Studiestart
Hej
Jeg skriver fordi jeg bekymrer mig ihjel. Jeg lider af angst, jeg er så småt i bedring, men det har været og er stadig en kamp for mig. Jeg skal starte på studie til september. Jeg er allerede ved at gå nedenom og hjem grundet frygt for den sociale aktive livsstil jeg føler, der forventes af én som studerende. Er der nogen, der læser og har angst? Kan man få lov til bare at passe sig selv, læse og ellers bare koncentrere sig om sit liv derhjemme? Jeg vil så gerne have den uddannelse og arbejdet senere hen, men frygter meget den kamp det måske bliver konstant at skulle forsvare og forklare sig selv. Jeg er bange for rusugen når jeg starter, for fredagsbarene, for festarrangementerne. Er det i orden, at man som menneske bare gerne vil læse og koncentrere sig om sit studie og sig selv og ikke så meget om det sociale liv på skolen? Jeg ved det lyder sygt, men det er også invalierende på mange måder. Jeg er bare nødt til at tage hensyn til min angst, presse mig selv, ja, men heller ikke for meget, for så går det den gale vej....
Er der nogen, der kender min følelse og har samme problemstilling?
Mvh. MissHyde0
Jeg skriver fordi jeg bekymrer mig ihjel. Jeg lider af angst, jeg er så småt i bedring, men det har været og er stadig en kamp for mig. Jeg skal starte på studie til september. Jeg er allerede ved at gå nedenom og hjem grundet frygt for den sociale aktive livsstil jeg føler, der forventes af én som studerende. Er der nogen, der læser og har angst? Kan man få lov til bare at passe sig selv, læse og ellers bare koncentrere sig om sit liv derhjemme? Jeg vil så gerne have den uddannelse og arbejdet senere hen, men frygter meget den kamp det måske bliver konstant at skulle forsvare og forklare sig selv. Jeg er bange for rusugen når jeg starter, for fredagsbarene, for festarrangementerne. Er det i orden, at man som menneske bare gerne vil læse og koncentrere sig om sit studie og sig selv og ikke så meget om det sociale liv på skolen? Jeg ved det lyder sygt, men det er også invalierende på mange måder. Jeg er bare nødt til at tage hensyn til min angst, presse mig selv, ja, men heller ikke for meget, for så går det den gale vej....
Er der nogen, der kender min følelse og har samme problemstilling?
Mvh. MissHyde0
Kommentarer
Jeg tror jeg har haft det på samme måde som dig. Jeg var ved studiestart (og i andre sammenhænge i mit liv) netop bange for det sociale pres. Som sådan havde jeg lyst til at deltage, men var samtidig rigtig bange for det. En meget ambivalent følelse... men også svær, da jeg samtidig syntes det var pinligt, og derfor kom med en masse sø-forklaringer til veninderne om, hvorfor jeg ikke lige kunne netop denne dag. De fik så den opfattelse at jeg ikke gad... Men det var jo ikke tilfældet. JEG KUNNE IKKE!
Jeg har lært, igennem årene, at det er vigtigt at lytte til sin krops signaler og være ærlig. Du kan sagtens tage en uddannelse uden at deltage i det sociale... men gør dig selv den tjeneste, at sig hvorfor, hvis nogen spørger. Du har jo en god grund!! Ellers kan de meget hurtigt gå hen og tro du bare er ligeglad, og ikke gider være sammen med dem mm. og så blir' det først ubehageligt.
Jeg har lært mig selv, at deltage mere og mere i de arangementer jeg syntes jeg gerne vil være en del af. Det har gjort ved at deltage lidt af gangen, måske tage tidligt hjem, tage med de veninder jeg var tryg ved mm. Men samtidig også ved at respektere mig selv, og så undlade det jeg ikke har lyst til, med god samvittighed! Jeg har f.eks. hadet tanken om rusture, og har aldrig deltaget i en... og det er ok at have det sådan. Det er ok at sige at man ikke har lyst til at deltage, el. ikke har råd el. andet... for lige i starten kender man jo netop ikke de andre, og trygheden er der ikke... så måske er det ikke der man skal starte :-)
Men du skal leve dit liv som du ønsker det... du skal tage den uddannelse som du gerne vil have. Og det skal du gøre med god samvittighed, for det er dit liv og velbefinden det handler om. Hvad de andre tænker, må de selv om!! Ved godt det er lettere sagt end gjort, alt det her, og Rom blev ikke bygget på en dag... men jeg har kæmpet og arbejdet med mig selv i mange år, og nu begynder det sgu at virke... så hvis man virkelig vil frem i livet, handler det først og fremmest om at tro på sig selv, elske sig selv, og tage små chancer og små skridt den vej man vil...
Held og lykke med din uddannelse. Det er fedt at være studerende... og det er meget andet end druk og fester. Så bare tag fat...
held og lykke med det :-)
Tror også at du skal tænke på, at det er helt normalt at blive nervøs før studiestart, prøv at skille den "normale" angst, fra den ekstreme (det ville være sært hvis du ikke var nervøs!)... og jeg tror helt ærligt, at de fleste er vildt nervøse, for man stater jo i en helt ny arena: mange nye mennesker, bygninger, rutiner mm. Ingen mennesker syntes det er sjovt! Dem der opfører sig sådan, er bare gode til at sætte en facade op!
Så derfor syntes jeg, at du skal vende situartionen om, og så se på det som en frisk start. Her er der (vil jeg tro) ingen, eller ikke ret mange, der kender dig i forvejen. De ser på dig, som de ser på alle andre. Så... du kan jo derfor nemmere begynde med med de små skridt, når du har fundet et par venner på dit hold. Det er altid nemmere, når der ikke er nogle der har en holdning til, hvordan de syntes du plejer at være.
Jeg har, når jeg tænker tilbage, hver gang jeg er startet på en ny skole... altså fra folkeskole til efterskole, fra efterskole til gymnasie, og fra gymnasie til videregående udd. og nu til fast arbejde, taget bitte små skridt, i den retning jeg gerne ville. Og det har været rart hver gang, at kunne starte på en frisk. Og jeg vil indrømme, at det faktisk først var da jeg fik mit første "rigtige" job, med en fed kollegagruppe som jeg bare "klikkede" med, med det samme, at jeg faktisk syntes det var hyggeligt at tage et smut med i byen, til fest el. andet... at jeg så ikke bliver hele natten ... det er så bare sådan det er. Hvis jeg syntes det blir for meget, tager jeg bare hjem. Men jeg er med... og det er det der betyder noget for mig!
Det har taget lang tid, men det var først da jeg begyndte at blive opmærksom på det, at det begyndte at virke :-)
Men ting tager tid, og det er aldrig for sent. Men gør det i DIT tempo.
Jeg kan anbefale en bog. Den hedder "helbred dit liv" af Louise L. Hay. Den er meget amerikansk...hehe... men, hun har nogle gode metoder til at ændre ens tankegang til at være mere positiv, og skriver om, hvordan det du udstråler også er det du modtager... prøv at læs den. :-)
'Undskyld, dit liv venter på dig' af Lynn Grabhorn. Den betød meget for mig på et tidspunkt og den hjalp mig videre.
Hilsen Helene