Det med mine og dine børn....igen...igen
Hejsa.
Behøver nogle indspark fra andre med gode ideer til løsning på problem i samlivet som bliver større og større for hver dag.
Jeg er en kvinde på 45, som bor sammen med min mand gennem 6 år samt min teenagesøn på 17 år.
Min søn bor hos os på fuld tid, da hans far bor meget langt væk og de ses ikke så tit. Min søn er i fuld sving med sin uddannelse.
Min søn har en sød kæreste og problemet er: de opholder sig næsten altid hos os. For mig er det ikke noget problem - det er dejligt med liv i huset og jeg har "fingeren på pulsen" med hvad min søn går og laver. Vi har et godt forhold til hinanden - vi har været mange ting igennem og har bare brug for ro i vores liv.
Men - der er jo altid et men. Min mand har det svært med min søn og dennes kæreste. Han bliver irriteret over at de altid er hos os. Han bliver vred over rod og dovenskab - ja, det gør jeg også og jeg tager den med det samme! Men hver gang min mand bliver vred over noget - så siger han det til mig. Jeg skal være budbringer. Jeg skal være bussemand - hver evig eneste gang. Og det gør mig gal, ked af det og meget fustreret. Hvorfor kan han ikke bare tage den selv med min søn? Det gør han ikke - bliver bare mere og mere sur og indelukket. Og så er jeg lusen mellem 2 negle.
Vi går ofte i seng uden at sige godnat - sex er en saga blot - og det er IKKE fordi vi ikke har privatliv for vi har et kæmpestort hus hvor der er 3 døre i mellem vores soveværelse og sønnens værelse.
Jeg har prøvet at snakke med min mand - men som han siger så er han ikke hans far - så det er mit ansvar. Arghhh...... det gør mig utrolig ked og gal at han ikke kan tage det ansvar og bare skyder aben over på mig og så i øvrigt går rundt og bliver mere og mere sur.
Og så synes jeg ikke at de små-ting der er med min søn, behøver fylde så meget som de gør. I min verden er vi blevet "Hr- og Fru Danmark" hvor vi går og små-snerrer hvor vi for få år siden havde et varmt og sex-fyldt samliv med overskud og massere af plads til andre. Jeg prøver tit at tage initiativ til bio - middag i byen og andre sjove ting kun ham og jeg - men det er bare ikke så hyggeligt som det var tidligere. Han er ikke den samme mere - måske det ikke kun er irritation over sønnen - det har jeg også tænkt meget på
Gode råd modtages meget gerne - måske der er andre der har stået i lignende situationer?
Sommerhilsen fra en ellers meget glad og positiv kvinde
Behøver nogle indspark fra andre med gode ideer til løsning på problem i samlivet som bliver større og større for hver dag.
Jeg er en kvinde på 45, som bor sammen med min mand gennem 6 år samt min teenagesøn på 17 år.
Min søn bor hos os på fuld tid, da hans far bor meget langt væk og de ses ikke så tit. Min søn er i fuld sving med sin uddannelse.
Min søn har en sød kæreste og problemet er: de opholder sig næsten altid hos os. For mig er det ikke noget problem - det er dejligt med liv i huset og jeg har "fingeren på pulsen" med hvad min søn går og laver. Vi har et godt forhold til hinanden - vi har været mange ting igennem og har bare brug for ro i vores liv.
Men - der er jo altid et men. Min mand har det svært med min søn og dennes kæreste. Han bliver irriteret over at de altid er hos os. Han bliver vred over rod og dovenskab - ja, det gør jeg også og jeg tager den med det samme! Men hver gang min mand bliver vred over noget - så siger han det til mig. Jeg skal være budbringer. Jeg skal være bussemand - hver evig eneste gang. Og det gør mig gal, ked af det og meget fustreret. Hvorfor kan han ikke bare tage den selv med min søn? Det gør han ikke - bliver bare mere og mere sur og indelukket. Og så er jeg lusen mellem 2 negle.
Vi går ofte i seng uden at sige godnat - sex er en saga blot - og det er IKKE fordi vi ikke har privatliv for vi har et kæmpestort hus hvor der er 3 døre i mellem vores soveværelse og sønnens værelse.
Jeg har prøvet at snakke med min mand - men som han siger så er han ikke hans far - så det er mit ansvar. Arghhh...... det gør mig utrolig ked og gal at han ikke kan tage det ansvar og bare skyder aben over på mig og så i øvrigt går rundt og bliver mere og mere sur.
Og så synes jeg ikke at de små-ting der er med min søn, behøver fylde så meget som de gør. I min verden er vi blevet "Hr- og Fru Danmark" hvor vi går og små-snerrer hvor vi for få år siden havde et varmt og sex-fyldt samliv med overskud og massere af plads til andre. Jeg prøver tit at tage initiativ til bio - middag i byen og andre sjove ting kun ham og jeg - men det er bare ikke så hyggeligt som det var tidligere. Han er ikke den samme mere - måske det ikke kun er irritation over sønnen - det har jeg også tænkt meget på
Gode råd modtages meget gerne - måske der er andre der har stået i lignende situationer?
