Indstillinger
Om at snakke hos psykiateren
Jeg lider af generaliseret angst - med alt hvad der dertil hører!!
Jeg har gået hos psykiater i 2 år eller deromkring, men jeg synes overhovedet ikke vi kommer nogle vegne! Jeg er virkelig dårlig til at starte med at snakke om de ting jeg gerne vil sige. Som oftest glemmer jeg det faktisk. Det er lissom at være til eksamen, og man oplever den berømte klap der går ned.
Nogle gange sidder vi bare i pinlig tavshed indtil én af os siger: Jaahhh...
Det er virkelig frygteligt! Jeg har så mange ting, jeg gerne vil fortælle og snakke om. Jeg har skrevet sedler og taget med derned, men når jeg læser det jeg har skrevet, så kan jeg ikke huske hvad jeg ville sige med det.
Jeg har lissom tænkt, at jeg måske burde spørge ham om, om der findes en anden måde vi kan gøre det på - hvor han evt. spørger mig om nogle ting, hypnose eller andet, hvor jeg ikke selv skal starte samtalen, men jeg tør ikke rigtig spørge! Det er nemlig én af de ting jeg har rigtig svært ved.
Nogle gange kommer jeg egentlig igang med at fortælle nogle ting, men så er tiden gået og næste gang jeg kommer, er det som om vi skal aterte helt forfra!
Hvad skal jeg stille op?
Johanne
Jeg har gået hos psykiater i 2 år eller deromkring, men jeg synes overhovedet ikke vi kommer nogle vegne! Jeg er virkelig dårlig til at starte med at snakke om de ting jeg gerne vil sige. Som oftest glemmer jeg det faktisk. Det er lissom at være til eksamen, og man oplever den berømte klap der går ned.
Nogle gange sidder vi bare i pinlig tavshed indtil én af os siger: Jaahhh...
Det er virkelig frygteligt! Jeg har så mange ting, jeg gerne vil fortælle og snakke om. Jeg har skrevet sedler og taget med derned, men når jeg læser det jeg har skrevet, så kan jeg ikke huske hvad jeg ville sige med det.
Jeg har lissom tænkt, at jeg måske burde spørge ham om, om der findes en anden måde vi kan gøre det på - hvor han evt. spørger mig om nogle ting, hypnose eller andet, hvor jeg ikke selv skal starte samtalen, men jeg tør ikke rigtig spørge! Det er nemlig én af de ting jeg har rigtig svært ved.
Nogle gange kommer jeg egentlig igang med at fortælle nogle ting, men så er tiden gået og næste gang jeg kommer, er det som om vi skal aterte helt forfra!
Hvad skal jeg stille op?
Johanne
Kommentarer
I mellemtiden kan du skrive breve til psykiateren. Du har jo ting du gerne vil tale om, men når du går blank foran psykiateren vil det sikkert være en hjælp at sidde og skrive det hele ned derhjemme, og så lade psykiateren læse det - enten ved at du sender det på mail forud for jeres aftaler eller at du har det med.
Har du talt med din psykiater om det her?
Han burde kunne forstå det, og kunne komme med foreslag til, hvad I kan gøre for at komme videre. Hvordan har du det ellers med din psykiater. Tror du det er besværligt, fordi I ikke klikker, eller pga. din angst gør dig nervøs, når du er der?
Hvis det er pga. det sidste, er det nok en anden vinkel I skal have på det hele. Kører I terapi, og hvor ofte går du der?
Undskyld, hvis jeg bombarderer dig med spørgsmål :-)
Mvh. Oktober
Det er min angst, der gør at jeg ikke "tør" fortælle ham de her ting. Jeg har sådan en slags behage-syge og kan ikke lide at være en der skaber splid. Derfor "finder" jeg mig i mange ting og siger ikke fra.
Jeg tager Efexor Depot 225 mg pr. dag. Det er ikke de bedste mod angst, men min mand og jeg har været i behandling for barnløshed, og fik for 7 måneder siden en datter.
Da jeg jo regnede med at skulle blive gravid og også blev det, blev Efexor det præparat jeg kunne tage. Min psykiater syntes så, at når jeg ikke var gravid mere, skulle vi prøve noget andet medicin, der måske kunne hjælpe bedre mod angst.
Jeg fik ligeledes lavet en aftale med Jobcenteret i samarbejde med psykiateren, om at jeg imens jeg var gravid, ikke skulle sendes i jobprøvning, men at min graviditet og barsel ville være en såkaldt død periode.
Denne aftale kunne kun laves, da min psykiater skrev til Jobcenteret, at vi efter endt graviditet skulle igang med terapi og at jeg skulle prøve noget andet medicin.
Lige da jeg havde født, fik jeg det ret dårligt. Jeg forventede lissom at jeg skulle trappes ind i noget andet medicin, men dosis på Efexor blev bare sat op til 300 mg (imens jeg var gravid tog jeg 150 mg, og før jeg blev gravid kun 75 mg).
