Mobning i barndom og en far der drikker?
Hey folkens... jeg er en dreng på 21 og har nu levet i 5 år med en depression. Det startede som en svær depression i de første 3 - 4 år, men nu er det en mere moderat depression..
Jeg skriver her fordi jeg aldrig nogensinde har fået talt eller mødt nogen der er deprimeret på samme måde som mig.. det er ikk fordi jeg føler mig alene... tværtimod... det ville bare være rart at kunne snakke med en person hvor vi kan forstå hinanden og for at se hvordan andre folk har håndteret deres situation... så nu fortæller jeg min historie og håber at der er nogen der kan relatere til det og fortælle sin egen historie.. selv hvis det kun er et enkelt aspekt i kan relatere til(eller hvis i bare vil give noget respons) er i også mere end velkomne til at skrive
Mit liv startede godt... som barn havde jeg det rigtig godt. Havde godt nok en far der drikker allerede dengang, men jeg var alt for lille til at forstå det dengang. Min mor skændtes af og til med ham... han plejede altid at drikke sig stiv om aftenen, hvorefter han gik ud og kom hjem dagen efter stadigvæk beruset og gik i seng efterfølgende.. hun blev sur fordi hun aldrig vidste hvor han var og om han var okay, for han tog sjældent telefonen når hun ringede til ham... men det kunne være ligemeget syntes han...
Som sagt havde jeg det godt som barn... men kun udenfor skolen.. i skolen var jeg altid stille... jeg var den tilbageholdende og indadvendte type... holdte mig altid for mig selv og gik altid alene i frikvarterende... Det var først i 6. klasse jeg fik en rigtig ven fra min klasse... og gennem ham fik jeg også et par andre kammerater... dem havde jeg det rigtig sjovt med.. men så var der selvfølgelig det problem at de elskede at drille/mobbe folk, for morskabens skyld... og eftersom jeg var den eneste der var så tilbageholden gik det udover mig.. men dog ikk så meget i starten... fra børnehave og til 6. klasse var det en bestemt pige som det gik mest ud over.. efter hun gik ud i 6. var der en anden pige der blev offeret... efter de havde mobbet hende ud i 8. klasse kom turen til mig i 9... Det har nok været det hårdeste og mest ødelæggende år i mit liv... jeg blev gjort til grin, hånet og latterliggjort... jeg kunne sidde og kigge ud i luften for mig selv i klassen, hvor der kunne komme en ud af det blå og give mig en flad med fuld kraft... Det eneste der holdte mig kørende var at der kun var et år tilbage til skolen var slut.. så skulle jeg aldrig se dem igen...
Det var sådan at jeg var blevet opdraget med en slags stolthed som jeg havde fået fra min far... han havde altid sagt til mig fra barndommen(især når han var fuld) at jeg aldrig skal være bange for nogen og aldrig finde mig i noget som helst.. hvis der er nogen gør noget dumt skal jeg smadre dem på stedet... sådan var jeg ikk selv, men jeg følte at jeg var nød til at leve op til det for at få min fars accept og også for at føle mig som en rigtig mand for sådan skulle en rigtig mand være, efter hans mening...
Derfor var det ydmygende og sårende for min stolthed at jeg kunne lade folk mobbe mig sådan.. derfor var jeg fyldt med raseri i slutningen af 9. klasse efter at have lukket al min vrede inde i et år... jeg overvejede at slå dem ihjel på det tidspunkt... jeg fantaserede hver aften om hvordan jeg kunne slå dræbe dem og hvordan jeg kunne gøre det så smertefuldt som muligt.. en aften var det virkelig ved at gå galt... jeg lå i min seng og tænkte over at rent faktisk myrde dem næste morgen... jeg var blevet blind overfor alt andet... havde ikk andet tilbage i mig end vrede... jeg besluttede at jeg ville gøre det.... men pludselig var det som jeg vågnede og tænkte fuck... hva er det jeg tænker på? hvor langt ude er jeg kommet.. jeg blev pludselig skræmt over alt det jeg havde ligget og tænkt i al den tid.. og over hvad jeg havde tænkt mig at gøre for et øjeblik siden... kort efter fik jeg pludselig et panisk anfald... kl var 3 om natten og jeg gik pludselig fuldstændig i panik og jeg vidste ikk hvorfor... jeg løb ud i stuen hvor min mor sov og tændte lyset... det lidt svært at beskrive hvordan det føltes men jeg havde ihvertfald lyst til at råbe, løbe ud, skade mig selv, skade nogen omkring mig, smadrer ting.... alt på en gang.. men heldigvis formåede jeg at styre det og satte mig sammenkrøbet i et hjørne og vippede frem og tilbage... sådan sad jeg de næste 3 timer, til kl blev 6... efter en times søvn ringede jeg til ham som hovedsageligt var efter mig og mødtes op med ham.. jeg fortalte i en oprørt tilstand at jeg var blevet helt fra den(udelod mord delen) og talte meget kaotisk om at jeg var ved at blive sindsyg.. han kunne heldigvis se at det hele var gået lidt for vidt og vi blev enige om at han og de andre skulle lade mig være den sidste måned der var tilbage af 9. klasse... og det gjorde de
Fortsætter...
