Indstillinger
Hvad nu...?
Lidt om mig selv. Jeg er 34 år, mand, 2 børn, god uddannelse, separeret fra den mest vidunderlige og kærlige kvinde jeg nogensinde har mødt og så har jeg fået diagnosen depression.
For 3 måneder siden blev min kone og mig separeret. Jeg blev regulært smidt på porten, da hun ikke mere ville finde sig i mine humørsvingninger, egoisme, mangel på nærvær og kærlighed, og mange andre ting jeg ikke kan huske lige nu. Hun tryglede og bad mig om at søge lægehjælp inden det var for sent, men jeg kunne ikke se problemet. Var overbevist om at hun prøvede at manipulere med mig.
I begyndelsen syntes jeg at det var en befrielse at blive fri for hendes evindelige brok, men som tiden går, gik det op for mig at hun havde ret. Jeg indså at jeg havde brug for hjælp.
Jeg var så endelige hos lægen i dag. Efter en kort snak kom han frem til diagnosen depression. Jeg fik stukket en recept i hånden pålydende 1 æske Sertralin HEXAL og 1 bøtte Alopam. Tage en af hver hver aften, og komme igen på fredag. Jeg var lamslået, og forlod butikken igen. Var det den eneste hjælp jeg kunne hente? Medicin og så ikke mere? Jeg kan ikke huske hele konsultationen, så jeg er ikke helt sikker på om jeg har fået sagt alt jeg havde på hjertet til lægen. Jeg hentede min kone fra arbejde i dag, og forsøgte at snakke med hende i bilen, men det ville hun ikke. Jeg forsøgte igen at bede om hendes hjælp og opbakning, men hun bad mig om at holde op med at skabe mig og opføre mig ordenlig. Jeg kørte hjem til mig med tårerne løbende ned ad kinderne, med den kvinde, som jeg elsker højere end noget andet, ved min side. Hun kørte siden af sted uden så meget som at kigge mig i ansigtet. Hun har min bil, når jeg ikke lige skal bruge den.
Nu sidder jeg så her og tænker hvordan kommer jeg igennem det her alene. Den eneste jeg har er min kone, men hun vil ikke vide af mig. Jeg har bønnet og bedt hende, på mine grædende knæ, om at hjælpe mig, men hun er ligeglad. Hvilket jeg egentlig kan forstå, da hun selv for nogle år siden selv havde en svær depression, og der var ikke megen hjælp af hente fra mig. Jeg fattede aldrig en skid af hvad der foregik. Jeg ved ikke hvornår min depression er opstået, men når jeg tænker det igennem, så har jeg haft symptomerne mindst de sidste 7-8 år. Så om det har været min depression der har forhindret mig i at handle på hendes depression, er jeg ikke klar over.
Det korte at det lange er at jeg ikke kan leve uden hende. Jeg hverken orker eller vil. Jeg vil gerne tro på at jeg kan blive frisk, men jeg er overbevist om at uden hende ved min side er det dømt til at mislykkes. Så hvorfor ikke bare give op lige nu. Den eneste grund til at jeg sidder her i dag, tror jeg er for mine børns skyld, samt troen og håbet på at vi kan finde sammen igen. Jeg har mange gange i gennem mit liv tænkt på at tage mit eget liv, lige været ved det et par gange også, men i dag kan jeg ikke da det ville være synd for mine børn. Men så igen, hvad nytte har de af en syg far?
Jeg har spurgt hende om vi kan prøve parterapi/ægteskabterapi, men det nytter ikke noget. Det er for sent. Jeg har udviklet tvangstanker om at hun har mødt en anden, men det vil hun hverken af- eller bekræfte, det rager ikke mig. Jeg er så ulykkelig, græder flere gange daglig uden advarsel, tårerne løber bare. Jeg savner hende så ufattelig meget. For en ordens skyld skal jeg sige at jeg aldrig har slået hende.
Jeg føler mig så træt som aldrig før. Sover 2-3 timer hver nat, har ikke spist siden lørdag morgen, er rastløs uden at være i stand til at gøre noget, tænker ikke klart, har smerter for brystet og hovedpine. Mit ansigt er opsvulmet af gråd og jeg tør ikke komme ud imellem folk i denne tilstand.
