Hjælp ! - har virkelig brug for nogle gode råd.
Jeg er helt ny her, min mand har diabetes 2 - har haft det i 7-8 år nu. De første år, passede han det til punkt og prikke. Nu er det helt galt, han virker ligeglad med, hvad han spiser og drikker, springer gerne måltider over, hvis han endelig måler blodsukkeret om morgenen, er den omkring 10 - det er jo alt for højt.
Han tager sine tabletter, men Byetta'en lader han ofte stå. Han "glemmer" at forny recepter, skaffe nåle mv. Han er meget humørsvingende, og vil helst være i fred for resten af familien - det virker som om familien er en klods om benet på ham.
Vi kan tale lidt om det, men han lukker sig meget inde. Siger han godt er klar over det er galt, og har en frygtelig dårlig samvittighed, men kan ikke tage sig sammen....
Jeg vil så frygtelig gerne hjælpe ham, har prøvet hele tiden at huske ham på de forskellige ting, sørge for sundt mad til ham osv. Jeg har også prøvet en lange periode ikke overhovedet at blande mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre....og kan jeg gøre noget? Handler det ikke om hans egen motivation, men hvordan finder vi den? Jeg er også begyndt at tænke depression?
Nogen som sidder inde med nogle gode råd? Det slider alt for meget på familien, som også består af 2 halvstore skolebørn - den ene med en udviklingsforstyrrelse.
Jeg håber det er ok, jeg som pårørende stiller spørgsmålet her, aner ikke hvor jeg ellers skal henvende mig.
Tak :-)
Han tager sine tabletter, men Byetta'en lader han ofte stå. Han "glemmer" at forny recepter, skaffe nåle mv. Han er meget humørsvingende, og vil helst være i fred for resten af familien - det virker som om familien er en klods om benet på ham.
Vi kan tale lidt om det, men han lukker sig meget inde. Siger han godt er klar over det er galt, og har en frygtelig dårlig samvittighed, men kan ikke tage sig sammen....
Jeg vil så frygtelig gerne hjælpe ham, har prøvet hele tiden at huske ham på de forskellige ting, sørge for sundt mad til ham osv. Jeg har også prøvet en lange periode ikke overhovedet at blande mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre....og kan jeg gøre noget? Handler det ikke om hans egen motivation, men hvordan finder vi den? Jeg er også begyndt at tænke depression?
Nogen som sidder inde med nogle gode råd? Det slider alt for meget på familien, som også består af 2 halvstore skolebørn - den ene med en udviklingsforstyrrelse.
Jeg håber det er ok, jeg som pårørende stiller spørgsmålet her, aner ikke hvor jeg ellers skal henvende mig.
Tak :-)
Kommentarer
Da jeg havde læst knap ½ delen af dit indlæg tænkte jeg mere og mere på depression for jeg syntes der er flere episoder der peger i den retning, derfor vil jeg foreslå at du taler med lægen om hvordan du kan hjælpe din samlever, og skønner lægen der er behov for at din samlever kommer i medicinsk behandling må I ta' den derfra.
Det at du som pårørende skriver herinde er du da velkommen til , da det er et debatforum for alle.
Jeg syntes ikke umiddelbart du kan gøre meget mere for din samlever da du gør rigtig meget i forvejen, vær der for samleveren mere kan du ikke gøre før du får talt med lægen.
Mange hilsner
Rita
Tusind tak for dit svar :-)
Du har nok ret i, jeg må prøve med lægen igen. Problemet er bare lægen har stort set ikke noget med hans diabetes at gøre - det styres fra hospitalet. Han slår det hen med, at når først der kommer styr på blodsukkeret, vil alt blive normalt igen, nu er der gået 2 år og hvornår er det så lige det sker?
Jeg er med til alle kontroller på hospitalet, og er helt klar over, hvordan situationen er - men end ikke hospitalet kan motivere ham....
Det er bare så frygtelig hårdt og opslidende at se på, hvordan han nærmest ødelægger sig selv (ved godt det ikke er en bevist handling) - det er næsten ikke til at rumme som pårørende. Og hvor langt skal han dog ud, før han bliver motiveret? Jeg er efterhånden helt deperat, og aner ikke mine levende råd....
Hvad gør jeg?
Det manglede da bare.
Så kan det blive svært at få lægen på banen men gi' det en chance, når hospitalets læger ikke røre en finger for at der bliver sat noget i værk.
Det er godt og positivt at du støtter ham, og at du har styr på den samlede situation.
Jeg går stærkt ud fra at du har lagt kortene på bordet for sygehuspersonalet om hvordan du oplever din mand og hvor meget det påvirker jeres samliv og dig samt famillien i helhed.
Det bliver svært at motiverer ham, derfor mener jeg at det skal være en proffesionels opgave at ta' over for dig.
Jeg er enig med dig i at det er meget opslidende at være pårørende og tilskure til den rutchetur ægtefællen er ude for, især fordi man ikke ved hvad man skal gribe til og gøre.
Jeg klikkede på Jetlam for at se om du havde din E-mail på, men fandt den ikke.
Jeg ville ellers ha' skrevet til dig, med besked om at jeg lå inde med en letforståelig bog om optakten til depression og om hvilke advarselssignaler man skal være særlig opmærksomme på.
Så hvis du vil ha' den sender jeg den gerne til dig. Jeg fik den udleveret da min mand røg i en depression.
Husk at skrive til mig på min mailadr.
Det er meget vigtigt at du husker dig selv og jeres børn, så han ikke trækker dig/ Jer med ned.
Jeg håber du kan bruge en smule af dette.
Aller vigtigst er at du SKAL passe på dig selv.......
Masser af knus sender jeg til DIG/JER
Hilsen Rita
PS. Jeg fandt denne side, måske kan den hjælpe dig
http://www.psykoweb.dk/depression/1.htm
Hej hej ;-))