jeg så min hund blive kørt over..
hej alle..
jeg har meget behov for at komme ud med historien om hvordan min hund døde(jeg er 17 år)
Igår morges var det jo skønt vejr og mig og min familie var lige stået op.
Dørene jo var åbne pga. det gode vejr kunne min hund jo gå frit ude i haven. Men så så jeg igennem min havedør at vores hund ligeså stille gik ud af haven og ud på vejen. Det er dog en stille gros vej, men lige ved siden af ligger en landevej hvor folk altså kør hurtigt.
- jeg gik efter den for at få den ind igen, selvom den aldrig plejer at løbe ud på vejen.
Men da jeg kom derud så jeg at den havde fået øje på en kat ude på den store vej, og jeg kunne bare se at den ville løbe. Så jeg råbte og råbte men kunne ikke kalde den til mig, og fra det øjeblik viste jeg bare at den ville blive kørt ned..
- det næste jeg bemærker er et stort bump og et højt skrig fra min hund.
Jeg skriger og skriger, løber forvirret ind og henter mine forældrer hvorefter jeg bare spurgter ud på vejen for at sidde hos min hund.
Heldigvis kommer der en dyrelæge kørende forbi lige i dette øjeblik, og han tager den med ind på klinikken.. - jeg vidste godt inderst inde hvad der ville ske.
Den bliver aflivet fordi den er blevet lam i bagbenene..
- jeg ved godt at folk siger at det bare er en hund.. Men jeg er så knust, og kan bare se det for mig igen og igen at den løber ud på vejen, og høre lydene igen og igen. - billederne kører inde i mit hovede hele tiden, og jeg kan ikke holde op med at græde..
Det var kun mig der så det, min familie hørte kun lydene. Jeg synes det var så voldsomt, så jeg blev nødt til at aflyse en tur jeg skulle have haft til KBH, fordi jeg ikke kunne overskue noget som helst..
Hver gang jeg går rundt i huset kan jeg næsten mærke den lille hund liste bagved mig, og i morges da jeg skulle have morgenmad sad jeg ved bordet og ventede på at den ville komme og stille sin forpoter på mine lår og for at få en nussetur, som den plejer. Men nu er det bare tomt, og jeg kan ikke vænne mig til at den er væk..
- overreagerer jeg, eller er det naturligt at føle som jeg gør?
jeg har konstant tårer i øjnene, og havde problemer med at falde i søvn igår - og jeg tænker hele tiden på at jeg bare skulle have gået lidt hurtigere efter den, eller råbt lidt højere..
Med venlig hilsen sofie /;
jeg har meget behov for at komme ud med historien om hvordan min hund døde(jeg er 17 år)
Igår morges var det jo skønt vejr og mig og min familie var lige stået op.
Dørene jo var åbne pga. det gode vejr kunne min hund jo gå frit ude i haven. Men så så jeg igennem min havedør at vores hund ligeså stille gik ud af haven og ud på vejen. Det er dog en stille gros vej, men lige ved siden af ligger en landevej hvor folk altså kør hurtigt.
- jeg gik efter den for at få den ind igen, selvom den aldrig plejer at løbe ud på vejen.
Men da jeg kom derud så jeg at den havde fået øje på en kat ude på den store vej, og jeg kunne bare se at den ville løbe. Så jeg råbte og råbte men kunne ikke kalde den til mig, og fra det øjeblik viste jeg bare at den ville blive kørt ned..
- det næste jeg bemærker er et stort bump og et højt skrig fra min hund.
Jeg skriger og skriger, løber forvirret ind og henter mine forældrer hvorefter jeg bare spurgter ud på vejen for at sidde hos min hund.
Heldigvis kommer der en dyrelæge kørende forbi lige i dette øjeblik, og han tager den med ind på klinikken.. - jeg vidste godt inderst inde hvad der ville ske.
Den bliver aflivet fordi den er blevet lam i bagbenene..
- jeg ved godt at folk siger at det bare er en hund.. Men jeg er så knust, og kan bare se det for mig igen og igen at den løber ud på vejen, og høre lydene igen og igen. - billederne kører inde i mit hovede hele tiden, og jeg kan ikke holde op med at græde..
Det var kun mig der så det, min familie hørte kun lydene. Jeg synes det var så voldsomt, så jeg blev nødt til at aflyse en tur jeg skulle have haft til KBH, fordi jeg ikke kunne overskue noget som helst..
Hver gang jeg går rundt i huset kan jeg næsten mærke den lille hund liste bagved mig, og i morges da jeg skulle have morgenmad sad jeg ved bordet og ventede på at den ville komme og stille sin forpoter på mine lår og for at få en nussetur, som den plejer. Men nu er det bare tomt, og jeg kan ikke vænne mig til at den er væk..
- overreagerer jeg, eller er det naturligt at føle som jeg gør?
jeg har konstant tårer i øjnene, og havde problemer med at falde i søvn igår - og jeg tænker hele tiden på at jeg bare skulle have gået lidt hurtigere efter den, eller råbt lidt højere..
Med venlig hilsen sofie /;
Kommentarer
Manden, der kørte bilen tudede i hornet og bremsede slet ikke op. Hvis han dog bare ikke havde brugt hornet var hunden nået over vejen.
Men da han brugte hornet stoppede hunden op og trykkede sig og så ramte bilen
Du kan tro jeg græd og børnene græd. Det var sådan en dejlig hund og klog. Vi glemmer den aldrig. Jeg kan få tårer i øjnene endnu, når jeg tænker på den.
Vi fik senere en anden, men dyr er ikke ens og kan ikke sammenlignes.
En fejl man ikke skal gøre.
Jo, hvorfor skulle man ikke sørge over et dyr. Efterhånden som tiden går bliver det lettere at bære, men lige i øjeblikket er man jo frygtelig ulykkelig.
Det er ganske naturligt at føle sorg over et elsket dyr. Ellers er man jo følelseskold.
Tror bare du skal give dig selv lov til at være ked af det, græde og så snakke med din familie om det.
Ligesom når man mister et familiemedlem, skal man jo også her igennem en sorgproces... giv dig selv tid til det!
bare du altid vil ha din hund i dine tanker og de gode minder man har, men det rigtig hårdt når man har så mange følser for et dyr, men bare du ikk gør samme fejl som mig jeg ville bare være alene og gad slet ikke være sammen med nogen for var sku så knust men jo mere alene man er jo mere tænker man over det jo mere ned bliver man