Indstillinger
Hva skal jeg gøre?
Hej alle ...
Jeg håber at der er en eller flere blandt jer der ude, der har oplevet noget lign. detter eller har nogle råd til mig ...
Jeg og min kæreste på begge 22 har været sammen i 3½ år og bor sammen.
For ham er der intet galt andet end at jeg er sur hele tiden.
Jeg er fustreret over ham.
Jeg skal fortælle ham alt hvad han skal gøre, og jeg syntes sådan set ikke det kan være rigtigt.`?
Han elsker sin playstation og computer, - Jeg hader disse ting.
Jeg arbejder ca. 50 timer om ugen er ca. 3 dage om ugen hjemme kl. 20.00.
Jeg syntes det ville være SÅ SKØNT at han havde lavet mad til jeg kom hjem.
(Jeg elskede på mine fridage eller hvis han kom sent hjem at gøre rent og finde noget lækkert mad til omaftenen når han kom hjem, evt. hans livret). Men han sidder foran computeren når jeg kommer hjem og jeg er pænt færdig efter 12-14 timers arbejdsdag. Hvis jeg er heldig er der noget rugbrød(kun hvis det er købt til hans madpakke) Og jeg er ikke den store tilhænger af rugbrød idet at jeg spiser det til frokost hverdag!. ellers syntes han vi skal ringe efter mad.
Jeg føler han er ligeglad med mig, eller det er han ikke men at han kun har sig selv i hovedet. Hvordan kan han være så ligeglad med at jeg har haft en lang dag og hvorfor tænker han ikke over at jeg ikke orker noget når jeg kommer ind af døren.
Jeg fik for 4 uger siden konstarteret en depression, dette spørger han ikke indtil heller. Da jeg fortalte ham at jeg var ked af at han aldrig spurgte indtil det, sagde han blot, at det havde han ikke tænkt på .. Og jeg skulle have sagt det noget før. Men helet ærligt jeg gider jo ikke gøre opmærksom på mig selv.
Jeg fatter det simpelthen ikke, jeg har snakket med ham om det før og for 5 uger siden sagde jeg til ham at jeg ikke kunne mere, og at vi var forskellige og jeg inderligt manglede nærvær fra hans side, men han lovede at arbejde med tingene for vi skulle være sammen. samtidig flyttede jeg ned til min veninde. nu sidder vi her 5 uger senere og jeg er flyttet hjem, hverdagen er begyndt - Og jeg er simpelthen i vildrede ....
Jeg elsker børn og ønsker mig inderligt børn.. Når jeg snakker om børn og at købe hus er han skeptisk.. om to år når han er udlært siger han, men virker ikke begejstret..
Jeg undskylder den meget rodedet beskrivelse, men er bare så inderligt fustreret og aner ikke hvad jeg skal gøre.
Og ikke mindst hvor rimligheden er i alt dette?
Håber der er en der kan tyde min fustration og har nogle eventuelle råd ?
Skytten ...
Jeg håber at der er en eller flere blandt jer der ude, der har oplevet noget lign. detter eller har nogle råd til mig ...
Jeg og min kæreste på begge 22 har været sammen i 3½ år og bor sammen.
For ham er der intet galt andet end at jeg er sur hele tiden.
Jeg er fustreret over ham.
Jeg skal fortælle ham alt hvad han skal gøre, og jeg syntes sådan set ikke det kan være rigtigt.`?
Han elsker sin playstation og computer, - Jeg hader disse ting.
Jeg arbejder ca. 50 timer om ugen er ca. 3 dage om ugen hjemme kl. 20.00.
Jeg syntes det ville være SÅ SKØNT at han havde lavet mad til jeg kom hjem.
(Jeg elskede på mine fridage eller hvis han kom sent hjem at gøre rent og finde noget lækkert mad til omaftenen når han kom hjem, evt. hans livret). Men han sidder foran computeren når jeg kommer hjem og jeg er pænt færdig efter 12-14 timers arbejdsdag. Hvis jeg er heldig er der noget rugbrød(kun hvis det er købt til hans madpakke) Og jeg er ikke den store tilhænger af rugbrød idet at jeg spiser det til frokost hverdag!. ellers syntes han vi skal ringe efter mad.
