Indstillinger
Er jeg bare skør?
Jeg er 25 år idag, men da jeg var 17 år og gik i gymnasiet havde jeg de typiske teenageproblemer. Et crush på en fyr, nogle venneproblemer, lidt studieproblemer osv. Men min morbror var supergod til at hjælpe mig med alt det, og jeg fortalte ham en masse "hemmeligheder". Han var en god ven, sådan en "cool" voksen. Han boede sammen med sin familie, og jeg var vild med at komme hjem til dem og dels få hjælp af ham og dels bare hygge med familien. Jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til min mor, ved ikke hvorfor men vi minder nok for meget om hinanden.
En dag tog jeg så hjem til ham, hvor for første gang hans børn og kone ikke var der. Det startede fint med vi snakkede om hvordan hans ferie havde været osv., men så kørte det lidt over i at han spurgte mig om jeg ville høre nogle frække jokes (han er på min fars alder), og jeg begyndte at føle mig ubehageligt til mode. Han fortalte et par jokes, og jeg begyndte virkelig at have det ubehageligt, og så spurgte han mig om jeg nogensinde havde kysset en fyr. Da jeg ikke rigtig svarede, spurgte han om jeg ville prøve, og da jeg stadig ikke svarede tog han fat i mit ansigt og kyssede mig. Jeg var forstenet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han begyndte at tage på mig og blev mere påtrængende...jeg fik trukket mig væk men var nu skræmt fra vid og sans. Da han spurgte "nå...hvad skal vi nu lave", fik jeg trukket mig selv tilbage og lavede en eller anden undskyldning så jeg kunne komme hjem.
Efterfølgende fortalte jeg om oplevelsen til min mor, som først ikke troede på det, men derefter gjorde. Hun tog en snak med sin bror, som selvfølgelig fortalte alt hvad jeg nogensinde havde fortalt ham. Så, en masse teenage "hemmeligheder" som jeg absolut ikke ville have min mor skulle vide.
Så oveni alt det, så ser jeg ham stadig ofte, for jeg kan ikke undgå at dukke op visse steder uden at der bliver stille spørgsmål.
Mit problem er at jeg i perioder går ned. Altså virkelig ned, hvor jeg ikke kan trække mig op fra dybet og bare ligger i min seng og er sur på min mor for det føles som om hun har "glemt" det, og har det fint med ham...og sur på ham og på hele verden. Mit spørgsmål er:
Er det bare mig som lægger for meget i tingene, og burde jeg bare "komme over det"? Eller er der virkelig en grund til at jeg har det så dårligt i perioder? Som nævnt er jeg 25 nu, så det er jo sket for en del år siden...men er jeg måske ikke kommet over det?
Jeg er ked af jeg har skrevet en hel roman, men føler ikke jeg kunne forklare det kortere...Jeg håber der er nogen derude der har en kommentar til det her...Jeg er i vildrede...Hvad skal jeg gøre?
Mange tak.
En dag tog jeg så hjem til ham, hvor for første gang hans børn og kone ikke var der. Det startede fint med vi snakkede om hvordan hans ferie havde været osv., men så kørte det lidt over i at han spurgte mig om jeg ville høre nogle frække jokes (han er på min fars alder), og jeg begyndte at føle mig ubehageligt til mode. Han fortalte et par jokes, og jeg begyndte virkelig at have det ubehageligt, og så spurgte han mig om jeg nogensinde havde kysset en fyr. Da jeg ikke rigtig svarede, spurgte han om jeg ville prøve, og da jeg stadig ikke svarede tog han fat i mit ansigt og kyssede mig. Jeg var forstenet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han begyndte at tage på mig og blev mere påtrængende...jeg fik trukket mig væk men var nu skræmt fra vid og sans. Da han spurgte "nå...hvad skal vi nu lave", fik jeg trukket mig selv tilbage og lavede en eller anden undskyldning så jeg kunne komme hjem.
Efterfølgende fortalte jeg om oplevelsen til min mor, som først ikke troede på det, men derefter gjorde. Hun tog en snak med sin bror, som selvfølgelig fortalte alt hvad jeg nogensinde havde fortalt ham. Så, en masse teenage "hemmeligheder" som jeg absolut ikke ville have min mor skulle vide.
Så oveni alt det, så ser jeg ham stadig ofte, for jeg kan ikke undgå at dukke op visse steder uden at der bliver stille spørgsmål.
Mit problem er at jeg i perioder går ned. Altså virkelig ned, hvor jeg ikke kan trække mig op fra dybet og bare ligger i min seng og er sur på min mor for det føles som om hun har "glemt" det, og har det fint med ham...og sur på ham og på hele verden. Mit spørgsmål er:
Er det bare mig som lægger for meget i tingene, og burde jeg bare "komme over det"? Eller er der virkelig en grund til at jeg har det så dårligt i perioder? Som nævnt er jeg 25 nu, så det er jo sket for en del år siden...men er jeg måske ikke kommet over det?
