Indstillinger
vil tabe mig
Hej
Jeg vil så gerne tabe mig igen. Virkelig meget. Men jeg ved godt det er forkert. Jeg er normalvægtig nu og folk synes jeg skal tage lidt mere på, men jeg kan ikke holde det ud.
Min søster har sagt at det så lidt ulækkert ud da jeg var tyndest. Det har jeg tænkt meget på, men jeg kan ikke forstå det. Jeg ved godt at anorektikere oftest har et forvrænget selvbillede, det ved jeg med min fornuft. Men jeg kan alligevel ikke tro det. Jeg husker mig selv som tyndere end nu, men med deller i taljen. Jeg kan ikke få det til at passe at jeg skulle være meget for tynd.
Jeg vil rigtig gerne ned på 45 kg og jeg siger til mig selv at hvis jeg kommer derned kan jeg bare blive der, men jeg ved godt at jeg nok bare vil tabe mig mere så. Jeg hader den sygdom så meget.
Jeg vil så gerne tabe mig igen. Virkelig meget. Men jeg ved godt det er forkert. Jeg er normalvægtig nu og folk synes jeg skal tage lidt mere på, men jeg kan ikke holde det ud.
Min søster har sagt at det så lidt ulækkert ud da jeg var tyndest. Det har jeg tænkt meget på, men jeg kan ikke forstå det. Jeg ved godt at anorektikere oftest har et forvrænget selvbillede, det ved jeg med min fornuft. Men jeg kan alligevel ikke tro det. Jeg husker mig selv som tyndere end nu, men med deller i taljen. Jeg kan ikke få det til at passe at jeg skulle være meget for tynd.
Jeg vil rigtig gerne ned på 45 kg og jeg siger til mig selv at hvis jeg kommer derned kan jeg bare blive der, men jeg ved godt at jeg nok bare vil tabe mig mere så. Jeg hader den sygdom så meget.
Kommentarer
Du har brug for at få mere behandling. Du skal ikke gå her på grænsen og kæmpe sådan for at finde ud af hvad der er op og hvad der er ned.
Jeg er kommet ud af min spiseforstyrrelse. For en måneds tid siden var jeg på loppemarked sammen med mine forældre, hvor vi solgte en masse ting vi havde lagt til side i lang tid. Pludselig stod jeg med et par bukser i hånden... Det var dem jeg brugte virkelig, virkelig meget da jeg var syg. Jeg kiggede på dem, og fattede ingenting overhovedet. Da jeg brugte dem, sad de løst på mig. Nu så det ud som om, at de højst ville kunne trækkes op til midt på mine lår.
Det allermest underlige er, at både jeg selv og andre syntes, at jeg er flot slank og veltrænet nu hvor jeg vejer 11 kilo mere end dengang. Jeg har lige tabt 1½ kilo fordi jeg har været depressiv, og jeg syntes, at det betyder, at jeg er ved at være lidt for tynd og skal tage lidt på igen.
Og dengang syntes jeg, at jeg konstant gik rundt og så ud som om jeg var gravid. Det er det forvrængede selvbillede.
Når jeg var i tøjbutikker tog jeg måske en størrelse M med ind i prøverummet, men måtte så hente en XS, og også den sad for løst. Selvom der stod størrelse 34 eller 32 i bukserne, så hang de på mig. Jeg forstod det ikke. For der stod jo på mærket at det var småt - men jeg så så stor ud i spejlet, så det gav ingen mening for mig. Jeg syntes, at jeg havde en stor røv i de små bukser; og jeg havde totalt krise på over, at jeg så så gravid ud som jeg troede at jeg gjorde...
Når jeg siger, at du skal i behandling (igen), ved du det så godt, eller tænker du "Nej, så bliver jeg bare tyk"? Hvis det er sidstnævnte, så prøv lige at tænke over, hvad det er alle siger. At du stadig er for tynd... Du kan IKKE stole på hvad du selv ser - det er nemlig sygdommen der snyder dig.
