Indstillinger
Nede .....igen
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver dette indlæg. Ja faktisk ved jeg slet ikke hvorfor jeg overhovedet oprettede mig selv som bruger her inde.
En lang historie kort.
Som så mange andre i disse tider er jeg netop blevet fyret fra mit arbejde. Jeg har dog 4 måneder til at finde noget andet, og jeg er egentlig ikke rigtig bekymret for om det skal lykkes. Jeg er relativt højt uddanet, og har et CV som der ikke ligefrem gør at jeg behøves at være bekymret.
Jeg er 39 år, gift for 3. gang, og mangler ikke noget. Økonomien er iorden, og selvom jeg er under tidspres for at finde nyt arbejde, kunne vi nu sagtens gå et år uden nogen indkomst og stadigvæk blive boende hvor vi er nu. Da jeg blev fyret havde jeg selv sagt til den øverste ledelse at var jeg ejer af virksomheden så ville jeg fyre mig selv. Ikke fordi jeg ikke gjorde mit arbejde, men jeg ville vurdere at jeg var for dyr i drift i forhold til det ansvar jeg havde. Det råd valgte man så 4 måneder senere at følge.
For 3 år siden havde jeg en hjerneblødning. Jfr. lægende stod jeg ansigt til ansigt med manden med leen. Til trods for at jeg var dybt bevistløs, fattede lægerne ikke efter 5 dage at jeg stadigvæk var i live. Efter 20 dage fattede de ikke at jeg gik, talte, og kunne læse avis, ja godt nok i små doser. Efter 25 dage var jeg hjemme, godt nok med en stok jeg kunne støtte mig til, men jeg var hjemme. 2 mdr. efter jeg var kommet hjem var jeg tilbage på arbejdet. Intet kunne slå mig ud. Altså bortset fra de, ellers meget velmende mennesker der fortalte mig hvor heldig jeg havde været. Fuck jer... Hvordan kan man være heldig at få en hjerneblødning? Hvordan kan man være heldig at skulle tage medecin resten af sit liv. Hvordan kan man være heldig at have fået konstateret epelipsi som følge af en hjerneblødning? Hvordan kan man være heldig at vide at man har endnu et anorisme oven i hovedet, som "bare" ikke er vokset stort nok endnu til at man kan gøre noget ved det?
Alt det fik mig et år senere, ja i en brandert, til at sluge et ukendt antal panodil. Jeg blev fundet, indlagt, og efterfølgende overført til psykriatisk skadestue, og efterfølgende på psykriatisk afdeling. Jeg udskrev mig selv 14 dage senere. Jeg følte mig oven på igen. Følte at jeg var tilbage. Følte det var en fejl jeg havde begået, og jeg faktisk ikke ønskede at dø. Jeg startede til psykolog. Efter 4 gange droppede jeg det igen. Fandt en anden. Efter 2 gange blev også hun droppet. Følte ikke at jeg kunne snakke med dem. Følte sådan set bare at de tænkte på hvornår dette misfoster der sad over for dem kunne smutte så de kunne få deres betaling.
Det er 2 år siden.... Og nu er jeg forvirret oven i mit hoved igen. Jeg elsker min kone, min søn, min datter. Men livet elsker jeg ikke. Forventningerne til mig som ham der bare kan klare alt, troen på at jeg er venernes ven er væk i mit hoved. Måske drikker jeg for meget, måske kan jeg ikke leve op til de forventninger man har til mig. Drømmen om en øde ø, er jo desværre otopi, selvom den er særdeles tiltagende. Min kone ved at jeg har det af helvede til, og hun kæmper en kamp for at holde mig oppe, mens jeg selv føler at jeg graver mig selv mere og mere ned. Jeg råber i øst og i vest men ved ikke hvilken vej jeg skal råbe for at blive hørt, for over for alle andre holder jeg jo fasaden og er stærk. Den stærke leder som tør gøre det de andre ikke tør, ham der har styr på det hele, ja selv 2 skilsmisser, en hjerneblødning, en depretion og ekstrem stress på arbejdet kan han klare. Det er jo forventet.
Nå... Never mind... Jeg skrev lige her for at få lidt damp ud. Måske det giver mig et par dage mere uden at gå ned. Tak fordi du gad at læse.
Quebeck01
En lang historie kort.
Som så mange andre i disse tider er jeg netop blevet fyret fra mit arbejde. Jeg har dog 4 måneder til at finde noget andet, og jeg er egentlig ikke rigtig bekymret for om det skal lykkes. Jeg er relativt højt uddanet, og har et CV som der ikke ligefrem gør at jeg behøves at være bekymret.
Jeg er 39 år, gift for 3. gang, og mangler ikke noget. Økonomien er iorden, og selvom jeg er under tidspres for at finde nyt arbejde, kunne vi nu sagtens gå et år uden nogen indkomst og stadigvæk blive boende hvor vi er nu. Da jeg blev fyret havde jeg selv sagt til den øverste ledelse at var jeg ejer af virksomheden så ville jeg fyre mig selv. Ikke fordi jeg ikke gjorde mit arbejde, men jeg ville vurdere at jeg var for dyr i drift i forhold til det ansvar jeg havde. Det råd valgte man så 4 måneder senere at følge.
