Du har det bare rigtig svært Jeg har i perioder lidt lignende problemer med mit temperament.
Her er det også min mand der må lægge ører til raseriet. Jeg bliver total urimelig og der skal ingenting til at tricke mig. Jeg bliver også jaloux og bare uudholdelig at være sammen med. Mine børn har jeg mærkeligt nok en kæmpe tålmodighed overfor. Måske det er derfor jeg afreagerer på min mand? :S
"Heldigvis" har jeg en mand, der er extrem rolig og tålmodig af sind, så der skal mere til at slå ham ud, men jeg selv bliver bare så fandens ked af det og får så dårlig samvittighed. Jeg har jo ikke lyst til at reagere sådan.
Jeg har aldrig slået på ham.. Det er stemmen der bliver brugt her. Vil også rigtig gerne kunne styre det og håber at det hjælper, nu hvor jeg er begyndt at få lidt antidepressivt medicin mod noget andet.
Jeg går hos en psykiater og han fortalte at det tit er de rolige og eftergivende personer, der afreagerer der hvor de føler sig trygge. Han mener at man simpelthen skal lære at give sin mening til kende altid, så man ikke indebrænder med ufortalte følelser og meninger.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke om det passer på dig, men jeg selv er en person der finder mig i alt for meget, fordi jeg "ikke tør" sige fra og det irriterer mig tit, når situationen så er overstået. Jeg skælder derfor ud på min mand når jeg kommer hjem, selvom det egentlig er mig selv jeg har lyst til at sparke i røven...
Jeg føler mig tit anspændt og begyndte derfor regelmæssigt at gå hos en fysiurgisk massør. Der fik jeg løsnet godt op for anspændtheden og det påvirkede mit humør vildt positivt! Jeg var ikke længere så "rasende" og kunne slappe meget mere af.
Nu hvor jeg ikke har været ved massøren i meget lang tid, er problemet vendt tilbage. Der skal heller ingenting til, før jeg føler mig presset og stresset og det er også en stor udløser..
Vil læse med på emnet og håbe at nogle kan give et rigtig godt råd
Puha... en barndom som den du har haft, sætter dybe spor. Ikke kun overfor én selv men det breder sig i vandet - som til din kæreste f.eks.
Du har en masse tegn på senfølger og traumatisering af din barndom: Voldsomme aggressioner, stor fortvivlelse, jalousi, mindreværd, manglende tillid og selvtillid, lav stress-tærskel, skadende og selvskadende adfærd, skyldfølelse. Det er et svært liv.
Jalousi handler ikke meget om, hvad den anden gør eller ikke gør. Det handler mest om manglende tro på sin egen værdi. Hvis du var overbevist om, at du var værd at elske, ville du formentligt ikke frygte, at han fandt en anden.
Måske kan du prøve at acceptere følelsen af jalousi? Give den lov til at være der, fordi den intet har med din kæreste at gøre. Det er formentligt en følge af, at du ikke har oplevet dig elsket nok i din barndom, som du overfører til din kæreste.
Man kan jo ikke bare slappe af - kunne man bare. Den slags raserianfald tager jo også magten fra én selv. De er formentligt en reaktion på en overvældende afmagt i fortiden. I forhold til fortiden er det sikkert en passende reaktion men i forhold til nutiden bliver det jo desværre en overreaktion.
Jeg ved ikke, om du kender til 'indre barn terapi' - men man kan sige, at alle de negative og ukontrollerede føleselser, du har, er dit indre barn der lever i bedste velgående. Fortiden er levende inden i dig og derfor breder den sig følelsesmæssigt til nutiden. Dit indre barn skal selvfølgeligt have hjælp, så hun kan blive voksen. Derfor er det bedste, du kan gøre helt sikkert at starte på psykoterapi, for behandlingen kan hjælpe dig igennem denne udviklingsproces.
Jeg har desværre ikke nogen gode råd, der kan hjælpe dig her og nu.
Men det er da nok helt sikkert, at enhver form for stress, vil øge risikoen for, at du får disse raserianfald. Desværre er det sådan, at din ubearbejdede barndom i sig selv er en voldsom indre stressfaktor og stressreaktionerne kan derfor udløses af snart sagt alting i din nutid og i dine omgivelser.