Sommerhilsen fra en ellers meget glad og positiv kvinde
Kommentarer
Det ene: Din søn. Din mand har sådan set ret, det er din søn og også dig, der har den afgørende rolle i forhold til ham. Sådanne unge mennesker har det med at fylde ret så meget, og et eller andet sted, så er det en underlig tendens, at de unge mere eller mindre skal flytte sammen, når de altså bor hjemme. Men – I har et stort hus, det vil således være muligt at lave nogle klare aftaler, og der må du tage en snak med din søn omkring, hvor det er rimeligt at rode, hvor rimeligt, det er at køleskabet er tømt, når du og din mand tror, der er noget osv. Det er heller ikke urimeligt at forlange at hvis kæresten skal bo mere eller mindre hos jer, så deltager hun også på det plan med huslige pligter, oprydning, vasketøj, madlavning osv. Det er heller ikke urimeligt at forlange af din søn og hans kæreste, at de bør forstå, at I altså også bor der, og har ret til privatliv, der ikke kun er i soveværelset. Man bør i sit eget hjem kunne gå og gøre, som man har lyst, uden hele tiden at være opmærksom på, at der lige pludseligt kommer en eller anden ind ad døren. Det er ikke rimeligt at privatliv kun er i soveværelset, man skal kunne lægge personlige ting, pille sig i næsen og klø sig bagi andre steder i sit eget hjem. Hvis ikke man kan det, så kan det i sig selv virkelig stresse og gøre i dårligt humør, og din mand kan faktisk godt på det grundlag føle sig mere eller mindre uvelkommen i sit eget hjem, hvis ikke han 100% kan slappe af. Alle har krav på privatliv, og det har unge mennesker generelt vanskeligt ved at forstå, at forældre altså også har.
Det andet problem, som jeg ser, som det største: Jeres forhold. I er simpelt nødt til at få talt jeres problemer igennem, for det kan sagtens være, at din mand kanaliserer en generel utilfredshed ud gennem din søn. I skal have talt igennem hvorfor han ikke har lyst til samliv med dig, hvad det er, der trykker ham, hvorfor han er småvrissen – for det her handler ikke udelukkende om din søn, det handler om noget andet; din søn er bare det nemme og synlige tegn. Du/I skal helt ind til, hvad det er, der ikke fungerer mellem jer, og så se, om ikke I sammen kan løse problemerne på en god måde, der giver jer gnisten tilbage.
Selv om I har et stort hus, vil jeg foreslå, at du foreslår din mand, at I tager på et week-end ophold, hvor I bare slapper af, nyder noget god mad, hinanden og stille og roligt – under totalt afslappede former får talt jeres liv igennem. Eller – den anden vej – at du foreslår sønnen, at han og kæresten tager hjem til hende en week-end, så I har helt fred og ro til hinanden.
Husk det handler om at lytte, lytte og lytte
Håber noget af ovenstående kan bruges, og at du vil melde tilbage.
Ulig Lotte123, så synes jeg din mand skal "opføre sig ordentligt", og se din søns + kærestes samvær som noget berigende frem for det modsatte. Børn kommer altid først, og da han giftede sig med dig købte han en hel pakke. Ikke at din søn skal styre hele hjemmet, men det lyder jo ikke som om det er tilfældet. Har du sat stolen for døren og sagt til din mand, at han ikke kan være sin opførelse bekendt? Måske bør du nægte, at være budbringeren når din mand har "issues" med din søn... så tvinges han til dialog med din søn, og så kan det være, at hans arrighed aftager...
Som Lotte123 skriver, så er problemet nok nærmere noget mellem jeres parforhold, der er det egentlige problem. Men det er ikke sikkert, at han ved hvad der går ham på. Har du prøvet at spørge ind til hans dårlige humør? Har du nogle ideer om hvad, det er, der går ham på?
Man fandt en løsning, så det kan gøres.
Jeg kan altså ikke se, fordi man gifter sig med en kvinde/eller mand, der har et barn med i ægteskabet, at man så også skal give husly til en kæreste.
Jeg ville, hvis det var mig slet ikke kunne slappe af i mit hjem. Det mener jeg manden har ret til at kunne.
Unge mennesker vil så gerne "sætte stolen for døren", men så ligetil mener jeg ikke det er.
Det var for mig en berigende tid, og som du skriver, man har en finger på pulsen, så alt det er jeg enig i. Men jeg forstår også godt din mand, for her mener jeg ikke at han bare skal opføre sig ordentligt, som Lumse skriver, det er for nemt at skrive og mene, så her er jeg enig med Lotte.
Din søn er dit problem og du skal tage din mand alvorligt, når han ikke synes at det er ligeså berigende at ha en pap søn boende samt hans kæreste. Selvfølgelig skal din søn bo hos jer, men det er en uskik at en kæreste også flytter ind. Det mente jeg også dengang vores piger var teenagere, men det kan være svært at håndhæve.
Unge mennesker fylder meget, de tømmer køleskabet og roder så meget at der skal en god tolerance til for at kunne leve med det. Denne tolerance er nok lidt større når begge forældre er mor og far til disse uvorne unge:-)
Men I må lave nogle ordentlige regler, som de unge skal rette sig efter, for det kan ikke være meningen at din mand skal føle sig som gæst i sit eget hjem.
