Om Lykkepiller, Parforhold og Tvivl...
En lille historie fra en ung kvinde på 30 år.. med håbet om, at nogen kan genkende dette - og evt. fortælle mig deres historie 
Hele mit liv har jeg været vant til, at andre har sat mine grænser for mig. Jeg har så at sige været en død sild, som bare flød med strømmen. På et tidspunkt for 6 år siden stoppede jeg op og stak en finger i jorden...for hvem var jeg?? Der krakelerede facaden! Pludselig vidste jeg ikke engang selv, hvad jeg mente om noget som helst! Jeg mente det, de andre mente. Jeg var ikke bare den perfekte, dygtig-i-skolen-pige mere(hvilket jeg egentlig havde vidst men benægtet længe). Så startede jeg på lykkepiller. Det var en for stor mundfuld at skulle definere sig selv i en alder af 24 år!
Jeg var således på lykkepiller, da jeg mødte min nuværende kæreste. Det er egentlig svært for mig at forklare, hvordan jeg havde det, da jeg mødte ham for 4 år siden. For første gang var jeg ikke stormende forelsket, men jeg vidste, at noget var rigtigt. For første gang kunne jeg nu se en kommende far til mine børn.
Men jeg tror, at jeg gik ind i forholdet med en frygt for at jeg skulle få dårlig samvittighed over for ham, som jeg havde oplevet med min tidligere kæreste. Mon jeg elskede ham, eller gjorde jeg ikke?!? Var det mon det rigtige?? Og når der er noget man helst ikke vil/må - hvad sker der så?? Man gør det hele tiden!! Jeg fik dårlig samvittighed OVER ALT!
Mine tvivl er egentlig så stor en del af mig, at det til tider virke trangspræget. Jeg SKAL analysere, om jeg nu elsker ham/ ikke elsker ham! Og man kan rent faktisk tænke enhver følelse ihjel, samtidig med, man tager medicin, som slår ens følelser ihjel. Det er barske vilkår for et forhold.
Dog....Jeg kan for første gang i mit liv mærke, at jeg trives. At jeg har det godt. Når jeg kigger på billeder af mig selv fra før og nu, kan jeg se, at mine øjne stråler! Og netop derfor bliver jeg lige akkurat der, hvor jeg er
)
Min psykolog har gjort rigtig meget ud af at fortælle mig, at jeg sagtens selv kan bestemme og tage stilling til mig eget liv. Jeg gør det hele tiden, jeg opdager det bare ikke. Og dermed har jeg også taget stilling til mit liv med min kæreste - og det ved jeg inderst inde godt, for jeg har INGEN planer om at forlade ham. Jeg skal bare lære at tro på, at jeg rent faktisk gør dét, som er bedst for mig selv....for en gangs skyld!
Men det kan være svært (se, der kom tvivlen igen).....jeg ville så gerne føle en stærk kærlighed til ham indeni - men jeg føler mig til tider nærmest helt død?! Og tankerne kan svirre...ville jeg også have det sådan med en anden? Burde jeg gå fra ham af hensyn til os begge? Jeg tror desværre bare, at jeg vil hoppe tilbage i præcis samme rille, uanset hvem jeg er med - og nu har jeg fundet en dejlig fyr - hvem smider det på gaden??!? Samtidig er jeg 30 år - alle de her ting med børn og ægteskab, som jo sker rundt omkring, presser mig bare endnu mere!
Sikke en smøre - håber, I vil give Jer tid til mit indlæg!
Hele mit liv har jeg været vant til, at andre har sat mine grænser for mig. Jeg har så at sige været en død sild, som bare flød med strømmen. På et tidspunkt for 6 år siden stoppede jeg op og stak en finger i jorden...for hvem var jeg?? Der krakelerede facaden! Pludselig vidste jeg ikke engang selv, hvad jeg mente om noget som helst! Jeg mente det, de andre mente. Jeg var ikke bare den perfekte, dygtig-i-skolen-pige mere(hvilket jeg egentlig havde vidst men benægtet længe). Så startede jeg på lykkepiller. Det var en for stor mundfuld at skulle definere sig selv i en alder af 24 år!
