Indstillinger
Hjælp, vil nogen bare lige høre hvad jeg har på hjertet? :(
Jeg har en følelse i kroppen som ikke går at beskrive med ord. En meget tom, trist, ulykkelig, ensom, uduelig følelse. Jeg ved hverken ind eller ud. Jeg prøver på at råbe om hjælp, men det føles ikke som nogen forstår mig.
Jeg har mistet mange veninder pga jeg er som jeg er.
Jeg har tidligere haft socialfobi og lever stadig med angst.
Min depression har varet i 7 år nu, hvor jeg virkelig har kæmpet mig gennem disse svære år.
3 gange har jeg forsøgt at tage livet af mig selv men kunne ikke pga min familie og kæreste. Jeg elsker dem utrolig meget! Det sidste jeg ønsker, er at såre dem!
Jeg stoler ikke på nogen af mine "veninder", da jeg har en stor følelse over at de ikke gider mig. Jeg er unormal! Jeg er pivet og tuder over de mindste ting. Jeg ska altid åbne min mund og starte en konflikt eller et skænderi med folk, når jeg føler mig truet - enten glemt, eller pga en kold opførsel mod mig. Jeg vil bare gerne have rigtige venner, derfor åbner jeg min mund. Men hver gang jeg gør det, så går det ud over mig selv. Og så ligger jeg og græder mig i søvn.
Jeg HAR været til psykolog, jeg FÅR medicin, jeg HAR været til hypnose, jeg HAR været indlagt på psykiatrisk afdeling men INGENTING hjælper! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere :´( :´(
Jeg tænker på døden hver dag, jeg græder uden at nogen ser det - hver dag!
Jeg ønsker ikke jeg fødtes
(((
Jeg har mistet mange veninder pga jeg er som jeg er.
Jeg har tidligere haft socialfobi og lever stadig med angst.
Min depression har varet i 7 år nu, hvor jeg virkelig har kæmpet mig gennem disse svære år.
3 gange har jeg forsøgt at tage livet af mig selv men kunne ikke pga min familie og kæreste. Jeg elsker dem utrolig meget! Det sidste jeg ønsker, er at såre dem!
Jeg stoler ikke på nogen af mine "veninder", da jeg har en stor følelse over at de ikke gider mig. Jeg er unormal! Jeg er pivet og tuder over de mindste ting. Jeg ska altid åbne min mund og starte en konflikt eller et skænderi med folk, når jeg føler mig truet - enten glemt, eller pga en kold opførsel mod mig. Jeg vil bare gerne have rigtige venner, derfor åbner jeg min mund. Men hver gang jeg gør det, så går det ud over mig selv. Og så ligger jeg og græder mig i søvn.
Jeg HAR været til psykolog, jeg FÅR medicin, jeg HAR været til hypnose, jeg HAR været indlagt på psykiatrisk afdeling men INGENTING hjælper! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere :´( :´(
Jeg tænker på døden hver dag, jeg græder uden at nogen ser det - hver dag!
Jeg ønsker ikke jeg fødtes
((( 
Kommentarer
Din depression har virkelig fat i dig. Når du har haft depression i syv år, og stadig har det som du har det, så vil jeg vove den påstand, at du ikke har fået den rette behandling.
En ting er at få medicin; en anden ting er at få den RIGTIGE medicin. Måske er det ikke andet end et medicinskifte der skal til for at løfte dig ud af den sump du sidder fast i lige nu, så du kan komme igang med at fokusere på motion, velbalanceret kost og blodsukker.
Du skal helt klart have hjælp af en psykiater til at finde den rette medicinske behandling til dig. En psykolog vil formodentlig også være en god idé. Måske en anden type terapi end den du fik sidst vil have større effekt.
Hvis du allerede har været rundt i dusinvis af medicinskift, så syntes jeg, at du skal tale med din psykiater/læge om muligheden for at komme i elektrochokbehandling. Prøv i det mindste at spørge ind til det.
Du VIL få det bedre! Husk på det når de elendige følelser overvælder dig. Hvis du begynder at tage tiltag for at føre selvmordstankerne ud i livet, må og skal du sætte dig i en taxa og tage på psykiatrisk skadestue.
