Indstillinger
livsglæde.
Hej jeg er en 16årig pige som vejer 46-47kg og er 1.64.
i en længere periode(5-6måneder) tabte jeg mig 8 kg udelukkende ved at sulte mig selv. Jeg spiste ikke varieret og pinte mig selv hver eneste dag. jeg mistede livslysten og gnisten i mine øjne forsvandt. jeg syntes selv at jeg var for tyk og syntes stadig. Jeg er en madglad pige som elsker at prøve noget nyt og er slet ikke kræsen. Men efter jeg er begyndt at tælle kalorier er jeg blevet rigtigt bange for at spise en masse mad. Hver gang at jeg har spist tænker jeg på om jeg har spist for meget, og hvornår og hvad jeg skal spise til næste måltid.
- Der er kommet mere fokus på det herhjemme, men jeg er ikke sikker på at de forstår hvor stort et problem det er for mig. Er meget energiløs og vil allerhelst bare spise hele tiden. (hver lørdag giver jeg mig selv lov til at spise slik , kage, ost, hvidt brød og alt det jeg forbyder mig i hverdagen osv, men der grovæder jeg også i stor stil, og jeg hader det)
er begyndt hos en psykolog lidt, men kan ikke forstå at det skulle hjælpe.
Jeg vil super gerne have det som jeg havde det engang: udadvendt, livsglad, energirig og mere 'lykkelig'.
- hver dag prøver jeg at spise så få kalorier som muligt, og er bange for at jeg tager på. efter jeg er kommet hjem fra efterskole har jeg også taget en smule på, da jeg spiser en smule mere og en smule mere varieret - og det irreterer mig utroligt meget. Hader at kigge mig selv i spejlet, selv om jeg godt ved at jeg ligger normalt vægtmæssigt. Nogle dage går det fint med at ikke tænke for meget over det, og andre dage har jeg lyst til tabe mig 10 kilo lige nu og her. JEG HADER DET.
- Hvad kan jeg selv gøre for at ændre det her? vil rigtigt gerne, kan ikke forstå at andre mennesker kan spise meget af det de gerne vil, uden der sker en forskel. Jeg føler INGEN form for overskud til at dyrke motion, så føler også at jeg er doven, og det får mig til at ville spise mindre.
(jeg spiser omkring 800-1000 kalorier om dagen) + jeg hader at jeg er begyndt at tælle i kalorier. jeg bliver sindsyg af det.
hvad kan jeg gøre for at glemme det? for at leve normalt lige som alle andre.
i en længere periode(5-6måneder) tabte jeg mig 8 kg udelukkende ved at sulte mig selv. Jeg spiste ikke varieret og pinte mig selv hver eneste dag. jeg mistede livslysten og gnisten i mine øjne forsvandt. jeg syntes selv at jeg var for tyk og syntes stadig. Jeg er en madglad pige som elsker at prøve noget nyt og er slet ikke kræsen. Men efter jeg er begyndt at tælle kalorier er jeg blevet rigtigt bange for at spise en masse mad. Hver gang at jeg har spist tænker jeg på om jeg har spist for meget, og hvornår og hvad jeg skal spise til næste måltid.
- Der er kommet mere fokus på det herhjemme, men jeg er ikke sikker på at de forstår hvor stort et problem det er for mig. Er meget energiløs og vil allerhelst bare spise hele tiden. (hver lørdag giver jeg mig selv lov til at spise slik , kage, ost, hvidt brød og alt det jeg forbyder mig i hverdagen osv, men der grovæder jeg også i stor stil, og jeg hader det)
er begyndt hos en psykolog lidt, men kan ikke forstå at det skulle hjælpe.
Jeg vil super gerne have det som jeg havde det engang: udadvendt, livsglad, energirig og mere 'lykkelig'.