Jeg er ked af jeg har skrevet en hel roman, men føler ikke jeg kunne forklare det kortere...Jeg håber der er nogen derude der har en kommentar til det her...Jeg er i vildrede...Hvad skal jeg gøre?
Mange tak.
Kommentarer
Her er svarene på dine spørgsmål:
Nej, du er bestemt ikke skør. Du lægger ikke for meget i tingene og du 'bør' ikke bare komme over det. Og ja, der er en grund til, at du har det så dårligt i perioder.
Dit verdensbillede blev ødelagt, din tryghed og tillid blev brudt og dine grænser blev overskredet på en måde, de aldrig burde overskrides. Når tilliden ryger, så kan det være meget svært at genopbygge den og igen kunne føle sig tryg og sikker i verden. For når den slags kan ske, så kan alt jo ske.
Først røg tilliden til din morbror, der misbrugte din fortrolighed og overskred dine grænser. Dernæst røg tilliden til din mor, da hun først ikke troede dig og dernæst lod som ingenting. Det, der er sket, er blevet 'usynligt' og har ikke fået nogen konsekvenser og bevidst eller ubevidst, er du sikkert klar over, at du har været udsat for et dobbelt svigt. Det sætter sine spor.
Derudover ser du stadigt din morbror, hvilket tjener til at opretholde følelserne, fordi du aldrig får ham helt på afstand.
Der er sikkert mange ting, du trænger til at få talt igennem. Jeg vil anbefale dig at kontakte den professionelle telefoniske rådgivning i Støttecentret mod Incest. Du kan være anonym. Telefonnummeret og telefontider kan du finde på hjemmesiden www.incest.dk
P.S.: Jeg skriver altid selv langt, så jeg synes ikke, du havde skrevet en hel roman.
Mange hilsner Helene
Tusind tak for dit svar. Jeg sidder her og har en af mine virkelig dårlige perioder, og så oveni tænker jeg på om jeg overhovedet har nogen grund til at føle mig sådan. Jeg tror det er betryggende for mig at vide at der er én derude der ihvertfald ikke synes at jeg er skør. Jeg vil prøve at se om jeg kan få ringet til dem. Jeg har godt nok talt med nogle veninder om det...men der er ikke nogen der kan gøre noget...endnu en gang tak.
Mvh
Alina
Lige en kort kommentar mere.
Der er ingen grund til, at du skal sidde og have det dårligt alene og så ovenikøbet tro, at du ikke har nogen grund til det. Vi er mange, der kender de følelser, du har, så du er bestemt ikke alene.
Når man har været udsat for overgreb af en slags, så kan det give følelsen af, at man er skør og man kan have svært ved at forstå sig selv. Men man er ikke skør og man reagerer ganske naturligt på det, man har været udsat for.
Det er ikke nok at tale med veninderne om det. For som du selv skriver, så kan de ikke gøre noget. De kan lytte, acceptere, men de kan ikke hjælpe dig. Det skal der professionelle til.
Jeg håber, at du får ringet til Støttecentret. Jeg er sikker på, at det vil kunne gøre en stor forskel for dig, at du får talt med én, der har forstand på, hvad den slags gør ved et menneske. Med den rigtige hjælp kan du få det meget bedre. Det sværeste er ofte at opsøge hjælpen.
Mange hilsner Helene
Nej du er ikke skør. Men modig!
Du står stædig den dag idag og det er flot!
Stærke mennesker kan man aldrig få nok af!
Og du skrev ikke for meget, nemere for lidt!
For lidt fordi at du bare endelig skal komme ud med det!
Og snak med alle! Bare råb det ud!
Jeg har været selv i en ligende situation for år siden og har snakket med alt og alle om det.
Er i musik og kunst terapi og det hjælper persnoligt, da jeg får en ro og en følse af jeg er god nok og kan noget, det er vigtigt.'
Jeg vil give de andre ret i mange ting og du skal endelig ikke være nervøs for at kontakte din læge, en rådgiver, Ungekontakten eller ligende.
Og der er så mange steder man kan gå hen og fortælle det du fortæller her.
Jeg blev helt trist da jeg læste dit indslag fordi at det rammer og der burde være tusind mange kræfter at støtte til dig og andre´s situationer.
Håber virkelig at du finder en ro og du en dag får en snak med en feminist for de er bare søde
Trods det findes der kvinde grupper der hjælper hinanden inde for dette emne.
Jeg er taknemmelig for de ting du skriver, det er rart at vide man ikke er galt på den. Det er stadig en meget begrænset mængde mennesker i mit liv der er klar over hvad der skete dengang. Selvom jeg mange gange har lyst til at komme ud med det, for virkelig at forklare folk hvorfor jeg er som jeg er, så er det ikke nemt. Desuden, vil det rejse en masse spørgsmål og jeg tror der ville komme flere problemer, desto flere folk der hører om det.