Du skrev på et tidspunkt, at din kæreste sagde, han gerne ville gå hjemme ligesom dig selvom han så skulle være syg, og at du var ked af det, fordi han åbenlyst ikke ved hvor dårligt du har det.
HUSK DET. Du har det DÅRLIGT. Hvis du kommer i behandling, så vil du ikke længere have det dårligt.
Hvilken slags behandling gik du i før?
Jeg ved faktisk ikke hvor gammel og høj du er...? Bor du stadig hos dine forældre?
Jeg er 27 år og 166 høj (så jeg synes ikke 45 kg er ret lavt). Jeg bor sammen med min kæreste.
Jeg er i behandling, men det hjælper ikke.
Jeg har været syg i 11 år med spiseforstyrrelse og angst. Jeg snakkede med en psykolog på ungdomspsykiatrisk i starten samtidig med familiesamtaler og kontrolvejning. Det fik jeg det næsten værre af, så jeg startede hos en psykiater, der havde erfaring med spiseforstyrrelser, men det hjalp heller ikke.
Da jeg var 20 flyttede jeg hjemmefra til en anden by og der kunne jeg ikke få hjælp. De gav mig diagnosen ængstelig personlighedsforstyrrelse mener jeg. Derefter begyndte jeg at skære mig selv.
Efter nogle år udviklede jeg skizofreni, så der kom jeg i behandling på psykiatrisk afdeling. Det har været fint nok. Det har hjulpet på de psykotiske ting og de hjalp med til at jeg har fået førtidspension. Men det har slet ikke hjulpet på spisefortyrrelsen.
Jeg var indlagt i nogle mdr. sidste sommer. Det gjorde jeg frivilligt fordi de lovede at det ville hjælpe, men det gjorde det ikke. Jeg spiste og tog på udelukkende fordi jeg ville udskrives. Min psykolog sagde bagefter at de egentlig ikke har så meget forstand på spisefortyrrelser.
Jeg vil gerne have hjælp, men ikke ved at blive indlagt. Jeg har overvejet at spare sammen til at kunne gå hos en psykoterapeut, for det har jeg hørt godt om. Det kan nok lade sig gøre efter jul.
Hvilken behandling fik du?
Mvh
Jeg havde samtaler med en behandler; i starten to gange om ugen, så en gang om ugen, så hver 14 dag osv., ialt i 8 måneder. Og jeg anser mig selv for helt rask nu. Det var et forløb der rettede sig mod bulimi, så det er jo ikke helt aktuelt for dig.
Hvis du kan blive henvist til noget ordentlig behandling er jeg sikker på, at du kan få det under kontrol! En rigtig god psykolog kan måske også gøre det. Prøv at tale med kommunen omkring økonomien med den der psykoterapeut du har hørt godt om. Hvis du bare taler generelt om en psykoterapeut, så tror jeg altså at du har ligeså god chance for at finde en psykolog eller psykiater som er god - og det kan du jo få gratis.
Du kan også ringe til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade og spørge om de kan anbefale et behandlingstilbud nær dig.
Hvis du bare var indlagt på almindelig psykiatrisk afdeling forstår jeg godt at du ikke fik den hjælp du har brug for.
Du har jo behov for nogen der virkelig har forstand på spiseforstyrrelser når du har haft det så længe. Du har jo brug for et langvarigt beløb der helt målrettet arbejder med det.
45 kilo er bestemt lidt for din højde. Du er jo decideret undervægtig, så det er eddermaneme vigtigt at du ikke taber dig mere. Du skulle jo helst veje 10 kilo mere end du gør nu.
Kan din læge/psykiater ikke henvise dig til et sted der ved hvad de laver?? Evt. Stolpegården hvis du bor på Sjælland - ellers kan de ihvertfald viderehenvise dig.