Hvor meget lettere ville det ikke være hvis man bare var væk....
Er der nogle lignende erfaringer herinde, så vil jeg utroligt gerne høre om det.
Undskyld for dette rodede indlæg, men mit hoved er et rod, så det kan nok ikke være anderledes.
For 3 måneder siden blev min kone og mig separeret. Jeg blev regulært smidt på porten, da hun ikke mere ville finde sig i mine humørsvingninger, egoisme, mangel på nærvær og kærlighed, og mange andre ting jeg ikke kan huske lige nu. Hun tryglede og bad mig om at søge lægehjælp inden det var for sent, men jeg kunne ikke se problemet. Var overbevist om at hun prøvede at manipulere med mig.
I begyndelsen syntes jeg at det var en befrielse at blive fri for hendes evindelige brok, men som tiden går, gik det op for mig at hun havde ret. Jeg indså at jeg havde brug for hjælp.
Jeg var så endelige hos lægen i dag. Efter en kort snak kom han frem til diagnosen depression. Jeg fik stukket en recept i hånden pålydende 1 æske Sertralin HEXAL og 1 bøtte Alopam. Tage en af hver hver aften, og komme igen på fredag. Jeg var lamslået, og forlod butikken igen. Var det den eneste hjælp jeg kunne hente? Medicin og så ikke mere? Jeg kan ikke huske hele konsultationen, så jeg er ikke helt sikker på om jeg har fået sagt alt jeg havde på hjertet til lægen. Jeg hentede min kone fra arbejde i dag, og forsøgte at snakke med hende i bilen, men det ville hun ikke. Jeg forsøgte igen at bede om hendes hjælp og opbakning, men hun bad mig om at holde op med at skabe mig og opføre mig ordenlig. Jeg kørte hjem til mig med tårerne løbende ned ad kinderne, med den kvinde, som jeg elsker højere end noget andet, ved min side. Hun kørte siden af sted uden så meget som at kigge mig i ansigtet. Hun har min bil, når jeg ikke lige skal bruge den.
Nu sidder jeg så her og tænker hvordan kommer jeg igennem det her alene. Den eneste jeg har er min kone, men hun vil ikke vide af mig. Jeg har bønnet og bedt hende, på mine grædende knæ, om at hjælpe mig, men hun er ligeglad. Hvilket jeg egentlig kan forstå, da hun selv for nogle år siden selv havde en svær depression, og der var ikke megen hjælp af hente fra mig. Jeg fattede aldrig en skid af hvad der foregik. Jeg ved ikke hvornår min depression er opstået, men når jeg tænker det igennem, så har jeg haft symptomerne mindst de sidste 7-8 år. Så om det har været min depression der har forhindret mig i at handle på hendes depression, er jeg ikke klar over.
Det korte at det lange er at jeg ikke kan leve uden hende. Jeg hverken orker eller vil. Jeg vil gerne tro på at jeg kan blive frisk, men jeg er overbevist om at uden hende ved min side er det dømt til at mislykkes. Så hvorfor ikke bare give op lige nu. Den eneste grund til at jeg sidder her i dag, tror jeg er for mine børns skyld, samt troen og håbet på at vi kan finde sammen igen. Jeg har mange gange i gennem mit liv tænkt på at tage mit eget liv, lige været ved det et par gange også, men i dag kan jeg ikke da det ville være synd for mine børn. Men så igen, hvad nytte har de af en syg far?
Jeg har spurgt hende om vi kan prøve parterapi/ægteskabterapi, men det nytter ikke noget. Det er for sent. Jeg har udviklet tvangstanker om at hun har mødt en anden, men det vil hun hverken af- eller bekræfte, det rager ikke mig. Jeg er så ulykkelig, græder flere gange daglig uden advarsel, tårerne løber bare. Jeg savner hende så ufattelig meget. For en ordens skyld skal jeg sige at jeg aldrig har slået hende.
