Indstillinger
kontrol
Hvorfor er det så vigtigt at have kontrol over sig selv? Da jeg blev syg var det nok som så mange siger at jeg ikke kunne kontrollere verden omkring mig, og at jeg så i stedet tog kontrol over min krop. Men det var jo dengang. Jeg bliver ikke mobbet mere. Jeg har en god familie, en sød kæreste, mine elskede dyr og et rart hus et helt andet sted end dengang. Hvorfor bliver jeg så ved med at skulle have kontrol over mig selv?
Kommentarer
Jeg læste engang om en undersøgelse af, hvad mennesker frygter mest. På 1. pladsen var frygten for at miste kontrol over deres eget liv.
Det er vigtigt for alle mennesker at kunne føle kontrol, så man kan føle sig rimeligt tryg og sikker og ikke udsættes for noget, man ikke kan håndtere. Har man været udsat for store kontroltab (meget utryghed og usikkerhed), så får man et meget stort behov for at føle kontrol senere i livet. Fordi man er bange for, at noget tilsvarende kan ske igen. Det kan godt være, at man bevidst er klar over, at det er fortid og at der ikke vil ske noget lignende igen, men det ved nervesystemet og sindet ikke. Derfor beskytter man sig ubevidst og prøver at være på forkant med tingene.
Så længe følelserne ikke er bearbejdet eller man ikke har fundet andre og bedre måder at have kontrol på, har det ikke noget at sige, at det var noget, der skete 'dengang'. I dit nervesystem, dine muskler og dit sind er 'dengang' stadigt 'nu', for frygten sidder der stadig.
Når man har været udsat for vedvarende kontroltab (usikkerhed, utryghed), så har sindet prøvet at finde måder at kompensere for kontroltabet på, så man kunne føle sig mest mulig tryg. F.eks. pådrog man sig en spiseforstyrrelse, for så fik man en fornemmelse af, at der var noget man kontrollerede. Man kunne få en følelse af, at andre mennesker ikke havde magten til at styre hele éns liv. Men den slags kompenserende kontrol, er naturligvis en illusion. Man fik jo ikke mere kontrol over mobningen, fordi man lod være med at spise! Man flyttede bare fokus. Desværre tager den slags kompenserende kontrol også altid magten over én, så i stedet for at få kontrol over sit liv, oplevede man et dobbelt kontroltab: Pludseligt kontrollerede man hverken mobningen eller spisningen. Det løste altså ingen problemer, men gav tværtimod et problem mere. Faktisk gav man mobberne endnu mere magt over én, når de endda kom til at ødelægge éns naturlige spisemønster.
Du har fået skabt kontrol (tryghed) i din nutid. Du bliver ikke mobbet mere, du har en god familie, en sød kæreste, dine dyr og et rart hus. Så hvorfor bliver du ved med at skulle have kontrol over dig selv? Når det ikke er nutiden, der er problemet, må det jo være fortiden.
Når andre mennesker påfører én et kontroltab, så tager de kontrollen over éns følelser. De påtvinger én nogle følelser, der er både uønskede og uvelkomne. Det kan være sorg, smerte, raseri, had, ensomhed, magtesløshed, frygt m.m. Man vil gøre nærmest hvad som helst for at undgå at mærke disse følelser igen og så kapsler man dem inde i sit sind og sin krop. Så længe de ligger derinde, vil man være bange for at komme til at mærke dem igen, for mærker man dem igen, bliver fortiden levende. Så typisk fortrænger og fornægter man dem. Dermed holder man dem i live. Så længe de ligger derinde i én, skaber de behov for kontrol, så de ikke får lov at slippe fri. Det vil sige, at man bliver mere på vagt og bange og kontrollerende i samværet med andre mennesker, for man risikerer altid at nogen gør eller siger noget, der pirker til disse følelser. Andre trykker på fortidens blå mærker. Det handler altså om, at man tager kontrollen over sine følelser tilbage og VED, at man ikke igen vil tillade andre at få kontrol over dem.
