Hvorfor?
Hej.
Efter en del års nedture og to selvmordsforsøg, flere gange i detentation, en omgang pilsner som endte i antabus, nervemedicin og antidepressiva, 4 psykiater og 3-4 års arbejdsløshed, en nervepirrende uro når jeg var sammen med mennesker i for lang tid, en masse tumult med familien, vennerne og en tvivlende kæreste efter flere gange utroskab siden jeg har været 17-18 år. Jeg er ved at have nok. Nu er jeg 22 år og er derhenne af hvor det at blive 23 år, ikke ses som en realitet. Jeg kan simpelthen ikke se fremadrettet pt.
Jeg har aldrig været nogen skidt person. Aldrig rigtig gjort nogen ondt. Altid haft (lidt for meget) ondt af personer. Jeg ved ikke hvad det skyldes, hvorfor at jeg er sådan her, men det er ikke til at holde ud.
For et år siden, begyndte det at vende sig, da jeg var bange for at miste min kæreste. Jeg drejede fuldstændig om. Søgte ind på en skole med en kammerat og er 2 mdr. fra at være uddannet. Nu sker det så at jeg får det dårligt og er ved at være der hvor jeg føler at jeg ikke kan møde op på arbejdet igen, uden nervøsitet. Jeg kan aldrig gennemføre noget. 10 klasse røg jeg ud af. Små jobs droppede jeg. I en aktivering var jeg 'syg' rigtig ofte - jeg rystede af uro i min krop. Kunne ikke gennemføre et kørekort (som jeg fik betalt) var næsten færdig, men alligevel lod jeg dette gå til spilde. Jeg vil så gerne uddannes og have den titel, men jeg har utrolig svært ved det.
Min kæreste mener at det ligger tilbage i min barndom og da dette er anonymt, kan jeg ikke se anden end at jeg bare skal skrive løs. Jeg er ikke som en åben bog i virkeligheden. Jeg taler gerne, men holder meget tilbage. Som 8-9 årig blev jeg misbrugt af en ude fra familien. Personen var ikke meget ældre end mig. Vil gætte på teenager alderen. Dette skete flere gange og stoppede pludseligt, da jeg flyttede.
Jeg har haft en god barndom. Gode venner, en god skolegang og ikke været specielt bange for noget. I 8 klasse blev jeg dog anderledes. Meget deprimeret, begyndte at drikke en del og var lidt af en "bølle". Ingen vidste noget. Ingen VED noget - udover min kæreste og min bedste ven.
Idag, tænker jeg ikke så ofte på det. I hvert fald ikke som noget dramatisk udover at jeg væmmes ved det. Jeg føler ikke at det er derfor at jeg har det som jeg har, men som min kæreste siger. Underbevidstheden tæller mere end alt.
Jeg hører musik og lever mig fuldt ind i det. Hører jeg trist musik, bliver jeg 100% trist og kan være det i flere uger. Jeg stjæler nærmest melankolien fra andre. Jeg ved fandme ikke hvorfor, men det gør så fucking nas! Jeg hader mig selv. Jeg er overvægtig, hvor jeg tilbage i 7-8 års alderen var tynd og var en aktiv knægt. Idag er jeg stadig aktiv, når jeg kan magte det. Elsker at være aktiv, men andre gange burer jeg mig selv inde.
Da jeg gik hjemme, følte jeg en kæmpe byrde, da alle sagde jeg skulle ud og arbejde. "Bare arbejd' det væk!" og ville mest af alt bare ha' fred. Ikke fra mine medmennesker, men "ansvaret" på et job. Det var en mærkelig følelse. Alt i mig rystede. Jeg nød ingenting. Var ked af det. Lavede ikke andet end at spille et latterligt spil "World of Warcraft" da det var det eneste som jeg kunne finde ud af.
Idag har jeg ikke det store alkohol forbrug som tidligere. Men jeg er stadig røv deprimeret. Jeg har nogle opture som går 100 km/t derudaf, men det vender bare så hurtigt om igen. Hvad fuck fejler jeg? Jeg trænger til svar, til en diagnose, jeg trænger så meget til fred og accept. At folk ikke ser ned på mig, fordi at jeg bare ikke kan! Ja, jeg siger jeg ikke kan - så fat det.
Jeg vil gerne have børn. Jeg vil ha' dyr bil, et godt hjem, en lykkelig hustru. Men kan ikke, da jeg ikke er eller føler mig solid nok til at tjene penge. Bliver en god far. Jeg er en god onkel og ønsker kun mine niecer det bedste. En lykkelig hustru får jeg nok aldrig, hvis jeg ikke tjener nogle gode penge eller viser ansvar.
Tager venlafaxin, 75mg. Lægen har sagt 150mg, men ved ikke hvorfor at jeg ikke kan få mig selv til at gå derop. Har været på Setralin Hexal i 3-4 år på 150mg. Er dette nyttig info overhovedet.
Vh en idiot som søger hjælp på et forum. Hvor lavt.
Efter en del års nedture og to selvmordsforsøg, flere gange i detentation, en omgang pilsner som endte i antabus, nervemedicin og antidepressiva, 4 psykiater og 3-4 års arbejdsløshed, en nervepirrende uro når jeg var sammen med mennesker i for lang tid, en masse tumult med familien, vennerne og en tvivlende kæreste efter flere gange utroskab siden jeg har været 17-18 år. Jeg er ved at have nok. Nu er jeg 22 år og er derhenne af hvor det at blive 23 år, ikke ses som en realitet. Jeg kan simpelthen ikke se fremadrettet pt.
