træt af da han kom hjem. På en lejrskole skulle ungerne gå 5 km og han var grædefærdig da han kom hjem og nu snakker han om at han ikke vil med en anden gang.
Drengen er ked af at han har en "delle" som jeg nu vil kalde et bildæk, og han har flere gange nævnt, at han gerne vil af med den. Der samlede jeg op på tingene, forklarede lidt om kosten (han æder som et tærskeværk både det gode og det dårlige) og om at motion er nødvendigt. Men han kan virkelig ikke få sig selv til det, også fordi han jo slet ikke er i form og derfor hurtigt halter bagud for de andre. Det tager han som et nederlag. Jeg har spurgt om ikke der var en eller anden sportsgren, som han kunne tænke sig, men nej. Svaret var om han virkelig skulle gøre noget, som han hader at gøre. Hvad pokker svarer man? For ja et eller andet sted så er han jo nødt til at komme over den barriere indtil han bliver bedre til det, og så er det jo, at det bliver sjovt. Vi er villige til at køre ham til næsten hvad som helst. Han har ellers en cykel men bruger den nødigt. Vi bor også på landet og lidt langt fra mange ting.
Jeg er godt klar over, at han ikke som 12 årig kan overskue konsekvenserne af den form for livsstil, jeg er også bange for at presse ham, især da hans mor ofte har brugt hans vægt som et skældsord og kaldt ham "fede" og lignende. Men omvendt kan jeg også se for mig en knægt på en 17-18 år som vejer 175 kg, som har diabetes (er allerede i familien) og søvnapnø (også i familien) og som pigerne ikke gider.
Et eller andet sted er jeg lidt ved at få pip i låget af at se ham sidde ved enten computeren, fjernsynet eller ved x boxen, og han kan sidde der hele dagen. Hvad gør I andre?
Gode råd modtages gerne.
Kommentarer
Lider drengen af f. eks. astma? Så er det naturligt for ham, at holde sig i ro.
Der kan være andre grunde, til at han ikke orker eller interesserer sig for sport eller andre aktiviteter der kræver noget af hjerte, lunge og muskler.
Hilsen Linette
Jeg har ellers en rigtig god kontakt til drengen, og det er vel også derfor at han kommer til mig for at snakke om "dellen", men jeg kan ikke rigtig komme videre. Jeg kunne måske forestille mig, at hans mor, som han har fravalgt, har forsøgt at presse ham til noget, som han ikke magtede, og helt naturligt vil han jo trække sig psykisk, og gå ind i sin egen verden. Men hvordan kommer vi ligesom ud over det? Han burde nok få professionel hjælp, hvilket han har fået i flere perioder, men da han ellers fungerer godt i hverdagen med skole og kammerater, har de valgt at stoppe samtalerne med psykologen. Jeg håbede måske på at der var nogen som lå inde med de vises sten, for jeg synes at jeg kommer lidt til kort her.
Drengen kan jo også være ked af det,og så beskæftiger han sig med computeren. Derudover er computere jo ret almindelige for alle børn, men der er en forskel.
Har du spekuleret over de der nye spil der samtidig motioner spilleren?
Så sidder han jo ikke helt stille, men skal være aktiv.
Hvis det fangede hans interesse, så kunne han ikke hyggespise ved computeren, for han skulle gøre noget, og ikke kun motionere sine fingre.
Hilsen Linette.
Min dreng på nu 13 år gider heller ikke - og har aldrig gidet - motion. Han sidder mest ofran computeren og det er svært at hive ham med nogen steder hen. Jeg har heller ikke selv været den store motionist, men rører mig fordi jeg ved det er vigtigt.
Sidste efterår begyndte vi at løbe sammen. Vi startede HELT fra bunden med 3 min. løb 1. dag efter en bog der hedder "Løbeskolen". I starten trænede vi de 3 gange om ugen bogen anbefalede, men gik så ned til færre gange, da vi var kommet lidt i gang. Jeg fik ham til det ved en blanding af pisk og gulerod: Vi lavede en aftale om at hvis han løb med mig fik han en ting han ønskede sig meget. Samtidig sagde jeg at hvis han ikke løb med mig skulle han melde sig til noget andet sport. Det udviklede sig lidt til en konkurrence, for ingen af os ville være den første til at give op. (Det holdt virkelig også mig til ilden). Senere på året da motivationen var ved at dale forklarede jeg ham at han ikke kunne komme med på skitur hvis han ikke var i form, fordi han så ville blive skadet.