Du har det bare ikke nemt. Jeg føler med dig og genkender meget af det du skriver, for jeg har selv været plaget af noget lignende og lige så voldsomt. Der er allerede givet dig mange fine og gode svar, så jeg vil bare spørge dig - har du hos din læge fået hjælp til at finde ud af, om der også kan være legemlige årsager til, at du har det så svært?
Jeg var i mange år plaget af et for højt stofskifte - uden jeg vidste det - jeg blev ikke undersøgt for det, før jeg blev rigtig alvorligt syg af det. Det kan nemt måles i en blodprøve. Jeg havde i mange år voldsomme anfald af hidsighed, var ekstremt nærtagende og var svært plaget af skyldfølelse, angst og lavt selvværd.
Så kom jeg i behandling, men helt 'normal' blev jeg ikke før jeg også fik behandlet en depression jeg havde pådraget mig oveni, forårsaget af sygdommen. I dag har jeg det godt og min ægtemand har fået en 'en helt ny kone'.
Dette kun fortalt fordi der nogle gange er en naturlig forklaring. Uanset årsag ønsker jeg dig rigtig god bedring.
Din besvarelse blev hverken for lang eller ustruktureret.
Jeg forstår godt, at du bliver mere hidsig, når din kæreste siger, at man bare må kunne ændre sin adfærd. Man bliver let vred, når man slet ikke oplever sig forstået eller imødekommet – og desuden, så ved du jo, at han tager fejl, for kunne man bare 'tage sig sammen', så gjorde man det jo. Men din kæreste har ikke tilstrækkeligt viden til, at han kan forstå, hvad det handler om.
Du skriver, at du ikke ved, hvad der er galt med dig. Det er klart, at du ikke forstår det - endnu. Men der er det galt, at dit nervesystem, din psyke og dit følelsesliv er blevet meget negativt påvirket under din opvækst. Du er med andre ord traumatiseret.
Når man er traumatiseret af andre mennesker, er det helt almindeligt, at man får ukontrollerede raserianfald og bliver paranoid i større eller mindre grad.
Når din far var paranoid, så har han i én eller anden grad følt noget i denne retning: At alt og alle var efter ham eller var en trussel og alt var personlige angreb på ham. Hvis han har opfattet alle andre som en trussel og at andre kun ville ham noget ondt, så er de blevet 'fjender', som han måtte forsvare sig imod og kontrollere og udspørge og dominere, så han kunne prøve at forhindre, at andre angreb ham eller rottede sig sammen imod ham. Om nødvendigt med vold.
Det er en meget angstfuld tilstand, når man konstant føler sig personligt forfulgt og overvåget. Det er en virkelighedsforvrængning og mangel på realitetssans.
Hvis din far har haft det sådan, så har det naturligvis også ramt dig. Han har sikkert også prøvet at kontrollere dig i overdreven grad, så du har følt dig konstant forfulgt (af ham). Hvis dine følelser er de samme, så er det klart, at du også har samme reaktionsmønstre. Simpelthen fordi, det er en naturlig måde at reagere på, hvis man først har fået skabt paranoian.
Jeg tror derfor ikke, at du imiterer din far. Jeg tror, at din far i sin barndom er blevet traumatiseret (måske af sine forældre), så han har følt sig forfulgt og derfor har reageret paranoidt. Fordi han har fået denne forvrængede virkelighedsopfattelse, har det påvirket dig, der så også har fået en forvrænget virkelighedsopfattelse og reagerer paranoidt. Fordi det er en naturligt reaktion, når man har været udsat for andres forfølgelse og overkontrol.
Hvis du fik børn nu, kunne det meget vel tænkes, at du ville være ligesådan overfor dem, fordi du har det på den måde. Det er sådan, mønstrene fortsætter i generation efter generation. De skal brydes, hvis ikke den sociale arv (frygten) skal gives videre. Det er et hårdt personligt arbejde, som du går i gang med, når du starter terapi.
Det sidste du skriver omkring din angst og dine naboer, viser jo tydeligt, hvordan paranoia føles. Hvis din far har haft det på samme måde, så giver det en forklaring på hans adfærd. Du har ikke overtaget hans adfærd – du har overtaget hans frygt. Både fordi han selv har skabt frygt i dig og fordi, han gennem sin adfærd har lært dig, at verden og andre mennesker er farlige og vil én noget ondt. Da du var barn, kom du til at tro, at det var sandt - hvordan skulle du kunne vide andet?