Jeg har aldrig været nogen skidt person. Aldrig rigtig gjort nogen ondt. Altid haft (lidt for meget) ondt af personer. Jeg ved ikke hvad det skyldes, hvorfor at jeg er sådan her, men det er ikke til at holde ud.
For et år siden, begyndte det at vende sig, da jeg var bange for at miste min kæreste. Jeg drejede fuldstændig om. Søgte ind på en skole med en kammerat og er 2 mdr. fra at være uddannet. Nu sker det så at jeg får det dårligt og er ved at være der hvor jeg føler at jeg ikke kan møde op på arbejdet igen, uden nervøsitet. Jeg kan aldrig gennemføre noget. 10 klasse røg jeg ud af. Små jobs droppede jeg. I en aktivering var jeg 'syg' rigtig ofte - jeg rystede af uro i min krop. Kunne ikke gennemføre et kørekort (som jeg fik betalt) var næsten færdig, men alligevel lod jeg dette gå til spilde. Jeg vil så gerne uddannes og have den titel, men jeg har utrolig svært ved det.
Min kæreste mener at det ligger tilbage i min barndom og da dette er anonymt, kan jeg ikke se anden end at jeg bare skal skrive løs. Jeg er ikke som en åben bog i virkeligheden. Jeg taler gerne, men holder meget tilbage. Som 8-9 årig blev jeg misbrugt af en ude fra familien. Personen var ikke meget ældre end mig. Vil gætte på teenager alderen. Dette skete flere gange og stoppede pludseligt, da jeg flyttede.
Jeg har haft en god barndom. Gode venner, en god skolegang og ikke været specielt bange for noget. I 8 klasse blev jeg dog anderledes. Meget deprimeret, begyndte at drikke en del og var lidt af en "bølle". Ingen vidste noget. Ingen VED noget - udover min kæreste og min bedste ven.
Idag, tænker jeg ikke så ofte på det. I hvert fald ikke som noget dramatisk udover at jeg væmmes ved det. Jeg føler ikke at det er derfor at jeg har det som jeg har, men som min kæreste siger. Underbevidstheden tæller mere end alt.
Jeg hører musik og lever mig fuldt ind i det. Hører jeg trist musik, bliver jeg 100% trist og kan være det i flere uger. Jeg stjæler nærmest melankolien fra andre. Jeg ved fandme ikke hvorfor, men det gør så fucking nas! Jeg hader mig selv. Jeg er overvægtig, hvor jeg tilbage i 7-8 års alderen var tynd og var en aktiv knægt. Idag er jeg stadig aktiv, når jeg kan magte det. Elsker at være aktiv, men andre gange burer jeg mig selv inde.
Da jeg gik hjemme, følte jeg en kæmpe byrde, da alle sagde jeg skulle ud og arbejde. "Bare arbejd' det væk!" og ville mest af alt bare ha' fred. Ikke fra mine medmennesker, men "ansvaret" på et job. Det var en mærkelig følelse. Alt i mig rystede. Jeg nød ingenting. Var ked af det. Lavede ikke andet end at spille et latterligt spil "World of Warcraft" da det var det eneste som jeg kunne finde ud af.
Idag har jeg ikke det store alkohol forbrug som tidligere. Men jeg er stadig røv deprimeret. Jeg har nogle opture som går 100 km/t derudaf, men det vender bare så hurtigt om igen. Hvad fuck fejler jeg? Jeg trænger til svar, til en diagnose, jeg trænger så meget til fred og accept. At folk ikke ser ned på mig, fordi at jeg bare ikke kan! Ja, jeg siger jeg ikke kan - så fat det.
Jeg vil gerne have børn. Jeg vil ha' dyr bil, et godt hjem, en lykkelig hustru. Men kan ikke, da jeg ikke er eller føler mig solid nok til at tjene penge. Bliver en god far. Jeg er en god onkel og ønsker kun mine niecer det bedste. En lykkelig hustru får jeg nok aldrig, hvis jeg ikke tjener nogle gode penge eller viser ansvar.
Tager venlafaxin, 75mg. Lægen har sagt 150mg, men ved ikke hvorfor at jeg ikke kan få mig selv til at gå derop. Har været på Setralin Hexal i 3-4 år på 150mg. Er dette nyttig info overhovedet.
Vh en idiot som søger hjælp på et forum. Hvor lavt.
Kommentarer
Okay, så må jeg rangere meget lavt, for jeg skriver meget herinde på Netdoktor...
Det er ikke idiotisk at åbne sig om sine problemer og søge hjælp. Det ville vel være mere usmart bare at gå og lide i stilhed.
Jeg synes, det lyder som om, at du har alle tegn på senfølger efter seksuelle overgreb. Støttecentret mod Incest (i København) har stor erfaring i behandling af mænd med senfølger.
Du kan læse mere her: http://www.incest.dk/
Derfor vil jeg anbefale dig at ringe ind til den professionelle rådgivning og tale med dem. Tlf. 33 13 63 83. Telefontid tirsdag 09–12 og onsdag 12–15.
Du kan være anonym.
Hilsen Helene
Men da du har så mange tegn, der er typiske for mennesker med senfølger, var det et nærliggende sted at starte.
Alternativet er at søge behandling andetsteds. For behandling er jo tydeligvis nødvendigt, hvis du vil have det bedre.
Det skal lige siges, at selvom du ikke bevidst tillægger det seksuelle misbrug nogen særlig betydning, så kan det altså sagtens have haft en meget større betydning for dit liv, end du forestiller dig.
Hilsen Helene