Samtidig er han blevet bevidst om at hvis han brænder nogen kalorier af kan han spise mere uden at tage på (og han elsker usund mad). Det er helt klart også motiverende for ham.
Han har også mærket at han rent faktisk kan følge bedre med i gymnastiktimerne. Endnu en motivationsfaktor.
I sommerhalvåret rører han sig lidt mere. Vi har en trampolin han er meget glad for og han er begyndt at cykle lidt, fordi hans klassekammerater gør det hvis de skal noget. Vi har derfor ikke løbet i sommer.
Vi har aftalt at starte igen her til efteråret. Der skal nok en del pisk og gulerod til, men hvis jeg selv kan gejle mig op til endnu en omgang går det nok.
Mit helt store råd er: Start så blidt at det ikke bliver et nederlag!!!! og husk at lige meget hvor lidt det er, så er det bedre end ingenting.
Jeg har ikke så meget personlig erfaring om vægttab, da vi ikke er overvægtige, men husk at han ikke kan tabe sig ved motion - mere motion giver større appetit. Han skal tabe sig (eller rettere stoppe vægtøgningen - børn skal vokse ud af overvægten) ved at spise mindre. Vi sørger bl. a. for ikke at have for meget "guffemad" i huset (mad der ikke skal tilberedes og er let at proppe i munden).
Håber du fik lidt inspiration.
Og vi havde en lang snak om at selvom man er god nok kan man altid anstrenge sig lidt for at ændre noget uhensigtsmæssigt og at man ikke bliver en anden af at lette sig fra sofaen - bare sundere.
Jeg har fået fat i en masse plancher om sund og usund mad - fra vores kommune, og dem har han funderet meget over - hvor meget sund mad kan man få for meget lidt usundt. Og hold da op hvor det rykkede på motivationen. Nu forstår han også, at det er det sunde der er vigtigt og at man skal forbrænde mere end man indtager, hvis man skal tabe sig.
Han er fortsat overvægtig, men motivationen til mere motion er til stede og konditionen er i konstant bedring. Han er begyndt til badminton, og vi cykler lange ture hver anden dag og han cykler med, når jeg løber.
Og vi har taget tyren ved hornene og vælger at cykle til skole (8 km hver vej), når vejret tillader. Det kommer også til at rykke.
Næste skridt på vejen er et lokalt projekt for 12-18 årige, der kan komme til at prøve en masse sportstilbud i løbet af en 12 ugers periode. Håber at han får smag for mere end badminton.
Det har været en stor udfordring for ham - og for mig, og han kan stadig godt li' at ligge på sengen og hygge sig med pc-spil og tv, men han er med på at motion skal ind hver eneste dag. og vi har luget ud i de tomme kalorier i skabene, men det er altså ikke noget der sker fra den ene dag til den anden.
For min søn betyder det meget med vi voksnes opbakning, som gives med omtanke, så han ikke kommer til at føle sig forkert. Jeg vil ikke kunne tilgive mig selv at han ender med livsstilssygdomme inden han er voksen.
Med håbet om inspiration til I andre - god kamp!
For nogen tid siden havde vi nogle venner til middag, og deres børn i teenagealderen var med. I den familie er det lidt med overvægt, og konstant hører de børn om fedende ting, om at de skal spise sundt; resultat: Hver gang de hører ordet "sundt", går de tre skridt baglæns. Til denne middag havde jeg lavet en stor skål salat fyldt med bl.a melon, ananas og alt muligt andet, men bestemt en meget sød og frisk salat, og hvad gjorde deres mor? "Ih, kan jeg få noget mere af den SUNDE salat?" Nå, ja, det betød et de unge overhovedet ikke så meget som ville smage på den. Hvis hun nu bare havde sagt; "Åh, den smager godt, kan jeg få noget mere?" Så ville nysgerrigheden måske have taget over, og de unge ville have taget noget, og måske på den måde lært at salat ikke bare nogle sunde ting, men også både velsmagende og lækkert.