Jeg var således på lykkepiller, da jeg mødte min nuværende kæreste. Det er egentlig svært for mig at forklare, hvordan jeg havde det, da jeg mødte ham for 4 år siden. For første gang var jeg ikke stormende forelsket, men jeg vidste, at noget var rigtigt. For første gang kunne jeg nu se en kommende far til mine børn.
Men jeg tror, at jeg gik ind i forholdet med en frygt for at jeg skulle få dårlig samvittighed over for ham, som jeg havde oplevet med min tidligere kæreste. Mon jeg elskede ham, eller gjorde jeg ikke?!? Var det mon det rigtige?? Og når der er noget man helst ikke vil/må - hvad sker der så?? Man gør det hele tiden!! Jeg fik dårlig samvittighed OVER ALT!
Mine tvivl er egentlig så stor en del af mig, at det til tider virke trangspræget. Jeg SKAL analysere, om jeg nu elsker ham/ ikke elsker ham! Og man kan rent faktisk tænke enhver følelse ihjel, samtidig med, man tager medicin, som slår ens følelser ihjel. Det er barske vilkår for et forhold.
Dog....Jeg kan for første gang i mit liv mærke, at jeg trives. At jeg har det godt. Når jeg kigger på billeder af mig selv fra før og nu, kan jeg se, at mine øjne stråler! Og netop derfor bliver jeg lige akkurat der, hvor jeg er
)Min psykolog har gjort rigtig meget ud af at fortælle mig, at jeg sagtens selv kan bestemme og tage stilling til mig eget liv. Jeg gør det hele tiden, jeg opdager det bare ikke. Og dermed har jeg også taget stilling til mit liv med min kæreste - og det ved jeg inderst inde godt, for jeg har INGEN planer om at forlade ham. Jeg skal bare lære at tro på, at jeg rent faktisk gør dét, som er bedst for mig selv....for en gangs skyld!
Men det kan være svært (se, der kom tvivlen igen).....jeg ville så gerne føle en stærk kærlighed til ham indeni - men jeg føler mig til tider nærmest helt død?! Og tankerne kan svirre...ville jeg også have det sådan med en anden? Burde jeg gå fra ham af hensyn til os begge? Jeg tror desværre bare, at jeg vil hoppe tilbage i præcis samme rille, uanset hvem jeg er med - og nu har jeg fundet en dejlig fyr - hvem smider det på gaden??!? Samtidig er jeg 30 år - alle de her ting med børn og ægteskab, som jo sker rundt omkring, presser mig bare endnu mere!
Sikke en smøre - håber, I vil give Jer tid til mit indlæg!
Kommentarer
Jeg kan sagtens genkende meget af det, du skriver.
Bortset fra, at jeg aldrig havde oplevet grænser – men jeg var blevet forbandet god (alt for god) til at sætte grænser for mig selv og begrænse mig selv for at være rigtig for andre.
Jeg talte andre efter munden, mærkede ikke noget, gjorde bare alt, hvad andre ønskede og forventede. Jeg var som en kamæleon i forhold til de mennesker, jeg var sammen med. Jeg flød i høj grad også bare med strømmen og anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg følte også skyld overfor snart sagt alt – i en grad så jeg ikke kunne drømme om at sige nogen imod, for så ville det jo være forkert, hvad jeg sagde - i forhold til dem. Hvilken ret havde jeg til at sige, at min mening var mere rigtig end andres?
Forskellen på os to er, at du blev bevidst om dine problemer – det var jeg ikke længere. Jeg mærkede ikke engang længere, at jeg havde følelsesmæssige problemer! Jeg var totalt zombie.
Jeg blev fysisk syg p.g.a. alle de uerkendte, undertrykte følelser, jeg havde i mig. Alligevel sagde min intuition mig, at den fysiske lidelse var psykosomatisk og det førte til, at jeg startede i terapi. Jeg blev hurtigt helbredt fysisk og det var så her, jeg krakelerede og begyndte at huske min fortid og mærke mine følelser.