Jeg ved godt, at det virker så uoverkommeligt og umuligt altsammen... Men med den rette behandling, så FÅR du det bedre!!!
Er selv lige blevet færdig som student, efter en lang og sej kamp.
Skal her efter ferien kastes for "løverne" (kommunen), og frygter meget hvad de kan finde på af aktivering...
Jeg håber at du kan få hjælp hos PTU, overvejer selv at melde mig ind.
Fortsat god kamp!
Først og fremmest vil jeg sige, at du bestemt ikke er unormal. Der er mange, der har det, som du har det. Jeg har selv haft det meget lig dig. Desuden er der altid en god grund til, at man har det, som man har det.
Jeg er enig med Anna i, at det er sandsynligt, at du ikke har fået den rigtige behandling. Jeg har selv været hos to hypnoterapeuter. Hos den første kom der bare intet frem men hos den anden gik det så hurtigt med bedring.
Det handler bestemt ikke kun om behandlingsformen men også om behandleren - om man kan føle tillid og om han eller hun bruger nogle metoder, der er rigtige for én. Det er også vigtigt, at det er én der har psykologisk viden og en anden terapeutisk uddannelse.
Jeg må indrømme, at jeg ikke tror meget på 'uhelbredelige tilfælde' men mere på utilstrækkelig eller forkert behandling.
Derudover så er det jo klart, at du får det dårligt, når du omgås mennesker, du ikke føler, behandler dig godt. Det lyder som om, at du vil forandre dine veninder, så de bliver, som du ønsker, de skal være? Det gør de ikke. De bliver ikke lige pludseligt lyttende, forstående, gode veninder, når de ikke er det nu. Det påvirker dig negativt at være sammen med mennesker, der får det værste og ikke det bedste frem i dig. Det skal man lære at undgå for at passe på sig selv.
Har du fået chekket for D-vitaminmangel o.a., der kan forværre eller opretholde en depression?
Kærlig hilsen Helene
Hej.. Tak for dit svar!
Hvad er det du frygter? Hvad er det du tror der kommer til at ske? Er du bange for at kommunen sender alt for langt væk?
Det er meget let at sige, men der er så mange der ikke har noget job og ønsker de ku få hvad som helst, bare de får en indkomst.
Jeg blir sagt op nu her 1 august pga økonomisk krise.. Ved ikke hvad jeg ska gøre
Men op med humøret og se frem imod det nye job du får!
Tak for dit svar, Helene.
Jeg ska starte til psykolog i august først. Jeg bryder mig ikke om sådan noget. Jeg hader at snakke med andre mennesker o mine problem face to face. Jeg er bange for at blive såret og trykket endnu mere ned. Men selvfølgelig er det noget andet med professionel hjælp. Derfor vil jeg give det et forsøg.
Grunden til at jeg har det sådan med mine "veninder" er pga jeg føler de er laangt højre oppe end mig. Derfor blir jeg tilknyttet til dem i håb om at få den samme status som dem. Det er faktisk som de unge teenagepiger i highschool der kæmper om at komme højst op på listen, pinligt nok. Og når disse piger får den opmærksomhed, så bryder jeg helt sammen, for de kæmper ikke for det! De er bare sig selv.
Jeg er lige flyttet til Odense og kender ingen herfra andet end min kæreste. Så det gør det ikke meget lættere
Jeg ved ik om jeg har nok af d-vitaminer. Ska bestille til hos lægen og snakke med ham.
Knuus Tanja
Det lyder godt, at du skal starte hos psykolog.
Jeg ved, at det er ubehageligt at lukke op og snakke om problemerne men det er ubetinget nødvendigt, hvis man skal have det bedre. Jeg ved også godt, at man kan være rigtigt bange for at blive såret og blive behandlet uforstående eller uden respekt, hvis man åbner sig – men det vil forhåbentligt ikke ske hos en professionel psykolog (eller terapeut). I så fald skal man skynde sig at finde en anden. Grundlaget for vellykket behandling er først og fremmest tillid, så man tør begynde at åbne sig og være ærlig uden at skulle frygte, hvordan behandleren reagerer. Men det tager selvfølgleligt tid at bygge tillid op.
