Aspergers?
Hej! I den seneste tid er jeg begyndt at undre mig lidt over om jeg måske kunne have aspergers? Jeg er på ingen måde sikker, men ved bare at jeg nogengange tænker lidt over det og sådan.. og hvis jeg har er det ihvertfald ikke et 'ekstremt tilfælde' hvis de findes..
Ikke at jeg tror på 'alt sådan noget' men jeg har læst rimelig mange ting om aspergers, og hvorfor man får det osv, bl.a. har jeg læst at ingeniører skulle have lettere ved at få det, eller nok mere at mange ingeniører har det, pga det med matematikken, men altså ja, min far er ihvertfald ingeniør, så ja..
En anden ting er det der med at folk med arpergers syndrom har svært ved at kigge folk i øjnene, og tit ikke synes at de kan finde et godt samtale emne, og sådan har jeg det tit, og på den ene side tænker jeg at det er vel normalt, pga de 'ååh så hårde teenage år' osv, men så alligevel ikke, det med øjenkontakt er sgu da ikke normalt?!?
Jeg har altid været MEGET følsom. Lige siden jeg var barn, og meget genert. Men alligevel har jeg ikke været det der 'asociale geni' som ingen venner har. Jeg har altid været god i skolen, men det er der rimelig mange der er, så det vel meget normalt.. Jeg elskede(/elsker) også at være midtpunkt, og den mulighed havde jeg skam også tit.. men kun blandt pigerne, selvom jeg har gået i klasse sammen med de drenge fra min klasse fra 0-7 har jeg absolut nærmest ingen kontakt med dem.
en anden ting er at siden jeg var 11 (12?) har jeg nærmest haft et 'ønske' om at få anoreksi.. jeg har set ektremt mange dokumentare, og læst vildt mange bøger om det, og også dagbøger af anorektikere.. jeg har dog aldrig haft anoreksi overhovedet, har altid ligget helt normalt mht til vægt, langt væk fra grænsen til undervægtig (og nej det er ikke en pæn måde at sige på at jeg er smælle fed q: - for det har jeg ligegodt aldrig været!)
Jeg har også altid haft en rimelig god humor, faktisk blev jeg tit udnævnt til at være 'den sjoveste', men alligevel er jeg faktisk lidt i tvivl om jeg er god til at forstå sarkasme. Jeg kan også huske jeg kunne begynde at grine af et eller andet rimelig perverst, som ingen andre rigtig kunne forstå, fordi at vi ikke var særlig gamle på det tidspunkt.
Da jeg var mindre (og stadig..) fortalte min far mig også altid hvordan jeg skal sige goddag til folk og huske at sige hej osv, og jeg blev/blir altid så ked af det, og kunne finde på bare at gå ind og græde nærmest, uden egentlig at vide hvad der var galt, og når der så kom en nabo eller sådan noget skyndte jeg mig altid at sige hej, fordi jeg var bange for om min far blev sur på mig ellers, og er ret sikker på at det har virket rimelig mærkelig, som om jeg ikke vidste/ved hvordan man siger hej på en normal måde..
Også tit hvis vi skal have frokost og der så kommer en eller anden og spiser med (eller bare kommer for den sags skyld..)skal jeg nærmest tage mig sammen før jeg går ned og siger hej, og tænker altid om folk synes jeg er mærkelig. Jeg har egentlig også undret mig over hvorfor der lige er at jeg har det sådan, og at det er rimelig underligt.
Også når jeg ved at jeg skal hjem efter skole, før jeg skal til fodbold kl. 17 eller noget, finder jeg også altid på en undskyldning hvis nogen spørg om vi skal være sammen indtil uden at vide helt præcist hvorfor, og plejer bare at tænke at det er fordi jeg er for træt eller noget, selvom det nok ikke helt passer. Hvis de istedet spørg dagen inden om vi skal være sammen har jeg det nærmest 'bedre med det'..
Så jeg er altså bestemt ikke sikker, og måske er det bare ingeting.. men hvordan kan man være helt sikker?
Ikke at jeg tror på 'alt sådan noget' men jeg har læst rimelig mange ting om aspergers, og hvorfor man får det osv, bl.a. har jeg læst at ingeniører skulle have lettere ved at få det, eller nok mere at mange ingeniører har det, pga det med matematikken, men altså ja, min far er ihvertfald ingeniør, så ja..
En anden ting er det der med at folk med arpergers syndrom har svært ved at kigge folk i øjnene, og tit ikke synes at de kan finde et godt samtale emne, og sådan har jeg det tit, og på den ene side tænker jeg at det er vel normalt, pga de 'ååh så hårde teenage år' osv, men så alligevel ikke, det med øjenkontakt er sgu da ikke normalt?!?
Jeg har altid været MEGET følsom. Lige siden jeg var barn, og meget genert. Men alligevel har jeg ikke været det der 'asociale geni' som ingen venner har. Jeg har altid været god i skolen, men det er der rimelig mange der er, så det vel meget normalt.. Jeg elskede(/elsker) også at være midtpunkt, og den mulighed havde jeg skam også tit.. men kun blandt pigerne, selvom jeg har gået i klasse sammen med de drenge fra min klasse fra 0-7 har jeg absolut nærmest ingen kontakt med dem.
en anden ting er at siden jeg var 11 (12?) har jeg nærmest haft et 'ønske' om at få anoreksi.. jeg har set ektremt mange dokumentare, og læst vildt mange bøger om det, og også dagbøger af anorektikere.. jeg har dog aldrig haft anoreksi overhovedet, har altid ligget helt normalt mht til vægt, langt væk fra grænsen til undervægtig (og nej det er ikke en pæn måde at sige på at jeg er smælle fed q: - for det har jeg ligegodt aldrig været!)
