Angst, tvangstanke eller noget helt andet ?!!?
Jeg er i skrevne stund ikke sikker på om det jeg oplever/føler i disse dage kan passe ind i nogen boks eller underlægges en reel diagnose.
For få dage siden lå jeg i min seng og gjorde mig klar til en god nats søvn, der dukkede tanken om at jeg en dag skal dø op, jeg har før tænkt tanken, jeg ved jeg skal dø, jeg er ateist og har ikke tidligere haft problemer med tanken og har som skrevet tænkt den før men min hjerne har sluppet tanken igen og jeg har kunne fungere og tænke på de almindelige dagligdags trivialiteter, smile, elske, hade osv.
MEN nu sidder den fast - Tanken om at jeg skal dø, ikke nu, ikke i morgen men når tid er.
Dog er tanken så overvældende at den fuldstændigt har invalideret mig og jeg kan ikke finde nydelse eller glæde i noget som helst, ikke engang min lille datter eller min kone som jeg begge elsker mere end noget andet.
Jeg bliver ved med at køre rundt i at det jo egentlig er ligegyldigt hvad jeg gør eller siger, da det jo ikke gør en disse forskel hvorvidt jeg står op, spiser god kost eller skidt, er aktiv eller inaktiv, ALT har mistet værdi / mening...
Jeg får det ikke overvældende fysisk skidt når jeg tænker tanken og er ikke bange for tanken, men det gør mig jo som enhver kan sætte sig ind i fuldstændig livsløs og tom indeni...Jeg er SÅ bange for at når jeg død bliver der INTET af mig tilbage, og det lidt der er tilbage eks. min datter jo også forsvinder i løbet af ingen tid relativt set..
Jeg søger vel egentlig en afklaring/forklaring på hvad jeg skal klassificere det jeg tænker og gennemgå som...Er det angst, er det tvangstanker eller noget helt andet ?! PLEASE hjælp jeg føler jeg er ved at miste mig selv.
For få dage siden lå jeg i min seng og gjorde mig klar til en god nats søvn, der dukkede tanken om at jeg en dag skal dø op, jeg har før tænkt tanken, jeg ved jeg skal dø, jeg er ateist og har ikke tidligere haft problemer med tanken og har som skrevet tænkt den før men min hjerne har sluppet tanken igen og jeg har kunne fungere og tænke på de almindelige dagligdags trivialiteter, smile, elske, hade osv.
MEN nu sidder den fast - Tanken om at jeg skal dø, ikke nu, ikke i morgen men når tid er.
Dog er tanken så overvældende at den fuldstændigt har invalideret mig og jeg kan ikke finde nydelse eller glæde i noget som helst, ikke engang min lille datter eller min kone som jeg begge elsker mere end noget andet.
Jeg bliver ved med at køre rundt i at det jo egentlig er ligegyldigt hvad jeg gør eller siger, da det jo ikke gør en disse forskel hvorvidt jeg står op, spiser god kost eller skidt, er aktiv eller inaktiv, ALT har mistet værdi / mening...
Jeg får det ikke overvældende fysisk skidt når jeg tænker tanken og er ikke bange for tanken, men det gør mig jo som enhver kan sætte sig ind i fuldstændig livsløs og tom indeni...Jeg er SÅ bange for at når jeg død bliver der INTET af mig tilbage, og det lidt der er tilbage eks. min datter jo også forsvinder i løbet af ingen tid relativt set..
Jeg søger vel egentlig en afklaring/forklaring på hvad jeg skal klassificere det jeg tænker og gennemgå som...Er det angst, er det tvangstanker eller noget helt andet ?! PLEASE hjælp jeg føler jeg er ved at miste mig selv.
Kommentarer
Først vil jeg sige, at jeg temmelig godt forstår, hvordan du har det. Jeg vil ikke kalde det tvangstanker og sådan set heller ikke angst – måske mere en eksistentiel krise.
Da jeg var 13 år, mistede jeg min tro på Gud og Jesus. Jeg nåede frem til den overbevisning, at vi bliver født og vi dør. Det handler bare om at få det bedst mulige ud af den mellemliggende periode. Min oplevelse er, at en sådan livsholdning meget let risikerer at give en uudholdelig følelse af meningsløshed, ligegyldighed og tomhed.
Efterhånden igennem mit liv begyndte jeg så at tro igen – på reinkarnation. Ikke specielt buddhistisk eller religiøst men teorierne gav mening for mig. Desuden har jeg haft nogle personlige oplevelser, der har bestyrket denne tro. Det giver mig en stor ro og tro på, at der er en mening med alting og meningen med livet er at opnå højere åndelig udvikling. For at nå et højere åndeligt udviklingsniveau er eksistentielle kriser uundgåelige.
Der vil blive noget tilbage af dig efter din død og også efter din datters død. Alle mennesker sætter sine spor hos deres omgivelser. Du har f.eks. præget din datter og udfra det, du har givet hende, vil hun præge sine børn o.s.v.
Men hvad og hvor meget der bliver tilbage, kommer i høj grad an på, hvordan du lever. Det siges, at det, der virkeligt giver værdi, er det, man kan tage med sig i graven. D.v.s. det er personligheden, det er følelserne, det er éns indre værdier, man giver videre og som lever videre.
Hvis f.eks. ydre statussymboler som penge, et godt job o.s.v., betyder meget for dig, så er der ikke noget af dette, du kan tage med dig i graven. Derfor er det uden vedvarende værdi. Det siger intet om, hvordan du er som person – det efterlader ingen spor her på jorden.
Men hvis du er et kærligt og medfølende menneske, der elsker, styrker og hjælper andre, så vil disse energier være vedvarende i live også efter, at du er død. Andre vil huske det og leve det videre og selv efter, at du er glemt, vil det leve videre i andre som noget godt. De positive energier, du spreder igennem dit liv, føres ikke kun videre igennem din datter men igennem alle mennesker, du har givet dem til. Men det samme vil negative energier gøre. Hvis du ikke tilfører andre mennesker nogen energi, vil du heller ikke efterlade noget af betydning, der vil leve videre efter din død.
Såvel positive som negative energier breder sig som ringe i vandet fra menneske til menneske og varer ved i generation efter generation. Derfor vil der altid blive noget tilbage af hvert eneste menneske, der har levet her på jorden. Ethvert menneske du har været i kontakt med bærer din energi i sig i større eller mindre grad og spreder den videre til andre. Energierne er ikke fysiske og håndgribelige men vedvarende. Fysiske og håndgribelige beviser på, at du har været her på jorden og efterlader dig noget, er derimod sjældent vedvarende men forgængelige og tidsbegrænsede.
Hvad er vigtigst: At blive husket som en person, der f.eks. skabte Eifeltårnet eller som et menneske, der gjorde så meget godt for andre og spredte så meget kærlighed og gjorde verden til et bedre sted at være for nogle mennesker?
Du føler, at du er ved at miste dig selv. Jeg kender og forstår den følelse. Men i virkeligheden kan det være tegn på, at du er ved at finde dig selv. Ved at give slip på den, man tror, man er, kan man finde ind til den dybere kerne i sig selv og finde frem til den person, man i virkeligheden er. Den sande, ægte person bag al camoufleringen, der ofte består af ydre statussymboler m.v.
Men du ER ikke din bil, dit hus, dine penge, dit job, din datter, din kone, dit ægteskab, dine venner eller noget andet ydre. Du er DIG og derfor er du unik og har noget unikt at tilføre verden. Du skal måske bare til at finde ud af, hvad det er, du kan give verden, som den har brug for. Og det vil være noget af dig selv.
Mange hilsner Helene