Jeg bor i Nordjylland. Jeg synes der er nogen der har talt om at der kommer et center specielt for spiseforstyrrelser, det kan være jeg skal finde ud af noget om det. Den psykoterapeut jeg har fundet har omkring 13 års erfaring med spiseforstyrrelser, så jeg tror hun er god nok, men det ville selvfølgelig være bedre hvis jeg kunne gå et sted hvor jeg ikke selv skal betale, for ellers kan det hurtigt blive dyrt.
Tak for dine svar
Mvh
Går du hos en praktiserende psykiater? Ellers er det på tide, at du bliver henvist til en.
Kontakt også dem her for at få anbefalet behandling:
http://www.spsnord.dk/
Jeg har taget meget på siden jeg "kom i behandling" dvs. snakkede med min læge. Og egentlig har jeg det okay med det. Men der er det problem, at jeg synes alle kiloene har sat sig på maven. Jeg husker da jeg havde en flad, stram mave og en talje, nu står jeg hver dag foran spejlet og forsøger forgæves at trække maven ind så jeg ser ud som dengang. Og det gør virkelig at jeg ikke har lyst til at tage på... Jeg ville ønske kiloene kunne fordele sig lidt bedre, så jeg ikke får det dårligt af at tage på...
Og anna, du sagde til luna, at det var en vrangforestilling, men jeg har så svært ved at tro på, at det her bare er noget jeg forestiller mig. For min mave ser virkelig tyk ud... Og det er skyld i at jeg tit får lyst til at vende tilbage. Samtidig med at jeg synes min vægt stiger meget, i forhold til hvor meget jeg spiser, for jeg gør ikke rigtig noget for at tage på, men min vægt stiger altså! Og jeg er bange for at det vil fortsætte... altså også efter jeg har nået det minimum lægen har sat... Vil det det? Det er jeg alvorligt bange for ..
Eftersom du ikke er oppe på den vægt du mindst skal op på, så er du jo (må du også vide inderst inde) på ingen måde tyk på maven. Den er bare ikke længere indsunken som den måske var da du var mindst.
Hold op med at stå foran spejlet og kig på den mave!!! Det er endnu et af spiseforstyrrelsens mange ansigter der får dig til at vurdere, vurdere og vurdere hele tiden. Du skal ikke vurdere din krop hele tiden - du skal lære at have det afslappet med den.
Jeg er lidt ked af at du tydeligvis ikke får den behandling der er nødvendig. Det er jo helt og aldeles almindeligt når du som spiseforstyrret tænker, at vægten vil fortsætte med at stige i det uendelige, når først du er begyndt at tage på. Hvilket ikke er ensbetydende med, at den vil det. For selvfølgelig vil den ikke det. Det er virkelig ærgerligt, at din læge ikke taler med dig om de tanker, og jeg vil opfordre dig meget kraftigt til at tale med ham/hende om det næste gang.
Hvad siger lægen i forhold til det du syntes med at din vægt stiger uden du gør noget for det? Tager du på i det tempo du skal? Hvad mener du med at du ikke gør noget for det? Jeg går ud fra, at du tidligere motionerede og enten sultede dig selv eller kastede op for at tabe dig (spiseforstyrrelsen) men hvordan spiser du nu? Hvis du spiser helt normalt, så er det som det skal være. Men det er IKKE godt hvis du begynder at holde igen fordi du ikke vil tage mere på. Du kan sagtens tage på stille og roligt ved at spise almindelig sund kost, fordi din krop har manglet de ekstra kilo - ved normalvægten skal det nok stabiliseres
I min behandling brugte behandleren noget så simpelt som et diagram med en x- og en y-akse. Så var den vandrette datoen og den lodrette vægten, og hver gang jeg kom til terapi skulle jeg først sige hvor meget jeg troede jeg vejede den dag, så blev jeg vejet, og vægten plottet ind på diagrammet. Ud fra det talte vi så om hvad jeg tænkte om at den var sådan og sådan i forhold til sidst og i forhold til hvad jeg havde forestillet mig at den ville være osv. (samtaleterapi), og det blev tydeligt at se for mig at vægten IKKE steg i det uendelige, men at der var nogle helt naturlige svingninger.