Det er ikke så klogt at omgås nogen, der er 'højere oppe' end én selv – ialtfald ikke som venner eller veninder. For der sker ikke det, at deres status smitter af på dig. Der sker kun det, at du selv kommer til at føle dig mindreværdig, underlegen og dårligt tilpas.
Det er meget bedre at søge venner og veninder, der ligner dig selv og er på niveau med dig selv. Når du ikke har det godt med dig selv, kan det måske føles som om, at det vil være et nederlag, men det vil være sammen med andre, der har det som dig selv, at du kan finde genkendelse og I kan styrke hinanden og bakke hinanden op, så I efterhånden selv får det bedre. Dermed kan du selv gradvist arbejde dig op på et højere niveau, hvor du bare er dig selv - ligesom dine nuværende 'veninder'.
Nej, det gør det bestemt ikke lettere at være nytilflytter i en fremmet by. Jeg vil først og fremmest foreslå dig, at du søger omgang med mere jævnbyrdige mennesker. Det kan godt være, at det er 'den stille pige i klassen' eller 'den tykke dreng' eller hvem det nu måtte være – måske nogen du ikke ønsker at blive 'set sammen med' og måske det giver dig følelsen af, at det er 'under din værdighed'. Men det er gennem andre, der ikke er 'højere oppe' end du selv, du kan få noget bedre og mere åben og ærlig kontakt.
Derudover så er der måske nogle foreninger eller noget frivilligt arbejde, du kunne have lyst til at engagere dig i. Fælles interesser giver et godt grundlag for at kunne være en del af et fællesskab.
Jeg gætter på, at du dybt inde i dig selv kan mærke, at du faktisk er et glad og kærligt menneske? Der er måske 'bare' nogle ting, der forhindrer dig i at vise og udtrykke det? Har du denne fornemmelse af dig selv, så har du også grundlaget for at komme til at tro på, at du er god nok, som du er. Du behøver ikke at lave dig selv om og blive til noget, du ikke er. Du behøver ikke at bruge andre mennesker til at 'hæve dig op'. Du har brug for at lære at tro på, at du er god nok som du er og udvikle dig, så du kan få mod til at opsøge andre mennesker, der ligesom du er glade og kærlige - og som kan udtrykke det. Forhåbentligt kan psykologen hjælpe dig med at finde ind til de problemer, der har fået dig til at tro, at du ikke er god nok, som du er.
Jeg kan jo tage helt fejl, men jeg fornemmer, at dette måske er en stor del af dit problem.
Mange hilsner Helene
Helene, du er utrolig god at snakke med og komme med gode råd!
Jeg håber at det kommer til at gå godt hos psykologen for mig.
Jeg ville ønske jeg selv kunne gi svar på hvorfor jeg bliver tiltrukket til de "veninder" med "høj status" når jeg ved jeg ikke har det godt af det. Jeg er nok bange for at blive udnævnt som en av medlemmerne af nørdeklubben hvis jeg finder nogle der er som mig eller under mig. Jeg har brug for at blive set, få omsorg, være en af de første der får en opringning af veninderne om at vi ska lave noget sammen. For hvis det bliver opfyldt, så er jeg verdens lykkeligste. Jeg ved godt jeg har dårlig selvtillid og selvær og at det absolut ikke er normale tanker jeg har, men jeg KAN simpelthen ikke forestille mig at jeg kommer til at ændre disse tanker om veninder og status. Det er helt umuligt. Jeg havde så mange venner når jeg var yngre
Foreninger? Hvad mener du når du siger det? Altså for mennesker med depression eller?
K.H Tanja
Det glæder mig, at du kan bruge det, jeg skriver :-)
Jeg kan godt forstå, at du er bange for at blive medlem af 'nørdeklubben'. Ikke fordi der er noget galt med nørder, men man har ikke lyst til at omgås mennesker, man ikke føler sig på bølgelængde med eller som man føler trækker én 'nedad'. Problemet er bare, at du søger det, du har brug for et sted, hvor du ikke kan få det. Skal du have det bedre, bliver du nødt til at være mere realistisk. Du kan ikke få andre mennesker til at give dig noget, de ikke kan eller vil give dig frivilligt.
