Normal seksualitet?
I anden tråd skrev jeg nedenstående indlæg. Men som én påpegede hørte det ikke til der, og derfor har jeg slettet det fra den debat og rykket det hertil.
Jeg håber, at vi kan få en meningsudveksling om hvad sund sexualitet er :-)
I den anden tråd blev følgende sagt:
"...man skal ikke tage sex så seriøst! Det skal være sjovt, og skidt med at man ikke spiller artig-pige-kortet, og venter til den eneste ene - det er da røvkedeligt."
Og det fik denne reaktion:
"At nogen - måske endda mange - synes det er "sjovt" at bolle til højre og venstre er måske fint nok, men den virkelige og skønne oplevelse får man ikke før man indser, at det netop bør tages seriøst."
(det = intimt samvær mellem to der virkelig elsker hinanden)
Jeg håber, at vi kan få en meningsudveksling om hvad sund sexualitet er :-)
I den anden tråd blev følgende sagt:
"...man skal ikke tage sex så seriøst! Det skal være sjovt, og skidt med at man ikke spiller artig-pige-kortet, og venter til den eneste ene - det er da røvkedeligt."
Og det fik denne reaktion:
"At nogen - måske endda mange - synes det er "sjovt" at bolle til højre og venstre er måske fint nok, men den virkelige og skønne oplevelse får man ikke før man indser, at det netop bør tages seriøst."
(det = intimt samvær mellem to der virkelig elsker hinanden)
Kommentarer
Selvfølgelig skal kærlighedssex da tages seriøst - men det skal da ikke nødvendigvis tages mere seriøst end alt muligt andet i forhold til relationer her i livet.
Der findes SÅ mange forskellige tilgange til seksualitet og forhold. Jeg ELSKER sex, og jeg har haft mange sexpartnere - og hvor er det dog skønt at udforske min seksualitet. Jeg har en langt større fortrolighed med min seksualitet end de fleste, får masser af orgasmer og jeg har et meget afslappet forhold til både min krop og sex.
Jeg HAR været i forhold med kærlighed, men helt ærligt, jeg nyder sex med nye partnere mindst lige så meget. Jeg syntes at det er frækt og at det har en helt anden kant end kærlighedssex - og det er der mange andre der også gør. Et engangsknald kan være utroligt intimt; det behøver ikke bare være noget med at man knalder i fuldskab.
Jeg har en bolleven jeg har kendt i 3 år. Vi har aldrig datet eller på nogen måde kærestet; men vi har enormt god seksuel kemi, og kan bare det der sammen. Selvom vi på ingen måde ville passe sammen som par. Vi mødes for at knalde - og det er det. Og med ham har JEG fundet den, som du siger, "virkelige og skønne oplevelse" - jeg har lært side af sex at kende jeg tidligere ikke havde udforsket.
Jeg siger ikke, at du og andre ikke bør være monogame og mene/føle, at sex hører til i et kærlighedsforhold - jeg vil bare gerne have, at vi andre ikke pålægges at burde have det på samme måde.
Vi lever i et samfund som er bygget på heteronormative værdier - det acceptable liv er en mand og kvinde; seksuelt såvel som samlivsmæssigt - og homo- og bi-seksualitet er lidt af et fy-emne, transpersoner nævnes aldrig og åbne forhold, kæresteforhold bestående af eksempelvis tre personer og swingere ses der skævt til.
I den forbindelse vil jeg gerne lige nævne begrebet queer, hvilket jeg syntes er utroligt relevant i den her sammenhæng.
Queer bygger på at skabe rum til, at man ikke bare går ud fra, at folk har den stereotype seksualitet, kønsidentitet og tilgang til samliv.
Jeg er selv helt igennem heteroseksuel og ser mig selv som en kvinde, men jeg kommer jævnligt i queermiljøet, og det har åbnet mine øjne for, hvor svært det er for disse personer at være sig selv i samfundet.
