Indstillinger
Hvad skal jeg gøre?? hvordan skal jeg forholde mig??
Hej med jer!
Jeg skriver da jeg er meget bange, usikker og ulykkelig!
Min kærste har forladt mig(er mand) efter 4 år, vi har en søn på 1 år.
Kærsten beskriver at hun ik har følser for nogen lige nu og at hun syndes at vær dage er værdigløs, det er virkelig hårdt da jeg gerne vil være der for hende og støtte hende, men hun har "sendt" mig i en lejlighed, hvor jeg nu bor for 3 uge.
I dag spurgte jeg hende hvordan hun stod(hvilket nok er meget dumt at gøre) , når hun har det som har det, jeg har lige fået et sms fra hende hvor hun skriver at hun syndes at jeg skal gå vidre, for hun vil ik hindre mig og at hun ville gå til en pyskolog i morgen, jeg svarede tilbage at jeg ik ville gå vidre da jeg elsket hende og at om hun hvade en depri, var jeg der for hende og ved hendes side da det er min opgave og at hun betød utrolig meget for mig, var det rigtig at skrive sån???
Skal jeg selv opsøge pyskolog, da det også er hårdt for mig og jeg har svært ved at håndtere de følser jeg går igennem, jeg ved hun skal have luft og plads, men jeg har så svært ved ik at være der for hende?
Ud over det skal jeg pointere at jeg bor i sverige, 1000 km fra dk, så jeg har ik mit netværk omkring mig!
Hvad skal jeg gøre for at hjælpe hende, skal jeg respektere at hun skal have luft
Skal jeg snakke med nogen?
Skal jeg tage vores barn så meget som muligt?
Jeg er utrolig forvirret og virkelig bange for at kvinden i mit liv, skal glide ud af mine hænder, så ville være u-trolig glad for råd og guidens i den her svære situation!
Tak med venlig hilsner, en meget trist og usikker mands-person :-(
Jeg skriver da jeg er meget bange, usikker og ulykkelig!
Min kærste har forladt mig(er mand) efter 4 år, vi har en søn på 1 år.
Kærsten beskriver at hun ik har følser for nogen lige nu og at hun syndes at vær dage er værdigløs, det er virkelig hårdt da jeg gerne vil være der for hende og støtte hende, men hun har "sendt" mig i en lejlighed, hvor jeg nu bor for 3 uge.
I dag spurgte jeg hende hvordan hun stod(hvilket nok er meget dumt at gøre) , når hun har det som har det, jeg har lige fået et sms fra hende hvor hun skriver at hun syndes at jeg skal gå vidre, for hun vil ik hindre mig og at hun ville gå til en pyskolog i morgen, jeg svarede tilbage at jeg ik ville gå vidre da jeg elsket hende og at om hun hvade en depri, var jeg der for hende og ved hendes side da det er min opgave og at hun betød utrolig meget for mig, var det rigtig at skrive sån???
Skal jeg selv opsøge pyskolog, da det også er hårdt for mig og jeg har svært ved at håndtere de følser jeg går igennem, jeg ved hun skal have luft og plads, men jeg har så svært ved ik at være der for hende?
Ud over det skal jeg pointere at jeg bor i sverige, 1000 km fra dk, så jeg har ik mit netværk omkring mig!
Hvad skal jeg gøre for at hjælpe hende, skal jeg respektere at hun skal have luft
Skal jeg snakke med nogen?
Skal jeg tage vores barn så meget som muligt?
Jeg er utrolig forvirret og virkelig bange for at kvinden i mit liv, skal glide ud af mine hænder, så ville være u-trolig glad for råd og guidens i den her svære situation!
Tak med venlig hilsner, en meget trist og usikker mands-person :-(
Kommentarer
Jeg forstår på dig, at din kæreste har en depression, og at din kæreste har sørget for, at I nu bor hver for sig.