- hver dag prøver jeg at spise så få kalorier som muligt, og er bange for at jeg tager på. efter jeg er kommet hjem fra efterskole har jeg også taget en smule på, da jeg spiser en smule mere og en smule mere varieret - og det irreterer mig utroligt meget. Hader at kigge mig selv i spejlet, selv om jeg godt ved at jeg ligger normalt vægtmæssigt. Nogle dage går det fint med at ikke tænke for meget over det, og andre dage har jeg lyst til tabe mig 10 kilo lige nu og her. JEG HADER DET.
- Hvad kan jeg selv gøre for at ændre det her? vil rigtigt gerne, kan ikke forstå at andre mennesker kan spise meget af det de gerne vil, uden der sker en forskel. Jeg føler INGEN form for overskud til at dyrke motion, så føler også at jeg er doven, og det får mig til at ville spise mindre.
(jeg spiser omkring 800-1000 kalorier om dagen) + jeg hader at jeg er begyndt at tælle i kalorier. jeg bliver sindsyg af det.
hvad kan jeg gøre for at glemme det? for at leve normalt lige som alle andre.
Kommentarer
Det er godt, at du er startet hos en psykolog. Det tager tid, inden du mærker, om det virker, så det bedste du kan gøre er bare at fortsætte.
Det er nok trist at høre, men der er ikke nogen hurtige eller lette løsninger på dit problem. Du kan ikke bare 'glemme' det og 'bare lige' få et normalt liv igen. Du har en spiseforstyrrelse og det er hårdt arbejde med sig selv at få et sundere forhold til mad og spisning.
Det handler i høj grad om, hvorfor du har fået en spiseforstyrrelse og arbejde på at få løst de problemer, der er årsagen. Du har givetvis andre problemer i dit liv end kun spiseforstyrrelsen. Den er kun et symptom på noget andet.
Jeg synes, at det er godt, at du så tydeligt mærker, at din spiseforstyrrelse, påvirker dit liv negativt. Dit ønske om at få energien og livsglæden tilbage kan gøre dig mere motiveret for at arbejde med at få løst problemerne.
Så det bedste du kan gøre er at tage beslutningen om, at du VIL være rask, så du kan få din energi og glæde igen og at du vil arbejde for det. Samt at åbne dig mest muligt for din psykolog og være så ærlig som muligt. Derved kan hun bedst hjælpe dig.
Mange hilsner Helene
Det gør mig ondt at læse om dine problemer og selvhad til din krop.
Du er jo en pige som ligger helt rigtigt på den skala som hedder BMI
og det kan du selv prøve at udregne. Hvis du ikke lige ved hvad BMI
er så kan du google det der kan du så se at du ligger på skalalen som
normalvægtig eller endda lidt i underkanten. Så du er slet ikke for tyk
overhovedet. Men jeg kan godt følge dig i din tankegang og kender selv
til det at føle sig for tyk, selvom man ikke er det.
Som ung led jeg af en form for bulimi, altså at grovæde og derefter at
kaste det hele op igen. Det var i allerhøjeste grad selvhad. Man trøste-
spiser og fylder sig med alt muligt usundt, for dernæst at kaste op, så
man føler sig sund og " ren " igen.
Men kæreste dig du må aldrig straffe dig selv, som jeg gjorde da jeg var
ung. Prøv i stedet at se det positive i alt og især ved dig selv. Ved godt
det er nemmere sagt end gjort, men prøv at vende tingene. F.eks sig til
dig selv at din krop er pæn nok i stedet for at slå dig selv i hovedet med
grimme vendinger som : jeg er for tyk, mine ben er for korte eller at
min hud er fyldt med bumser.
Jeg personligt, tror at positiv tankegang og en indre ro gør meget for os.
Du er så ung og sikkert en køn pige men med manglende selvværd og
troen på dig selv. Så mit råd til dig er at acceptere og værdsætte dig selv.
En god måde at lære det på er at sige det til dig selv mindst 50 gange om
dagen......smiler
Alt mulig held og lykke på din vej.
Mvh Tina N.