Meningen med terapi er bl.a., at du bliver i stand til at få mere realitetssans, så du kan få al den frygt ud af din krop og dit sind, så den ikke længere styrer dig. Frygten er årsag til din vrede, din jalousi, dine opdigtede historier, din kontrol – og en masse andet. Men det var din fars frygt, han gav videre til dig. Den skal du af med. Du skal til at lære, at din far tog fejl, når han troede, at hele verden havde rottet sig sammen imod ham og var ond. Når du forstår, at det er din far, der var grund til at frygte og ikke alle andre mennesker, så kan dit tankemønster og dit verdensbillede stille og roligt begynde at ændre sig - og dermed vil dine følelser også ændre sig.
Jeg håber, at det her kan få dig til at tro måske bare en lille smule på, at du ikke har grund til at hade dig selv. Du imiterer ikke din far. Dit nervesystem er simpelt blevet skadet af de overbelastninger, du har været udsat for i din opvækst – og det tager tid og hjælp at hele et overbelastet nervesystem. Du har lært at tænke på samme måde som din far - fordi han gennem ord og handling har givet dig sin egen forvrængede virkelighedsopfattelse. Men du har fået det fra ham, så derfor kan du med tiden og med den rigtige hjælp slippe hans frygt.
Håber, at det giver mening for dig.
P.S.: Fint, at du har reflekteret så meget og endda har været hos lægen :-)
Jeg kender godt skyldfølelsen over vreden. Man ønsker ikke at reagere med vrede, for bevidst eller ubevidst ved man præcist, hvor forfærdelig den har været for én selv. Jeg havde selv fortrængt, at min mor fik raserianfald, som hun lod gå ud over mig. Jeg gjorde præcist selv det samme over min ældste datter og det medførte selvfølgeligt enorm skyldfølelse og selvhad.
Jeg tror ikke mange mennesker ønsker deres vrede, for i virkeligheden ønsker vi nok dybest set fred og kærlighed. Men den starter i én selv – med forståelse og accept af, at kunne man have handlet anderledes, så havde man jo gjort det.
Du behøver ikke at have ondt af din kæreste. Han er et voksent menneske, der foretager sine egne valg og hver eneste dag, tager han altså det valg, at han vil være sammen med dig. Ingen tvinger ham til det.
Et sundt forhold til din kæreste… det starter med ordentlig kommunikation. Det er en helt naturlig reaktion, at du bliver vred, når du mærker, at han bliver ukoncentreret, når du fortæller ham om din dag. Det kan være, at du taler for meget – men så er det bedre, at han siger det.
Når han ikke er følelsesmæssigt åben og ikke kan sætte ord på det indre, bliver det svært, når du selv er følsom og reflekterende. Så er én af Jer er jo nødt til at bøje af og det kommer der sjældent noget godt ud af. Enten må du lade være med at tale med ham om de ting, der er vigtige for dig – og hvad er der så af nærhed og samhørighed mellem Jer? Alternativt skal du påtvinge ham noget, han ikke ønsker og så trækker han sig væk. Endeligt er der en tredje mulighed: At du går i gang med udviklingsproces, du har brug for. Det vil betyde, at du kommer til at forandre dig og bliver fokuseret på at få det bedre med dig selv – det vil på én eller anden måde også påvirke ham og Jeres forhold.
Om din kæreste har ADHD eller ej, spiller nok en mindre rolle i denne forbindelse. Det der er vigtigt er evnen til at kommunikere og sætte ord på tanker og følelser. Det er åbenhed, nærhed, at lytte til hinanden og acceptere og respektere, hvordan den anden har det. Kort sagt dialog, hvor man ikke går i forsvarsposition og ikke angriber. Det kræver utrolig stor lydhørhed og indfølingsevne af begge parter.
Så ja – når han lukker følelsesmæssigt af for dig og ikke virker fokuseret og koncentreret, så kan det i høj grad være årsag til, at du flipper ekstra meget ud. Du føler dig jo ikke lyttet til, forstået og imødekommet. Desværre er det ofte sådan, at man ubevidst tiltrækkes af partnere, der får alt det værste frem i én. Fordi man finder nogen, der gør det muligt, at man kan fortsætte med at bruge de samme mønstre, som man kender fra sin barndom.