For mig var det nødvendigt (sammen med en terapeut) at finde frem til de blå mærker og selv trykke på dem, så jeg kunne vænne mig til, hvordan det føltes. Når jeg ikke længere var bange for, at andre skulle trykke på dem, kunne jeg begynde at reagere mere hensigtsmæssigt når jeg følte kontroltab – uden hverken at over- eller underreagere. Det betød, at jeg ikke længere behøvede at være bange for, at andre i nutiden skulle komme til at trykke på de blå mærker. Det kunne ikke længere få mig til at miste kontrollen, selvom nogen prøvede, for jeg havde jo selv gjort det. Andre i nutiden kunne ikke trigge nogle ubehagelige følelser fra fortiden, for de var bearbejdet. Når jeg ikke frygtede at mærke mine følelser, kunne jeg slappe meget mere af og ikke have så meget brug for kontrol.
Helt konkret er første skridt til at slippe den uhensigtsmæssige form for kontrol, at man bliver meget bevidst om sig selv, lærer at lytte til sig selv og retter sig efter det, man hører – også selv om det i starten giver utryghed og følelsen af kontroltab, fordi det er upraktisk og ulogisk. Følelser er ikke altid praktiske eller logiske. Dernæst må man lære at kommunikere hensigtsmæssigt. Være åben og ærlig omkring, hvad man føler; give udtryk for sine behov; sige til og fra – altså sætte grænser på en god måde. Kræve og give almindelig respekt. Samt ikke mindst prøve at styrke de positive følelser.
Håber det her siger dig noget?
Mange hilsner Helene
Tak for dit svar. Jeg kan godt se hvad du mener.
Vil lige tilføje at jeg på mange måder står som du, og dermed SAGTENS kan følge dig; Jeg har også været helt nede med min spiseforstyrrelse og tyet til kontrol, kontrol, kontrol.. og jeg gør det stadig. Dengang for bare to år tilbage havde jeg ikke kæreste, jeg magtede ikke at hverken arbejde/studere eller andet. Spiseforstyrrelsen var alt jeg kunne rumme og blev alt mine tanker og mit liv kredsede om. Jeg manglede tryghed, en at dele mit liv med, noget der gav mere mening og som jeg kunne vægte højer end min sygdom.
Her to år efter bor jeg sammen med min kæreste i et skønt hus. Jeg har fået alt det jeg har drømt om dengang - og mere til.. Jeg har fundet en der giver mig tryghed, en jeg kan dele mit liv med, en der elsker mig overalt på jorden, jeg er startet studie og har i det hele taget flyttet mig UTROLIG meget hvad det angår.
Og har det fået mig til at slippe min kontrol!? NOPE!
Man kan ændre de ydre rammer omkring en nok så meget man vil.. Man kan finde stabilitet og kærlighed i lange baner, men det der er det altafgørende for mig at se, er som Helene så fint beskriver; At dykke ind i sig selv, få bearbejdet de ting man brænder inde med, mærke en selv, lære at holde af og elske en selv for den man er, og finde ro i sig selv.
Det er det jeg arbejder med nu.. For lige som dig undrede jeg mig også over, hvorfor helvede jeg fortsat skal være så kontrollerende omkring alting, når nu jeg har fået så meget godt ind i mit liv. jeg er jo langt bedre stillet den dag i dag, end jeg var for bare et par år tilbage. Men jeg er stadig syg, stadig kontrol freak, stadig undervægtig, stadig optaget af mad osv.
Vejen frem er at arbejde med SIG SELV, ikke bare danne trygge og kærlige rammer omkring en. Det er en stor hjælp at have nået dertil ja, men det er langt fra hele vejen. Man er nød til at finde egen kærlighed, før man kan give slip. Det er ihvertfald hvad jeg har lært, og ihærdigt arbejder på at udføre.