Indstillinger
Vejledning meget ønsket
Er det godt eller skidt at tale om spiseforstyrrelser med vedkommende. Jeg mener på den måde, at man advarer om hvad der kan ske med kroppen, hvis det fortsætter.
Eller er det bedre bare at lytte, når lægen så småt er indblandet. Eller hvad gør man.
Eller er det bedre bare at lytte, når lægen så småt er indblandet. Eller hvad gør man.
Kommentarer
Jeg mener bestemt, det er bedst at lade være med at komme med advarsler. Det fjerner fokus fra de egentlige problemer (spiseforstyrrelsen er kun et symptom), de skræmmer, skaber afstand og viser ikke lydhørhed og giver ikke positiv opmærksomhed til personen. Desuden ved hun sikkert udmærket, at det er skadeligt og ellers skal lægen nok fortælle hende det.
Det er mege bedre at lytte, støtte og opmuntre. Kom heller ikke med råd til alt det, hun bør gøre. Råd kan være fornuftige nok men kan som oftest ikke bruges af én, der sidder fast i en følelsesmæssig 'ufornuftig' tilstand.
Hvis det er aktuelt kan man måske i stedet komme med forslag, der kan gøre livet lidt lysere og lettere for personen. Men man må så kunne accepterer, at forslagene måske heller ikke er brugbare.
Det er ikke godt, at der er tabuer. Så kan man ikke kommunikere åbent og skabe nærhed. Omvendt skal man måske heller ikke tale for meget om tingene, når de ikke er umiddelbart til at løse, for det man giver opmærksomhed, kommer til at fylde mere.
Så hvis man bare kan tale almindeligt om tingene og gøre det til noget dagligdags, der er til at tale naturligt om, så tror jeg, at det er det bedste.
Hilsen Helene
Tusind tak for dit råd. Jeg er meget glad for det og også lidt lettet. Et område jeg ikke har den store kendskab til. Endnu engang tak.
Mange hilsener. "Persille"
Lad vær' at komme med foredrag om at det er usundt osv.; det ved personen udmærket godt, men hun/han er syg, og har brug for professionel hjælp til at ændre på situationen.
Det nytter heller ikke noget at sige "Nu skal du ikke tabe dig mere" eller "Du er alt for tynd".
Og lad for guds skyld vær' med at tro, at vedkommende nødvendigvis har det bedre fordi hun/han begynder at tage på. Eneste rigtige kommentar til det er "Hvor ser du godt ud!".
Din ven har formentlig fortalt dig lidt om hvad der sker i hovedet på hende/ham når vedkommende forsøger at spise. Eller sagt hvordan hun/han bliver bange når hun/han har spist et eller andet. Fortalt at et eller andet tidspunkt på dagen er værst... Eller fortalt at hun/han bare ikke kan holde op med at spise og derfor føler at hun/han bliver nødt til at kaste op for ikke at blive tyk...
Så kan du godt spørge hvordan det går med noget konkret. For eksempel "Hvordan går det med at få spist morgenmad? Er det stadig det samme?" eller du kan spørge til hvordan det går med lægen... Om hun/han syntes at lægen hjælper. Hvis det ikke er tilfældet kan du jo støtte hende/ham i at få bedt lægen om en henvisning til et behandlingssted.
Jeg bor ikke hjemme, og jeg satte stor pris på at min mor i telefonen ofte brugte formuleringen "Hvordan går det? Får du spist lidt", og jeg så godt kunne svare at "Ja, men det er ikke så meget" eller "Ja, jeg har faktisk spist xx idag". Så sagde hun selvfølgelig også at jeg skulle prøve at få lidt mere ned - men ikke på en kommanderende måde.
På den måde var hun ikke dømmende eller kom med løftede pegefingre; hun udviste omsorg.
Jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at tale med nogen. Det er hårdt at stå magtesløs på sidelinien, så du skal sørge for at læsse af.