For at få droslet vreden ned, så er det nødvendigt, at man lærer at formulere sine følelser, sine behov og sine grænser i ord. Men det er i høj grad også nødvendigt, at man har nogen at gøre det overfor, som lytter, respekterer og måske endda forstår. Vrede er som oftest et tegn på magtesløshed. Har man stærke grænser og evner at sætte ord på sine følelser, behøver man sjældent at blive vred.
Ja, det er forbandet, når der går så lang tid mellem behandlingerne. Helt ulogisk kunne man godt ønske, at behandlere ikke holdt ferie ;-/ Hvis det går helt galt, så er der jo psyk.skadestue. Det kan måske være en mulighed, hvis det brænder på, for det er rigtigt skidt, at du har skadet dig selv så meget.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at din kærestes adfærd påvirker dig og kan både trigge og forstærke dine anfald. Ligesom din adfærd selvfølgeligt påvirker ham. Det er skidt, hvis I får det værste og ikke det bedste frem i hinanden.
Jeg ved ikke, om du og din kæreste kan komme til i studenterrådgivningen. Det må man jo kunne undersøge. Det ville jo være skønt, hvis det kunne være en mulighed.
For at få afklaret om han har ADHD, skal han omkring en psykiater.
Jeg må dog lige spørge, om det er dit eller hans behov, at han får en diagnose? Hvis ikke det er hans behov, så giver det ikke rigtigt nogen mening for mig. Så må hensigten være, at du vil forandre ham, for at I kan blive sammen – og det er i min verden både håbløst og uhensigtsmæssigt. Man kan ikke forandre andre mennesker, for al forandring skal komme indefra som éns eget behov og ønske, hvis det skal virke efter hensigten.
Endeligt så er der så den bagside, at hvis han bliver diagnosticeret ADHD, vil han sikkert få tilbudt medicin som eneste behandling. Det kan måske give ham mere ro, men det vil ikke gøre ham bedre til at kommunikere og det er heller ikke sikkert, at han bliver bedre til at lytte til dig af den grund.
undskyld men ma sige det lyder som en klassisk omgang jitters.
Du indser at du faktisk gerne ville mere end det som livet har givet udtryk for.
Noget gøjl med dine humør svingninger,da vi lle sammen bliver små melodramastiske at some point..Det du og din mand evt skulle gøre er at komme af hel.... til og bare nyde hunanden istedet for at stresse og blive gale på oneanother..
Kommentarer
Du har det bare rigtig svært
Her er det også min mand der må lægge ører til raseriet. Jeg bliver total urimelig og der skal ingenting til at tricke mig. Jeg bliver også jaloux og bare uudholdelig at være sammen med. Mine børn har jeg mærkeligt nok en kæmpe tålmodighed overfor. Måske det er derfor jeg afreagerer på min mand? :S
"Heldigvis" har jeg en mand, der er extrem rolig og tålmodig af sind, så der skal mere til at slå ham ud, men jeg selv bliver bare så fandens ked af det og får så dårlig samvittighed. Jeg har jo ikke lyst til at reagere sådan.
Jeg har aldrig slået på ham.. Det er stemmen der bliver brugt her. Vil også rigtig gerne kunne styre det og håber at det hjælper, nu hvor jeg er begyndt at få lidt antidepressivt medicin mod noget andet.
Jeg går hos en psykiater og han fortalte at det tit er de rolige og eftergivende personer, der afreagerer der hvor de føler sig trygge. Han mener at man simpelthen skal lære at give sin mening til kende altid, så man ikke indebrænder med ufortalte følelser og meninger.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke om det passer på dig, men jeg selv er en person der finder mig i alt for meget, fordi jeg "ikke tør" sige fra og det irriterer mig tit, når situationen så er overstået. Jeg skælder derfor ud på min mand når jeg kommer hjem, selvom det egentlig er mig selv jeg har lyst til at sparke i røven...
Jeg føler mig tit anspændt og begyndte derfor regelmæssigt at gå hos en fysiurgisk massør. Der fik jeg løsnet godt op for anspændtheden og det påvirkede mit humør vildt positivt! Jeg var ikke længere så "rasende" og kunne slappe meget mere af.
Nu hvor jeg ikke har været ved massøren i meget lang tid, er problemet vendt tilbage. Der skal heller ingenting til, før jeg føler mig presset og stresset og det er også en stor udløser..