Jeg føler mig så træt som aldrig før. Sover 2-3 timer hver nat, har ikke spist siden lørdag morgen, er rastløs uden at være i stand til at gøre noget, tænker ikke klart, har smerter for brystet og hovedpine. Mit ansigt er opsvulmet af gråd og jeg tør ikke komme ud imellem folk i denne tilstand.
Hvor meget lettere ville det ikke være hvis man bare var væk....
Er der nogle lignende erfaringer herinde, så vil jeg utroligt gerne høre om det.
Undskyld for dette rodede indlæg, men mit hoved er et rod, så det kan nok ikke være anderledes.
Kommentarer
Først vil jeg sige, at du aldrig må tage livet af dig selv, når du har børn. Det vil præge dem og sætte spor i resten af deres liv. Du har nogle problemer og du er simpelthen nødt til at tage ansvar for at få dem løst, når du har børn, så de kan få en glad far. Det har de brug for.
Du ser det sådan, at dine børn må 'nøjes' med en deprimeret far. Jeg ser det sådan, at det skal de ikke have, ergo må det være dig, der skal få det bedre.
Det jo er noget af et hårdt pres at lægge på dig i den situation, du står i nu. Men du kan vælge at prøve at se det, som en opgave, du har foran dig. Den opgave kan du ikke klare alene.
Hvis det 'kun' havde været seperationen fra din kone, ville jeg nok have sagt, at det tager tid at komme igennem den sorg, det er. Men der ligger jo andre ting bag, der har været der i mange år - humørsvingninger, depression, mangel på indfølingsevne og forståelse. Faktisk lyder det lidt som om, at du har brugt dit ægteskab som en sovepude til ikke at mærke efter og reflektere over, hvordan du egentligt selv havde det. Så jeg forstår godt, at det må være en brat opvågning.
Det får mig til at foreslå dig at gå i terapi. Der findes mange former for terapi, så det burde være muligt at finde noget, du kan have glæde af: Psykolog, psykoterapi, NLP-terapi, hypnoterapi, kropsterapi, gestaltterapi m.m. Det handler om at finde ind til, hvorfor du har det dårligt. Det er både vigtigt for dig selv men det er også vigtigt, fordi det var det, der fik det til at gå skævt mellem din kone og dig. Du kan lære noget af det, så det ikke risikerer at gentage sig med en evt. senere partner.
Går du igennem en sådan proces, så lærer du dig selv meget bedre at kende og du vil kunne se, hvad der er gået skævt i Jeres forhold. Når du når dertil, er du forandret og så kan det være, at du erkender, at det slet ikke vil være det rigtige for Jer at være sammen igen. I know - det vil du sikkert afvise på dette tidspunkt.
Så du behøver ikke at gå igennem det her alene, selvom du ikke har din kone til at hjælpe dig. Tiden er måske kommet til, at du viser, at du kan selv tage ansvar for dit liv og gør hvad du kan for at få et godt liv, uanset om du er sammen med din kone eller ej. Fordi du gør det for din egen skyld og for dine børns skyld. Din kone ville alligevel ikke kunne hjælpe dig, hun er alt for tæt involveret og har ikke den professionelle viden, forståelse og den nødvendige afstand. I ville falde ind I Jeres gamle mønstre og der ville være stor risiko for, at hun pludseligt ville stå med ansvaret for, om du fik det godt. Nu skal du til at hjælpe dig selv - og det gør du ved at skaffe dig professionel hjælp. Det er hjælp til selvhjælp.
P.S.: Ja, desværre er det sådan, at man oftest bliver spist af med en recept på nogle piller, hvis man har psykiske problemer. Det etablerede system er simpelthen ikke gearet til at tackle det. Det psykiske må man som oftest selv betale sig fra at få løst.
Mange hilsener Helene
Da jeg begyndte at læse dit indlæg, blev jeg først vred. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror at det var fordi at jeg selv er (nogenlunde) klar over de ting du skriver, så jeg blev vred på mig selv fordi jeg ikke selv havde indset det. Der efter fik jeg en følelse af accept, og til sidst sad jeg og tudede over mit elendige liv. Det var befriende på en mærkelig måde, og jeg tog den beslutning at ikke kontakte min kone foreløbig, da jeg får en følelse af fortvivlelse og håbløsehed bare at tænke på hende.
