Post-Traumatisk Stress???
I weekenden kom jeg på sygehuset på hjerteafdelingen og overnattede en nat. Jeg blev hentet af en ambulance efter at have ringet til vagtlægen med at jeg havde en puls på +210 og blev kørt med blink til sygehuset.
Diagnosen er underordnet, den er OK. Men den pludselige oplevelse af at skulle forlade mit hjem og min hund for at blive hentet af en ambulance, alt imens at være alene hjemme hele weekenden fordi forældrene er på ferie, har sat sig fast i mig.
Det hele er jo OK nu, men jeg kan ikke komme mig over den chokerende, men ikke ubehagelige oplevelse, af en ambulancetur direkte til hjertemedicinsk afdeling hvorefter 8-10 læger og sygeplejersker står i cirkel rundt om en fordi at de frygter det værste for derefter at skulle overnatte på sygehuset en nat, alt imens at jeg var alene.
Kan man kalde dette for noget mildt post-traumatisk stress?
På den ene side kan man godt se at ambulanceturen var fed nok, det samme var turen på sygehuset, men på den anden side kan jeg på en eller anden måde ikke få det ud af hovedet.
Det kommer så uventet. Man tror at man ikke kan blive chokeret over noget efter at have set så meget på fx nettet og i film. Men så er det der!
Kan ikke beskrive følelsen, men den er helt sikkert negativ!
Det hele gik jo godt, kan ikke forstå at jeg har sådan en dårlig følelse over det!
Diagnosen er underordnet, den er OK. Men den pludselige oplevelse af at skulle forlade mit hjem og min hund for at blive hentet af en ambulance, alt imens at være alene hjemme hele weekenden fordi forældrene er på ferie, har sat sig fast i mig.
Det hele er jo OK nu, men jeg kan ikke komme mig over den chokerende, men ikke ubehagelige oplevelse, af en ambulancetur direkte til hjertemedicinsk afdeling hvorefter 8-10 læger og sygeplejersker står i cirkel rundt om en fordi at de frygter det værste for derefter at skulle overnatte på sygehuset en nat, alt imens at jeg var alene.
Kan man kalde dette for noget mildt post-traumatisk stress?
På den ene side kan man godt se at ambulanceturen var fed nok, det samme var turen på sygehuset, men på den anden side kan jeg på en eller anden måde ikke få det ud af hovedet.
Det kommer så uventet. Man tror at man ikke kan blive chokeret over noget efter at have set så meget på fx nettet og i film. Men så er det der!
Kan ikke beskrive følelsen, men den er helt sikkert negativ!
Det hele gik jo godt, kan ikke forstå at jeg har sådan en dårlig følelse over det!
Kommentarer
Jeg har prøvet at komme på sygehuset med ambulance to gange, første gang med udrykning på grund af styrtblødning under en graviditet og anden gang en rolig køretur, fordi jeg havde for høj og uregelmæssig puls, men dog ikke så høj puls som hos dig.
Begge gange gav sygehusopholdet anledning til mange tanker og overvejelser. Dog mest overvejelser om, hvad der var årsag til, at problemerne opstod, men det hele blev vendt og drejet i mit hoved mange gange.
Jeg tror, at enhver ville være stærkt påvirket af at skulle på sygehuset med ambulance. Man tænker også: Har naboerne set det? Og hvordan vil de reagere?
Men at kalde det for posttraumatisk stress, tror jeg, er en overfortolkning. Jeg har selv lidt af PTSD på grund af voldsomme begivenheder i mit liv, og har nok stadigvæk rester tilbage af det. Det betyder, at jeg har fået forhøjet blodtryk, har haft problemer med at sove om natten, reagerer voldsomt på uventede lyde, har været meget stresset og drømmer eller genoplever de traumatiske oplevelser, der gav anledning til mit PTSD (flashbacks).
Jeg vil tro, at problemet for dig blev forværret af, at du ikke havde din familie til at støtte dig. Jeg var også alene begge gange (uden min familie), og jeg kan godt genkende den fornemmelse, du beskriver. Når man er både syg og alene, så er man virkelig sårbar. For mig betød det meget, at ambulancefolkene var flinke, og at jeg fik en venlig og professionel behandling på sygehuset.
Den bedste løsning er at tale om det – at genfortælle oplevelsen, med alle detaljer til din familie og dine venner. Så vil det gå over efterhånden.
Mange hilsner
Kameliadamen