Har jeg en depression?
Jeg er en pige på 15 år som har en masse ting på hjertet..
Den 10. december 2010 var jeg på cykel på vej til en håndboldkamp. Jeg blev påkørt af en bil lige da jeg var kørt hjemmefra næsten. Jeg var meget rystet, men slap dog med en forstuvet nakke og et par hudafskrabninger. Jeg følte mig ret alene med det. Mine klassekammerater fik det selvfølgelig af vide, fordi jeg ikke var i skole. Men da jeg så endelig kom i skole igen, var det bare som om alting var normalt og der aldrig var sket noget. Jeg følte mig MEGET alene og følte ikke at folk tænkte på hvordan jeg havde det. Jeg begyndte at få mareridt hver nat, vågnede grædende op og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Fortalte det til min bedste veninde, som mente at jeg skulle sige det til min mor. Min mor kontaktede så en psykolog, som straks fandt en tid til mig. Der gik jeg et halv års tid, og er næsten lige stoppet der. I en lang periode havde jeg svært ved at cykle, det har jeg stadig. Men det er dog ikke så slemt som det har været.
Så omkring februar/marts måned var jeg i byen med min mor og lillesøster. Min mor fik lige pludselig rigtigt ondt i sit bryst og jeg måtte ringe 112. Der kom ambulance og lægebil. Da de ankom var smerten lidt væk, men de tjekkede hende selvfølgelig. Det gjorde de i en ½ time hvor vi bare stod og ventede på at de skulle komme og fortælle os hvad der var galt. Det viste sig at det "kun" var en muskelsammentrækning. En meget slem en. De sagde det var godt jeg ringede for man kunne aldrig vide om det var mere alvorligt. Jeg havde bare en meget blandet følelse.. Tanken om at jeg allerede skulle sige farvel til min mor kunne jeg bare ikke bære. Selvom der ikke skete mere end der gjorde - var det en rigtig ubehagelig situation.
Siden alt det skete har jeg bare haft rigtig svært ved at holde styr på min hverdag. Jeg har været rigtig stresset og har ikke tænkt på mit helbred. Har aldrig sagt nej til mine venner og veninder og altid tænkt på dem i stedet for mig selv. Jeg synes selv på mange områder at min klasse har været den bedste. Men så er der lige et par områder hvor det har været den dårligste.. Drengene tænker meget på udseendet. Jeg har haft MEGET lav selvværd.. Mine to bedste veninder har altid sagt til mig at jeg har en flot krop og ikke har noget at skamme mig over. Men det er bare rigtig svært når drengene så siger noget andet til en. Jeg er 175 cm høj og vejer ca. 67 kg. Der var engang en der sagde til mig " få dog anoreksi ". Og jeg har faktisk overvejet det op til flere gange. Har taget mig selv i at "sulte" mig selv. Ikke spise morgenmad en dag fx., droppe frokosten en anden dag eller sige jeg ikke er sulten til aftensmad. Jeg har prøvet at kaste op efter jeg har spist, men der har aldrig villet komme noget op. Jeg føler mig rigtig ynkelig. Jeg har skåret i mig selv flere gange og kan stadig godt gøre det. Det giver mig en god følelse.. Det får mig til at tænke på noget andet.
Vi går til eksamen lige for tiden. Normalt har jeg altid godt kunne følge med i skolen og været god. Men det sidste halve år har jeg bare slet ikke haft lyst til det. Jeg orkede aldrig at lave lektier. Orkede ikke at følge med i timerne. Og det har virkelig vist sig til eksamen. Jeg har været oppe til tre ud af fire. Den første gik rigtig fint, men de to andre er gået rigtig dårligt. Jeg har bare grint af det når dem fra klassen har gjort grin med det. Men det går mig rigtig meget på fordi jeg ved at jeg er bedre end det! Men det sidste halve år har bare været noget lort og jeg føler ikke at folk tænker over hvordan jeg har det.. Jeg synes bare jeg er et stort rod. Føler mig tit deprimeret og trist. Er altid træt og kan sove meget mere om natten end jeg normalt kunne. Jeg har tit oplevet stikken i brystet og har lige fået min menstruation for første gang i tre måneder. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal gøre, for føler ikke der er nogen der forstår hvordan jeg har det.. Håber på svar.
Den 10. december 2010 var jeg på cykel på vej til en håndboldkamp. Jeg blev påkørt af en bil lige da jeg var kørt hjemmefra næsten. Jeg var meget rystet, men slap dog med en forstuvet nakke og et par hudafskrabninger. Jeg følte mig ret alene med det. Mine klassekammerater fik det selvfølgelig af vide, fordi jeg ikke var i skole. Men da jeg så endelig kom i skole igen, var det bare som om alting var normalt og der aldrig var sket noget. Jeg følte mig MEGET alene og følte ikke at folk tænkte på hvordan jeg havde det. Jeg begyndte at få mareridt hver nat, vågnede grædende op og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Fortalte det til min bedste veninde, som mente at jeg skulle sige det til min mor. Min mor kontaktede så en psykolog, som straks fandt en tid til mig. Der gik jeg et halv års tid, og er næsten lige stoppet der. I en lang periode havde jeg svært ved at cykle, det har jeg stadig. Men det er dog ikke så slemt som det har været.