Jeg blev klar over, at jeg altid havde haft tænkt mig til mine følelser, så jeg forstod godt, at jeg havde været i tvivl om mig selv, for man kan ikke tænke sig til følelser. Tanker kan vendes, drejes og manipuleres. Jeg kunne (og kan) forstå tingene fra alle sider. Hvis der kom én og sagde noget, kunne jeg sagtens se fornuften i det – kom der så en anden og sagde det modsatte, kunne jeg også sagtens se fornuften i det. Tankerne kunne jeg altså ikke stole særligt meget på. Jeg troede i lang tid, at hvis bare jeg kunne komme til at mærke følelserne i min krop, så ville de fortælle mig sandheden. Men jeg fandt ud af, at dem kunne jeg heller ikke stole på. Nogle gange fortalte min krop mig noget, som jeg bestemt ikke var enig i. F.eks. at jeg skulle blive vred - men jeg havde det elendigt med at blive vred.
Det viste sig efterhånden, at der kun var én ting, jeg kunne stole på og det var min intuition, mit hjerte, min sjæl, den indre stemme – eller hvad man nu kalder det. Men det krævede, at jeg lærte at lytte rigtigt godt efter i mit inderste. I terapien fandt jeg ud af, at jeg altid kender min egen sandhed og mine egne inderste følelser, hvis jeg bare lytter efter. Det tog lang tid og det var hårdt arbejde at nå dertil, men nu sker det helt automatisk.
Det er ikke altid, at det bevidste og det ubevidste sind mener det samme. Måske har din underbevidsthed gemt nogle gamle følelser, som stadigt hindrer dig i bare at slappe af og have det godt i nutiden. Eller også hvisker dit ubevidste til dig, at noget i dit og din kærestes forhold ikke er helt godt for dig. For mig lyder det mest som om, at du er belastet af nogle problemer fra tidligere i livet, siden du har haft og har så lidt føling med dig selv.
Jeg kan fortælle, at under din tvivl, under din usikkerhed, under din følelse af at være død indeni, under alle dine tanker – der ligger alle dine følelser, dine behov, dine grænser, din intuition, dine meninger, dine værdier og dine overbevisninger gemt. Følelsesløsheden er det låg, der ligger ovenpå alt, hvad der viser, hvem du selv er inderst inde.
Du kan næppe komme til at tro på, at du gør det rigtige, før du MÆRKER og FØLER, at det er det rigtige. Tankemæssigt får du aldrig overbevist dig selv.
Mange hilsner Helene
Tak for dit superhurtige svar
Åh gud, hvor kan jeg dog nikke genkende til det, du nævner med at kunne se fornuften i det folk siger og være enige med dem - selvom det er totalt modstridende ytringer! At behage andre - ikke at sige dem imod. For tænk hvis nu de bliver sure på mig??
Jeg har netop også gennemtænkt, det du nævner, med at MÆRKE OG FØLE. Og jeg tror, at dét jeg gør, når jeg IKKE TÆNKER, det er netop at mærke efter (ubevidst) - og der trives jeg fint og har det faktisk rigtig godt.
Som eksempel kan jeg nævne, at min kæreste og jeg for en uges tid siden var i en Safaripark (og jeg ELSKER dyr). Efter en hel dag i denne park, slog det mig, at jeg overhovedet ikke havde spekuleret en hel dag - hvilket sker utroligt sjældent. Men hold kæft, jeg havde haft en god dag
Så nøglen er, ikke at tænke....og jamen hvordan gør man så lige det, for det er jo det, hele min sygdom handler om?! Bare jeg vidste det....!
Samtidig er det også svært at vide, hvad der er en følelse, og hvad der er en tanke. Er jeg så meget i tvivl om alt, fordi jeg TÆNKER....eller fordi jeg FØLER? Det er en svær balancegang!
Jeg synes, psykologen har fået sparket godt ind i knolden på mig, at jeg er i stand til at tage mine egne beslutninger og gøre, hvad der er godt for mig. Og jeg håber og tror på, at hvis jeg inderst inde godt vidste, at ham jeg har fundet sammen med, er helt gal... - ja så havde jeg handlet på det!