Men det viser sig, og det har det før i tiden også (vi har haft en pause i vores forhold for mange år siden) at når jeg ikke give lyd fra mig, så kontakter hun mig. I går aftes var det for at høre om jeg kunne have børnene i weekenden så hun kunne gå i byen. Jeg forsøgte at forklare hende at det vidste jeg ikke, da jeg havde det meget skidt, og de piller jeg havde fået gjorde mig underlig i hovedet. (går ud fra at det er Alopam'en), så jeg kunne ikke svare på om jeg var i stand til at have børnene i weekenden. Dette blev hun selvfølgelig rasende over, og brugte sætninger som "Tak for lort, dit syglige manipulerende røvhul" og "Dit ynkelige svin". Det fik mig helt ned i kulkælderen igen, og jeg sad og tudede den halve nat.
Her til morgen vælger jeg heller ikke at kontakte hende, men så ringer hun og spørger om jeg har nogle flyttekasser hun må få. Jeg siger at jeg kun har 2 små kasser som jeg kan tømme så hun kan få dem. Det er i orden, hun kommer ned til mig, og vil nu pludselige godt snakke med mig, noget jeg har forsøgt i ugevis uden resultat, men det hun har at sige er at hun ikke vil have noget med mig at gøre nogensinde igen. Det ville aldrig være så godt som hvis jeg holdt op med at eksistere. Siger at hun forsøgte at gøre mig rasende i går når hun kaldte mig for røvhul og svin, for at få mig til at komme med en reaktion, hvilket jeg ikke forstår noget af. Jeg fik næsten ikke indført et ord, og prøvede jeg at sige noget blev jeg bare afbrudt, så tog hun de 2 kasser og gik igen. Jeg forstår ikke hvorfor hun skal opsøge mig for at få 2 flyttekasser der koster 6 kroner stykket i byggemarkedet, når hun bare vil have mig ud af sit liv.
Nu sidder jeg så her igen, har besluttet mig for ikke at kontakte hende igen, men jeg er frygtelig bange for at hun skal kontakte mig, for det åbner for følelser jeg ikke er i stand til at styre, i min nuværende tilstand. Jeg vil gerne slukke telefonen og låse døren, men jeg tør ikke. Hvad nu hvis hun får brug for mig igen. Jeg er sikker på at hun har det elendigt, er bange for at hun er rigtig syg, og at hendes facade kan knække hvert øjeblik, og så vil jeg ikke have at hun står alene.
Jeg har det elendigt i dag. Har stadig ikke fået købt noget mad ind, så jeg lever af kaffe og smøger. Ville bare gerne lægge mig i sofaen og glo nogle film eller læse en bog, men kan ikke koncentrere min om noget. Det føles som om min næste aftale med lægen på fredag, ligger ufattelig langt væk, og jeg har virkelige brug for nogen at tale med, og jeg har ingen jeg føler jeg han stole på. Det er måske derfor jeg skriver herinde, det giver en følelse af at kunne snakke uden at blive holdt for nar og dit svar viser at der nogen der hører mig. Tak for det.
Vist bliver du hørt herinde og du bliver bestemt ikke holdt for nar. Du er ikke alene – selvom det selvfølgeligt ikke er det samme at skrive med en ukendt, som at sidde overfor en anden. Men det behøver ikke nødvendigvis at blive sammenlignet.
Du behøver ikke at blive vred på dig selv. Mange gange skal man have in-put udefra, før man bliver bevidst om noget, man måske egentligt godt vidste. Jeg synes, det lyder positivt, at du har fået grædt og at du har tænkt over dit liv og har følt nogen forløsning over det. Så er der store chancer for, at du er lydhør og snart er parat til at gøre noget andet, end du plejer, så du kan få det bedre.
