Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Ødelagt

Redigeret 30 juni, 2010, 16:41 i Sorg og krise
Hej allesammen, ved snart ikke hvor jeg skal begynde for der er så meget. Men må vel tage det værste nu jeg er her.

En dag kom min storesøster hjem fra skole og fortalte min far (hendes stedfar) om at de skulle lære at sætte et kondom på i skolen næste dag. Hertil svarer min far at han vil vise hende hvordan og hiver sin pik ud og får hende til at sætte kondomet her på. Da de har gjort det opdager han tilsyneladende at det er helt galt det han gør, og beder hende om aldrig at sige noget.
Jeg er ikke helt sikker på præcist hvor gammel hun har været men sexualundervisning er vel fra man er 13-15?
Der gik mange år hvor hun intet fortalte men til sidst, ved ikke hvornår, fortalte hun det så til min mor, ved at det først har været efter hun er flyttet hjemmefra, så hun har været over 18. Min mor har intet sagt til min far.
Senere har min søster også fortalt det til mig og min lillebror men vi ved ikke hvad vi skal stille op. Jeg har så mange gange forsøgt at tale med min søster og prøve at være der for hende, men hun hader os. Hun er nu 34 år gammel og jeg 24.
Hun ringer til min mor midt om natten og skælder hende ud, det eneste hun tænker på er at vi ikke har skældt min far ud.
Hun er for tiden på besøg hos min mor og igår aftes har hun slået min mor, råbt og skreget. Jeg er bange for hvad det skal ende med og hun vil ikke til psykolog eller i en form for behandling. Jeg har selv kæmpet med depression pga min fars svigt over for mig og især min lillebror så jeg ved hvor meget det kan hjælpe at få talt med nogen.

Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal gøre.
Jeg føler mig skyldig for ikke at have gjort mere for min søster end jeg har, men samtidig har jeg ikke lyst til at sige noget til min far, da jeg ikke ved hvad han ville kunne finde på at gøre, han har flere gange forsøgt at begå sevmord.
Ved bare at jeg ikke kan rumme meget mere

Kommentarer

  • Kære Raeinee

    Din søster reagerer, som man typisk reagerer som følge af et seksuelt overgreb. Hendes grænser er blevet overskredet alt for voldsomt og nu overskrider hun andres grænser på anden måde.
    Når der i en familie kan forekomme den slags grænseoverskridende adfærd, så er der noget, der i forvejen er galt i familien. Det viser Jeres (sted)fars psykiske tilstand også.

    Din søster vil ikke i psykologbehandling og dermed afskærer hun sig fra at få den hjælp, hun har brug for. Du kan ikke give hende den hjælp, hun har brug for, så din følelse af at svigte, må du prøve på at slippe.
    Din mors skyldfølelse får åbenbart også hende til at finde sig i al for meget fra din søster. Det ligner jo ikke noget, at hun bl.a. finder sig i at blive slået på, så din mor ville givetvis også have gavn af psykoghjælp. Du lider selv under din fars svigt, så du kunne også have brug for hjælp.

    Evt. kan du prøve at kontakte Støttecentret mod Incest. De har professionel telefonisk rådgivning, hvor du kan komme til at tale med en psykolog eller terapeut, hvordan du bedst kan forholde dig.
    Telefon 3313 6383. Telefontid: tirsdag 09–12 og onsdag 12– 15.

    Det kan lyde voldsomt at tale om incest i forhold til hændelsen men som sagt reagerer hun, som man typisk reagerer på et seksuelt overgreb. Derfor vil det være nærliggende at tale med mennesker om det, som ved meget om sådanne ting.
    Jeg kan forstå, at resten af familien jo heller ikke har det særligt godt, så I kunne nok alle have glæde af, at der bliver taget hul på dette problem.

    Mange hilsner Helene
  • Hej Helene, mange tak for svaret.
    Har lige været inde på deres hjemmeside og tror det ville være rigtig godt at få kontakt med dem. Så er det bare at samle mod til at fortælle historien, synes det er ret skræmmende hvis jeg skal være helt ærlig.
    Og vil helt sikkert give min søster nummeret også..

    Raeinee
  • Hej igen Raeinee

    Ja, det er svært at samle mod. Men til gengæld er du meget modig og stærk, hvis du gør det. Engang imellem er det bedste man kan gøre at erkende, at man ikke selv kan gøre noget og så søge kvalificeret hjælp.
    Men jeg ved godt, at det er skræmmende.
    Jeg kender nogen af dem, der arbejder derinde og jeg kan love dig, at det er søde mennesker, der ved, hvad det handler om.
    Det er godt, at du giver din søster nummeret. Det er faktisk den bedste hjælp, du kan give hende - så er det op til hende, om hun vil tage imod det og gøre brug af det eller ej.
    Hvis det er relevant, kan du også give din mor nummeret. Som pårørende til din søster er hun også indirekte ramt og rådgiverne derinde ved også en masse om, hvordan den slags påvirker de pårørende.


    Mange hilsner Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.