Vil læse med på emnet og håbe at nogle kan give et rigtig godt råd
Puha... en barndom som den du har haft, sætter dybe spor. Ikke kun overfor én selv men det breder sig i vandet - som til din kæreste f.eks.
Du har en masse tegn på senfølger og traumatisering af din barndom: Voldsomme aggressioner, stor fortvivlelse, jalousi, mindreværd, manglende tillid og selvtillid, lav stress-tærskel, skadende og selvskadende adfærd, skyldfølelse. Det er et svært liv.
Jalousi handler ikke meget om, hvad den anden gør eller ikke gør. Det handler mest om manglende tro på sin egen værdi. Hvis du var overbevist om, at du var værd at elske, ville du formentligt ikke frygte, at han fandt en anden.
Måske kan du prøve at acceptere følelsen af jalousi? Give den lov til at være der, fordi den intet har med din kæreste at gøre. Det er formentligt en følge af, at du ikke har oplevet dig elsket nok i din barndom, som du overfører til din kæreste.
Man kan jo ikke bare slappe af - kunne man bare. Den slags raserianfald tager jo også magten fra én selv. De er formentligt en reaktion på en overvældende afmagt i fortiden. I forhold til fortiden er det sikkert en passende reaktion men i forhold til nutiden bliver det jo desværre en overreaktion.
Jeg ved ikke, om du kender til 'indre barn terapi' - men man kan sige, at alle de negative og ukontrollerede føleselser, du har, er dit indre barn der lever i bedste velgående. Fortiden er levende inden i dig og derfor breder den sig følelsesmæssigt til nutiden. Dit indre barn skal selvfølgeligt have hjælp, så hun kan blive voksen. Derfor er det bedste, du kan gøre helt sikkert at starte på psykoterapi, for behandlingen kan hjælpe dig igennem denne udviklingsproces.
Jeg har desværre ikke nogen gode råd, der kan hjælpe dig her og nu.
Men det er da nok helt sikkert, at enhver form for stress, vil øge risikoen for, at du får disse raserianfald. Desværre er det sådan, at din ubearbejdede barndom i sig selv er en voldsom indre stressfaktor og stressreaktionerne kan derfor udløses af snart sagt alting i din nutid og i dine omgivelser.
Mange hilsner Helene
Jeg var i mange år plaget af et for højt stofskifte - uden jeg vidste det - jeg blev ikke undersøgt for det, før jeg blev rigtig alvorligt syg af det. Det kan nemt måles i en blodprøve. Jeg havde i mange år voldsomme anfald af hidsighed, var ekstremt nærtagende og var svært plaget af skyldfølelse, angst og lavt selvværd.
Så kom jeg i behandling, men helt 'normal' blev jeg ikke før jeg også fik behandlet en depression jeg havde pådraget mig oveni, forårsaget af sygdommen. I dag har jeg det godt og min ægtemand har fået en 'en helt ny kone'.
Dette kun fortalt fordi der nogle gange er en naturlig forklaring. Uanset årsag ønsker jeg dig rigtig god bedring.
Din besvarelse blev hverken for lang eller ustruktureret.
Jeg forstår godt, at du bliver mere hidsig, når din kæreste siger, at man bare må kunne ændre sin adfærd. Man bliver let vred, når man slet ikke oplever sig forstået eller imødekommet – og desuden, så ved du jo, at han tager fejl, for kunne man bare 'tage sig sammen', så gjorde man det jo. Men din kæreste har ikke tilstrækkeligt viden til, at han kan forstå, hvad det handler om.
Du skriver, at du ikke ved, hvad der er galt med dig. Det er klart, at du ikke forstår det - endnu. Men der er det galt, at dit nervesystem, din psyke og dit følelsesliv er blevet meget negativt påvirket under din opvækst. Du er med andre ord traumatiseret.
Når man er traumatiseret af andre mennesker, er det helt almindeligt, at man får ukontrollerede raserianfald og bliver paranoid i større eller mindre grad.
Når din far var paranoid, så har han i én eller anden grad følt noget i denne retning: At alt og alle var efter ham eller var en trussel og alt var personlige angreb på ham. Hvis han har opfattet alle andre som en trussel og at andre kun ville ham noget ondt, så er de blevet 'fjender', som han måtte forsvare sig imod og kontrollere og udspørge og dominere, så han kunne prøve at forhindre, at andre angreb ham eller rottede sig sammen imod ham. Om nødvendigt med vold.