Hvis jeg var dig, ville jeg læse noget om depression, f.eks. det, der står her på Netdoktor, så du bedre kan forstå det, der foregår:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... ession.htm
Læg mærke til følgende citat fra den første henvisning:
”Nogle deprimerede føler sig triste og kede af det, mens andre ikke kan føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede.”
Jeg har selv haft mange depressioner, og jeg kender udmærket denne følelseslammelse eller følelsestomhed. Det er meget ubehageligt. Man tror, at det er noget, der vil vare resten af livet. Men det gør det ikke. Det går over, og man bliver i stand til at føle igen!
Og det er ganske almindeligt, at man i den tilstand har en trang til at isolere sig og ikke kan tåle at have andre mennesker tæt på. Men når det er første gang man oplever denne forfærdelige situation, tror man ikke på, at det vil gå over.
Det er vigtigt, at I ikke træffer afgørende beslutninger i den situation. For de kan være forkerte. Jeg forstår jeres udtryk om ”at gå videre” sådan, at det drejer sig om at træffe beslutning om at gå hvert til sit og altså endegyldigt gøre det forbi. Træf endelig ikke beslutning om den slags, så længe din kæreste er syg.
Du spørger, om du gør det rigtige.
Siden din kæreste nu ønsker at have noget tid alene, så synes jeg at du skal respektere det. Ethvert ønske om kontakt fra din side vil alligevel have den modsatte virkning. Men sørg for to ting:
1. Vær sikker på, at din kæreste ved, at du elsker hende og vil være der for hende, men pres hende ikke ved at sige det hele tiden.
2. Find ud af, om din kæreste får professionel hjælp (både fra den praktiserende læge og psykologhjælp). Og hvis hun ikke gør det, så prøv at gøre noget, uden at trænge dig for meget på, hvilket hun jo ikke ønsker.
Jeg synes, at det er vigtigt at du er der for jeres barn og har barnet så meget som muligt. Hvis din kæreste er meget syg, er det også bedst for barnet. Men sørg for aldrig at gøre din kæreste usikker på hendes evner som mor. En depression er jo en midlertidig tilstand. Hvis din kæreste havde lungebetændelse med 40 grader i feber ville hun jo heller ikke være i stand til at passe barnet så godt. På samme måde med depression. Men sygdommen går heldigvis over med den rette hjælp.
Til sidst vil jeg sige, at du også i den her situation må tænke på dig selv og sørge for, at du ikke også bliver syg. Det er en kendt sag, at når den ene i et parforhold har en depression, så kan partneren også nemt blive syg. Sørg derfor for at spise sundt og få noget motion ude i den friske luft og i dagslys. Og vær sammen med andre mennesker, der kan hjælpe dig til at tænke på noget andet, så du kan få et pusterum fra problemerne. Det vil hjælpe dig. Du kan alligevel ikke løse noget ved at tænke på det hele tiden og heller ikke ved at skrive sms’er til din kæreste. Hun må have ro og hjælp fra professionelle til at komme sig.
Nå, nu ser jeg, at du bor i Sverige, uden ret meget kontakt til andre mennesker. I den situation er det måske en god ide, at du selv opsøger psykologhjælp, sådan som du selv skriver.
Når din kæreste er blevet rask - men først til den tid! - kan I begge i fællesskab træffe beslutning om, hvordan livet skal være, så det bliver bedst for jer alle tre.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg havde selv en fødselsdepression, da jeg fik min ældste datter. Dengang vidste man ikke meget om det, så jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for. Det vil afgjort være det bedste for din kæreste, hvis hun får professionel hjælp.
Når en kvinde får et barn, sker der mange ting både hormonelt og psykisk. Bl.a. ved man, at en fødselsdepression i nogle tilfælde kan udløses, hvis kvinden f.eks. selv har manglet omsorg og nærhed i sin barndom. Den sorg og smerte der er forbundet hermed, kan udløses eller reaktiveres, når hun selv får barn.