Jeg føler han er ligeglad med mig, eller det er han ikke men at han kun har sig selv i hovedet. Hvordan kan han være så ligeglad med at jeg har haft en lang dag og hvorfor tænker han ikke over at jeg ikke orker noget når jeg kommer ind af døren.
Jeg fik for 4 uger siden konstarteret en depression, dette spørger han ikke indtil heller. Da jeg fortalte ham at jeg var ked af at han aldrig spurgte indtil det, sagde han blot, at det havde han ikke tænkt på .. Og jeg skulle have sagt det noget før. Men helet ærligt jeg gider jo ikke gøre opmærksom på mig selv.
Jeg fatter det simpelthen ikke, jeg har snakket med ham om det før og for 5 uger siden sagde jeg til ham at jeg ikke kunne mere, og at vi var forskellige og jeg inderligt manglede nærvær fra hans side, men han lovede at arbejde med tingene for vi skulle være sammen. samtidig flyttede jeg ned til min veninde. nu sidder vi her 5 uger senere og jeg er flyttet hjem, hverdagen er begyndt - Og jeg er simpelthen i vildrede ....
Jeg elsker børn og ønsker mig inderligt børn.. Når jeg snakker om børn og at købe hus er han skeptisk.. om to år når han er udlært siger han, men virker ikke begejstret..
Jeg undskylder den meget rodedet beskrivelse, men er bare så inderligt fustreret og aner ikke hvad jeg skal gøre.
Og ikke mindst hvor rimligheden er i alt dette?
Håber der er en der kan tyde min fustration og har nogle eventuelle råd ?
Skytten ...
Kommentarer
Det er ikke ham, du skal have børn med - og det er heller dig, han skal have sine med. Han opfattelse af samliv er et andet end dit - og det bliver der nok ikke ændret væsentligt på. Det kan også være, han simpelt hen keder sig sammen med dig, og derfor heller ikke har den store interesse i, at finde ud af, hvordan du har det, det ved jeg ikke, men da han øjensynligt ikke kan tage sig sammen til at stoppe det her, så bør det være dig.
I har været sammen i 3½ år - I var således meget unge, og øjensynligt også for unge.
Mit forslag er, at I flytter hver for sig, simpelt hen slutter jeres forhold, og så finder du stille og roligt ud af, at det giver dig langt mere overskud i hverdagen.
Du spørger flere gange i dit indlæg, hvorfor han ikke tænker dette eller hint. Husk nu, at et parforhold ikke er en gættekonkurrence, hvor partneren skal gætte sig frem; nej, man kommer meget længere ved at udtrykke i klart sprog, hvilke forventninger man har og ud fra det, få en snak om hvad man så kan forvente bliver indfriet. Det har jeg så egentlig også indtrykket af, at du har gjort.
Jeg synes sådan set godt, at man kan forvente, at den, der kommer først hjem, har maden parat, - i det hele taget mener jeg godt, man kan forlange/forvente at begge parter gør sit til at en travl hverdag kan hænge sammen, men jeg tror desværre ikke du skal forvente i et senere forhold, at han også har gjort rent og vasket tøj, da mænd - og her generaliserer jeg, jeg ved det - simpelt hen har en langt større tærskel mht. den slags end kvinder, så han ser det ganske enkelt ikke. Men - det er bestemt muligt at lave gode, holdbare aftaler, især hvis man lytter til hinanden
Men de snakke jeg har taget med ham, er han gakket helt ud og været opløst af gråd !
Min sexlyst er forsvundet, og når han kommer med diverse "små søde kommentare" er jeg de fleste gange ved at brække mig..
Når ikke vi råber af hinanden, når han laver noget, og vi har det godt..
Ja så kan jeg tildels klare det ..
Jeg syntes bare det er så svært, vi bor sammen og ja...
Men igen jeg syntes at det er bedre der skal ske noget nu, end når vi får børn eller hvis
- Jeg har taget de lange snakke med ham, og de næste 14 dages tid går det godt .. Lige indtil det hele falder tilbage til det gamle.