For 3 år siden havde jeg en hjerneblødning. Jfr. lægende stod jeg ansigt til ansigt med manden med leen. Til trods for at jeg var dybt bevistløs, fattede lægerne ikke efter 5 dage at jeg stadigvæk var i live. Efter 20 dage fattede de ikke at jeg gik, talte, og kunne læse avis, ja godt nok i små doser. Efter 25 dage var jeg hjemme, godt nok med en stok jeg kunne støtte mig til, men jeg var hjemme. 2 mdr. efter jeg var kommet hjem var jeg tilbage på arbejdet. Intet kunne slå mig ud. Altså bortset fra de, ellers meget velmende mennesker der fortalte mig hvor heldig jeg havde været. Fuck jer... Hvordan kan man være heldig at få en hjerneblødning? Hvordan kan man være heldig at skulle tage medecin resten af sit liv. Hvordan kan man være heldig at have fået konstateret epelipsi som følge af en hjerneblødning? Hvordan kan man være heldig at vide at man har endnu et anorisme oven i hovedet, som "bare" ikke er vokset stort nok endnu til at man kan gøre noget ved det?
Alt det fik mig et år senere, ja i en brandert, til at sluge et ukendt antal panodil. Jeg blev fundet, indlagt, og efterfølgende overført til psykriatisk skadestue, og efterfølgende på psykriatisk afdeling. Jeg udskrev mig selv 14 dage senere. Jeg følte mig oven på igen. Følte at jeg var tilbage. Følte det var en fejl jeg havde begået, og jeg faktisk ikke ønskede at dø. Jeg startede til psykolog. Efter 4 gange droppede jeg det igen. Fandt en anden. Efter 2 gange blev også hun droppet. Følte ikke at jeg kunne snakke med dem. Følte sådan set bare at de tænkte på hvornår dette misfoster der sad over for dem kunne smutte så de kunne få deres betaling.
Det er 2 år siden.... Og nu er jeg forvirret oven i mit hoved igen. Jeg elsker min kone, min søn, min datter. Men livet elsker jeg ikke. Forventningerne til mig som ham der bare kan klare alt, troen på at jeg er venernes ven er væk i mit hoved. Måske drikker jeg for meget, måske kan jeg ikke leve op til de forventninger man har til mig. Drømmen om en øde ø, er jo desværre otopi, selvom den er særdeles tiltagende. Min kone ved at jeg har det af helvede til, og hun kæmper en kamp for at holde mig oppe, mens jeg selv føler at jeg graver mig selv mere og mere ned. Jeg råber i øst og i vest men ved ikke hvilken vej jeg skal råbe for at blive hørt, for over for alle andre holder jeg jo fasaden og er stærk. Den stærke leder som tør gøre det de andre ikke tør, ham der har styr på det hele, ja selv 2 skilsmisser, en hjerneblødning, en depretion og ekstrem stress på arbejdet kan han klare. Det er jo forventet.
Nå... Never mind... Jeg skrev lige her for at få lidt damp ud. Måske det giver mig et par dage mere uden at gå ned. Tak fordi du gad at læse.
Quebeck01
Kommentarer
Vil blot lade dig vide, at jeg læste dit indlæg.
Måske du skal bruge den indsigt omkring at du er på vej ned eller er nede igen til at gøre noget ved det denne gang. Man kan måske godt springe let og elegant over hvor gærdet er lavest i forhold til depressiv tilstand en enkelt gang, men det bider en i halen.
Hold fast ved, at du elsker din familie, og få dig en psykolog, som du bliver hos mere end et par gange. Hvis du ikke syntes der er nogen fidus i det, så gør det for din families skyld. Det kan også være, at en psykiater i højere grad er det rette valg. Psykiatere er uddannede læger, så måske det vil være en fordel med din sygehistorie. Desuden er psykiaterne bedre rustet til at ordinere evt. antidepressiv medicin o.a. end praktiserende læger er. Prøv at tale med din praktiserende læge om hvad der vil være det rigtige for dig.
Du er en fighter! Det har du selv skrevet :-)
Desværre kæmper du bare mod dig selv og mod dine følelser.
Jeg fornemmer, at hvis følelserne begynder at komme tæt på, så er du den, der er smuttet? Vel også derfor, du er sprunget fra psykologerne og derfor du kommer til at drikke lidt for meget?
Jeg tvivler meget på, at du kommer videre, før du har fået bearbejdet den oplevelse med hjerneblødningen og de virkninger den har haft for dit liv. Og så tror jeg, at du har brug for at sadle om og finde ud af, hvem du selv inderst inde er og hvad der kan give dig glæde og meing med livet. Det er næppe den høje stilling og den høje løn. Det er mennesket bag facaden, der vil frem.
Så mit bedste råd er, at du finder en ny psykolog eller terapuet - også bliver ved, selvom det gør ondt og selvom facaden krakelerer. Så du kan begynde at finde ud af, hvad der egentligt er dine værdier i livet og hvad du kunne tænke dig at bruge resten af dit liv til. Et liv nr. to som du faktisk har fået foræret, siden du både overlevede og kom dig så godt efter hjerneblødningen.
Jeg tænker på, om hypnose kunne være noget for dig? Her behøver du måske ikke at snakke lige så meget som i almindelig terapi. Man kommer hurtigere ind til kernen i det, det handler om og virkningen kan være utroligt effektiv. Især måske, når det handler om noget så voldsomt, at have været i nærheden af døden. Det er ikke noget, man 'bare lige' kan tale sig ud af. Det sætter sine spor.
Hvis det nu eller senere skulle være noget for dig, og hvis du bor i nærheden af København, så kan jeg anbefale dig en meget dygtig hypnoterapuet, som jeg selv har gået hos. Hvis det har interesse, så kan du sende mig en mail. Min mailadresse står under min profil.
Hilsen Helene