Jeg skriver her fordi jeg aldrig nogensinde har fået talt eller mødt nogen der er deprimeret på samme måde som mig.. det er ikk fordi jeg føler mig alene... tværtimod... det ville bare være rart at kunne snakke med en person hvor vi kan forstå hinanden og for at se hvordan andre folk har håndteret deres situation... så nu fortæller jeg min historie og håber at der er nogen der kan relatere til det og fortælle sin egen historie.. selv hvis det kun er et enkelt aspekt i kan relatere til(eller hvis i bare vil give noget respons) er i også mere end velkomne til at skrive
Mit liv startede godt... som barn havde jeg det rigtig godt. Havde godt nok en far der drikker allerede dengang, men jeg var alt for lille til at forstå det dengang. Min mor skændtes af og til med ham... han plejede altid at drikke sig stiv om aftenen, hvorefter han gik ud og kom hjem dagen efter stadigvæk beruset og gik i seng efterfølgende.. hun blev sur fordi hun aldrig vidste hvor han var og om han var okay, for han tog sjældent telefonen når hun ringede til ham... men det kunne være ligemeget syntes han...
Som sagt havde jeg det godt som barn... men kun udenfor skolen.. i skolen var jeg altid stille... jeg var den tilbageholdende og indadvendte type... holdte mig altid for mig selv og gik altid alene i frikvarterende... Det var først i 6. klasse jeg fik en rigtig ven fra min klasse... og gennem ham fik jeg også et par andre kammerater... dem havde jeg det rigtig sjovt med.. men så var der selvfølgelig det problem at de elskede at drille/mobbe folk, for morskabens skyld... og eftersom jeg var den eneste der var så tilbageholden gik det udover mig.. men dog ikk så meget i starten... fra børnehave og til 6. klasse var det en bestemt pige som det gik mest ud over.. efter hun gik ud i 6. var der en anden pige der blev offeret... efter de havde mobbet hende ud i 8. klasse kom turen til mig i 9... Det har nok været det hårdeste og mest ødelæggende år i mit liv... jeg blev gjort til grin, hånet og latterliggjort... jeg kunne sidde og kigge ud i luften for mig selv i klassen, hvor der kunne komme en ud af det blå og give mig en flad med fuld kraft... Det eneste der holdte mig kørende var at der kun var et år tilbage til skolen var slut.. så skulle jeg aldrig se dem igen...
Det var sådan at jeg var blevet opdraget med en slags stolthed som jeg havde fået fra min far... han havde altid sagt til mig fra barndommen(især når han var fuld) at jeg aldrig skal være bange for nogen og aldrig finde mig i noget som helst.. hvis der er nogen gør noget dumt skal jeg smadre dem på stedet... sådan var jeg ikk selv, men jeg følte at jeg var nød til at leve op til det for at få min fars accept og også for at føle mig som en rigtig mand for sådan skulle en rigtig mand være, efter hans mening...