Jeg syntes ikke at jeg er urimelig, det er ikke den store hovedrengøring jeg hentyder til ..
Det er en tøjvask/støvsugning i ny og næ, og så noget madlavning..
Jeg er helt ening i at vi er forskellige mænd, og kvinder .. meen de må jo lave ldit engang imellem, syntes jeg nu ...
Så er det dig, der må finde ud af, om du vil det her, for du kan jo ikke bruge til noget som helst, at han bryder grædende sammen, men i øvrigt stadig ikke gør noget for at, I skal få det bedre.
Du skal ikke blive af medlidenhed, det kommer der ikke noget godt ud af - for nogen af jer.
Og - der skal da slet ikke tænkes på børn, når det er sådan.
jeg skal heller ikke have børn imorgen, men det er mere hans tankegang jeg er interesset i at få klaring på.
Lige så meget hvad og hvor meget han vil med det her forhold..
Og når han ikke kan give udtryk for hvornår han egentlig syntes der kunne ske noget osv. og hele tiden snakker uden om bliver jeg endnu mere i tvivl om hvor meget at han vil det ...
Jeg sidder her heller ikke kun af medlidenhed men også af at når det går godt, er det dejlig det hele . men jeg ved at der ikke går lang tid før at det begynder at kradse igen...
- Og de gange jeg tager tingene om, vender han det (syntes jeg) altid til hans fordel .. Og pludselig er det mig der sidder og er en lort, der er dybt urimlig.
Vi har et vennepar, og de bliver ved at tage fat i mig og spørge hvordan jeg kan holde det ud...
I det forhold kan det godt lade sig gøre at de hjælpes ad med madlavning, barn og alt det andet ...
I har nogle venner, der i sagens natur er tættere på. Lyt du til dem, for når jeres venner også kan se, at det her kommer der ikke noget godt ud af, så er det sikkert helt rigtigt.
Det er godt, at I har det dejligt ind i mellem, men når du så samtidig er så meget i tvivl, så skal du seriøst overveje, om du kan se dig selv holde guldbryllup med ham her??
Du skal se, du ender garanteret også med at gøre ham en kæmpetjeneste, ved at stoppe, så han bliver tvunget til at tage ansvar for sit eget liv.
I det hele taget er det rigtigt, rigtigt sundt at bo og leve alene nogle år - så det vil også være godt for dig.
Men ja han flyttede ind hos mig direkte hjemme fra, og ja derfor mangler han nok en masse ting som jeg har lært ...
Du ahr fuldstændig ret.
Men mange tak for at du har svaret mig, det var dejligt at høre det fra en anden også
Jeg er meget enig i det er er skrevet, men har dog lige en lille krølle mere:
I burde aldrig være flyttet sammen, ianset hvad, så er det alt for tidlidt at have
et fælleskab på den måde.
Kvinder vil jo gerne byge "rede" og planlægge børn og vovse osv. DET VIL DRENGE PÅ 22 ÅR IKKE - Deres hjerner er simpelthen ikke ladet op til den slags endnu.
At du stiller nogle krav omkring "arbejdsfordeling" er kun fornuftigt, og du skulle nok for længe siden have sagt stop.
Hvis du elsker ham, og ikke kun har medlidenhed med ham, så smid ham ud af lejligheden men slå ikke op med ham - giv ham en chance til at verve om dig igen og være kærster når i begge har lyst.
Lad det gå sådan i 6-8 måneder. Hvis I efter den tid fortsat ses, så kan du evt. give ham den ekstra tid der skal til, for at at han bliver voksen, I har jo masser af tid.
Ses I ikke længere så ofte, måske kun 1-2 gange om ugen, så drop ham.
Men start med at sætte ham for porten, det vil give ham lidt at tænke over.
Mvh. en der kan vaske tøj, støve af, støvsuge, og - spejle et æg.
Mange tak for dit svar ..
Jeg er ihvertfald gået i tænkeboks, og hvis ikke det bliver bedre snarest, ja så skal der ske ting og sager