Jeg går hos min psykiater 1 gang pr. måned. Sådan har det været hele graviditeten og efterfølgende. Jeg mærker ingen forbedringer - nærmest tværtimod. Hver gang jeg kommer derned, fortller jeg, at jeg ikke har det ret godt. Så trappede jeg ned i Efexor til 150 mg og nu op til 225 mg igen...
Sidste gang jeg var dernede sluttede han af med at sige, at han syntes, at hvis ikke det blev bedre, så kunne det være vi skulle prøve med noget antipsykotisk ved siden af (Abilify). Det har jeg ikke så meget lyst til. Jeg har 3 søskende der har skizofreni, og jeg kan se de trælse bivirkninger de får af Abilify...
Jeg ved ikke, om det er terapi vi har gang i - hvad er terapi??
Jeg har været sygemeldt i 3 år. Jobcenteret har været MEGET flinke og jeg får stadig sygedagpenge/barselsdagpenge. De har sat en grænse på ½ år efter endt barsel, så er det slut!
Den tid nærmer sig med hastige skridt, og jeg ser ingen fremskridt! Det er SÅ frustrerende.
Johanne
Med venlig hilsen
Det jeg tænker du vil have gavn af er kognitiv terapi. Det er en behandlingsform, hvor man gennem samtaler arbejder på at ændre sine tanke- og handlemønstre.
I dit tilfælde lyder det som om, at det er værd at arbejde med, at du skal mærke dine følelser og lytte til dem. Ikke altid gøre og sige hvad du tror andre vil have du gør og siger, men handle ud fra hvad DU har brug for.
Prøv at sige til psykiateren, at du har hørt om kognitiv terapi, og spørg, hvad det er mere præcist om ikke det er noget for dig.
Du bliver nødt til at forstå, at din behandler er der for DIG, og at det overhovedet ikke drejer sig om andet end at du skal få det bedre.
Med hensyn til antipsykotisk medicin: Det er svært at sige, hvad DU vil få bivirkninger af. Sådan er det jo desværre med al medicin. Jeg forstår godt, at du stejler lidt ved ordet antipsykotisk, men du skal jo ikke have det fordi du er psykotisk, du skal have det, fordi det kan dæmpe din angst.
Det dur bare ikke at du kun får medicin. Du skal have terapi også. Jeg vil foreslå, at du bliver henvist til en psykolog, og samtidig fortsætter hos psykiateren. Psykiateren står så for din medicinering og psykologen for din terapi.
Du må tage fat om det her, om ikke andet for dit barns skyld. Hun har brug for dig, brug for en mor, som kan tage sig selv seriøst.
KH
Det lyder ikke som terapi, du får hos psykiateren. Det er de færreste psykiatere, der praktiserer egentlig terapi.
Terapi kan være mange ting men indenfor de fleste retninger handler det om at finde frem til nogle årsager til, at man har det dårligt og gennem samtale får man taget hul på problemerne, finder nye måder at forholde sig til. Hensigten er bl.a. at få løst op for følelser, der ligger fortrængte, så man kan få forløst, hvad der skal forløses.
Man kan sige, at det 'bare' er samtale men det er en anden form for samtale. Den går dybere og man kommer i kontakt med sin underbevidsthed (det skal man i det mindste gerne, for ellers sker der ingen vedvarende forandringer).
Som Anna skriver, findes der utallige forskellige former for terapi. Anna anbefaler kognitiv terapi. Om det er det rigtige for dig, skal jeg jo ikke kunne sige, men jeg har ikke så meget til overs for den form for terapi. Så vidt jeg ved, fokuserer den på at ændre tanke- og handlemønstre men den arbejder ikke med fortiden eller følelsesforløsning og giver derfor ingen forklaringer på, hvorfor man f.eks. lider af angst. Så vidt jeg ved, søger den ikke at skabe følelsesmæssige forandringer men om at lære at tænke anderledes. Men hvis man har mange undertrykte følelser, hvad man givetvis har, når man f.eks. lider af angst eller depression, er det min oplevelse, at det er meget mere effektivt, at man får bearbejdet disse følelser og årsagen til dem.
Kognitiv terapi ville aldrig have hjulpet på mig, for det var nærmest det modsatte, jeg havde brug for. Jeg gik 4 år i hypno- og NLP terapi. Det var en perfekt kombination for mig.
Helt klart er det, at du og din psykiater ikke når langt på den måde, det foregår nu. Jeg vil helt klart anbefale dig at få en henvisning til en psykolog - eller hvis du har mulighed for selv at betale for terapi, så selv finde ud af, hvilken form for terapi, der lyder rigtig for dig. Det er desværre bare dyrt.
Hilsen Helene
Du spørger, hvad terapi er. Ud fra det, du skriver, ser det overhovedet ikke ud til, at din psykiater giver dig terapi. Det lader til, at I bare snakker lidt om løst og fast, og at psykiateren med mellemrum justerer lidt på din medicin.