Derfor var det ydmygende og sårende for min stolthed at jeg kunne lade folk mobbe mig sådan.. derfor var jeg fyldt med raseri i slutningen af 9. klasse efter at have lukket al min vrede inde i et år... jeg overvejede at slå dem ihjel på det tidspunkt... jeg fantaserede hver aften om hvordan jeg kunne slå dræbe dem og hvordan jeg kunne gøre det så smertefuldt som muligt.. en aften var det virkelig ved at gå galt... jeg lå i min seng og tænkte over at rent faktisk myrde dem næste morgen... jeg var blevet blind overfor alt andet... havde ikk andet tilbage i mig end vrede... jeg besluttede at jeg ville gøre det.... men pludselig var det som jeg vågnede og tænkte fuck... hva er det jeg tænker på? hvor langt ude er jeg kommet.. jeg blev pludselig skræmt over alt det jeg havde ligget og tænkt i al den tid.. og over hvad jeg havde tænkt mig at gøre for et øjeblik siden... kort efter fik jeg pludselig et panisk anfald... kl var 3 om natten og jeg gik pludselig fuldstændig i panik og jeg vidste ikk hvorfor... jeg løb ud i stuen hvor min mor sov og tændte lyset... det lidt svært at beskrive hvordan det føltes men jeg havde ihvertfald lyst til at råbe, løbe ud, skade mig selv, skade nogen omkring mig, smadrer ting.... alt på en gang.. men heldigvis formåede jeg at styre det og satte mig sammenkrøbet i et hjørne og vippede frem og tilbage... sådan sad jeg de næste 3 timer, til kl blev 6... efter en times søvn ringede jeg til ham som hovedsageligt var efter mig og mødtes op med ham.. jeg fortalte i en oprørt tilstand at jeg var blevet helt fra den(udelod mord delen) og talte meget kaotisk om at jeg var ved at blive sindsyg.. han kunne heldigvis se at det hele var gået lidt for vidt og vi blev enige om at han og de andre skulle lade mig være den sidste måned der var tilbage af 9. klasse... og det gjorde de
Fortsætter...
Kommentarer
Efter skolen begyndte jeg på gynmasiet.. jeg tænkte at fortid bare fortid og at jeg nu bar skal se frem af.. jeg troede alt ville blive bedre... men der tog jeg selvfølgelig fejl. Men der gik noget tid inden jeg indså at der var noget galt...
Det første halve år gik fint i gymnasiet.. jeg mødte mine 2 bedste venner som stadigvæk er mine 2 bedste venner i dag.. men efter det halve år hvor jeg ligesom var faldet til, begyndte jeg at få tvangstanker(det vidste jeg ikk det var i starten). Nu vil jeg helst ikk komme så meget ind på hvad disse tanker var men det indebar ihvertfald at jeg skulle gøre ting som jeg virkelig tog afstand fra... den eneste af disse tvangstanker jeg vil nævne her er den mildeste af dem som indbefatter at jeg skal gøre folk fortræd som jeg holder af(det er så godt nok normalt at folk uden depressioner også oplever denne form for "tvangstanker" men under depression er tvangsfølelsen mere intens og de forekommer meget hyppigt)...
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre det første års tid... efter 3 mdr ind i 2.g kunne jeg ikk undertrykke det længere og blev nød til at gøre noget. Indtil der i 2g havde jeg aldrig talt med nogen om noget som helst.. Men så ville jeg prøve der at tale med min storesøster om det, men uden at sige for meget... Men så skete det uforventet at jeg brød fuldstændig sammen foran hende.. og så fortalte jeg for første gang alt hvad der var sket... hvilket var en stor lettelse..
Jeg fandt ud af med mig selv nogen dage efter at jeg var nød til at sige det her til min far... for jeg havde skjult det hele fordi jeg troede min far ville skamme sig over mig og derfor så jeg også på det som noget skamfuldt..
At sige det til min far, var nok noget af det hårdeste jeg har gjort i mit liv.. jeg levede i en familie hvor ingen nogensinde talte om deres følelser eller kommunikerede på den måde.. min far troede jeg var en tough person ligesom han var i sin ungdom.. men nu skulle jeg fortælle ham at jeg slet ikk var som han mente jeg skulle være...
Han tog det ikke særligt pænt til at begynde med.. men i sidste ende gav han sig.. Jeg troede at mit problem ville være løst og at tankerne ville stoppe herefter.. men det gjorde de ikk... så jeg tænkte at hvis jeg måske fortalte til de drenge der havde været efter mig hvad deres handlinger havde gjort ved mig og hvor meget de har ødelagt mit liv, ville det måske hjælpe... dette var så den anden mest hårde ting jeg har gjort... jeg brugte en måned på at samle modet, hvorefter jeg ringede til dem og aftalte at mødes... jeg var bange for at de ville grine af mig eller ikke tage mig seriøst... men det gik godt.. de havde det meget dårligt med det og var kede af hvad de havde gjort..