Jeg har også altid haft en rimelig god humor, faktisk blev jeg tit udnævnt til at være 'den sjoveste', men alligevel er jeg faktisk lidt i tvivl om jeg er god til at forstå sarkasme. Jeg kan også huske jeg kunne begynde at grine af et eller andet rimelig perverst, som ingen andre rigtig kunne forstå, fordi at vi ikke var særlig gamle på det tidspunkt.
Da jeg var mindre (og stadig..) fortalte min far mig også altid hvordan jeg skal sige goddag til folk og huske at sige hej osv, og jeg blev/blir altid så ked af det, og kunne finde på bare at gå ind og græde nærmest, uden egentlig at vide hvad der var galt, og når der så kom en nabo eller sådan noget skyndte jeg mig altid at sige hej, fordi jeg var bange for om min far blev sur på mig ellers, og er ret sikker på at det har virket rimelig mærkelig, som om jeg ikke vidste/ved hvordan man siger hej på en normal måde..
Også tit hvis vi skal have frokost og der så kommer en eller anden og spiser med (eller bare kommer for den sags skyld..)skal jeg nærmest tage mig sammen før jeg går ned og siger hej, og tænker altid om folk synes jeg er mærkelig. Jeg har egentlig også undret mig over hvorfor der lige er at jeg har det sådan, og at det er rimelig underligt.
Også når jeg ved at jeg skal hjem efter skole, før jeg skal til fodbold kl. 17 eller noget, finder jeg også altid på en undskyldning hvis nogen spørg om vi skal være sammen indtil uden at vide helt præcist hvorfor, og plejer bare at tænke at det er fordi jeg er for træt eller noget, selvom det nok ikke helt passer. Hvis de istedet spørg dagen inden om vi skal være sammen har jeg det nærmest 'bedre med det'..
Så jeg er altså bestemt ikke sikker, og måske er det bare ingeting.. men hvordan kan man være helt sikker?
Kommentarer
Jeg ved ikke så meget om Aspergers, men jeg synes ikke, det umiddelbart lyder som om, at du skulle kunne få den diagnose.
Det er muligt, at du har nogle følelsesmæssige problemer, du slås noget med, men udfra det du skriver, lyder det ikke til at være mere end 'almindeligt'.
Jeg kan forsikre dig om, at det er ganske almindeligt at have problemer med øjenkontakt og at finde på noget at tale om. Det gælder ikke kun teenagere men også mange voksne mennesker.
Der er absolut ingen grund til at ønske sig en spiseforstyrrelse. Men jeg kan på en måde godt forstå, at du kan gøre det. Det er selvfølgeligt noget andet, man da jeg var teenager, ønskede jeg mig at få bøjle på tænderne. Den slags ønsker man sig kun, fordi man ikke ved, hvad det vil sige.
Hvis du synes, du har det svært og har problemer, så behøver du ikke at have en diagnose at sætte på. Så handler det om at finde én at tale med det om, så du kan få noget hjælp til at løse dem.
Hilsen Helene
Via min uddannelse, ved jeg en del om aspergers/autisme... og jeg vil ud fra det du skriver, ikke mene at du det er det, du lider af. Jeg helder mere, ligesom Helene, til at det er nogle følelsesmæssige problemer.
Aspersgers er ikke noget man bare får, og det smitter ikke. Det er en medfødt kognitiv lidelse og kan være arvelig. Det at ingenører skulle have det pga. matematik mm. kan jo muligvis være fordi, at folk med aspergers ofte har en eller anden interresse/spidskompetence, som de interesserer sig meget for og er eksperter i... det er i nogle tilfælde matematik, men kan også være helt andre ting.
Det du skal vide er, at rigtig mange helt "almindelige" mennesker sagtens kan have autistiske træk. For vi kan alle have svært ved øjnkontakt, vi kan alle have brug for rutiner eller gå lidt i panik, hvis en daglig rutine brydes... vi kan alle også have en interresse, som vi bruger rigtig meget tid på, have svært ved at indgå i sociale sammenhænge mm. Det der gør det til autisme er når det hele er der i meget stor grad, og invaliderere dagligdagen... og så er der ofte også andre symptomer.
Det er mega hårdt at være teenager, der er mange hormoner og følelsesmæssige krav der fylder ens hoved, og det er altså helt normalt. Hvordan man reagerer på dem er meget forskellig. Jeg syntes du skal prøve at snakke med en du har et nært forhold til, og fortæl at du ikke har det godt. Fortæl hvad der bekymrer dig mm. Det hjælper tit at få sagt det højt.
Men som sagt... jeg skriver dette ud fra min bedste overbevsning, og jeg tror ikke du har aspergers. Jeg tror du skal acceptere, at den måde du er på, er en del af din personlighed, og så skal du blive "gode venner med dig selv". Så det er mit bedste råd. Altså: arbejd med, el. accepter de ting du er utilfreds med ved din adfærd, og så få det snakket igennem med en du har det godt med.
håber det bedste for dig :-)