Jeg undrer mig over, at du i dit første indlæg skriver, at du er blevet separeret fra den mest kærlige og vidunderlige kvinde, du nogensinde har kendt. Så må det da godt nok være nye sider, hun viser af sig selv nu! Der skal meget til at ryste mig, men jeg blev godt nok rystet over den måde, hun har talt til dig på og alle de skældsord, hun har hældt ud over dig. Det er totalt uacceptabel, grænseløs, respektløs og umoden adfærd. Det indikerer i høj grad, at hun har problemer med sig selv. Og det har du godt nok også, når du finder dig i den behandling. Du har i den grad brug for at lære at sætte grænser og kræve almindelig respekt. Det vil også hjælpe hende til at bevare sin selvrespekt, for den mister hun jo, når hun opfører sig sådan. Hun overskrider ikke kun dine grænser men også sine egne. Tab af selvrespekt kan skabe angst og selvhad – og det gælder Jer begge.
Derfor er du for Jeres begges skyld nødt til at sætte en grænse og lade det skete få konsekvenser, ellers vil det kun blive værre. Hvis det er et barn, der ikke taler ordentligt, så lader man det få en time-out og siger f.eks. 'Når du kan tale ordentligt, kan vi tale sammen igen'. Eftersom din kone absolut ikke agerer som et voksent menneske, så er du nødt til at gøre præcist det samme. Har man stærke grænser, behøver man sjældent at blive vred, så det her viser med al tydelighed, at hverken du eller din kone har stærke grænser og det er et problem – der kan arbejdes med.
Du vil ikke have, at hun står alene og du stiller op, hvis hun har brug for hjælp. Men du kan ikke hjælpe hende. Får hun det ikke bedre, så vil du få ansvaret. Ganske som jeg i går skrev til dig, at hun ikke kan hjælpe dig. I skal ikke længere tage ansvar for den anden men for Jer selv. I har begge brug for en udenforstående, der kan lytte, forstå og ikke bliver følelsesmæssigt involveret. Hvis din kone har brug for hjælp, så må hun søge hjælpen et sted, hvor det er realistisk, hun kan få den og det samme gælder dig.
Én man selv er ved at drukne, kan man ikke redde en anden. De to klamrer sig til hinanden og trækker hinanden ned for selv at overleve – og så bliver de vrede på hinanden, fordi den anden ikke redder én. Men det kræver jo, at man ofrer sit eget liv for at prøve at redde en anden. Sådan skal et forhold vel ikke være? At hjælpe andre kræver et overskud og det er der bestemt ingen af Jer, der har lige nu. Og skulle der endeligt være et lille overskud, så har I begge brug for det til Jer selv hver især og til børnene. I fylder hinanden en masse negativ energi.
Det er vigtigt at beskytte sig selv mod negativ energi, for det dræner én og det spreder sig til omgivelserne – hvad tror du, I giver videre til Jeres børn?Altså må du beskytte dig selv mod din kones negative påvirkning. I er blevet viklet ind i en nedadgående, destruktiv spiral. I har begge ansvaret for at få den stoppet, så udviklingen kan vendes til en mere positiv opadgående spiral.
Jeg må advare dig mod Alopam. Jeg ved ikke, om du er klar over at de hører til gruppen af benzodiazepiner og er stærkt vanedannende. Har man først fået skabt en afhængighed, kan det være utroligt svært at komme ud af den igen og det kan kræve år med meget langsom nedtrapning. Én af bivirkningerne kan være angst og selvmordstanker!! Og så begynder man måske at tage flere Alopam, for at komme af med angst og selvmordstanker! Bliver du afhængig, så har du først for alvor fået problemer i dit liv! Desuden løser Alopam ikke dine problemer.
I stedet for at vente på tiden hos lægen, ville jeg, hvis jeg var dig (men det er jeg ikke), få opsøgt en terapeut i en fart. Hvis du altså har råd til det. Derved hiver du dig selv op ved hårene, viser styrke, mod og handlekraft og det vil styrke din selvtillid og selvrespekt. Det bryder magtesløsheden og handlingslammelsen og handling er en rigtig god medicin mod depression. Det kan også udfylde noget af tomrummet efter din kone. Samt det kan give dig et sted at læsse af og blive lyttet til og forstået og det kan give dig følelsen af, at du ikke er alene i verden. Det kan give dig et nyt håb om, at dit liv kan blive bedre, end det har været og det kan på alle måder være en gave til dine børn på både kort og langt sigt.
Mange hilsner Helene