Jeg mangler bare en sikker følelse inde i mig selv.... så hvis du har en til overs, vil jeg gerne låne, tak
Mvh. Stine
Kunne jeg sende dig en følelelse eller to, så gjorde jeg det gerne :-)
Problemet er bare, at du ikke ville lære noget af det. Du skal lære at mærke dig selv og dine følelser og det er hårdt arbejde.
Det første, jeg hæfter mig ved, er, at du er bange for, hvis andre bliver sure på dig, hvis du siger dem imod. Sådan havde jeg det også. Den frygt skal man lære at slippe. Ellers kan man ikke give udtryk for, hvad man selv tror, tænker, mener og føler. Så længe man holder sig selv skjult, kan man ikke lære sig selv at kende. Når man er bange for andres reaktioner, kan man ikke sige fra, hvis nogen eller noget overskrider éns grænser og man kan ikke give udtryk for sine behov. Alt sammen noget der er nødvendigt, hvis man skal have det godt med sig selv (og andre).
Jeg husker tydeligt, da jeg første gang vovede at sige fra overfor en mand, der snød foran mig i en kø. Jeg var 45 år og havde aldrig oplevet det før! Det er ikke realistisk, så det handlede om, at jeg bare aldrig registreret det før, fordi jeg aldrig før havde turdet sige noget. Evnen til at registrere en grænseoverskridelse hang altså sammen med mit mod til at sige fra. Da jeg oplevede, hvor befrinede og styrkende det var, at jeg havde turdet sige noget til ham, fandt jeg ud af, at det ikke var så farligt. De fleste mennesker har det faktisk okay med, at man siger fra og er uenig, hvis man bare gør det på en ordentlig måde.
Det lyder som en fantastisk dag i dyreparken :-) Så ja, du kan godt bare have det godt og være i nuet. Godt at have den slags oplevelser, der viser, hvordan det kan blive. Så ved man lidt om, hvad der skal til og hvad man skal arbejde hen imod.
Jeg har bare været nødt til at tænke ufatteligt mange tanker først, for jeg måtte finde ud af og forstå, hvorfor jeg havde mistet mig selv så meget.
Jeg måtte holde meget fast i min logiske sans: Ingen børn fødes 'forkerte'. Jeg havde været et dejligt, uskyldigt barn - som alle børn er det. Jeg var f.eks. ikke født med en følelse af skyld over at blive vred - hvor kom den fra? Jeg var ikke født følelsesløs, hvorfor havde jeg så ingen følelser? Jeg var ikke født angst, hvad havde skabt den? Efterhånden som jeg fandt ud af de ting, løsnede følelserne sig og jeg blev i stand til at mærke mig selv og efterhånden lærte jeg mig selv at kende - helt forfra. Når jeg huskede, kom følelserne helt af sig selv.
Det lyder som om, du har fundet den rigtige kæreste og gør noget godt for dig selv. Men jeg ved fra mig selv før i tiden, at selv det at gøre noget godt for mig selv, kunne føre en diffus skyldfølelse med sig. Som om jeg gjorde noget forkert... og så kunne jeg selvfølgeligt blive i tvivl, om jeg nu gjorde det rigtige. Så en følelse af skyld kan du ialtdfald ikke regne med. Stol på det, der giver positive fornemmelser og fornemmelsen af, at det her er rigtigt for mig. Ikke tanken men den indre stemme eller fornemmelse.
Din psykolog har bestemt ret i, at vi selv træffer beslutningerne i vores liv og at vi prøver at gøre det, der er bedst for os. Men hvis vi kun tænker os til, hvad der er bedst, er det meget let at tage fejl engang imellem. Vi kan også komme til at tro at noget er godt, fordi det er noget, vi har været vant til og som derfor er trygt.