Det at blive puttet i en kasse man ikke hører til i - blive pålagt en kønsidentitet man ikke selv føler man har, at det forventes af en, at man er hetero og monogam og at man forventes at opføre sig feminint eller maskulint er hårdt når det ikke er den person man er.
Der er nogen der med stor glæde lever sammen med en af deres første sexpartnere resten af livet og ikke kunne drømme om at have sex med andre. Det er det rigtige for dem.
Vi er andre som elsker vores sexliv med mange skiftende partnere.
Andre igen er i et kærlighedsrigt forhold som indeholder andre sexpartnere end de to i kærlighedsrelationen.
Og så er der dem der i helt andre forholdsstrukturer, seksuelle forhold osv.
Det er alt sammen okay, og der skal være plads til, at alle har deres måde at leve på, uden at der ses skævt til det. Vi er forskellige, og har derfor forskellige ønsker, drømme og seksuelle præferencer.
Jeg syntes at der enormt ærgerligt, at der er så stor en forventning udefra om, at alle da bør ønske at finde deres store kærlighed og leve i et monogamt forhold resten af livet.
Hvorfor forventes dét at være det rigtige for ALLE?
Min holdning er at alt, der ikke handler om overgreb eller andre ulovligheder vel sagtens kan være normalt, hvis alle de involverede parter har det godt med det. Jeg kan slet ikke se noget som helst forkert i det. At andre mennesker bruger tid og kræfter på at blive fornærmede over andres levevis, er deres problem; det må de selv om. Dette for at fortælle, at jeg er faktisk ret så fordomsfri, men det er tilladt at stoppe op, at sikre sig, at man selv har det godt med det, man gør.
Det var mit citat "At nogen - måske endda mange - synes det er "sjovt" at bolle til højre og venstre er måske fint nok, men den virkelige og skønne oplevelse får man ikke før man indser, at det netop bør tages seriøst." - du brugte – og vel det, der fik dig lidt op i det røde felt.
Jeg tager dit - ”
”Selvfølgelig skal kærlighedssex da tages seriøst - men det skal da ikke nødvendigvis tages mere seriøst end alt muligt andet i forhold til relationer her i livet. ”
Og – der er lige præcis der filmen knækker. Som jeg læser dig, så er sex, noget hvor der er frit valg på alle hylder – bare ud og prøve så meget, som muligt, for det ikke så vigtigt, ... dyrk noget sex, æd en leverpostejmad, begge dele dækker et her og nu behov, og så videre til den næste forlystelse.
Turpas i Tivoli, drøn rundt, prøv så meget som muligt og helst i fuld fart.
Undskyld udtrykket – men så bliver det hele simpelt hen bare så skide hamrende overfladisk. Jeg har ingen problemer i, at man vil prøve tingene, afprøve sig selv, men lad for himlens skyld være med at kalde det kærlighed. Jeg er faktisk ret imponeret; unge mennesker nu om dage oplever den helt store kærlighed tre-fire gange om året, og jeg? Ja, jeg har kun mødt den ægte vare en gang i mit liv, så jeg har vel ikke den store indsigt til at kunne udtale mig, men jeg gør det alligevel. :-) Jeg havde det sjovt, mens jeg ventede på ham, ingen tvivl om det.
Det hører ungdommen til – ro og fordybelse er ukendte størrelser. Det er denne overfladiske måde at leve på, der gør, at tingene som oftest går galt; med tiden bliver man mere og mere rastløs. Jeg tror da på, at du lige nu er glad og tilfreds med din seksualitet, at det for dig er den eneste rigtige måde at leve på, men med overvejende sandsynlighed skifter du mening indenfor en kortere årrække og indser, at hvis ikke du trækker ind fra overhalingsbanen, stopper bare lidt op og ser på udbyttet at din livsførelse, så har du simpelt hen brændt dit lys i begge ender, så er der ganske enkelt ikke mere tilbage på denne jord at udforske, og så bliver det hele noget gråt og trist.