Ordet ”terapi” betyder egentlig bare behandling. Når man taler om terapi i forbindelse med psykiske lidelser plejer man at kalde det psykoterapi, hvilket altså bare betyder ”behandling af psyken”. Normalt skelner man dog mellem medicinsk behandling og psykoterapi. Psykoterapi forstås normalt som en ikke-medicinsk behandling, som dog sagtens kan gives samtidig med, at man får medicin.
For at psykoterapi kan virke, må der bruges en målrettet metode, der er tilpasset den individuelle person. At snakke lidt om løst og fast og lægge ansvaret for, at der sker noget over på patienten, sådan som din psykiater tilsyneladende gør, hjælper ikke noget.
Det drejer sig naturligvis om at finde årsagen (eller årsagerne) til dit problem og gøre noget ved den eller de årsager. Nogle gange kan medicin være en god hjælp, men det virker langtfra altid. Under alle omstændigheder er man nødt til at gøre noget ved årsagen til, at du har det dårligt, for hvis du ikke gør det, kommer problemerne jo igen, når du holder op med at tage medicin.
Der findes flere forskellige metoder, og du har nu hørt om kognitiv adfærdsterapi og NLP og hypnoterapi. Hvis jeg var dig, ville jeg læse lidt om de forskellige slags. Jeg prøver at finde nogle kortfatte omtaler af hver enkelt ting til sidst i mit indlæg. Men først vil jeg gerne fortælle om kropsorienteret psykoterapi, som var den metode, der hjalp mig.
Kropsorienteret bygger kort sagt på den kendsgerning, at der til ethvert fysisk udtryk (f.eks. en anspændt muskel) findes et psykisk udtryk (en eller anden følelse). Det betyder, at behandleren kan arbejde med kroppen, f.eks. ved massage og derved nemmere nå ind, hvor det brænder på. Problemet ved samtaleterapi er jo, at samtalen nemt kommer til at køre på overfladen, uden at komme ind til det, der er vigtigt. Hvis man har svært ved at tale om sine problemer, er kropsorienteret psykoterapi måske en god løsning.
Jeg har aldrig kunnet forstå, at f.eks. læger mange gange anbefaler samtaleterapi. Samtaler hjælper ingenting, hvis der ikke bruges en målrettet metode. Det er klart, at man kan få lidt trøst eller nogle gode råd via en samtale, men egentlig psykoterapi er noget helt andet end en samtale.
Nu vil jeg prøve at finde kortfattede omtaler af forskellige metoder:
Om kognitiv adfærdsterapi:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... terapi.htm
NB: man siger ofte, at kognitiv terapi er den mest effektive metode, men jeg er ligesom Helene ret kritisk over for den.
Om NLP:
http://www.dansknlp.dk/Content/hvad_er_nlp.asp
NB Helene kan nok finde et bedre link og desuden noget om hypnoterapi!
Om kropsorienteret psykoterapi:
http://www.vindinghoved.dk/index.php?side=96
Ovenstående links er kun beregnet på at give dig et overordnet indtryk af 3 forskellige terapiretninger. Og jeg er selvfølgelig godt klar over, at du i første omgang bliver endnu mere forvirret over at læse om det. Men hvis jeg var dig, ville jeg kraftigt overveje muligheden for at komme i psykoterapi. Det koster selvfølgelig en del penge, men i nogle tilfælde kan man få tilskud. Og det er en virkelig god investering i ens fremtid.
Mange hilsner og held og lykke
Kameliadamen
Det er en virkelig god beskrivelse og gode råd, Kameliadamen har givet dig.
M.h.t. link til NLP- og hypnoterapi må jeg desværre melde pas. Jeg har set nogle gode sider fra et par behandlere, men dem vil ikke være smart at linke til.
Derimod findes der udmærkede bøger om NLP og hypnoterapi.
Hilsen Helene
Jeg har selv svær angst og socialfobi samt en bror med skizofreni.
Du skal nok tænke dig om, inden du kaster dig ud i anitipsykogisk medicin. Det kan være at du skal have noget andet antidepresivt. Med 3 skizifreni-søskende, fristes jeg til at sige, at du sikkert godt ved hvad det vil sige at have en psykose, og har du mon det?
Den generaliserede angst hæmmer dig, fordi din medicin ikke virker, derfor taler du ikke som du gerne vil. Sådan har jeg det selv. Få noget andet antidepresivt. Måske skal du overveje at finde en anden psykiater, tal med din læge, om det måske kunne være løsningen. I det hele taget synes jeg du skal diskutere det med din læge.
Hilsen Signe
Personligt får jeg det som led i behandling af stemningssvingninger.
Der står en masse om angst og medicinering her:
http://www.apoteket.dk/Laegemidler/Medi ... dicin.aspx