Det er en meget angstfuld tilstand, når man konstant føler sig personligt forfulgt og overvåget. Det er en virkelighedsforvrængning og mangel på realitetssans.
Hvis din far har haft det sådan, så har det naturligvis også ramt dig. Han har sikkert også prøvet at kontrollere dig i overdreven grad, så du har følt dig konstant forfulgt (af ham). Hvis dine følelser er de samme, så er det klart, at du også har samme reaktionsmønstre. Simpelthen fordi, det er en naturlig måde at reagere på, hvis man først har fået skabt paranoian.
Jeg tror derfor ikke, at du imiterer din far. Jeg tror, at din far i sin barndom er blevet traumatiseret (måske af sine forældre), så han har følt sig forfulgt og derfor har reageret paranoidt. Fordi han har fået denne forvrængede virkelighedsopfattelse, har det påvirket dig, der så også har fået en forvrænget virkelighedsopfattelse og reagerer paranoidt. Fordi det er en naturligt reaktion, når man har været udsat for andres forfølgelse og overkontrol.
Hvis du fik børn nu, kunne det meget vel tænkes, at du ville være ligesådan overfor dem, fordi du har det på den måde. Det er sådan, mønstrene fortsætter i generation efter generation. De skal brydes, hvis ikke den sociale arv (frygten) skal gives videre. Det er et hårdt personligt arbejde, som du går i gang med, når du starter terapi.
Det sidste du skriver omkring din angst og dine naboer, viser jo tydeligt, hvordan paranoia føles. Hvis din far har haft det på samme måde, så giver det en forklaring på hans adfærd. Du har ikke overtaget hans adfærd – du har overtaget hans frygt. Både fordi han selv har skabt frygt i dig og fordi, han gennem sin adfærd har lært dig, at verden og andre mennesker er farlige og vil én noget ondt. Da du var barn, kom du til at tro, at det var sandt - hvordan skulle du kunne vide andet?
Meningen med terapi er bl.a., at du bliver i stand til at få mere realitetssans, så du kan få al den frygt ud af din krop og dit sind, så den ikke længere styrer dig. Frygten er årsag til din vrede, din jalousi, dine opdigtede historier, din kontrol – og en masse andet. Men det var din fars frygt, han gav videre til dig. Den skal du af med. Du skal til at lære, at din far tog fejl, når han troede, at hele verden havde rottet sig sammen imod ham og var ond. Når du forstår, at det er din far, der var grund til at frygte og ikke alle andre mennesker, så kan dit tankemønster og dit verdensbillede stille og roligt begynde at ændre sig - og dermed vil dine følelser også ændre sig.
Jeg håber, at det her kan få dig til at tro måske bare en lille smule på, at du ikke har grund til at hade dig selv. Du imiterer ikke din far. Dit nervesystem er simpelt blevet skadet af de overbelastninger, du har været udsat for i din opvækst – og det tager tid og hjælp at hele et overbelastet nervesystem. Du har lært at tænke på samme måde som din far - fordi han gennem ord og handling har givet dig sin egen forvrængede virkelighedsopfattelse. Men du har fået det fra ham, så derfor kan du med tiden og med den rigtige hjælp slippe hans frygt.
Håber, at det giver mening for dig.
P.S.: Fint, at du har reflekteret så meget og endda har været hos lægen :-)
Mange hilsner Helene
Jeg kender godt skyldfølelsen over vreden. Man ønsker ikke at reagere med vrede, for bevidst eller ubevidst ved man præcist, hvor forfærdelig den har været for én selv. Jeg havde selv fortrængt, at min mor fik raserianfald, som hun lod gå ud over mig. Jeg gjorde præcist selv det samme over min ældste datter og det medførte selvfølgeligt enorm skyldfølelse og selvhad.
Jeg tror ikke mange mennesker ønsker deres vrede, for i virkeligheden ønsker vi nok dybest set fred og kærlighed. Men den starter i én selv – med forståelse og accept af, at kunne man have handlet anderledes, så havde man jo gjort det.
Du behøver ikke at have ondt af din kæreste. Han er et voksent menneske, der foretager sine egne valg og hver eneste dag, tager han altså det valg, at han vil være sammen med dig. Ingen tvinger ham til det.