Det lyder måske sådan, men er det ikke: Jeg slår dig slet, slet ikke oven i hovedet, nyd dit liv, gør, hvad du har lyst til, men for din egen skyld, så stop op en gang i mellem, mærk efter, dybt, dybt inde i dig selv, om du i bund og grund er så glad og tilfreds med den måde at leve på, som du tror og giver udtryk for. Som du beskriver det, så er det hele nemlig bare totalt overfladisk, sjov og ballade – men ikke en pind seriøst, og netop seriøsitet, er det, der giver kvalitet. Der er himmelvid forskel på en burger fra nærmeste grillbar og en kvalitetsbøf fra slagteren, og når man først har prøvet den gode, ægte vare, så ønsker man slet ikke den burger. Det kan sagtens være, man er fuldstændig overbevist om, at den burger er det bedste på jord, man ved simpelt hen ikke, at der er noget, der er tifold bedre, og det ved du ikke, selv om du har været helt oppe og hilse på stjernerne ved et engangsknald, for det er slet, slet ikke det, det handler om.
Jeg synes, det er vigtigt man gennem livet eksperimenter, afprøver grænser – i øvrigt ikke kun inden for sexlivet, men også der og på andre ting i livet; det giver god udvikling og føling med både sig selv og andre, men man behøver ikke prøve det hele af på en gang.
Øv dig i lige at stikke en finger i jorden. Den seksualtet som du lige nu plæderer for, er helt ”normal” for dig her og nu, og det er fint og godt, men jeg tror ikke, du skal forvente, at det vil være sådan for dig hele livet – det er en fase, og den er da fin nok, og det er den nuance, du måske lige bør have med, for jeg nægter at tro, at du netop har oplevet den absolut ægte og uforfalskede kærlighed, og så vidt jeg erindrer, så er du 25 år, så det er der ikke noget mærkeligt i – og på et tidspunkt vil selv du givet (forhåbentligt da) møde den, og så skifter du heste – og får en ganske anden indstilling til seriøsitet.
Det tror jeg hører teenageårene til - for dem det i det hele tager er sådan for. Det er ikke noget jeg selv har oplevet.
"Jeg tror da på, at du lige nu er glad og tilfreds med din seksualitet, at det for dig er den eneste rigtige måde at leve på, men med overvejende sandsynlighed skifter du mening indenfor en kortere årrække"
Dét tror jeg skam sagtens kan være for mit vedkommende
"man ved simpelt hen ikke, at der er noget, der er tifold bedre, og det ved du ikke, selv om du har været helt oppe og hilse på stjernerne ved et engangsknald, for det er slet, slet ikke det, det handler om."
og
"Den seksualtet som du lige nu plæderer for, er helt ”normal” for dig her og nu, og det er fint og godt, men jeg tror ikke, du skal forvente, at det vil være sådan for dig hele livet"
Jeg håber da at finde det du beskriver, og det vil da være fantastisk hvis jeg gør det
Jeg ønsker bare, at det skal være i orden uanset hvilket forhold man har til sex og seksualitet, og prøver at skabe fokus på, at der findes utrolig mange indgangsvinkler til det, og at der er en del stigmatiserede grupper i samfundet på grund af de normer der hersker. Der er mange tabuiserede emner; førnævnte såvel som at det er tys-tys ikke at have haft sex når man når tyverne, såvel som det er tystys at have sex med mange.
Jeg ser intet forkert eller farligt i at tilfredsstille sit sexbehov uden at være i et forhold - så længe det er med overvejelse bag og kontakt til egentlige bevæggrunde.
Problemet opstår, når promiskuøsitet bliver en selvskadende handling på grund af selvhad og jagten på nærhed. Og jeg tror, at det at have mange sexpartnere af mange opfattes som noget udelukkende negativt på grund af frygten for eller troen på, at grunden dertil er et negativt selvbillede.
