Min veninde har en depression!
Hej.
Jeg har en veninde på 15 år, som lider af en slem depression.
Hun er meget svær at komme tæt ind på, altså at forstå hende. Hun siger hun gerne vil fortælle mig hvordan hun føler, men hun er bange for at det kommer til at lyde forkert. Hun lider af angst, selvmordstanker og gøre i værste tilfælde skade på sig selv. Hun er på "Lykkepiller" og det hjælper hende en smule. Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal snakke med hende, for hun vil gerne have jeg forstår hvordan hun har det. Jeg har læst lidt om hvad for nogle depressioner der findes, men jeg mangler stadig et svar om hvordan jeg skal håndterer det hele. Jeg tænkte der måske var nogle der havde prøvet at stå i denne situartion, og måske kunne give mig et par råd?!
Jeg har en veninde på 15 år, som lider af en slem depression.
Hun er meget svær at komme tæt ind på, altså at forstå hende. Hun siger hun gerne vil fortælle mig hvordan hun føler, men hun er bange for at det kommer til at lyde forkert. Hun lider af angst, selvmordstanker og gøre i værste tilfælde skade på sig selv. Hun er på "Lykkepiller" og det hjælper hende en smule. Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal snakke med hende, for hun vil gerne have jeg forstår hvordan hun har det. Jeg har læst lidt om hvad for nogle depressioner der findes, men jeg mangler stadig et svar om hvordan jeg skal håndterer det hele. Jeg tænkte der måske var nogle der havde prøvet at stå i denne situartion, og måske kunne give mig et par råd?!
Kommentarer
Jeg forstår godt, at du har svært ved at forstå hvordan hun har det. Det kan man faktisk ikke forstå når man ikke har prøvet det selv. Når man er dybt depressiv, så er det som om der bare er helt tomt indeni. Man er trist - men ikke over et eller andet, bare trist, trist, trist. Det er helt vildt svært at finde ud af hvordan man gør ting - kroppen er helt vildt tom, og det kræver rigtig mange kræfter at skulle tænke så langt som at: For at tage ud og mødes med (dig), skal jeg rejse mig, jeg bør også have et bad (åh nej, jeg kan slet ikke overskue at skulle have vandet ned over mig), så skal jeg have tøj på, så skal jeg tage min pung i tasken og jeg skal gå ud (åh nej, jeg får nok angst)...
At spørge hende hvordan det går kan være svært for hende at svare på - for det går sikkert bare håbløst. I stedet kan du prøve at spørge til konkrete ting; for eksempel noget I talt om sidst I sås. Hvordan går det med... Du kan også fortælle hvad du ellers går og oplever.
Du kan også sige, at du har læst det og det om depression og angst, og om det er sådan hun har det. På den måde kan hun så forklare hvordan det er for hende i forhold til du har læst.
Du kan roligt spørge hende direkte om, hvordan du skal gøre for at hjælpe hende lidt; for eksempel hvad hun gerne vil lave sammen med dig. Om det er bare at se film uden at snakke så meget sammen eller om det er at tage sig sammen til at tage med dig på stranden.
Hvis hun ikke siger ja eller svarer hvis du spørger om hun vil hænge ud, så kan du i stedet begynde at sige til hende, at du gerne lige vil kigge forbi i eftermiddag, og om det er okay. Så skal hun ikke til at overveje alt muligt med hvor, hvornår, hvad og så videre hvilket er meget svært når man har depression.
Du kan også sige, at det er godt vejr, så I skal ud og spise en is. Hvis hun ikke så godt kan komme afsted og møde dig, så kan du bare tage hjem til hende, sige til hende, at hun skal gå ud i et bad, og så ser du fjernsyn imens og så kan I sammen tage afsted derfra.
Hvis du er sammen med hende ude i verden og hun bliver fjern i blikket, stiv i kroppen og trækker vejret hurtigere, så er det fordi hun er angst. Så kan du lige tage fat i hendes arm, kigge hende ind i øjnene og spørge hvad der sker - og så sige til hende at hun skal trække vejret dybt og prøve at slappe af - der sker ikke noget.