Men omkring jeres forhold skal i sætte jer ned og tale det godt igennem, for måske ligger hunden begravet et helt andet sted. Mænd føler ofte at vi tager mere hensyn til vores børn end til dem som mænd, og det skal vi også lige forholde os til.
Det er noget skidt når samlivet ikke går godt, det er jo alfa omega for et godt parforhold.
Så jeg mener du skal lytte til din mand, og finde ud af hvorfor han er blevet sur og tvær, for din søn er dit ansvar.
Hilsen Sofie
Tak for jeres input som har givet stof til eftertanke. Der er helt sikker nogle brugbare ting i jeres synspunkter og gode råd, så jeg har noget at gå og tænke lidt over og så er vist bare med at få snakket, snakket og snakket med min mand.
Persille1 - du skrev noget om at man fandt en løsning på jeres problem - er det noget du vil komme ind på hvad var?
Jeg kan godt forstå, at man ikke kan elske sine papbørn så meget som man elsker sine egne - det kender jeg godt selv, da min mand har to pragteksemplarer af et par voksne børn som fylder HELE huset når de er hos os, mest weekender men også ferie, helligdage osv.
I de perioder har jeg dage hvor jeg er ved at gå hjemmefra for jeg ved ikke hvor jeg skal gøre at mig selv. Men vi har engang lavet en aftale om at der skal være plads til alle. Så sådan skal det være - i hvertfald fra min side.
Jeg siger ikke at han skal elske min søn - men acceptere hans tilstedeværelse. Og jeg er helt enig i, at kæresten ikke skal flytte ind!
Men min søn og dennes kæreste fylder ikke særlig meget i resten af huset. Det er kun hans værelse og badeværelset. Vi har vores eget aflukke med 2 værelser samt stort badeværelse - så vi har ikke engang deres ting i vores "private gemakker". Jeg kan gå nøgen rundt nede i vores afdeling, hvis jeg vil - for de kommer der aldrig.
Så som der også bliver skrevet - så handler det her måske om noget helt andet, som han ikke er tilfreds med. Ja, der er vist ikke andet for end at se at få snakket det hele godt igennem :-)
Dette tilfælde var en lille smule anderledes. I skal sikkert løse jeres problem på en lidt anden måde. Men husk, mænd hader at snakke og snakke.
Der blev også først snakket og snakket, for meget, det løste ingenting. Og manden blev mere og mere sur.
Der skal handling og forandring til. Spørg ham, hvad der irriterer og hvad han føler må ændres, så han også har det godt og find sammen en løsning på det problem.
Forhold i hjemmet, der irriterer kan virkelig give store problemer, som hvis det bliver ændret kan give et lykkeligt og bedre liv. Jeg har set det. Alle fik det meget bedre.
Man kan få anonym rådgivning. I dette tilfælde var det en klog dame, der gav rådet.
Mange hilsener.
jeg har til dels erfaring på området.
jeg er kun 20, så det er lidt det omvendte for mig. jeg flyttede hjemmefra for 1½ år siden. indtil da havde jeg i 4 år boet sammen med min mor og hendes mand, som eneste hjemmeboende barn (min søster flyttet hjemmefra og hans børn hos deres mor i den anden del af landet). i det første stykke tid var han også meget forsigtig, og ville ikke rigtig sige mig imod, men sagde det til min mor og lod hende tage det sure æble (som din mand gør ved dig). men efter et par måneder begyndte min mor som aftenvagt 2-5 dage om ugen, dvs så var han jo nødt til at tage tingene med mig selv når problemerne kom, og da han begyndte på det, fik vi et bedre forhold til hinanden (vi havde det glimrende inden, men nu kunne vi slappe af og snakke om alt muligt, fordi han nu var ærlig for mig og sagde sin mening). og siden da har han været en af de få mænd i mit liv der virkelig betyder noget.
så egentlig tror jeg også lidt det handler for din mand om at han måske ikke rigtigt "kender" den her dreng. han har altid været der, men har de nogensinde haft meget alenetid med hinanden? snakket om ting? haft skænderier hvor de bagefter kunne sige undskyld? det måske det der mangler. og mener bestemt ikke at din søn udelukkende er dit ansvar.. din søn og din mand ville få meget mere gensidig respekt forhinanden hvis din mand selv tog ansvaret for de ting HAN er utilfreds med. det kan ikke være rigtigt at i skal lege 1. klasse. "jeg skulle sige fra min mand at han er træt af det og det og det....." nej nej nej, det går ikke. han skal mande sig op skal han!!!! som andre siger, han vidste at din søn ville være der da han indgik i jeres forhold!
mht til din søns kæreste.. så forstår jeg godt lidt din mand. det kan godt være træls at de er hos jer hele tiden for ham (ligesom for alle andre). men så må han jo igen selv mande sig op og sige til din søn om de evt ikke kunne være lidt mere hos hende, så i to kunne få lidt mere tid sammen?
så rådet: han skal mande sig op og tage ansvar for de ting han selv er utilfreds med. det gør alle andre sgu!