Så troede jeg at jeg ville få det bedre men nej... det var meget lettende selvfølgelig men jeg havde stadigvæk en masse ting jeg skulle have udredet med mig selv og som jeg stadigvæk kæmper med i dag... for når man går gennem alle de ting, gør det også noget ved din opfattelse af dig selv og folk omkring dig. Jeg kan fx ikke tåle små drillerier længere, om det så er min bedste ven eller en jeg lige har mødt.. selvom det er sødt ment, bliver jeg sur for jeg kan ikk tro længere at det er for andet end at ydmyge mig.. Dette har givet mange problemer mellem mig og mine venner som prøver at være forstående men nogen gange får de også bare nok... og så bliver jeg beskyldt for at bruge min depression som et skjold, hvilket kan være utroligt hårdt at høre på når man rent faktisk har det af helvede til...
derudover holder jeg altid folk på afstand når jeg kommer nye steder hen eller møder nye mennesker... jeg er kold og ikk særlig imødekommende indtil jeg har vurderet om jeg gider at snakke med vedkommende eller ej..
Udover det er der også min fars drikkeri.. jeg hader ham for det og har svært ved at acceptere det for jeg er bange for at hvis jeg acceptere at han drikker og ikk kan stoppe, kan jeg ende med at blive som ham fordi jeg viste accept overfor det.. og det er skræmmende tanke for mig fordi at blive som min far er det sidste jeg vil.
Men jeg kæmpede ellers meget på egen hånd med min depression i starten... jeg vidste ikke det var en depression det første 2 ½ år... det var først ½ år inde i 3g. at jeg endelig fik talt med psykiater og fik konstateret at jeg lider af en svær depression... som kom jeg på cipralex og det har jeg været på i 2 ½ år nu
Jeg kæmper stadigvæk med de problemer jeg nævnte tidligere... og jeg har stadigvæk ikk givet helt slip på min fars forventning til at jeg skal være en hård negl. det bla derfor jeg altid har gået til kampsport og til styrketræning (men det er så selvfølgelig også lidt for damerne).
men trods det går det faktisk meget bedre. jeg læser på universitetet nu og er i altid i stille og rolige omgivelser.. og jeg har fundet en rigtig god psykolog som forstår mig og min situation rigtig godt.. der går nok en del tid før jeg blir helt rask. men lige nu er det vigtigste at det går frem af.
Du efterlyser nogen, der vil fortælle noget af deres historie, så her er noget af min.
Jeg er 49 år. Jeg voksede op i en tilsyneladende normal familie med mor, far og tre ældre søskende. Som voksen huskede jeg ingen detaljer men kun det overordnede: At jeg altid havde været ekstrem angst for alt mellem himmel og jord, havde haft en stor indre smerte, en enorm indre ensomhed og at jeg var blevet mobbet i skolen fra 1. til og med 8. klasse.
Jeg huskede, at min far var død, da jeg var barn, men jeg vidste ikke, hvor gammel jeg var – kun at jeg måtte have været mellem 9 og 12 år.
I perioder røg jeg ind i depression. Det var især, når ensomheden blev for belastende og livet virkede for meningsløst. Det medførte gennem tiden tre sporadiske selvmordsforsøg.
Jeg havde altid haft et par veninder, mange skiftende kærester men ikke nogen egentlige venskaber og omgangskreds.
Da jeg var 21 år fik jeg noget antipsykotisk medicin. Den dæmpede angsten og hjalp så jeg begyndte at kunne leve mere normalt. Det tog jeg i 4 år.
Fra jeg var 21 og til jeg var omkring 40, var jeg i kontakt med forskellige psykiatere, men ingen af dem kunne hjælpe mig. De gav kun medicin og ingen samtale.
Fra jeg var barn led jeg af en meget voldsom hovedpine. Da jeg var 42 år, var jeg så syg af medicinen mod den, så min læge frygtede, at min lever og nyrer ville tage skade og jeg frygtede at dø.
Som 40 årig begyndte jeg at få en fornemmelse af, at min hovedpine måske kunne være opstået i forbindelse med min fars død. Den idé mødte modstand i det etablerede system, så hvis jeg ville undersøge det, måtte jeg selv betale for terapi. Det førte til, at jeg som 43 årig startede jeg i NLP- og hypnoterapi. Efter 3 sessioner var jeg helbredt for 33 års hovedpine. Til gengæld kom der hul igennem alle mine fortrængninger.