Nej, jeg tror, man skal gå en helt anden vej, så jeg foreslår at du gradvist indfører en helt anden kost i familien. Der findes et hav af gode kogebøger til den slags på biblioteket. Samtidig skal alt det der fede og usunde helt forsvinde fra jeres hjem. Der findes en masse skønne frugter, som fint dækker behovet for søde ting, og det er det, drengen så kan sidde og spise, når han sidder ved computeren. Det er nemmere, hvis der slet ikke er chips, slik og sodavand i huset, og ingen i familien, heller ikke dem, der ikke har overvægt, tager skade af at få ændret kosten helt og aldeles. Det vigtigste er dog, at der IKKE hele tiden bliver talt om, hvor sundt det her nu er, nej, lad være - det er simpelt hen den kost, I spiser i jeres familie, og den skal der ikke tales mere om, men det er det, der bliver serveret, og der er ikke alternativer. I løbet af forholdsvist kort tid vil - ikke bare drengen - men I alle have vænnet jer til den kost, der ikke indeholder ret meget fedt, og I vil erfare, at I ganske enkelt ikke kan lide den fede mad længere. Det er faktisk meget sjovt, jeg har selv gjort det, og kan simpelt hen ikke få f.eks. sådan en fed, vammel burger ned, og det har jeg da godt kunnet for få år siden. Føj, hvor jeg finder sådan noget ækelt, så en ændret, fedtfattig kost behøver altså ikke være en straf, tvært i mod.
Mht. motionen tror jeg heller ikke, det hjælper at true det igennem, men det er nok smart at tale med den unge om de problemer, han netop har i skolen på det grundlag. Han bliver muligvis endda moppet, fordi han er fed, men det er svært, når man gang på gang har nederlag i gymnastiktimerne og på turene med kammeraterne, hvorfor netop forslaget med løb sammen med mor eller en anden voksen kunne være en god ting. Når han er så ung, kan han naturligvis ikke gennemskue konsekvenserne, og måske det ville være en god ide, om lægen eller en diætist kunne komme ind over og forklare ham, hvad han har gang i. At det vil blive svært for ham at finde en kæreste og i det hele taget have et socialt liv. Den må han godt allerede nu få ind på lystavlen, især hvis han også får at vide, at det er ham selv, der vælger det, ved ikke at ville gøre noget, og at der kun er en, der kan hjælpe ham til et andet liv, og det er ham selv.
Men - han skal ikke dyrke motion på et hold med sine kammerater, for der vil han møde nederlag på nederlag, hvorfor han hurtigt vil give op. Hvad med at også tage i svømmehallen et par gange om ugen eller oftere, og der gradvist få trænet flere og flere baner på.
Så prøv at tænke anderledes, og glem alt om denne her løftede pegefinder, for de unge kan simpelt hen ikke magte den.
Bare et forslag til en alternativ måde man kan få børn i bevægelse på.
91sunshine - det var nok sådan et tilbud som du nævner, som kunne have interesse. Jeg vil prøve at undersøge om der skulle findes noget i den stil her hvor vi bor.
Jeg arbejder skam på alle fronter også den med kosten. Det går så rimeligt, synes jeg. Der er kommet salat og grøntsager med til måltiderne, og han spiser efterhånden ganske fornuftigt af det. Det er lige et par småting som han gerne vil undgå (champignon) og det kan vi godt leve med. Prøver også på at begrænse slik, chips og sodavand, og vi får kun light, når det er. Har indført morgenmad, formiddagsfrugt og lidt brød. Der ændrer han sig lige så stille i positiv retning. Men så er det også at motionen skal med, og den har virkelig været svær at få hul på. Han har åbenbart aldrig været i form, har kun kortvarigt som noget mindre gået til fodbold, hvilket han synes er et åndsvagt spil, og så er det nok også hårdt at komme bare lidt i kondition.