At komme ud af spiseforstyrrelsen drejer sig ikke kun om at tage på og spise - det drejer sig også om at få arbejdet med selvværdet, finde ud af hvad der lå/ligger til grund for spiseforstyrrelsen og om at lære hvad der er sandt og hvad der er usandt af de ting man har bildt sig selv ind i forhold til mad, vægt og motion i løbet af spiseforstyrrelsen (fx om det er rigtigt at noget du mener er usundt virkelig er usundt osv.).
Tusind tak fordi du har svaret mig
Ja, det er jo rigtigt hvad du siger, at jeg skal lade være med at stå og vurdere. Men der er så mange ting, som minder mig om min krop førhen. Hver gang jeg ser en pige, der ser tyndere ud end mig, begynder jeg at sammenligne mig med hende forskellige steder, hendes arme, ben, lår osv. selv om det føles pinligt. Og husker hvordan jeg kunne lukke tommel- og pegefinger rundt om min arm helt op til albuen. Det kan jeg ikke mere, og det er sådanne ting der tager modet fra mig.
Det jeg mener med at jeg ikke rigtig gør noget, er, at jeg spiser næsten normalt, tager stadig afstand fra kage, is, slik m.m., men jeg spiser da. Jeg spiser ikke rigtig ekstra eller noget, men min vægt stiger stadig! Selvom det er meget sundt. Og det jeg spiser nu har jeg det godt med at spise, men jeg tænker bare, at når jeg har nået den vægt lægen vil have (er der meget snart) fortsætter jeg vel med at spise som jeg gør nu, men så vil min vægt jo stadig stige... Hvilket er ubegribeligt for mig, for min kost er sund og jeg motionerer stadig en del. Det skræmmer mig meget hvis vægten fortsætter, for så ved jeg jeg begynder at holde igen...
Jeg skal til lægen igen d. 4 august og det er første gang uden min mor, jeg tror det er lettere at snakke så, også om mine følelser. For jeg kan ikke snakke om dem når min mor er der, jeg er bange for at gøre hende ked af det
Og du har måske ret i, at min behandling ikke er god nok, men jeg skal på efterskole næste år og vil have svært ved at overskue at skulle på til en form for psykolog eller noget... Det vil være svært at skjule for 100 mennesker, og jeg har ikke lyst til at nogen skal starte rygter eller sådan noget. Og folk spørger så meget når de finder ud af jeg skal til lægen. Og samtidig med at jeg har det svært ved at fortælle lægen hvordan jeg føler det, tror hun jo også, at jeg har det fint nok. Det har jeg jo sådan set også - nogen gange...
Igen, tusind tak fordi du svarede
Marica
Jeg synes det er en god ide at du snakker med lægen alene. Som du siger vil du have nemmere ved at fortælle hvordan du har det. Men så er det også vigtigt at du åbner op.
Du skal ikke være bange for at blive ved med at tage på. Jeg havde en god periode på et tidspunkt, hvor jeg spiste ret normalt. Der tog jeg på, men min vægt stoppede da jeg havde en BMI på lidt over 19. Hvis du ikke er så gammel kan du ikke regne med BMI, men det er bare for at fortælle dig at du ikke bliver overvægtig, så længe du spiser sundt. (Og der vil heller ikke ske noget ved at spise lidt usundt en gang i mellem, bare det ikke er hele tiden).
Mvh
Okay, jeg ser også frem til at snakke med lægen selv... Tror det vil løsne lidt op for mine tanker og følelser.
Jeg ved ikke om jeg er bange for at blive overvægtig, jeg er nok bare bange for at bevæge mig for langt væk fra at være en slank, sportstrænet pige... For det er jo sådan jeg kan lide mig selv