Som en tommelfingerregel kan man sige, at hvis der er noget, du er bange for, kan du være sikker på, at der ligger noget bag, det vil være gavnligt at udforske. Som f.eks. hvorfor du er bange for at andre skal blive vred på dig, hvis du er uenig. For mig har processen gået ud på at slippe al angst og frygt, så jeg nu tør stå helt inde for, hvad jeg selv tror, tænker, føler og mener. En opbygning af mit selvværd helt forfra.
Hvor længe har du gået til psykolog?
Mange hilsner Helene
Jeg gik til psykolog i ca 1½ år - jeg benyttede de 2 henvisninger, man maksimalt kan få. Det vil sige, jeg var der 24 gange og stoppede her i marts måned. Dér hvor hun (psykologen) hovedsageligt har hjulpet mig, er på det område med min dårlige samvittighed. Det er OKAY at være i tvivl, om man elsker sin partner, det er okay nogle gange at gide ham og andre gange ikke. Min kæreste ved præcis, hvad jeg gennemgår, og det er hans valg at være sammen med mig. Det kan jeg ikke kontrollere! Så der er ingen grund til dårlig samvittighed.
Det har virkelig hjulpet mig meget, for netop den dårlige samvittighed var invaliderende. Jeg kunne ikke sove, ikke spise, ikke koncentrere mig, tabte mig vildt osv. Når jeg tænker nu, at jeg er i tvivl....så får jeg egentlig ikke dårlig samvittighed mere...jeg tænker mest på mig selv - at jeg ikke vil spilde min tid med noget forkert. Og det er jo en positiv drejning - omend det stadig er træls ikke at have ro i sit sind!
I forhold til det med at sige fra: der er vi to lidt forskellige. Over for folk, jeg overhovedet ikke kender, kan jeg godt blive vred. Hvis nogen snyder foran i køen, taler til deres børn som om de var hunde eller på andet måde opfører sig moralsk forkert - så er jeg ikke bleg for en rap bemærkning. Og det gælder også på mit arbejde.
Over for folk, jeg har tætte relationer til (venner og familie) er jeg lige stik modsat. Siger sjældent hvad jeg mener og er altid Frk. Enig. Vil nødigt såre nogen og slet ikke være uvenner med nogen!
Jeg tror også, jeg har truffet det rigtige valg med hensyn til min kæreste. Nogle gange får jeg en følelse (eller er det en tanke?), at det overhovedet ikke skal være os - at jeg vil være "fri". Andre gange at han er den eneste, der skal være far til mine børn, og jeg kan sagtens se os blive gamle sammen. Men ved du hvad, det tror jeg er meget normalt. Fidusen er bare IKKE at overanalysere på det, når man har de dårlige perioder.
Jeg synes lige, jeg vil fortælle, at jeg fra i går er gået ned på halv dosis på Akarinen. Jeg har modet til at prøve udtrapning nu, og så er det med at gribe chancen (man bliver hurtigt tryg ved pillerne). Jeg tænker alligevel, når jeg er på pillerne - så hvorfor ikke tænke uden? Der er selvfølgelig fare for, at det bliver for meget - men så må jeg på pillerne igen - og så må jeg acceptere, at det ikke er lige nu, jeg skal prøve at stoppe med pillerne
Jeg forsøgte uden held at stoppe for 2 år siden - men der havde jeg ikke været til psykolog, samt vi stod for at flytte i hus - presset var for stort. Nu prøver jeg igen!
Må jeg spørge, hvor længe du har haft en depression?
Mvh. Stine
Derfor er det måske meget godt, at der er gået en del år siden alt dette blev skrevet, for jeg ville gerne høre, om du er kommet frem til noget, om noget har ændret sig for dig, om du stadig sidder med de samme tanker osv.
Det er så svært, når man sidder i det, og man kan ikke rigtig se nogen udvej i det hele, udover at flygte fra sin relation, hvilket jeg nødig vil, da jeg føler den stadig kan give mig en masse. Lige nu føles det dog som om, jeg er i gang med at grave mig dybere og dybere ned i et hul, hvor forandring er et ønske, men samtidig noget som næsten føles umuligt.
Så måske du ved mere om det hele, efter det er kommet sådan på afstand??
På forhånd tak
-I