Jeg har måske selv oplevet noget lignende. Lige siden min ungdom har jeg altid haft en 'målgruppe'. Det var en type mennesker, jeg meget gerne ville i kontakt med - de virkede rolige, selvsikre, stærke, åbne og hvilede i sig selv. De var helt anderledes end den type, jeg normalt omgikkes. Men jeg kunne ikke komme i kontakt med disse mennesker. Jeg følte mig usikker, underlegen og mindreværdig overfor dem og kunne ikke finde på noget at tale med dem om. Det var absolut ikke rart.
I år 2000 brød jeg med min alkoholiske kæreste og jeg svor, at jeg aldrig igen skulle involvres med en misbruger, så ville jeg hellere være alene resten af livet. Det var simpeltehen for hårdt. Men han efterlod et enormt tomrum. Jeg skulle finde noget at udfylde tomrummet med. 'Målgruppen' kunne jeg ikke komme i kontakt med og så havde jeg to muligheder: Enten kunne jeg finde nogen nede på det lokale værtshus eller også måtte jeg undvære. Da jeg ikke ville have mere med alkoholikere at gøre, så jeg ingen andre muligheder end at vælge isolationen.
Der gik 4 år, så startede jeg i terapi og det har forandret mig så meget, så mine relationer nu er præcist som min målgruppe. Søde, dejlige, kærlige, opmærksomme og intelligente mennesker, jeg har noget til fælles med.
Selvfølgeligt har du brug for at blive set og få omsorg og blive 'valgt'. Det har vi alle sammen. Men hvis du ikke holder af dig selv og ikke kan give dig selv omsorg og forståelse - så kan du heller ikke regne med, at andre gør det. Andre behandler dig, som du behandler dig selv. Det er her, et godt terapiforløb kommer ind i billedet, for det kan være starten på en ny forståelse og accept af dig selv. Lærer du at holde af dig selv, vil du ikke være så desperat efter, at andre mennesker skal holde af dig. Holder du af dig selv, vil du tage det som en selvfølge, at andre også holder af dig – og gør de ikke det, så er det ikke nogen, du vil spilde din tid og energi på.
Hvorfor du ikke kan være tilfreds med det du har? Fordi det kan du ikke! Det behøver ingen grund. Hvis ikke du er tilfreds, så er du ikke tilfreds, fordi du har brug for noget mere, eller noget andet, eller noget bedre. Det er et sundhedstegn, der viser, at du skal opnå andet og mere med dit liv, end det du har opnået. Du skal ikke lade dig nøjes, for du fortjener det bedste. Du bliver alligevel aldrig tilfreds, hvis du lader dig nøjes med mindre end det, du gerne vil have. Men for at få det, du har brug for, vil det givetvis kræve, at du arbejder meget med dig selv for at lære dig selv at kende og lære at tro på dig selv.
Foreninger… det kan være, at der er noget for mennesker med depressioner i din kommune. Men det kan også være noget helt andet. På biblioteket har de et foreningsregister, hvor du kan finde alle de foreninger, der er i kommunen. Det kan jo være, at du kan finde noget dér, der fanger din interesse.
P.S.: Jeg tænker på, at når du skal starte til psykolog, så har du måske en bevidst eller ubevidst forventning om, at hun skal 'redde' dig eller kan løse dine problemer. Kan hun ikke det, så opfatter du det måske som om, at der igen var noget, der ikke virkede. Hvis du har den opfattelse, så kan det hjælpe at tænke på en anden måde: Der er ingen behandler, der kan redde dig eller fjerne dine problemer. Det her er DIN udviklingsproces, det er DIN udfordring i livet. Psykologen er 'bare' en hjælp til dig, som kan forsøge at bringe dig videre i din personlige udvikling, så du når dertil, hvor du gerne vil være - og får det GODT. Terapi er altid hjælp til selvhjælp.
Kærlig hilsen Helene
Jeg vil takke dig rigtig mange gange for at du gad at bruge tid på mig og mine indlæg. Dine ord har fået mine tanker i gang. Håber at psykologen vil hjælpe mig godt på vej med dem!
Tak Helene!