Som sagt så har hans far et dårligt ben, som sandsynligvis skal opereres, så han kan ikke slæbe ham i gang. Han får ikke selv den motion som skal til. Det må vi tage senere, når han forhåbenlig får det bedre. Jeg er selv fysisk aktiv mellem 2 og 6 timer daglig inden jeg går på arbejde om eftermiddagen, men det er jo ofte når drengen er i skole, så jeg har også lidt svært ved at kunne løbe eller cykle med ham, men må prøve at finde ud af noget der. For som der stod et sted, så tæller lidt jo også og er bedre end ingenting.
I skolen bliver han heldigvis ikke mobbet, har nogle gode kammerater, men de er også af den stillesiddende slags. Jeg havde håbet på at han ville falde i hak med nogen som kunne trække ham med på cykel eller til fodbold. De er så sløve, at man spekulerer på om man skal minde dem om at trække vejret. I øvrigt så var mit svar på spørgsmålet, om han skal gøre noget som han hader, at jeg synes, at han skulle overveje at investere bare ½ time daglig i sit helbred og velbefindende senere hen, også selv om han synes at det er åndsvagt. Den tyggede han så lidt på.
På nogen måder havde det nok også været nemmere, hvis jeg havde været hans mor, men det er jeg så ikke, og vi har nogle aftaler om, at det skal jeg heller ikke være. Det var lidt svært for ham at komme over og bo hos sin far som 11 årig, og så dukkede jeg op et par måneder efter, så jeg har gået lidt med listesko. Havde han været min dreng fra starten, så var han også bare kommet med ud, og var blevet rørt, men det er jo en vanskelig alder at "overtage" en dreng i.
Jeg kæmper lige så stille videre og håber på det store gennembrud, så han gerne vil det selv. Så skal han få al den støtte og opbakning vi kan give ham.
Ja, overvægt kan være svært og uoverskuelig at komme af med. Og du skriver at drengen først kom hen og boede hos din mand som elleve 11 årig. Hans mor har åbenbart ikke gjort noget for at forhindre at han blev tyk, men håner man alligevel ved at kalde ham fede osv. Hvilken usympatisk mor . Kan da godt forstå at han ikke vil have kontakt med hende. Stakkels dreng.
Godt han har dig. Og bliv ved med at motivere ham, tilbyd ham evt. en ting som belønning hvis han begynder at motionere. Fortæl ham han ikke kan gøre for at han har en større appetit end andre og at han nemmere tager på end andre. Men det udelukker ikke at man selv skal gøre noget. Selvom det er uretfærdigt at nogle tager nemmere på end andre.
Jeg vejer selv 7 kg for meget. Har altid døjet med at veje nogle kilo for meget.
Min ældste på 14 og yngste datter på 9 har ikke de problemer og jeg tror ikke at de vil få det. Det kan jeg jo ikke helt vide med sikkerhed.
Min mellemste datter på 11 har tendens. Hun er ikke for tyk nu, men jeg lagde mærke til at hun spiste 2 store portioner til aftensmad, hun spiste meget mere end hendes søskende.
Jeg tog en snak med hende. Sagde at hun ikke kunne gøre for at hun havde en større appetit, men at det var vigtigt at gøre noget nu, inden hun måske blev for tyk. Vi aftalte at hun skulle drikke et glas vand inden hver måltid, og aftalte at hun kun skulle tage en lille portion som 2. portion.
Hun er meget åben om det.
Til daglig har de aldrig fået slik og sodavand, eller saftevand, og de får grovboller til eftermiddags mad, men det var altså aftensmaden der var problemet.
For et par måneder siden foreslog de ældste piger om vi ikke skulle droppe at købe chips til fredags hygge, fordi de havde hørt hvor meget det fedede. Det gjorde vi en periode, men det skal ikke gå ud over den yngste, når hun gerne vil have det, så vi er begyndt at købe det igen om fredagen. Tja, det er ikke nemt.
Men det er vigtig at være opmærksom .