Hvis man inderst inde selv har utilfredsstillede behov fra sin barndom og måske ikke føler sig voksen, kan det være svært at være voksen overfor sit barn og give det en omsorg og kærlighed, man måske ikke selv har fået.
Det kan også være meget svært at forholde sig til, at man nu er voksen og selv har ansvaret for et lille nyt menneske. Især hvis man i forvejen har svært ved at tage ansvaret for sit eget liv. Der kan ligge mange uerkendte følelsesmæssige problemer bag en fødselsdepression.
Jeg måtte selv lukke af for mine følelser, da jeg fik min datter, for ellers kunne jeg ikke have taget mig forsvarligt af hende. Ved at lukke af følelsesmæssigt kunne jeg gøre det, jeg rationelt vidste, var det rigtige at gøre og give hende den rigtige pasning og pleje.
Derudover levede jeg med en mand, der ligesom jeg selv ikke følte sig særligt voksen inderst inde og han var ikke i stand til at påtage sig sit voksne ansvar overfor vores barn. Så jeg følte ikke, at jeg fik den hjælp og støtte, jeg havde brug for fra ham.
Jeg lukkede givetvis også selv ham ude, for jeg havde ikke overskud til både at tage mig af vores datter og af ham. Det var som om, jeg stadigt skulle give ham en masse, hvor han faktisk ikke gav mig noget, der kunne give mig kræfter til min nye rolle som mor.
I modsætning til det Kameliadamen svarer dig, så er min erfaring, at en depression ikke nødvendigvis går i sig selv igen, så følelserne kommer frem. For mig blev følelserne ved med at være undertrykte og der var en konstant følelsestomhed, der varede ved, til jeg startede i terapi som 43 årig. Så jeg håber, at din kæreste kan få den professionelle hjælp, hun har brug for – ikke mindst af hensyn til Jeres barn.
Jeg mener, at du skal respektere, at din kæreste har brug for luft. Pres vil få hende til at fjerne sig mere fra dig. Hvis hun oplever, at du faktisk prøver at komme videre i dit liv, vil det også tage et ansvar fra hende. Hvis hun ved, at du bare sidder og har det dårligt og venter på hende, vil det være en byrde og hun vil formentligt få det dårligt og lukke af for dig. Hun har rigeligt at gøre med at påtage sig ansvaret for Jeres barns og sit eget liv lige nu, så hun kan ikke også magte at skulle føle sig ansvarlig for, hvordan du har det.
Desuden vil du have mere at tilbyde hende, hvis du selv tager ansvaret for at komme videre og få det godt. Kan du få et overskud, har du mere at give hende og Jeres barn.
Derudover synes jeg, at det er en god idé, hvis du tager dig mest muligt af Jeres barn.
Og det er godt at tale med nogen om det, så jeg synes, at det er en god idé, at du selv opsøger en psykolog. Det kan forhåbentligt give dig mere klarhed over, hvordan du bedst tackler denne situation.
Mange hilsner Helene
Tak for det hurtige svar!
Jeg har læst enormt meget om depressioner de sidste 3-4 uger, for netop at få en forståelse for hvad der er i vejen, og hvad jeg kan gøre for at hun kommer sig.
Du skriver at man i normal tilfælde isolere sig, det gør hun ikke, hun arb meget og når hun så er ud i huset, så bruger hun ik så meget tid på at tænke over situationen
Feks, i går da hun havde vores søn, tog hende og en ny(ungmand, som hun har mødt igennem de her 3 uger) og vores søn ud og bade, det ville ik røre mig så meget hvis det var under de forhold at vi var sammen, men hvorfor drager hun ham ind i billede, og laver de ting vi plejer at lave sammen, hun siger selv det bare er en ven, og at hun ik føler noget for nogen, er det en test hun gør for at finde ud af om det bare er mig hun har det sån overfor??