Jeg blev klar over, at bag den normale facade i mit barndomshjem, havde der hersket meget unormale tilstande. Jeg havde været udsat for 'almindeligt' omsorgssvigt, fysisk og psykisk vold, incest og andet seksuelt misbrug. Min far var alkoholiker og formentligt psykopat. Min mor var givetvis skizofren eller psykotisk. Dertil kom mine to ældre søstres chikane og mobningen i skolen og så angsten, ensomheden og hovedpinen m.v.
Jeg begyndte at forstå mine problemer igennem livet på en ny måde. Det var ikke mig, der var noget galt med – jeg reagerede normalt på de ting, jeg havde været udsat for. Min familie havde været ekstremt dysfunktionel. Det havde været en barndom, der burde være forbudt for børn!
Jeg gik i terapi i 4 år og det reddede mit liv. Især de første par år var vanvittigt hårde. Jeg dykkede helt ind i depressionen. Jeg fandt ud af, at den faktisk blev skabt, da jeg var ca. 4 år gammel. Den havde været der lige siden men som regel kunne jeg fortrænge den og hive mig selv op ved håret, men indimellem brød den altså igennem. Der lå naturligvis også gammel fortrængt vrede, som jeg havde meget svært ved at få kontakt til. Dels havde jeg lært at undertrykke vreden og dels anså jeg vrede for at være skadelig og destruktiv og meget lidt 'mig'. Jeg blev klar over, at min depression både handlede om sorgen over svigt og manglende omsorg men også skyldtes, at jeg ikke kunne give mig selv lov til at blive vred – jeg græd i stedet og sank ind i opgivelse.
Efterhånden igennem bearbejdelse og arbejde med mig selv, fik jeg sluppet de depressive følelser. Desto mere forståelse jeg fik, desto mindre vrede blev tilbage. Jeg kom til at forstå, hvordan de dysfunktionelle mønstre i min familie havde fungeret og hvordan de havde præget mig. Jeg forstod, at mine forældre havde været meget syge og at de havde givet deres følelsesmæssige problemer videre til mig og mine søskende. Efterhånden som mine tankemønstre forandrede sig, skete der også følelsesmæssige forandringer og det førte til, at jeg kunne begynde at handle og reagere anderledes og mere hensigtsmæssigt.
Jeg har fået diagnosticeret borderline personlighedsforstyrrelse og en generaliseret angsttilstand. Ingen af delene kan jeg længere genkende mig selv i. Derimod belaster min PTSD mig en del. Bl.a. er jeg oversensibel overfor sanseindtryk.
Mine senfølger førte til, at jeg endeligt (efter 5 års kamp med kommunen) blev tilkendt førtidspension pr. 1. august. Ikke p.g.a. senfølger af traumer, for systemet antager vist ikke, at man kan miste arbejdsevnen af den grund, men p.g.a. manglende sociale kompetencer. Jeg kan ikke omgås såkaldte 'almindelige' mennesker, for jeg føler ikke, at vi har noget til fælles og vi taler ikke samme sprog.
Det er ikke længere noget problem for mig, for nu har jeg lært gode mennesker at kende, der har haft en lignende opvækst. Det giver genkendelse og meget glæde og positiv energi. Så faktisk har jeg det bedre, end jeg nogensinde har haft det før.
Det var min historie i overordnede træk.
Det lyder som om, at du også er på vej til at få skabt et godt liv for dig selv. Held og lykke med det :-)
Mange hilsner Helene
Du skal have mange tak for din respons. Det er rart at du tager dig tid til at skrive et flot indlæg. Jeg ved godt det er ret tidskrævende, så derfor er jeg mere end taknemmelig for din indsats.
Og ønsker også held og lykke til dig i fremtiden
Mvh Anonym
men jeg har så også indstillet mig på at jeg bare må være tålmodig... og vente til der kommer bedre tider...
Det er vigtigt at have nogen at tale med om, hvordan man har det. Det er også vigtigt at have mennesker, man kan grine sammen med, så man kan få noget ny energi.
Når de mennesker nu ikke er der, er det rigtigt godt, at du er i stand til at have tålmodighed og vente på bedre tider. Men bare at vente, løser jo ikke desværre ikke noget. Så gør du noget for at skabe forandringer, der efterhånden kan bringe dig ud af ensomheden?
KH Helene