Så omkring februar/marts måned var jeg i byen med min mor og lillesøster. Min mor fik lige pludselig rigtigt ondt i sit bryst og jeg måtte ringe 112. Der kom ambulance og lægebil. Da de ankom var smerten lidt væk, men de tjekkede hende selvfølgelig. Det gjorde de i en ½ time hvor vi bare stod og ventede på at de skulle komme og fortælle os hvad der var galt. Det viste sig at det "kun" var en muskelsammentrækning. En meget slem en. De sagde det var godt jeg ringede for man kunne aldrig vide om det var mere alvorligt. Jeg havde bare en meget blandet følelse.. Tanken om at jeg allerede skulle sige farvel til min mor kunne jeg bare ikke bære. Selvom der ikke skete mere end der gjorde - var det en rigtig ubehagelig situation.
Siden alt det skete har jeg bare haft rigtig svært ved at holde styr på min hverdag. Jeg har været rigtig stresset og har ikke tænkt på mit helbred. Har aldrig sagt nej til mine venner og veninder og altid tænkt på dem i stedet for mig selv. Jeg synes selv på mange områder at min klasse har været den bedste. Men så er der lige et par områder hvor det har været den dårligste.. Drengene tænker meget på udseendet. Jeg har haft MEGET lav selvværd.. Mine to bedste veninder har altid sagt til mig at jeg har en flot krop og ikke har noget at skamme mig over. Men det er bare rigtig svært når drengene så siger noget andet til en. Jeg er 175 cm høj og vejer ca. 67 kg. Der var engang en der sagde til mig " få dog anoreksi ". Og jeg har faktisk overvejet det op til flere gange. Har taget mig selv i at "sulte" mig selv. Ikke spise morgenmad en dag fx., droppe frokosten en anden dag eller sige jeg ikke er sulten til aftensmad. Jeg har prøvet at kaste op efter jeg har spist, men der har aldrig villet komme noget op. Jeg føler mig rigtig ynkelig. Jeg har skåret i mig selv flere gange og kan stadig godt gøre det. Det giver mig en god følelse.. Det får mig til at tænke på noget andet.
Vi går til eksamen lige for tiden. Normalt har jeg altid godt kunne følge med i skolen og været god. Men det sidste halve år har jeg bare slet ikke haft lyst til det. Jeg orkede aldrig at lave lektier. Orkede ikke at følge med i timerne. Og det har virkelig vist sig til eksamen. Jeg har været oppe til tre ud af fire. Den første gik rigtig fint, men de to andre er gået rigtig dårligt. Jeg har bare grint af det når dem fra klassen har gjort grin med det. Men det går mig rigtig meget på fordi jeg ved at jeg er bedre end det! Men det sidste halve år har bare været noget lort og jeg føler ikke at folk tænker over hvordan jeg har det.. Jeg synes bare jeg er et stort rod. Føler mig tit deprimeret og trist. Er altid træt og kan sove meget mere om natten end jeg normalt kunne. Jeg har tit oplevet stikken i brystet og har lige fået min menstruation for første gang i tre måneder. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal gøre, for føler ikke der er nogen der forstår hvordan jeg har det.. Håber på svar.
Kommentarer
men taler du ikke med din mor om hvor svært du har det ---syntes du ikke det var en gof ide --i stedet for at gå alene --med dine tanker----
så er det vægten du skal ikke tvinge dig til at frem skynde anoreksia---det er ikke særlig sjov at have den sygdom----nej du skal akseptere dig selv ---dyrke sport --og sætte dig ind i sund kost
sport er også godt for sindet og depression ---findes der ikke en sports klub hvor du bor ---håndboldt---fodboldt ---eller anden form for sport ---kom bare i gang --du vil få et helt andet liv
du er træt ---det er klart når du vil mishandle din krop ----
søde ven jeg vil dig der bedste ---skriv igen
Jeg kan sagtens snakke med min mor, problemet er bare jeg ikke ved hvordan jeg skal sige det til hende. Eller hvad jeg skal sige. For er bange for hun vil blive sur eller skuffet når jeg fortæller hende om det hele. Havde en lille depression sidste år, hvor jeg også gik med det for mig selv i 4 måneder indtil en forældre til en klassekammerat kontaktede mine forældre. Jeg byggede en facade op for mine forældre, og føler jeg gør det igen. For hvis jeg tænker over de forskellige ting, og min mor kan se der er noget og spørger, siger jeg bare at der ikke er noget..
Jeg dyrker rigtig meget sport. Har spillet håndbold næsten hele mit liv og gør det stadig. Er startet til fitness efter at folk fra klassen har kommet med kommentarer til mig. Jeg dyrker sport 4 gange om ugen ca. Men du har nok ret i at det bare er teenage problemer. Kan bare slet ikke overskue dem i mit hoved og føler jeg er ved at få pip nogengange. Tak for dit svar.
hvorfor skulle mor bvlive sur ---hvis du var min datter ville jeg blive glad for at jeg kunne få din fortrolighed ---så vi kunne tale om dine problemer ----mor kan godt mærke på dig at du ikke har det for godt altid--og det gør hende helt sikkert urolig ---så når hun spørger skal du åbne dig ---
hvad er det der gør at du har så svært ved at tale med mor ---
søde ven du må ikke have det så dårligt du får for lidt ud af din e teenager år ---