Et sundt forhold til din kæreste… det starter med ordentlig kommunikation. Det er en helt naturlig reaktion, at du bliver vred, når du mærker, at han bliver ukoncentreret, når du fortæller ham om din dag. Det kan være, at du taler for meget – men så er det bedre, at han siger det.
Når han ikke er følelsesmæssigt åben og ikke kan sætte ord på det indre, bliver det svært, når du selv er følsom og reflekterende. Så er én af Jer er jo nødt til at bøje af og det kommer der sjældent noget godt ud af. Enten må du lade være med at tale med ham om de ting, der er vigtige for dig – og hvad er der så af nærhed og samhørighed mellem Jer? Alternativt skal du påtvinge ham noget, han ikke ønsker og så trækker han sig væk. Endeligt er der en tredje mulighed: At du går i gang med udviklingsproces, du har brug for. Det vil betyde, at du kommer til at forandre dig og bliver fokuseret på at få det bedre med dig selv – det vil på én eller anden måde også påvirke ham og Jeres forhold.
Om din kæreste har ADHD eller ej, spiller nok en mindre rolle i denne forbindelse. Det der er vigtigt er evnen til at kommunikere og sætte ord på tanker og følelser. Det er åbenhed, nærhed, at lytte til hinanden og acceptere og respektere, hvordan den anden har det. Kort sagt dialog, hvor man ikke går i forsvarsposition og ikke angriber. Det kræver utrolig stor lydhørhed og indfølingsevne af begge parter.
Så ja – når han lukker følelsesmæssigt af for dig og ikke virker fokuseret og koncentreret, så kan det i høj grad være årsag til, at du flipper ekstra meget ud. Du føler dig jo ikke lyttet til, forstået og imødekommet. Desværre er det ofte sådan, at man ubevidst tiltrækkes af partnere, der får alt det værste frem i én. Fordi man finder nogen, der gør det muligt, at man kan fortsætte med at bruge de samme mønstre, som man kender fra sin barndom.
For at få droslet vreden ned, så er det nødvendigt, at man lærer at formulere sine følelser, sine behov og sine grænser i ord. Men det er i høj grad også nødvendigt, at man har nogen at gøre det overfor, som lytter, respekterer og måske endda forstår. Vrede er som oftest et tegn på magtesløshed. Har man stærke grænser og evner at sætte ord på sine følelser, behøver man sjældent at blive vred.
Mange hilsner Helene
Ja, det er forbandet, når der går så lang tid mellem behandlingerne. Helt ulogisk kunne man godt ønske, at behandlere ikke holdt ferie ;-/ Hvis det går helt galt, så er der jo psyk.skadestue. Det kan måske være en mulighed, hvis det brænder på, for det er rigtigt skidt, at du har skadet dig selv så meget.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at din kærestes adfærd påvirker dig og kan både trigge og forstærke dine anfald. Ligesom din adfærd selvfølgeligt påvirker ham. Det er skidt, hvis I får det værste og ikke det bedste frem i hinanden.
Jeg ved ikke, om du og din kæreste kan komme til i studenterrådgivningen. Det må man jo kunne undersøge. Det ville jo være skønt, hvis det kunne være en mulighed.
For at få afklaret om han har ADHD, skal han omkring en psykiater.
Jeg må dog lige spørge, om det er dit eller hans behov, at han får en diagnose? Hvis ikke det er hans behov, så giver det ikke rigtigt nogen mening for mig. Så må hensigten være, at du vil forandre ham, for at I kan blive sammen – og det er i min verden både håbløst og uhensigtsmæssigt. Man kan ikke forandre andre mennesker, for al forandring skal komme indefra som éns eget behov og ønske, hvis det skal virke efter hensigten.
Endeligt så er der så den bagside, at hvis han bliver diagnosticeret ADHD, vil han sikkert få tilbudt medicin som eneste behandling. Det kan måske give ham mere ro, men det vil ikke gøre ham bedre til at kommunikere og det er heller ikke sikkert, at han bliver bedre til at lytte til dig af den grund.
Mange hilsner Helene
undskyld men ma sige det lyder som en klassisk omgang jitters.
Du indser at du faktisk gerne ville mere end det som livet har givet udtryk for.
Noget gøjl med dine humør svingninger,da vi lle sammen bliver små melodramastiske at some point..Det du og din mand evt skulle gøre er at komme af hel.... til og bare nyde hunanden istedet for at stresse og blive gale på oneanother..
knus
michael