"jeg nægter at tro, at du netop har oplevet den absolut ægte og uforfalskede kærlighed"
Det har du ret i. Jeg henviste til forelskelse i længere forhold; men forelskelse er jo nu en gang en fase...
Nej, jeg tror nu ikke, du har ret i, at det generelt opfattes så "forskruet" at nogle mennesker ønsker at have eller prøve en anden form for seksualitet, det er vist ret så acceptabelt, men det er noget, man holder for sig selv, og man netop vælger at mødes med ligesindede i f.eks. swingerklubber - for helt ærligt, det rager da egentlig ikke andre, ikke fordi, der er noget forkert i det, men fordi noget privat må man vel for pokker have lov til at have.
Hvordan jeg lever mit liv med min mand i detailler er for os vældigt interessant, dybt spændende og udviklende, men helt ærligt - jeg tror beretningerne om det, vil kede alle andre til døde, og sådan skal det være.
Kunne du prøve at fortælle, hvad du i grunden ville med dit indlæg - ud over at provokere? Du udtaler dig f.eks. om "kærlighedssex", som da ikke skal tages seriøst, men har nu indrømmet, at du ikke aner, hvad det er. Du fortæller om en livsstil, som ret så skråsikkert viser, at det er dit liv, men nu er du klar på, at det sikkert kun er en periode.
En heftig provokation, ja - men ellers??
HVIS jeg oplever den altopslugende kærlighed du taler om, så er det vel sådan at jeg ikke har lyst til andre. En så stor kærlighed må da være utrolig, og det må da være fantastisk at opleve.
Jeg håber da på det- men tror bare ikke det er særlig mange der oplever det. Og derfor tvivler jeg også på, at jeg kommer til at være i sådan et forhold med livslang monogami.
Jeg forsøgte at sætte fokus på, at der er mange forskellige typer seksualitet og at der ikke er noget der er mere rigtigt end andet - brugte bare mig selv som et eksempel.
Du skriver, at det ikke rager nogen hvad andre er til, og det kan du på sin vis have ret i hvis ellers det ikke var fordi, at der er en underliggende forventning om, at alle er heteroseksuelle og ønsker at leve monogamt. Og at andet er overraskende, uforståeligt og provokerende.
Mit mål var i højere grad at gøre opmærksom på at der er plads til ALLE og det er fuldstændig ligemeget hvordan man er og hvad man er til - bare man gør hvad man føler for.
Men ja; det drejede sig om seksuel debut - og jeg røg ud på langt ud på overdrevet i forhold til emnet.
Hvis det er en tiltagende hæmsko i forhold til hendes tilgang til seksualitet og forelskelse, så ser jeg det som en udmærket løsning at få prøvet det første gang under rolige omstændigheder - men bekymrer det hende "bare" var omgivelserne syntes om det, så skal hun jo ikke presse sig selv ud i noget hun ikke har lyst til...
Du skriver: 'Mit mål var i højere grad at gøre opmærksom på at der er plads til ALLE og det er fuldstændig ligemeget hvordan man er og hvad man er til - bare man gør hvad man føler for'.
Her er jeg slet ikke enig. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man er og hvad man er til, ligesom det bestemt ikke er hverken godt eller hensigtsmæssigt altid bare at gøre, hvad man føler for. Heller ikke seksuelt.
Hvis man bare gør, hvad man føler for, så mangler man i høj grad evnen til selbegrænsning. Man risikerer alt for let at komme til at gå ud over sine egne (og måske partnerens) grænser. Dette kan have følelsesmæssigt uheldige konsekvenser, man slet ikke er bevidst om men som kan betyde, at man bare får det generelt dårligere på andre områder.
Hvad er normal seksualitet? I vores frisindede kultur vil vi jo meget gerne have, at alt skal være normalt - for er det ikke normalt, er det unormalt og der er nok ingen, der har lyst til at være unormale og mange vil helst heller ikke stemple andre som unormale.
