Indstillinger
7 årig vil dø
min 7 årige datter har de sidste 14 dage nævnt dagligt at livet ikke er godt og at hun gerne vil dø. Jeg er naturligvis rystet over hendes ord, men kan ikke forstå hvad problemet er. Hun er meget køn, er ret dygtig i skolen, er dygtig til div sport, så kan ikke få øje på hvor hun vil hen. Hun har tid til psykolog den 1/7, men det er lang tid at vente, hun lider jo NU. Hun vil have en kanin, men det kan jo ikke være grunden til ikke at ville leve mere, at forældrene siger nej til en kanin. Vi har et andet kæledyr, så hun er ikke uden kældedyr.
Har nogen oplvet noget lignende, høre jeg gerne fra jer, da jeg synes at det er ret skræmmende, det der foregår her lige nu.
mhh
krebsen
Har nogen oplvet noget lignende, høre jeg gerne fra jer, da jeg synes at det er ret skræmmende, det der foregår her lige nu.
mhh
krebsen
Kommentarer
Der er mange forventninger at manøvrere gennem, tvivlsspørgsmål og usikkerhed allerede hos tweens, og måske hun er lidt tidligt på den.
Jeg hæfter mig ved, at du skriver:
"Hun er meget køn, er ret dygtig i skolen, er dygtig til div sport, så kan ikke få øje på hvor hun vil hen."
Har du prøvet at spørge, hvorfor hun har det sådan??? Jeg tror, at det værste du kan gøre overfor hende er at virke utilpas ved at tale med hende om det. Det vil formentlig blot få hende til at vige udenom i et forsøg på at undlade at såre dig.
At være den dygtige og pæne pige er skide hårdt. Jeg er langt fra den eneste, der har udviklet svære problemer senere i livet efter at have haft den rolle som barn og ung. Selvom alt ser godt ud på ydersiden, så er det altså ikke ensbetydende med, at det er sådan det indre ser ud.
Jeg håber, at psykologen kan komme med en mere enkel forklaring på spørgsmålet og at det bare er noget kortvarigt forbipasserende, måske en nysgerrighed omkring døden eller hendes første hjertesorg, men jeg ville alligevel skrive dig mine umiddelbare tanker som gjort ovenfor.
Ja, jeg har oplevet noget lignende, da min datter også var 7-8 år. Jeg glemmer det aldrig. Hun sad i badekarret og sagde pludseligt til mig: 'Mor, hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at dø?'. For pokker da...
Jeg var chokeret, så jeg fik sagt noget med, at inden hun var 10 år, skulle vi nok sørge for, at hun blev en glad pige. Det fik jeg så ballade for fra skolepsykolog og pædagoger, der spurgte, hvordan i himlens navn jeg kunne finde på at love hende det! Men det var heller ikke dem, der var der i situationen. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tackle det og der var ikke meget hjælp at hente nogen steder. Desværre var det ikke en god skolepsykolog, der var knyttet til. Senere blev det børnepsykiatrisk familieafdeling og de traumatiserede hende yderligere. Nå...
Jeg forstod heller ikke, hvad der var galt. Det ved jeg i dag. Vi havde ufatteligt mange konflikter i hjemmet og min datter var blevet slået og der er en vis sandsynlighed for, at hun også er blevet seksuelt misbrugt.
Hverken min mand eller jeg var bevidste om vores egne problemer. Vi gjorde vores bedste men det var desværre bare ikke særligt godt. Vi havde ikke noget overskud og vi har ikke været særligt gode til at lytte. Vores datter mistrivedes kort sagt og vi var ikke opmærksomme på, at det var os selv, der skabte hendes mistrivsel.
Så der var god grund til, at hun ønskede at dø. Når der ikke er glæde nok i forhold til negative belastninger, giver livet ikke meget mening.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde været i stand til at spørge ind til hendes problemer og havde forstået hendes signaler noget bedre, men det kunne jeg altså ikke på det tidspunkt.
Det er godt, at hun har fået en tid hos en psykolog. Derudover er mit bedste råd, at du prøver at tale meget MED hende. Lytter til hende. Måske især til det, hun ikke siger. Hun har naturligvis begrænsede evner til at sætte ord på sine følelser, så hun skal have hjælp til det. Prøv at observere hende, når hun leger. Da kan børn sommetider sige eller gøre noget, der er ret afslørende. Respekter hendes grænser og følelser og spørg ind i stedet for at sige f.eks.: 'så slemt er det vel heller ikke' eller hvad man nu kan finde på at sige. Hun skal føle sig mødt, så hun har tillid til, at hun vil blive lyttet til og forstået.
Årsagerne har noget at gøre med samspillet mellem hende og omgivelserne. Der kan være noget, hun får for lidt af eller noget hun får for meget af. Altså f.eks. for lidt positiv opmærksomhed eller for lidt tid eller for lidt forståelse, for lidt selvbestemmelse eller noget andet. Eller det kan være hun får for meget vrede, for meget travlhed, for meget omsorg, for meget negativ opmærksomhed, for meget ansvar.
Verden er meget stresset og børn starter ofte med at blive stresset, fra de er helt små. Det er ofte en hektisk dagligdag, hvor de ikke får positiv opmærksomhed og TID nok til bare at være. Forældrene har ofte meget travlt med mange ting og det giver mindre tid og energi til børnene. Det kan give depressioner selv hos mindre børn.
Men for at finde ud af, hvad årsagerne er, så er det nødvendigt som sagt at lytte og hjælpe hende til at få formuleret problemerne. Det kan også være svært for hende, hvis det handler om hendes far og dig. Hun vil givetvis prøve at undgå at gøre Jer kede af det eller vrede. Det kan også være, at hun slet ikke er bevidst om, at der er noget i Jeres indbyrdes samspil, hun måske ikke har det godt med. Måske kan hun ikke sætte ord på sine følelsesmæssige behov og skal have hjælp til det.
Alt det kan I kun finde ud af ved at lytte til hende, føre dialog med hende og tolke hendes signaler rigtigt. Derfor er det så godt med en psykolog, for alt det kan hun hjælpe med.
Jeg håber virkeligt det bedste for Jer og Jeres datter.
Mange hilsner Helene
Knus herfra
Samtidig havde jeg mange søskende der var jealous over at jeg var kommet til verdenen og de var ikke særligt søde (og er stadig ikke)
Selvfølgelig betyder det ikke hun er blevet misbrugt sexuelt, men det kan betyde det. Alt andet lige, så er det tydeligt at hun bærer på noget som hun ikke kan komme af med. Det kan også være mobning eller vold osv.
Det er en god idé med tid til psykiatriker (eller var det psykolog?)
Efter jeg så Morpiges indlæg, vil jeg lige tilføje, at det ikke kun min datter, der ønskede at dø, da hun var barn. Det gjorde jeg sandeligt i høj grad også selv fra jeg ikke var ret gammel. Det tænkte jeg bare ikke lige over, da jeg skrev i går. Det var p.g.a. ensomhed og kærlighedsmangel. Jeg var også udsat for seksuelt misbrug, vold og omsorgssvigt.
Men der kan jo være så mange årsager til, at et barn ikke magter livet.
Hilsen Helene
Knus til alle jer, der skrev. Det er jeg meget glad for.