Det er rigtig, rigtig dejligt, at du vil være der for hende. Men husk; du er hendes veninde, ikke hendes psykolog eller sådan noget. Du må GERNE opfordre hende til at tale med hendes behandler om ting. Hvis hun fortæller noget om selvskaden, så sig til hende, at hun altså skal tale med sin behandler om det, så hun kan få nogle værktøjer til hvordan hun kan håndtere det.
Hvis hun bare går hos sin egen læge, så skal hun få en henvisning til en psykolog eller psykiater. Det er meget vigtigt når hun har det så dårligt.
Har du det godt nok med hendes forældre til at tale med dem om det? Det er ret vigtigt at du taler med nogen om det her, for det er jo hårdt for dig at se på.
Med hensyn til hvordan du skal forholde dig til hende, så kan det være, at du vil have gavn af at ringe og tale med nogen hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Du kan også fortælle hende om det. Der kan man nemlig ringe og få rådgivning.
V.h. Anna
Jeg snakker ikke med min venindes forældre om depressionen, men mig og min veninde har en del fælles veninder, og vi snakker med hinanden om det. Jeg kan også snakke med mine forældre, det hjælper en del. Men nu føler jeg mig bare dum, for nu lyder det som om det er mig der er syg.
Jeg har svært ved at beslutte mig for om jeg skal ringe til hende. Jeg snakkede med min veninde igår. Det var hende der ringede, og det blev jeg bare så glad for. hun sagde jeg skulle læse noget om hvad depression var, og det har jeg så gjord. Men det med at ringe til hende, jeg ved jo ikke om hun har lyst til at snakke, eg vil jo heller ikke trænge mig på! JHeg vil virkelig gerne følge med i hvordan hun har det, og det er også bare svært når hun ikke helt kan få det fortalt. Hvis jeg ringer til hende, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige. jeg er nok bange for at komme til at sige noget forkert.
Men det er helt anderledes når vi alle veninder er sammen, omk. 7 piger. Hun virker glad, som den pige vi alle kender. Hun har tit lyst til at holde om en, og sige du er så sød, og ting som sådan. Det er super dejligt, men det er bare svært at håndterer nogen gange. Nogen gange bliver hun bare ved, og så er det meget svært at på en sød måde at få sagt stop, for det tror jeg godt kan såre hende, og så skylder hun skylden på sig selv.
Jeg er stadig lidt nervøs over hvordan jeg skal holde en samtale igang med hende... hvad skal jeg spørge om, og jeg vil jo gerne vide lidt om hvordan hun har det....???! Jeg ved ikke lige hvad jeg skal gøre!
Jeg tror, at det med, at hun bliver så kærlig og overøser jeg med kærlighederklæringer er hendes måde at sige "selvom jeg har det rigtig dårligt og ikke tager så meget initiativ, så er jeg vildt glad for dig, og jeg håber virkelig, virkelig, virkelig at vi bliver ved med at være veninder og jeg ikke får skubbet dig væk fordi jeg er lidt mærkelig for tiden".
Prøv lige når hun begynder på det så at give hende et kram og sige, at det behøver hun ikke at sige, for du ved det godt, og det er gengældt. At du håber, at hun snart får det bedre.
Du behøver såmænd ikke kæmpe så hårdt for at holde en samtale igang... Det er nok bare at splatte i sofaen ved siden af hinanden
Med hensyn til at du ikke tør ringe: Hun kan som alle andre mennesker lade være med at tage telefonen hvis ikke hun kan overskue at tale. Så du skal ikke lade være med at ringe hvis du har lyst til det.
At hun sagde, at det ville være rart hvis du læste noget om depression betyder det jo at hun gerne vil have at du forstår hvorfor hun opfører sig som hun gør. Det betyder ikke at du skal vide 100% hvordan det føles, men du skal vide noget om sygdommen så du har en forklaring på hvad der sker. Du kan jo godt ringe til hende og spørge om ikke I skal ses en af dagene og snakke lidt om det du har læst og hvordan det passer på hende. Længere behøver samtalen jo egentlig ikke at være
Men her i går da jeg snakkede med hende, da spurgte jeg om hun havde lyst til at være sammen en dag, bare os to. Hun vidste det ikke helt, for hun syntes at hvis vi var alene, følte hun at det nok handlede for meget om hende.. eller hun sagde det ikke direkte ud, men det var sådan jeg forstod det. nogle gange er hun rimelig svær at snakke i telefon med, fordi hun snakker meget langsomt og nogle gange meget lavt, så det er lidt svært at høre hvad hun siger.