Så det normale har vide grænser, som Inger og Steen Helger sagde i 70'erne. Men det er et stort problem, når der ikke er nogen grænser. Så sætter kun fantasien grænser og fantasien er som bekendt grænseløs. Man kan let komme derud, hvor man ikke kan bunde.
Hvis man normaliserer selv det sygelige, så begiver man sig helt sikkert ud i en grænseløs verden og grænseløshed fører utryghed med sig og man kan komme til at gøre nogle ting 'i kampens hede', som man fortryder og skammer sig over senere - bevidst eller ubevidst.
Engang troede jeg, at man kunne adskille sin seksualitet fra resten af sig selv. Jeg ved nu, at det er en illusion. Seksualiteten er (ligesom alt andet) et spejlbillede af personligheden og af éns følelsesliv. Sunde følelser = sund seksualitet. Og en sund seksualitet vil FØLES normal. Hvilket for mig vil sige, at den seksuelle handling må være et udtryk for en dybtfølt kærlighed til sig selv og partneren. Jeg tror ikke (længere) på sex som et fornøjeligt tidsfordriv. Det er det vitterligt for alvorligt til. Ikke mindst mine egne erfaringer taget i betragtning, så mener jeg, at hvis man f.eks. har mange skiftende sexpartnere, så har man et følelsesmæssigt problem. Jeg mener ikke, at man 'normalt' deler det mest intime af sig selv ud til andre - og slet ikke uden dybere følelser. Altså må der være nogle ubevidste grunde til, at man gør det, selvom det måske i nuet forekommer 'sjovt'.
Dybest set handler sex om forplantning. Vi mennsker har bare også fundet ud af, at sex kan bruges til at opnå nydelse og energiforløsning ud over, hvad behovet for forplantning kræver.
Desværre bruger mange mennesker ubevidst deres seksualitet til at få kanaliseret nogle følelser eller energier ud, som de ikke kan kanalisere ud på mere naturlige måder. Mange kanaliserer deres vrede, ensomhed, sårbarhed, magt, 'kærlighed', afhængighed o.s.v. ud i en seksuel handling uden at vide, at det i virkeligheden er helt andre behov eller følelser, det handler om.
Kort sagt bliver seksualiteten ofte brugt som kompensation for noget andet. Altså seksualiserede følelser. Dette er et tegn på, at der er noget ikke-sundt i følelseslivet. Det er meaknismer, der foregår helt ubevidst - blandt MANGE mennesker. Og jeg tror, at det er det, der sker for alle, der tilhører en seksuel minoritet.
Men hvis det bare er det almindelige, er det så normalt?
Så hvad mener du med normal seksualitet? Normal i betydningen 'almindelig' eller normalt i betydningen 'sund'?
Spørgsmålet vil dermed lyde 'Almindelig seksualitet?' eller 'Sund seksualitet?'. Det er bestemt ikke det samme.
Hilsen Helene
Men så støder vi på spørgsmålet: Hvem har definitionsmagten til at afgøre hvad der er sygeligt og hvad der er sundt?
For hvad én trives og finder glæde ved kan for en anden vække afsky.
Du skriver: 'Hvem har definitionsmagten til at afgøre hvad der er sygeligt og hvad der er sundt?'
Det har vi selv. Enhver må jo stå inde for og tage konsekvenserne af sine egne følelser og handlinger.
Som du også ganske rigtigt skriver: 'For hvad én trives og finder glæde ved kan for en anden vække afsky'. Ja - derfor må man gøre, hvad der føles rigtigt for én selv at gøre og ikke lade sig styre af, hvad andre mener om det. Men fordi det vækker glæde hos én selv, er der ingen garanti for, at det er sundt.
Hvis man selv har det glimrende med sin seksualitet, hvordan den så end udtrykker sig, så er det jo fint - for så vidt den ikke er til skade for andre. Problemet er vel, hvis éns indre stemme hvisker, at noget ikke er helt som det skal være.
Hilsen Helene