Dog, vil jeg gerne fortælle (også til dig Helene), at jeg har fået snakket en smule med min læge (noget af det sværeste jeg har gjort), og er blevet henvist til en psykolog. Lægen forslog også Stolpegården (noget nogen har erfaring med?), men jeg sagde nej til det til at starte med, og har en aftale med en psykolog i den kommende uge. Jeg håber at jeg kan få hjælp...for som tingene er nu...altså det værste er den måde jeg er overfor min mor...jeg har svært ved at snakke ordentlig til hende, og har svært ved at synes det er synd for hende hvis hun er syg. Jeg føler hun ikke fortjener det...Jeg ved det er frygteligt at føle sådan, men jeg kan bare ikke gøre for det
Desuden, er det pudsigt du nævner "ro"...det er netop det jeg mangler...jeg føler netop der mangler noget i mit liv der kan give det ro, balance eller bare sådan at jeg hviler i mig selv. Det er sjovt, men jeg kan sagtens "fake" det...altså udatil kan jeg virke som om jeg har styr på tingene mens jeg i virkeligheden bare har lyst til at grave et hul og begrave mig i det!
Mange hilsner
Alina
Det er klart, at du mangler indre ro i dit liv. Det er også helt almindeligt, at du er god til at fake det og få andre til at tro, at du har helt styr på tingene og at du i virkeligheden har det af H. til indeni. Vi kan være utroligt gode til at holde facaden.
Jeg er glad for, at du har fået snakket lidt med din læge. Det er svært, så det var flot og modigt, at du fik klaret det.
Det var rigtigt godt, at du kunne mærke, at Stolpegården ikke er det rigtige lige nu. Jeg har desværre hørt fra flere, der ikke har haft det så godt med Stolpegården. Men vi mennesker er jo forskellige, så det er selvfølgeligt individuelt, hvilken behandling man har glæde af.
Min erfaring er, at man skal have fortalt tingene - men i starten skal det være til en professionel behandler, man får tillid til. Og så er det godt at dele med ligestillede, som man ved forstår én - som her på Netdoktor f.eks.
Det er synd for din mor, hvis hun er syg. Men det er også synd for dig, hvis du tager mere hensyn til hende end til dig selv, for så ofrer du dig og det kommer der ikke noget godt ud af. Så kommer du måske til at opføre dig på en måde overfor hende, som du ikke selv bryder dig om.
Det er okay at have mindre positive følelser for sin mor. Hvis man har det, så er det fordi, man har en grund til det. Men det vigtige er, hvordan du reagerer på disse følelser.
Det lyder også som om, at du sidder fast i følelser af, at du skal give din mor hjælp, omsorg og forståelse og gør du det ikke, føler du måske skyld? Problemet er, hvis du giver din mor hjælp, omsorg og forståelse og ikke kan give dig selv det eller ikke får noget tilbage. Eller hvis du giver hende det og samtidigt ikke får givet udtryk for, at du måske også er vred på hende ell. lign. Hvis ikke man får sine følelser ud, kommer de som regel ud mellem sidebenene eller også bliver man angst eller deprimeret.
Det er virkeligt godt, at du har fået en tid hos en psykolog så hurtigt. Du må have rigtigt meget held og lykke med det :-)
Mange hilsner Helene
Jeg har nu været til min første samtale med psykolog. Jeg må dog indrømme at jeg havde en meget mærkelig følelse efterfølgende. Det føltes mærkeligt at sidde og fortælle en fremmed om alt det der skete, for selvfølgelig er der jo ikke en løsning her og nu.
Jeg skal fortsætte med samtaler, men er der nogen der har en ide om hvordan ved man om man "connecter" med psykologen? Jeg ved ikke om det er fordi det var første gang jeg var hos en, men det føltes mærkeligt fordi det var måske ikke helt som jeg forventede? Måske skal der et par samtaler til før man ved om det er den rigtige psykolog man har valgt?
Mange taknemmelige hilsner
Alina
Jeg tror, du skal give det lidt tid. Det er jo en ret 'kunstig' situation, når man sidder dér med en terapuet eller psykolog og skal blotlægge sig selv. Man skal lige lære hinanden 'at kende'. Eller rettere sagt så skal du nok lige 'vænne dig til' hende.
De første gange vidste jeg heller ikke rigtigt, hvad jeg mente om min terapuet. Men min underbevidsthed var helt klar over, at han var den rigtige til at hjælpe mig, for der skete godt nok hurtigt forandringer. Og der gik ikke ret længe, så blev jeg rigtigt glad for ham og vidste, at han var præcist den rigtige behandler for mig.
Efter nogle gange kan du bedre vurdere det. For det er selvfølgeligt vigtigt, at kemien er i orden og at du føler dig forstået og respekteret, så du kan komme til at føle tillid. Det er grundlaget for, at et terapiforløb bliver godt.
KH Helene
Jeg tror også jeg vil prøve at give det lidt tid, og se det an. Jeg skal jo starte et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt...så det må bare være her og nu.
Jeg synes det er stort af dig at du har så meget overskud til at sidde og besvare alle disse indlæg, du ved ikke hvor meget det betyder! Tak.
KH
Alina