Jeg læste i nogle af de andre debatter, at der var en der selv havde været syg, og hun syntes det var træls når folk sagde, at hun altid bare kunne komme hvis der var noget, fordi hun følte det var nu hun skulle have snakket med personen om det.
Jeg har da også tit sagt til min veninde at hun altid bare kunne ringe hvis der er noget, men det betyder jo ikke, at jeg ikke vil snakke med hende lige i dette øjeblik. Hende den anden, så det som om at folk prøvede at skubbe det væk, til et andet tidspunkt, så de måske helt blev fri for at tale med hende om det.
Det med en samtale det vil jeg huske på.
Jeg blev også lidt ked af det til min fødselsdag. Min veninde betyder meget for mig, og jeg blev lidt skuffet, da hun ikke engang ringede eller skrev en sms med tillykke til mig. Også da jeg holdte fest for vennerne sagde hun heller ikke noget. Jeg ved ikke om hun havde glemt det eller noget, eller om hun måske ikke kunne overskue det, men min anden veninde havde fødselsdag. Der sagde hun tillykke og kom med en gave. (Gaven er underordnet selvfølgelig!!) Jeg følte bare at hun havde glemt mig lidt, og jeg ved selvfølgelig godt at hun ikke mener det på den måde, men man kan alligevel ikke lade vær med at blive ked af det!
At hun er bange for at det kommer til at handle for meget om hende, må I jo bare sørge for at det ikke gør... Du har vel også nogle ting du gerne vil tale om? Du er 15 år, så det må du have :-)
Det er helt rigtigt, at det er pænt nok af folk at sige, at man bare skal sige til hvis der er noget de kan gøre. Men det er ikke spor nemt... Det er nemmere hvis man bliver spurgt konkret "hvad skal jeg gøre?" - skal jeg gøre det eller det eller det - og så insistere på at få et svar.
For mit eget og andre der bor alene's vedkommende ville det være guld værd, at folk bare kom og bankede på, og så lavede en kop kaffe og tog hele opvasken eller lige støvsugede inden de gik igen.
For din venindes vedkommende kan det være, at det kunne være dejligt at du bare kiggede forbi med en pose slik, med et Woman eller hvad I så end læser og kan sladre om, en god film eller neglelak så i kan lave manicure... Eller siger, at du gerne vil have hun tager med i biografen den og den dag.
Det afgørende er, at du bare tager initiativet til noget konkret, og så må du altså gerne give udtryk for hvis der er noget der er pisseirriterende eller noget der sårer dig. Du skal ikke tage så meget hensyn til hende at du ikke selv kan være til
jeg synes, du skal have et ordentligt knus for den måde, du er veninde på - det er guld værd for din veninde, der har det meget dårligt.
Jeg synes Anna giver dig nogle gode råd, men - men - men
Din venindes sygdom - og depression er en sygdom - er IKKE dit ansvar. Det fremgår ikke, om din veninde får anden professionel hjælp end nogle lykkepiller. Jeg ved ikke, hvorfor du ikke kan tale med hendes forældre, der dog burde være på i alle højeste grad.
Din veninde får ingen glæde af, at du ryger ned med flaget på det her. Du kan tale med dine forældre, og jeg håber virkelig de er opmærksomme på, hvad du er på vej ud i. Du kan IKKE behandle din veninde, du kan være der for hende, du kan lytte til hende, og alle de gode ting, som Anna nævner, men der skal nogle voksne og erfarne mennesker ind over også.
Du må undskylde, at jeg skriver det her, men alle alarmklokker ringer meget højt hos mig. Du påtager dig et voldsomt ansvar, og det kan en 15-årig slet, slet ikke klare.
Anna foreslår et rådgivningssted, og det kan du foreslå din veninde - du kan også tilbyde at være der sammen med hende, når hun kontakter dem, men du kan ikke kurere hende.
Hvis der er problemer med hendes forældre, kan dine forældre så ikke hjælpe med kontakt til professionel hjælp?
På den måde vil du vise hende, hvor god en veninde, du er - ikke ved på et tidspunkt at bryde helt sammen under den byrde, du har påtaget dig.
Mange varme tanker...