Er meget fortvivlet på det punkt, men hun virker oprigtig når hun siger tingene til mig.
Jeg havde tænkt mig at lade hende være da jeg indser at det at opsøge hende for meget bare skubber mig væk, men har i tanken at skrive en sms engang imellem at jeg tænker på hende, sån at hun ved jeg er der!
Hun sagde til mig igår at hun ville opsøge hjælp, men her i byen (bor langt ud i ingen ting) er det begrænset med hvilken hjælp der findes, der er 2 pyskologer og en "hjælpe ven" i byen, men det er jo det værd, og hvis de stiller en sværdepri, så er der hospitaler/physkriatriske afdelinger 180 km væk, men det er jo slet ik noget jeg kan afgøre.
Jeg vil gerne have min søn så meget som muligt, men jeg står jo også det hvor jeg bliver rådet til at vise overskud og check på tingene, men det er utroligt svært når det skær så dybt i hjertet at man næsten ik kan få luft, jeg har mest bare lyst til at ligge mig under dynen og ik komme frem før alt er godt igen!
Så jeg ved godt at jeg også er blevet syg, og skal søge hjælp, men jeg tro mest at mit består i hjertesorg og uforståendhed over hvad der skete, da jeg trode vi skulle dele resten af livet med hinanden, vi var jo så godt på vej!
Skal måske sige at der er 7 år imellem os, Hun 23 og jeg 30!
Hej Helene:
Tak for dit svar!
Av den var vældig hård, men det kommer jo fra en der har prøvet det og jeg vil meget gerne følge dit råd.
Men at komme vidre, hvordan skulle jeg kunne det når jeg elsker hende?
Hvordan skulle jeg kunne det når jeg vil være der for hende og hjælpe hende?
Må også tilføje at finder hun en anden, så er jeg ik med mere, ik fordi jeg ik vil, give det en chance når hun måske ser at jeg var god nok, men fordi at jeg ved at jeg ikke ville kunne håndtere det!
Jeg forstod at du havde en kærste da du gik igennem det her, er i sammen i dag elr er i gået hver sin vej?
Jeg er ekstrem fortvivlet, da jeg gerne vil "lade hende gå" hvis det er det som er hjælpen, men jeg ved med mig selv at jeg ik kan gøre det nu, selvfølig har jeg lagt en tidsline på hele dette her, har sagt at efter max 1 år må jeg revudere alt det her og se hvordan vi står.
Og jeg ville også meget gerne overlade alt til hende(matrelistiske ting) og komme vidre, men som jeg skrev før bor jeg 1000 km fra mit netværk(familie og barndoms venner) jeg har da et netværk her oppe, men det er aldrig det samme når man har haft det netværk fra barnsben.
Jeg håber ik du syndes jeg lyder som en idiot, men jeg ved jo med mig selv at jeg ik vil lade hende glide ud af min hænder, men være der så snart hun er klar til at give det en chance igen!
Jeg synes bestemt ikke, at du lyder som en idiot! Du prøver at finde en vej ud af nogle problemer og søger råd og vejledning og det er tværtimod det klogeste du kan gøre.
En depression kan vise sig på mange måder. Der er mange, der isolerer sig, men der er også nogen, der slet ikke tåler at være alene. For så kommer tankerne og følelserne lettere frem og det vil man måske gerne undgå, for de gør ondt og man kan ikke håndtere dem. Så i stedet prøver man at begrave sig i arbejde eller søger hele tiden andre mennesker, så man ikke kommer for tæt på sig selv eller søger morskab og underholdning for at skjule de svære følelser.
Jeg forstår godt, at det gør dig ekstra ondt, at hun nu er sammen med en anden, hun også gør nogle ting sammen med. Hvorfor hun gør det, kan man jo kun gætte på. Måske det er lettere for hende at forholde sig til end Jeres forhold. Det kan jo gøre en masse ved én, når man får barn sammen. Pludseligt er der en dybde, forpligtelse og varighed i forholdet, som man måske har svært ved at håndtere. Det kan selvfølgeligt også være så meget andet.
Du kan ikke vise overskud og check på tingene, som du har det nu. Men overfor din søn er du nødt til at gøre det. Det følger med at have fået barn. Men ellers tror jeg ikke, at det hjælper dig at opretholde en facade. Så vil du smile udenpå og græde indeni og det tror jeg ikke, at du får det bedre af.
Hvordan du kommer videre, når du elsker hende? Det kan være, at det kræver professionel hjælp, som du selv er inde på. Og så må du indstille dig på, at det tager tid. For du skal gerne derhen, hvor du begynder at se lys forude og kan finde glæde i dit liv. Også selvom det måske bliver anderledes end du ønskede og forventede. Du skal gerne frem til at kunne opbygge og faktisk kunne føle et overskud. Der vil nok altid være et punkt indeni, der gør ondt men (hvis I ikke finder sammen igen), sorgen skal jo gerne blive mindre med tiden, så du kan leve videre og endda også få et godt liv.
Jeg synes, terapi er så godt, for det hjælper én til at kigge ind i sig selv og finde nogle ressourcer og muligheder, man ikke selv kendte.
Der er nok ingen tvivl om, at det gør smerten større, når man ikke forstår. Så kommer man let til at tro, at det er én personligt, det handler om. Men det handler ikke om dig – det handler om din kærestes følelser og den måde hun oplever verden på. Hvis du forstår hende og kan sætte dig selv i hendes sted og se verden, som hun ser den, så vil du bedre kunne forstå det. Det vil en behandler måske kunne hjælpe dig med at gøre.
Jeg synes, det lyder fornuftigt, at du har sat en tidsramme på max. 1 år og så vil revurdere situationen. Meget kan nå at forandre sig på et år og det betyder også mentalt meget, at der er en slags deadline.
Jeg forstår godt, at du vil være der for hende igen, hvis hun på nogen måde ønsker det. Men pas på, at du ikke kommer farende som en logrende hund, for så mister hun respekten for dig. Find dine egne grænser for, hvor langt du vil gå.
Min ex-mand og jeg var sammen i et par år mere efter min fødselsdepression, så var det slut. Der var mange ting i vores forhold, der ikke fungerede godt nok, så jeg valgte at blive skilt. Det var det bedste for os begge to.
Ting tager tid. Du står midt i en forandringsperiode lige nu og det er hårdt. Man er så at sige lige midt i orkanens øje. Når der falder lidt ro på, kan du måske bedre distancere dig lidt og se tingene lidt mere udefra. Det plejer at hjælpe.
Mange hilsner Helene
Og kan også godt se at det ik hjælper at prøve at få hende tilbage, når hun føler som hun gør, også bare efter 3-4 uger, det her er et længere forløb, men jeg vil være der for hende, ik at komme løbene tilbage så snart hun siger nu, men har fast gjort at finde vi ud af det igen, så bliver jeg 1 år til i lejligheden, da vi således kan se om vi overhovede klare det når vi er fra hinanden!
Tid vil vel vise hvad vi har:-)
Jeg forstår, at det er en meget svær situation for dig, men jeg synes, du tackler den meget konstruktivt.
Det er godt, at du forstår at beskytte dig selv og har slettet hende fra msn og deaktiveret din face-book.
Du har også forstået, at hvis hun skal se lyset i dig, så må du udstråle et lys, så det kan tiltrække hende. Det er ikke let, men at du forstår det, kan netop være motivationen for, at du selv får det bedre.
Ja, tiden vil vise, hvordan det går. Det selvfølgeligt tager tid at komme over et tab og indstille sig på en forandring, man ikke selv har ønsket. Men det lyder som om, at du har en indfaldsvinkel, så du er i stand til at få det bedst mulige ud af det.
Mange hilsner Helene